Dorland Film

Kommentar: Blog skifter udbyder.

2006-08-15T20:28:00.000+02:00

Det er blevet tid for Dorland Film at skifte udbyder, så fremover vil anmeldelserne være at finde på:

dorlandfilm.wordpress.com

Det har sine fordele, bl.a. vil hver film-anmeldelse få tags svarende til filmens genre. Det har naturligvis også visse komplikationer, f.eks. er der en masse links derinde, som viser tilbage til bloggen på blogger.com. Men på lang sigt er det nok det hele værd.

V for Vendetta (2005)

2006-08-09T12:01:00.000+02:00

V for Vendetta, 2005.
Instruktør: James McTeigue.
Manuskriptforfattere: Andy og Larry Wachowski.
Medvirkende: Hugo Weaving, Stephen Fry, John Hurt.

We are told to remember the idea, not the man, because a man can fail. He can be caught, he can be killed and forgotten, but 400 years later, an idea can still change the world. I et futuristisk totalitært regime i England regerer en ond fascistisk kansler ved navn Adam Sutler. Der er ingen frihed, ingen tryghed og intet håb - indtil en mand ved navn V iført en Guy Hawkes-maske vækker håbet til live gennem en eksplosiv og verbal frihedskamp, der gennem hele filmen karakteriseres som terror. Men hvem er V? En ganske almindelig ung kvinde ved navn Evey involveres i hans foretagender og får øjnene op for de værdier og ideer, han står for, som for hendes eget vedkommende altid har været latente under frygten for at miste livet.

Der er intet realistisk at hente i denne fiktive politiske thriller. Ideen om at USA er gået til grunde, og at England er blevet fascistisk synes helt hen i vejret, men det er synd at lade dette komme i vejen for en rigtig god filmoplevelse, som V for Vendetta vitterligt er. Og selv om historien ikke virker som et troværdigt fremtidsscenario, så fungerer den helt perfekt på sine egne præmisser. Dens sammenblanding af aktuelle politiske emner, moderne superhelteflicks og den mørke side af thrillergenren er overvældende, mildest talt fantastisk.

Filmen var oprindelig sat til at have premiere d. 5. november sidste år, men blev udsat på grund af sidste sommers terrorbomber i Londons undergrund. For nogen mennesker har udsættelsen dog ikke været lang nok, da dens flirten med etiske emner, som er meget aktuelle, kan synes tvetydig og på nogle punkter træde folk over tæerne, især hvad angår synet på tortur. Det vidunderlige ved filmen er dog, at den netop ikke kommer med mange ensidige svar, men for det meste stiller en masse spørgsmål. Hvordan karakteriserer vi f.eks. terror? Filmen vender hele denne problematik på hovedet ved at gøre hovedpersonen til terrorist. Retfærdiggøres hans handlinger så af det totalitære regime? Hvor stor betydning har det, at han drives af hævn, og at han ikke kan skelne sit personlige agenda fra retfærdighed (justice)? V for Vendetta har en stribe af disse små finurligheder, der bidrager til tankevirksomheden og dermed underholdningen.

At Wachowski-brødrene, som skabte Matrix-universet, står bag, havde naturligvis en hel del at sige, da jeg valgte at købe denne DVD fra ny af. Der ses da også visse ligheder med The Matrix, dels har plottet visse ligheder, da også hovedpersonerne i The Matrix ansås for at være terrorister af et totalitært styre af en art. Derudover, så ses Hugo Weaving igen i en rolle, hvor han får lov at folde sig ud rent verbalt, hvilket er en sand fornøjelse at høre på, og der skal ikke være nogen tvivl om, at hans rolle har været krævende, selv om han gemmer sig bag en maske. Slåssekvenserne er også rigtig gode, dog mere elegante, og de fylder (heldigvis) ikke så meget, som de gjorde i Matrix-universet.

V for Vendetta er en rigtig god film, som alle på et tidspunkt bør se, og det skal ikke være i bidder på en PSP i en bus, det er den simpelthen for god til. Jeg vurderer den til 5 stjerner.

Princess of Thieves (2001)

2006-08-09T11:37:00.000+02:00

Princess of Thieves, 2001.
Instruktør: Peter Hewitt.
Medvirkende: Malcolm McDowell, Keira Knightley, Stuart Wilson, Jonathan Hyde.

Sheriffen af Nottingham (McDowell) hader Robin Hood (Wilson). Robin Hood og Lady Marion har fået en datter. Robin har tjent i krig under ledelse af Richard Løvehjerte, som lider nederlag. Den onde Prins John vil gerne være konge. Det vil den retmæssige Prins Phillip umiddelbart ikke. Og Robin Hoods datter, Gwyn (Knightley), vil bare gerne være med, hvor det sker.

Princess of Thieves er intet mesterværk, nok lige det modsatte. Ens forventninger er heller ikke store, når man aldrig har hørt om den før og købte den til 25,- i Stereo Studio, fordi man så Keira Knightley på forsiden. Og hun er en køn pige, ingen tvivl om, at hun også var det, før hun blev berømt med Bend It Like Beckham og Pirates of the Carribean m.fl..

Hvad resten af filmen angår, så er det en temmelig kedelig tv-film. Masser af tom snak lige efter bogen, og meget få actionsekvenser, der ikke synes at imponere. De trivielle tricks med bue og pil gentages, som vi har set dem mange gange før, og romantikken mellem Phillip og Gwyn blomstrer og havde måske stjålet vores hjerter med en bedre dialog, en bedre mandlig skuespiller med mere mimik og menneskelighed og mere indlevelse fra begge parter. Det værste ved filmen er dog alle de ting, man griner af, fordi det ligner en parodi som det malede slot i baggrunden og gitteret, som bare tages af med bløde hænders snilde. Bevares, det er da sundt at grine.

Alt i alt, den kan få 1½ stjerne, for man bør ikke se den, men så igen, den har jo Keira Knightley.

The Pink Panther (2006)

2006-08-06T11:54:00.000+02:00

The Pink Panther, 2006.
Instruktør: Shawn Levy.
Medvirkende: Steve Martin, Jean Reno, Kevin Kline, Beyoncé Knowles.

Stop browbeating her! Can't you see she is sexy? En berømt fransk fodboldtræner med en lækker kæreste (Knowles) bliver slået ihjel med en giftig pil, og hans ufatteligt værdifulde ring forsvinder fra hans finger. Hvem havde ønsket om at slå ham ihjel? Og hvem har ringen, der også kendes som Den Lyserøde Panter? Chief Inspector Dreyfus (Kline) ser dette som sin store chance for endelig at vinde den æresmedalje, han altid nomineres til, men aldrig har vundet. Han vil opklare sagen, men ikke i pressens lys til at begynde med. Til afledning bruger han Inspector Jacques Clouseau (Martin), som er lige så arrogant, som han er talentløs.

I disse dage laves mange remakes. Alt skal tilpasses amerikansk mainstream, det være sig japanske gysere eller film fra 70'erne, 80'erne, ja, sågar 90'erne. Den nye version af The Pink Panther udskældtes af mange, fordi Steve Martins nye fortolkning af Jacques Clouseau ikke synes at leve op til Peter Sellers' udgave. Da jeg ikke erindrer de første film, er jeg måske bedre stillet i denne sammenhæng. Min oplevelse af den nye udgave belastes ikke af minder om en evt. bedre version.

Og ser man The Pink Panther som en selvstændig film uden relation til noget andet, så er den skam ganske udmærket. Skuespillet er sjovt, flirten med det franske er morsom, og de mange gags, der forårsages af Clouseaus klodsethed virker efter hensigten. Der er mange sjove detaljer, som f.eks. da Clive Owen dukker op for en kort bemærkning i rollen som Agent 006. Beyoncé Knowles ser dejlig ud som altid og synger godt, men medvirker ikke særlig meget. Jean Reno demonstrerer igen, at han er et fremragende komisk talent.

Filmen var sjov og underholdende, i hvert fald til 3 stjerner.

Not Another Teen Movie (2001)

2006-07-24T23:08:00.000+02:00

Not Another Teen Movie, 2001.
Instruktør: Joel Gallen.
Medvirkende: Chyler Leigh, Chris Evans, Jaime Pressly.

Who would've guessed that everyone in school was a professional dancer? Tager man diverse teen movies (og andre film), blander deres historier sammen, forlænger de pinlige øjeblikke for humorens skyld og i øvrigt tilføjer en masse seksuelle referencer (nogle bare bryster og numser), så har man endnu en typisk teen movie med en mere maskulin målgruppe. Sjov er den til tider med sine utallige She's All That-parodier, men det meste af tiden ventede jeg faktisk bare på, at den sluttede. Lad dette blive Dorland Films korteste anmeldelse indtil nu, den kan lige snige sig op på de 2 stjerner.

American Beauty (1999)

2006-07-24T00:41:00.000+02:00

American Beauty, 1999.
Instruktør: Sam Mendes.
Medvirkende: Kevin Spacey, Annette Bening, Thora Birch, Wes Bentley.

I'm just an ordinary guy with nothing to lose. Lester Burnham er gift, men ægteskabet er dødt. Han har en teenagedatter, der ikke har noget forhold til ham. Med et mislykket arbejdsliv synes livet tomt, og Lester længes tilbage til ungdommen, dengang han nød livet. Nye naboer flytter ind, en homofobisk marinesoldat og hans søn, der filmer alt, hvad han ser, ikke mindst Lester's datter, Jane.

Sam Mendes har med sine få værker givet mange gode og tankevækkende oplevelser. Selv nød jeg Road to Perdition, og Jarhead havde da også sin charme, og begge var de fantastisk flotte. Af en eller anden grund har ingen af dem fået lige så god kritik og lige så meget anerkendelse som American Beauty, der ellers hverken er flot eller særlig tankevækkende. Filmen tager en liste, måske en top10, over de mest almindelige psykiske problemer, man kan få i en midtlivskrise i Amerika, og punkterne formes så ind i historien om manden, der pludselig gør nøjagtig, hvad der passer ham og trodser alle normerne, og det samme gør alle omkring ham for at være tro mod sig selv.

Det er måske en manglende forståelse for "The American Dream", som gør, at jeg ikke syntes, det var værd at bruge 122 minutter på. Til trods for gode præstationer, ikke mindst af Spacey selv, så sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse. Ja, det er et problematisk samfund, vi lever i, når man som forælder til en teenagedatter tager sig selv i at længes efter at være ung igen. Hvor er det trist, men hvad så? Hvad pointen med denne farce end har været, så fangede jeg den ikke, og da anmeldelserne på denne side som sagt er subjektive, så går det ud over karakteren. Denne film var bare ikke til mig, derfor får den 2 stjerner.

Kommentar: 100 film!

2006-07-23T18:33:00.000+02:00

Hvem har set 100 film siden d. 27. december 2005? Svaret er: Lars Dorland.

100. The Godfather (1972)
99. The Woodsman (2004)
98. Saving Silverman (2001)
97. Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999)
96. Highlander (1986)
95. Fantastic Four (2005)
94. Zathura: A Space Adventure (2005)
93. One Hour Photo (2002)
92. Serenity (2005)
91. The God Who Wasn't There (2005)
90. Kung Pow: Enter the Fist (2002)
89. The Matrix Revolutions (2003)
88. The Matrix Reloaded (2003)
87. National Treasure (2004)
86. Danny the Dog (2005)
85. Spider-Man (2002)
84. Mørkets Vogtere (2004)
83. Anklaget (2005)
82. A Goofy Movie (1995)
81. Analyze That (2002)
80. Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back (1980)
79. Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)
78. The Da Vinci Code (2006)
77. The Island (2005)
76. Back to the Future Part III (1990)
75. Back to the Future Part II (1989)
74. Back to the Future (1985)
73. Analyze This (1999)
72. Wedding Crashers (2005)
71. 25th Hour (2002)
70. La Amistad (1997)
69. Shadow of Doubt (1998)
68. Kingdom of Heaven (2005)
67. Scary Movie 4 (2006)
66. Dragonheart (1996)
65. Doom (2005)
64. White Noise (2005)
63. The Name of the Rose (1986)
62. A History of Violence (2005)
61. Luther (2003)
60. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
59. Kill Bill: Vol. 2 (2004)
58. Signs (2002)
57. Anywhere But Here (1999)
56. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
55. Fahrenheit 9/11 (2004)
54. Jerry Maguire (1996)
53. The Devil's Own (1997)
52. K-PAX (2001)
51. The Believer (2001)
50. Bruce Almighty (2003)
49. The Client (1994)
48. Madagascar (2005)
47. Det Forsømte Forår (1993)
46. Hitch (2005)
45. Saw II (2005)
44. Hotel Rwanda (2004)
43. The Pianist (2002)
42. Crash (2004)
41. Minority Report (2002)
40. The Village (2004)
39. Ray (2004)
38. Hostage (2005)
37. The Girl Next Door (2004)
36. House of Sand and Fog (2003)
35. Master and Commander: The Far Side of the World (2003)
34. The Waterboy (1998)
33. Insomnia (2002)
32. Batman (1989)
31. The Wizard of Oz (1939)
30. Finding Neverland (2004)
29. Cinderella Man (2005)
28. Fun with Dick and Jane (2005)
27. Godsend (2004)
26. Jarhead (2005)
25. Dogma (1999)
24. The Machinist (2004)
23. The Frighteners (1996)
22. The Aviator (2004)
21. Treasure Planet (2002)
20. Metro (1997)
19. My Boss's Daughter (2003)
18. Mr. & Mrs. Smith (2005)
17. Beverly Hills Cop (1984)
16. Basic (2003)
15. Road to Perdition (2002)
14. Blade: Trinity (2004)
13. Napoleon Dynamite (2004)
12. A Bug's Life (1998)
11. The Forgotten (2004)
10. Men in Black II (2002)
9. Joseph: King of Dreams (2000)
8. King Arthur: Director's Cut (2004)
7. Solkongen (2005)
6. The Ring Two (2005)
5. The Firm (1993)
4. Mars Attacks (1996)
3. A Walk to Remember (2002)
2. Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet (2005)
1. King Kong (2005)

Dorland Film vil i fremtiden byde på anmeldelser af bl.a. Lord of War, V for Vendetta og American Psycho.

The Godfather (1972)

2006-07-23T16:03:00.000+02:00

The Godfather, 1972.
Instruktør: Francis Ford Coppola.
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan, Robert Duvall.

That's my family, Kay, it's not me. Den sicilianske familie, Corleone, står stærkt i USA i 1945, men Don Vito Corleone (Brando), familiens overhoved, er ved at være en gammel mand. Hans fire sønner, den temperamentsfulde Sonny (Caan), den lovlydige Michael (Pacino), den svage Fredo (Cazale) og den adopterede Tom Hagen (Hagen), der fungerer som faderens advokat og konsulent står overfor at skulle arve forretningen. Desuden er et nyt marked dukket op, narkotikamarkedet, og det skaber komplikationer mellem de mest magtfulde gangsterfamilier, hvilket resulterer i flere blodsudgydelser. Michael ønsker blodsudgydelserne stoppet, men har som god amerikansk borger og krigshelt aldrig været involveret i familiens kriminelle anliggender, ikke før nu.

At The Godfather ligger nr. 1 på IMDb-brugernes liste er ikke uden grund. Dette er et mesterværk, et unikt stykke håndværk. Selv om den er lavet i 1972, dengang hvor film i højere grad lignede teaterstykker, så virker denne beretning på mange måder autentisk. Coppola formår at præsentere os for et miljø, som er alt andet end ensidigt. På den ene side står Corleone-familien for kærlighed, sammenhold og tradition. På den anden side står de for korruption, vold og mord.

Klipningen er forud for sin tid og bruges som virkemiddel på en måde, som det ofte ses i dag, men som jeg ikke har indtryk af var særlig normal på den tid - bemærk eksempelvis den tvetydighed, der skinner igennem i den sidste scene med barnedåben og trosbekendelsen. Filmen synes også at have en dyb psykologisk indsigt, idet man langsomt følger Michael, hans valg og hans forvandling, glimrende portrætteret af en ung og mere uskyldig Al Pacino.

The Godfather er en film, man skal se. Den får herfra 6 stjerner.

The Woodsman (2004)

2006-07-18T14:29:00.000+02:00

The Woodsman, 2004.
Instruktør: Nicole Kassell.
Medvirkende: Kevin Bacon, Kyra Sedgwick, Mos Def, Benjamin Bratt.

I watch the kids arrive at school. And for the last few weeks I've noticed someone else watching them. I call him Candy. Efter 12 år i fængsel for at have forgrebet sig på unge piger, lukkes Walter igen ud i samfundet. Verden udenfor murene er dog kold og ubarmhjertig. Han får sig et job, en lejlighed, og hans svoger, Carlos, kommer jævnligt og besøger ham og fortæller ham om, hvordan det står til i den familie, der ikke vil kendes ved ham. På den anden side af gaden lurer fristelserne og de dæmoner, Walter forsøger at bekæmpe, en børneskole.

The Woodsman er netop kommet i flere danske biografer. Grunden er sandsynligvis de priser, der sidste år tilfaldt filmen, selv om det virker komisk, at en film bliver sendt i biografen, efter den er udkommet på DVD. Titlen er taget ud af en samtale mellem den ydmyge Walter og den stærkt fordømmende betjent, der overvåger hans prøvetilladelse, og den kunne ikke være mere passende hele filmen taget i betragtning.

Bacon er en fantastisk skuespiller med hang til dårlige roller, men denne gang har han ramt plet. Walter blev Bacons mulighed for at vise, at han måske er en af Hollywoods største talenter. Det kan meget vel være den bedste præstation, jeg har set i år. Han er skræmmende troværdig, og hans figur formår at kalde på både afsky og sympati, og hans psykologiske kamp skildres så virkeligt, at filmen er svær at slippe. Der er ingen svagheder eller fejl at sætte fingeren på, faktisk vil jeg give den 6 stjerner.

Saving Silverman (2001)

2006-07-17T23:30:00.000+02:00

Saving Silverman (aka Evil Woman) 2001.
Instruktør: Dennis Dugan.
Medvirkende: Steve Zahn, Jack Black, Jason Biggs, Amanda Peet, Amanda Detmer.

She didn't like the way his ass looked, so she made him get butt cheek implants. Silverman (Biggs) har to venner (Zahn og Black), men ingen kæreste. Indtil han pludselig har Judith (Peet), som nyder at have ham, mest (og kun) fordi han altid gør, hvad hun siger, ellers inddrager hun hans tilladelse til at give hende oralsex. Hans venner forsøger at falde i hak med hende, men opdager hurtigt, at hun er en led kælling. Desværre lader Silverman ikke til at kunne se det, han er bare glad for, at hun vil være kæreste med ham. Derfor vælger vennerne at tage strengere metoder i brug, bl.a. Silverman's store kærlighed fra gymnasietiden.

Jeg gør som regel ikke meget ud af at anmelde komedier. I sidste ende er det jo et spørgsmål om, hvorvidt vitserne holder, og om de vil holde igen næste gang, man ser filmen. Det er selvfølgelig også vigtigt med gode skuespillere, der er tilpas sære, det vil sige sære nok til at få en til at grine. Lad os bare sige, at denne film er god nok til mig på dét punkt. Jack Black er så dum som nogen, og sådan en karakter skal der selvfølgelig være i en komedie som denne. Zahn er den klogere dumrian, en skuespiller vis roller påkalder sig ens sympati uanset hvad han spiller, kan i denne sammenhæng anbefale Riding in Cars with Boys, hvor han var spillede eminent. Biggs er lige så stor og naiv en taber som i American Pie, i sidste ende ikke mindre heldig efter min smag.

Dette er en god komedie af den overfladiske og sexfikserede slags, som unge mennesker fylder sig med i dag. Der er absolut intet originalt over den, og den når aldrig under huden, men den får da en til at smile med løbende vitser, som har mere substans end så mange andre komedier i samme genre. Jeg giver den derfor 3 stjerner.

Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999)

2006-07-16T16:15:00.000+02:00

Austin Powers: The Spy Who Shagged Me, 1999.
Instruktør: Jay Roach.
Medvirkende: Mike Myers, Heather Graham, Seth Green, Verne Troyer.

So, Basil, if I travel back to 1969 and I was frozen in 1967, presumeably, I could go back and look at my frozen self. But, if I'm still frozen in 1967, how could I have been unthawed in the '90s and traveled back to the '60s? Oh, no, I've gone cross-eyed. Den onde Dr. Evil (Myers) rejser tilbage i tiden for at stjæle Austin Powers' mojo (Myers igen), hans kvindetægge, hans evne til at tilfredsstille ethvert menneskeligt hunkønsvæsen, som naturligvis vil falde for hans charme og pelsede hår på brystet. Derfor tager Austin tilbage i tiden for at erobre den tilbage assisteret af den yderst delikate agent Felicity Shagwell (Graham).

Lad os bare blive enige om med det samme, at dette er en absolut meningsløs film, fyldt med platte vitser og sjofelheder til bristepunktet. Historien er ganske sjov, ideerne naturligvis trivielle, og der er intet til eftertanke eller bare almindelig spekulation, da intet skal tages for seriøst. Humoren kan til tider minde om god gammel Monty Python, dog mere perverteret. Enten underholdes man af vanviddet, eller også skifter man kanal (eller DVD). Selv spildte jeg min aften på det, fordi jeg syntes, Heather Graham så ganske godt ud med det vilde hår, og fordi jeg nogen gange grinede dybfølt. Men 2 stjerner, da jeg aldrig vil se den igen, selv om jeg underholdtes en smule første gang.

Highlander (1986)

2006-07-16T13:52:00.000+02:00

Highlander, 1986.
Instruktør: Russel Mulcahy.
Medvirkende: Christopher Lambert, Roxanne Hart, Clancy Brown, Sean Connery.

There can be only one. Udødelige lever i blandt os som almindelige mennesker. Den eneste død de kan se frem til er døden ved halshugning, en skæbne de kun undgår, hvis de selv formår at halshugge alle andre udødelige, for i sidste ende kan der kun være én. Connor McLeod er en sådan udødelig, han er fra det skotske højland, højlænderen, men bor nu i New York, som resten af de udødelige drages til på magisk vis for at kæmpe om the Prize, en fortjeneste der tilfalder den endelige sejrsmand.

Sideløbende med plottet om McLeod har vi historien om kriminalkommisæren, som ikke kan gennemskue, hvad der foregår, hvorfor der hele tiden bliver fundet lig uden hoveder, og han finder efter alt at dømme heller aldrig ud af det. Hvorfor man gjorde så meget ud af dette er mig stadigvæk en gåde.

Highlander har visse styrker og visse mangler. Historien i sig selv er dels interessant, delt fyldt med såkaldte løse ender. Hvorfor er det hele egentlig, som det er? Den eneste forklaring vi får er det nye spørgsmål: Hvorfor står solen op hver morgen? Konceptet accepteres af de udødelige og skal accepteres af publikum. Nogen har sat det i gang, men det er åbenbart ligegyldigt hvem.

Ser vi bort fra de løse ender og den manglende baggrundshistorie, så er Highlander stemningsfyldt og tiltalende. Højlænderens liv appellerer til os, og vi diskuterer med os selv undervejs, om det skal ses som en velsignelse eller en forbandelse. Kærlighed og romantik fylder meget i denne fortælling, hvor McLeod efterhånden har lært, hvad det vil sige at være udødelig, det er at være alene, men det menneskelige i ham har altid kaldt på samvær, og det har såret ham gennem århundrederne. Queen spiller i baggrunden deres hit-single, "Who Wants to Live Forever?" Denne filosofiske side af Highlander er ikke til at se bort fra, og måske det netop var den, der gjorde filmen til så stort et hit i 1986. Desværre resulterede det også i diverse meget dårlige fortsættelser, der aldrig kommer på siden af den første. Der burde kun være én, meget apropos.

Filmen har sine humoristiske øjeblikke. Christopher Lambert har et charmerende grin, der af og til melder sig til trods for den tragiske side af hans karakter. Den onde gunganer er så ond som nogen skurk, jeg nogensinde har set, et sexficeret monster fra de russiske stepper, der myrder og voldtager og skræmmer alle, han omgåes. Sean Connery spiller den rolle, man har set ham i hundrede gange før, og det gør han naturligvis rutineret og med Connery-charme.

Highlander er en stemningsfyldt actionfilm fra 1986, og havde man lavet den i dag, så havde den nok set meget anderledes ud. At den netop er en 80'er-film har dog sin charme, det helt store plus er dog skildringen af Connor McLeod, en højlænder med en stor hemmelighed, en velsignelse og en forbandelse. Den får 4 stjerner.

Fantastic Four (2005)

2006-07-15T23:38:00.000+02:00

Fantastic Four, 2005.
Instruktør: Tim Story.
Medvirkende: Ioan Gruffudd, Jessica Alba, Chris Evans, Michael Chiklis.

It's clobberin' time! Fem videnskabsmænd tager ud i det ydre rum for at undersøge radioaktive ting sager, der desværre ender med at give dem nogle temmelig utrolige genetiske skavanker. Én bliver elastisk, en anden usynlig, en tredje går der ild i, og den fjerde bliver bare grim. Disse fire gør alt, hvad der står i deres videnskabelige magt for at blive normale igen, mens den onde Dr. Doom meget langsomt planlægger at bruge sine metalliske og elektriske kvaliteter i diverse hævnakter (noget med at herske og ødelægge og den slags, de sædvanlige skurketing).

Jeg er ingen Marvel-ekspert, og selv om jeg ganske givet har set tegnefilm med de fantastiske fire, så har de aldrig gjort stort indtryk på mig. Jeg ved dog, at det for mange andre var en eminent glædelig nyhed, at tegneserien nu ville blive omsat til film - og jeg ved, at de store forventninger med garanti bidrog til det had, der nu hviler på filmen.

Man behøver dog ikke at være fan af Fantastic Four for at konkludere, at dette er en dårlig film. Hvad er dårligt ved den? Jo, hovedrollerne bæres af talentløse skuespillere, bl.a. Jessica Alba, som lyder skrækkeligt kunstig, selv om hun er en meget smuk pige. Dialogen er elendig, nærmest utroværdig. Karaktererne virker flade, hvilket både kan skyldes skuespillere og manuskript, ikke mindst Dr. Doom virkede frygtelig vag af en skurk at være, nærmest ynkelig.

Der er enkelte sjove vittigheder undervejs, men de repeteres igen og igen i nye forklædninger, sandsynligvis fordi folkene bag scriptet ikke har kunnet finde på nye. Der fokuseres meget på én af superheltenes depression, men samtidig gøres der nar af karakteren, og det er svært at gennemskue, om de vil have, man skal have sympati for ham eller grine af ham.

Kort sagt: Skaberne af denne film tog ikke tegneserien halvt så alvorligt som alle fansene. Resultatet er derfor en malplaceret komedie uden antydningen af dybde. Men fordi Jessica Alba er så dejlig at se på (skønt en plage at høre på), så får den hele 2 stjerner. Mig en ære.

Zathura: A Space Adventure (2005)

2006-07-15T15:47:00.000+02:00

Zathura: A Space Adventure, 2005.
Instruktør: Jon Favreau.
Medvirkende: Jonah Bobo, Josh Hutcherson, Dax Shepard, Kristen Stewart.

Whose brother are you? His or mine?Danny er 6 år gammel, Walter er 10. De har en far, en god far, der gerne tager sig tid til at være sammen med sine sønner, men som også skal passe sit arbejde. Drengene har også en storesøster, Lisa, familiens pubertetspige, der sover det meste af dagen, så hun kan feste hele natten. I vrede sender Walter sin lillebror ned i den dystre kælder med en lift, dér finder Danny et meget mærkeligt spil kaldet Zathura: A Space Adventure. Han forsøger at overtale sin bror til at spille med ham. Da det ikke lykkes, prøver han selv at tage den første tur, og pludselig befinder huset sig midt i en ateroideregn i det ydre rum. Da går det op for dem, at de bliver nødt til at spille brætspillet færdigt for at bringe huset tilbage til Jorden. Og for hver tur lurer nye farer.

Zathura er en genoplivning af konceptet, der i 1995 præsenteredes i Jumanji. Hver tur førte dengang nye farer med sig fra den vilde jungle, det være sig krokodiller, kviksand eller trampende elefanter. Konceptet var sjovt og udnyttedes godt. Zathura udnytter det næsten lige så godt. Jumanji havde som historie mere kød på sig. Hvor de denne gang nærmest trylles ind i en helt anden verden fra første slag, udspillede Jumanji sig i den kendte verden, der langsomt terroriseredes, og det bidrog i høj grad til spændingen. I Jumanji var der også væsentligt flere karakterer (med dygtigere skuespillere), der blev brugt flere ture, og der var en længere indledning og flere gags.

Altså er det bedst ikke at sammenligne Zathura med Jumanji, selv om den selv på mange måder lægger op til det. I sig selv står filmen dog alligevel stærkt, men i højere grad som en børnefilm end Jumanji. Der ses i hele filmen kun to voksne, den ene er faderen, den anden er nærmest et forvokset barn. Filmen står stærkt både som underholdning og pædagogik. Den har nogle enkle, men for børn meget væsentlige budskaber om broderskab, og filmen griber sådan en ting som skilsmisse, som jo er meget relevant for vores tid, meget realistisk og seriøst an. Samtidig er den til tider ganske morsom, og den lider ikke under at være for sentimental, som flere børnefilm har en tendens til. Dens mangler taget i betragtning får den altså 3 stjerner.

One Hour Photo (2002)

2006-07-15T15:12:00.000+02:00

One Hour Photo, 2002.
Instruktør: Mark Romanek.
Medvirkende: Robin Williams, Connie Nielsen, Michael Vartan, Gary Cole, Eriq La Salle.

I almost feel like "Uncle Sy!" Når ens eneste familie er en lille rådden fugl, er det næsten forståeligt, at man forsøger at opbygge forhold til sine kunder. I fotofyren Sy Parrish' tilfælde synes hans ensomhed dog at have bragt ham ud i det sygelige. Når familien Yorkin fremkalder billeder, så sørger han for også lige at fremkalde et sæt til sig selv. Han smiler og er venlig overfor Nina Yorkin og giver et gratis kamera til hendes søn i fødselsdagsgave - og ønsker i sit stille sind, at han måske kunne være mere for familien end bare fotofyren fra supermarkedet. Tænk, hvis han var en del af familien, hvis de var hans familie. Og langsomt går Parrish ind og blander sig lidt mere, end familien kunne ønske sig.

Robin Williams har efterhånden spillet mange roller, for det meste med en komisk side, der passede til hans virkelige stand-up gemyt. I denne film ses han dog i en mindre charmerende rolle som den mystiske fotofyr, som man ikke ved, man har med sikkerhed. Filmen vil normalt karakteriseres som en psykologisk thriller, og med rette, men jeg får også lyst til at kalde det en gyser - ikke fordi man bliver bange, chokeret eller skriger i rædsel undervejs, men man gyser op til flere gange, når man ikke krummer tæer, primært fordi Robin Williams gør et godt stykke arbejde for at præsentere en figur, der både kalder på afsky og sympati.

One Hour Photo er langsomt fortalt, og der er ikke meget handling i den, til gengæld har den en psykologisk dybde, man ofte savner i den amerikanske thrillergenre. Filmen står stærkt som sin egen interessante fortælling, hvor dialogen er gennemført og præstationerne gode. Alligevel, så er den ikke interessant nok. Man føler ikke for at se den igen for at lægge mærke til detaljer, og selv om historien gjorde indtryk, så virker den mærkeligt dunkel, som om dele af den kræver dybere analyse, for at man kan nå til en egentlig forståelse - måske af noget, som man egentlig ikke burde forstå, men som blot skulle fodre sanseapparatet. Denne tvivl gør, at jeg ikke føler det helt rimeligt at give den mere end 3 stjerner, disse er til gengæld mere end velfortjente.

Serenity (2005)

2006-07-15T14:14:00.000+02:00

Serenity, 2005.
Instruktør: Joss Whedon.
Medvirkende: Nathan Fillion, Morena Baccarin, Summer Glau, Chiwetel Ejiofor.

River, we're not telling people what to think, we're just trying to show them how. Jorden var overbefolket, så menneskeheden fandt sig et andet solsystem at befolke. De tolv centralplaneter blev underlagt Alliancens kontrol, men indbyggerne på de ydre planeter nægtede at underlægge sig. Alliancen vandt dog krigen, bl.a. det berømte slag kaldet 'Serenity', og Malcolm Reynolds, der stod på oprørernes side, viede efter krigen sit liv til smugling på sit skib, som han døbte efter det tabte slag. En dag opdagede han dog, at to af hans passagerer er eftersøgt af Alliancen, Simon og hans søster, River, som er blevet eksperimenteret og manipuleret med, og som gemmer på flere hemmeligheder.

Joss Whedon omtaler i DVD'ens ekstramateriale Serenity som filmen, der ikke burde eksistere. Dette er dog ikke et udtryk for fortrydelse, tværtimod. Hele affæren begyndte, da Whedon endelig tænkte, at det var tid til at lave noget nyt, nu da han havde brugt så mange kræfter på teen-serierne, Buffy the Vampire Slayer og Angel. Nu ville Whedon lave noget anderledes, noget nyt, som ikke var set før, måske noget med lidt mere stil, mere humor, mere nyskabende, og så skabte han en fantastisk serie kaldet Firefly.

Historien var som beskrevet før, og handlingen udspillede sig i et interessant univers, det var halvt rumeventyr, halvt western. Desværre brød Fox sig ikke om serien af mærkelige grunde (måske fordi den ikke havde nogen lighed med, hvad Whedon ellers havde lavet), så de annulerede den. Fans af serien, populært kaldet Browncoats, gik amok og gav sig til at købe Firefly DVD'er i massevis for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse og deres kærlighed til serien. Resultatet blev ikke, at seren blev genoptaget, men til gengæld så Universal gode muligheder i at lade Joss Whedon afslutte tv-serien med en film. Whedon fik et budget og gik i gang med arbejdet for at runde serien af med et brag, og det er hermed gjort.

Serenity er altså slutningen på en rigtig god tv-serie, og den er absolut bedst, hvis man har set serien, men de har alligevel forstået at lave den sådan, så det nødvendige bliver genfortalt. Kendskab til Firefly-serien er altså ingen nødvendighed, kun et plus. Når det så er sagt, så skal det indrømmes, at filmen ikke har omsat seriens charme til film, som man måske kunne have håbet på. Hvor serien trækker rigtig meget på forskellige kulturer, der repræsenteret på forskellige planeter og gør en del ud af at genoplive westerngenren, så er filmen mest at betragte som et teknologisk overgear'et rumeventyr. Det vil nogen beskrive som et tab, der er dog uden tvivl tale om et bevidst valg fra skabernes side.

Karakterernes dybde synes udtalt i filmen. Dialogen var ofte bedre i serien, men når det gælder drama, så er det temmelig indlysende, at den slags ikke kan omsættes. I en serie har man tid til at lære karaktererne at kende. I Serenity havde man for travlt, historien skulle afsluttes, så der ikke var for mange løse ender tilbage af dem, som serien havde efterladt. Denne udfordring klares meget godt, man kommer til en bedre forståelse af både River og de berygtede reavers, der dræber, voldtager og spiser mennesker. Udover det, så er serien et actionbrag af en film, og man mærker tydeligt, at skaberne har fået nogle penge mellem hænderne til at peppe op med.

Serenity kan anbefales alle, der kan lide actionrige space flicks. Har man set serien, så vil nogen måske skuffes lidt over filmen, men selv var jeg dog positivt overrasket, da det var lykkedes min storebror at få mig til at skrue ned for forventningerne. Har man ikke set serien, så vil jeg anbefale, at man ser serien først (den kan købes her), dog ikke en absolut nødvendighed. Summa summarum: Serenity er en god og underholdende film til 4 stjerner.

The God Who Wasn't There (2005)

2006-07-07T23:53:00.000+02:00

The God Who Wasn't There, 2005.
Instruktør: Brian Flemming.
Medvirkende: Brian Flemming, Richard Dawkins, Sam Harris, Richard Carrier.

There actually is one unforgivable sin: denial of the Holy Spirit. If you do that, you are eternally damned. It says so right there in the Bible, twice. It's a doubly infallible rule. Brian Flemming gik som barn på, hvad han vil karakterisere som en fundamentalistisk kristen skole, men er i dag ateist. Med denne provokerende og konfronterende dokumentar, der er lavet i samme genre som Michael Moores meget kontroversielle Fahrenheit 9/11, påstår han først, at intet tyder på, Jesus har eksisteret andre steder end i den fiktive verden. Hoveddelen af hans dokumentar er dog ikke et angreb på Jesu historicitet, som det er på kristendommen, som han selv er bekendt med den.

Filmen er blevet vist i amerikanske biografer, men vil næppe blive så meget som vist på tv herhjemme. For at se den skal man enten downloade den, eller man kan købe DVD'en. Men hov, man må da ikke downloade film, må man? Faktisk forholder det sig sådan, at de venlige ateister bag filmen tillader, hvad der normalt ikke tillades for DVD'er, nemlig offentlige visninger, udlån etcetera. I øvrigt bryder de selv diverse copyrights, bl.a. ved at vise klip fra The Passion of the Christ, så jeg havde ikke de store moralske betænkeligheder ved at se en kopi af filmen, som formodentlig er hentet over Internettet. (Så ja, forsøg du bare på at sagsøge mig.)

Dokumentarer af denne slags er meget, meget populære, og der vises flere og flere dokumentarer i biograferne efterhånden, da de sælger godt. Herhjemme kan nævnes Gasolin som den sidste store sællert, af amerikanske dokumentarer kan nævnes Fahrenheit 9/11, Super Size Me og My Date with Drew. I samme useriøse genre som de sidstnævnte ses dette angreb på kristendommen, hvor helvede bl.a. beskrives som et sted, hvor "man bliver stegt og hver time skal sutte på Satans fedtede pik". I øvrigt bliver der påstået, at ifølge kristendommen skal man kun tvivle på Helligånden én gang for at havne i dette Helvede. Brian Flemmings syn på kristendommen forklarer i højere grad end de historiske elementer hans egentlige ærinde.

Denne gang propaganda kan ikke andet end ophidse kristne. Det er dog ikke, fordi dokumentaren bringer noget nyt på banen, snarere skyldes det, at filmens fremstilling af kristendommen kun stemmer overens med ganske få kristnes tolkning af bibelen. Jeg er selv kristen, skal det siges, og jeg har nok aldrig følt mig dårligere repræsenteret, end da Brian Flemming fortalte om kristendommen, som var den en sammensætning af helvedesteologi, bortrykkelsesteologi og ekstremistisk homofobi. Dette religiøse angreb adskiller sig ikke meget fra JP's angreb på Islam, og min vurdering bliver derfor: 1 stjerne. Min pointe: Se den ikke.

Vil du meget gerne se den (bare for at se, at jeg har ret), så prøv at gå herind. Det kræver naturligvis en speciel klient til download, hvor BitLord kan anbefales.

Kommentar: Gamle Ole.

2006-07-05T13:30:00.000+02:00

Så er vi tættere på end nogensinde. (Men det er vi jo selvfølgelig for enhver film, som kommer på listen)

90. Kung Pow: Enter the Fist (2002)
89. The Matrix Revolutions (2003)
88. The Matrix Reloaded (2003)
87. National Treasure (2004)
86. Danny the Dog (2005)
85. Spider-Man (2002)
84. Mørkets Vogtere (2004)
83. Anklaget (2005)
82. A Goofy Movie (1995)
81. Analyze That (2002)

Vi har mødt mange forskellige hovedroller i denne omgang: En psykolog, 2 forelskede teenagers (den ene med lidt edderkoppe-DNA i blodet), en stakkels familiefar, en russisk vampyr, en naiv mand med halsbånd, en sympatisk skattejæger og i hele tre film: Den Udvalgte.

Rundens bedste film var den danske Anklaget for sin dybe skildring af en mand og hans familie. Der skal ikke være nogen tvivl om, at Jacob Thuesen her har lavet et rigtig godt værk, ikke et dybt originalt mesterværk, men altså en film, som falder perfekt ind i sin kølige genre.

Rundens absolutte skodfilm må være den sidste Matrix-film. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke har set værre (for jo, dét har jeg!), men nu var der jo altså i denne omgang en række vellykkede film, hvor denne - ikke mindst med sin klichéslutning - udmærker sig som den største bommert i rækken.

Fremtiden byder på den psykologiske thriller, One Hour Photo (som jeg har set, men mangler at anmelde), og så købte jeg til en ganske god pris filmen kaldet Lord of War med Nicholas Cage og Ethan Hawke, som jeg mistænker for at være ganske god. I kan også vente jer en anmeldelse af Joss Whedons Serenity, afslutningen på den droppede sci-fi/western tv-serie, Firefly. Og måske jeg så også på et tidspunkt får taget mig sammen til at se Arven, som skulle være en ganske udmærket dansk film, som min mor har liggende på VHS. I øvrigt, så har jeg lige bestilt The Godfather, den berømte mafiaskildring med Marlon Brando og Al Pacino i hovedrollerne, og The Woodsman med Kevin Bacon, der lige pludselig tages op og pudses af i diverse danske biografer af grunde, jeg endnu ikke kender til.

Stay tuned, selv om jeg af og til udskyder at anmelde nogle film til lang tid efter jeg har set dem, så er Dorland Film ikke død. Lad denne opdatering stå som bevis for dette.

Kung Pow: Enter the Fist (2002)

2006-07-05T12:40:00.000+02:00

Kung Pow: Enter the Fist, 2002.
Instruktør: Steve Oedekerk.
Medvirkende: Steve Oedekerk, Jennifer Tung.

Master Tang på sit dødsleje: Listen, and listen well. I really like the band N-Sync. My favorite member is Harpo. I think there's a Harpo. If not there should be. I will write their next hit, maybe 'A boom-boom chiky chiky boom-boom a boom-boom chiky chaka chaka cho cho.' By the way, you must beware of Betty's iron claw. At forklare handlingen i denne film vil nok være at spilde sin tid, for der er tale om en film, hvor handlingen er absolut nedprioriteret, men hvor de platte jokes har fået guddommelig status.

Steve Oedekerk har (sammen med andre) stået bag en række gode manuskripter, her kan nævnes Bruce Almighty, The Nutty Professor og den mere seriøse Patch Adams. Denne gang når hans meget platte humor dog nye højde, idet han tager en masse klip fra en gammel asiatisk martial arts film, klipper sig selv ind i dem, tilføjer noget CGI og dubber så ellers filmen (lægger engelske stemmer til). Resultatet er en komedie, som er så langt ude, så absurd, at nogen vil se 3 minutter af den, ryste på hovedet og så ellers slukke igen - mens andre, deriblandt mig selv, vil se videre og af og til have svært ved at undertrykke latteren.

Vi har altså her at gøre med en film, som kun tjener det formål at være fuldstændig gak, og skal jeg være ærlig, så synes jeg, at den klarer det glimragende. Som helhed får den derfor 3 stjerner.

The Matrix Revolutions (2003)

2006-07-03T20:04:00.000+02:00

(Advarsel: Har du ikke set 1'eren og 2'eren, så vil der i denne anmeldelse uundgåeligt være mindst et par spoilers.)

The Matrix Revolutions, 2003.
Instruktør: Andy og Larry Wachowski.
Medvirkende: Keanu Reeves, Laurence Fishburne, Lambert Wilson, Carrie-Anne Moss.

Could it be for love? Illusions, Mr. Anderson! Vagaries of perception. The temporary constructs of a feeble human intellect trying desperately to justify an existence that is without meaning or purpose. At Neo nåede til Kilden viste sig ikke at være en afslutning på krigen mellem mennesker og maskiner. Alt håb synes nu ude. Zions indbyggere forbereder sig deres nederlag. Imens ligger Neo i koma med hjerneimpulser svarende til én, som er koblet til The Matrix, og ved hans side ligger Bane, der i virkeligheden er blevet besat af alles fjende nr. 1, den verbalt rige Smith.

Revolutions tager fat, hvor Reloaded slap, og så bevæger det sig ellers ned ad bakke. Det hele har indtil nu kunnet lade sig forklare med teknologi (til en vis grænse), men netop nu synes kæden at hoppe af, da Neo nu ikke alene er en super-jesus i The Matrix, men også i den virkelige verden. Den del af historien skal man enten søge meget dybt for at forstå, eller også er jeg bare ualmindelig ignorant. Forklaringerne synes i det hele taget at blive dårligere og dårligere - og anses nok også fra skabernes side som mindre nødvendige. Da de under produktionen mistede Gloria Foster, som spillede Oraklet, skiftede de hende ud med en anden skuespillerinde. Deres filosofiske forklaring på udskiftningen stinker!

Tankevirksomhed er Revolutions altså ikke rig på, ligesom dens forgængere var det, til gengæld er der mange imponerende effekter og en masse hård sci-fi action, idet de nådesløse sprutter invaderer Zion, og krigen udvikler sig for alvor. Neo (Reeves) ses ikke meget i denne film, og det er måske en fordel, da han som skuespiller virker lidt lunken, men til gengæld er det ærgerligt, at filmen ikke foregår mere i The Matrix, som netop er den interessante verden i hele denne saga. I stedet trættes vi af skibe, der flyver slalom, og soldater som vil bøffe maskine scum. Afslutningen er kliché-agtig, spiller fortsat på en masse religiøse, men efterhånden kedelige referencer og er uden det egentlige twist, forgængerne serverede.

The Matrix Trilogien er en rigtig god trilogi, men alt, der har en begyndelse, har heldigvis også en afslutning, og afslutningen kom ikke for tidligt i 3'eren, som jeg kun vil give 2 stjerner.

The Matrix Reloaded (2003)

2006-07-03T17:05:00.000+02:00

(Advarsel: Har du ikke set 1'eren, så vil der i denne anmeldelse uundgåeligt være mindst et par spoilers.)

The Matrix Reloaded, 2003.
Instruktør: Andy og Larry Wachowski.
Medvirkende: Keanu Reeves, Laurence Fishburne, Lambert Wilson, Carrie-Anne Moss.

I have dreamed a dream, but now that dream has gone from me. Der findes to verdner. Den virkelige, som er en død planet, hvor menneskerne bor langt nede under overfladen, tæt på Jordens kerne, hvor der stadig er varme. Og så er der den uvirkelige, en computergenereret drømmeverden kaldet The Matrix, som maskinerne har trukket ned over menneskers hoved for at holde dem uvidende om det faktum, at maskinerne bruger dem som batterier. Og så er der Neo, en slags magtfuld data-Messias, som selv engang var fanget i The Matrix, men som nu bekæmper maskinerne på menneskenes vegne. Han synes dog ligesom resten af menneskeheden at stå magtesløs overfor den trussel, der venter menneskene i den virkelige verden.

Da det forlød, at Wachowski-brødrene ville lave en fortsættelse til The Matrix, blev forventningerne store - måske uretfærdigt store. 1'erens store styrke var, at den rev tæppet væk under én og udfordrede ens forståelse af ens egen verden, idet den stillede det gamle, men stadig aktuelle (skønt ret filosofiske) spørgsmål: Hvad er virkelighed? Fortsættelsen her forsøger at operere med samme spørgsmål, men formår naturligvis ikke på samme måde at ryste og overraske. Historiens endelige drejning i slutningen er dog et godt forsøg - efter min mening kunne det faktisk ikke gøres meget bedre. Drejningen kalder dog på en direkte fortsættelse, der kan afslutte historien.

Reloaded har fantastiske actionsekvenser. Nærkampene synes jeg godt nok er lidt mekaniske og ligner mest en kopi af et temmelig ensformigt Tekken-spil, hvor man sikkert følger Martial Arts-reglerne, men i øvrigt ikke er særlig kreative. Den virkelig gode actiondel er, da Trinity (Moss) beslutter sig for at køre mod strømmen på en bred og meget befærdet motorvej, mens hun jagtes af agenter og en slags spøgelsesvampyrer ejet af Franskmanden (kræver lidt forklaring, naturligvis, men den får man også).

Alt i alt en rigtig god film, der med god actionunderholdning forstår at flirte med spørgsmål om, hvad der er virkelighed, og hvad der i virkeligheden blot er en slags kontrol. Filmen får 4 stjerner herfra.

National Treasure (2004)

2006-07-03T16:42:00.000+02:00

National Treasure, 2004.
Instruktør: Jon Turtelaub.
Medvirkende: Nicholas Cage, Sean Bean, Diane Kruger, Justin Bartha.

Who wants to go down the creepy tunnel inside the tomb first? Ben Gates er overbevist om, at Tempelridderne gemte en kæmpestor skat, og han er opsat på at finde den. Det samme er hans kammerat, Ian Howe. Da sporet viser videre til verdens mest beskyttede dokument, Uafhængighedserklæringen, står Ben Gates dog af. Det gør Ian dog ikke, han forsøger at slå Ben Gates ihjel for selv at få fat på dokumentet. Og Ben Gates og hans ven, Riley, beslutter sig for at forhindre ham i at stjæle det - ved selv at stjæle det først.

Med sin gæve sammenblanding af konspirationsteorier, action og humor formår National Treasure at skabe underholdning, som nærmer sig et Indiana Jones-niveau. Der er gang i filmen fra start af, og det eneste, vi egentlig mangler, er en biljagt. Det er dog for så vidt ikke en mangel, da en del af flugten (og jagten) sker til fods, hvilket synes at løfte underholdningsværdien. De mange små gåder overgår på alle måder de latterlige lykkehjulslege, man så i Da Vinci Code, og de historiske flash backs er spændende filmet og effektfuldt præsenteret. National Treasure er altså en kompetent skattejagt med go i, hvor også børnene kan se med.

Filmen fortjener 4 stjerner.

Danny the Dog (2005)

2006-06-26T15:02:00.000+02:00

Danny the Dog (aka Unleashed), 2005.
Instruktør: Louis Leterrier.
Medvirkende: Jet Li, Morgan Freeman, Bob Hoskins.

Like my saint of a mum used to say: Get 'em young enough and the possibilities are endless. Det er surt at skylde Bart penge. Så opsøger han nemlig én, og han tager Danny med, som er toptrænet i martial arts og kan med de bare næver slå enhver ihjel, når Bart tager halsbåndet af ham. Men Danny er ikke bare en tom skal, der gør, hvad hans ejer beder ham om. Under attituden som en hund gemmer der sig en svigtet dreng, der pludselig vågner op til lyden af Sam, der spiller på klaver.

Et ganske interessant koncept præsenteres i Danny the Dog, og det krydres med humor, god hyggenygge-drama og vold. Mit eget indtryk er, at filmen faktisk er meget lidt voldelig i forhold til, at vi har med Jet Li at gøre. På IMDb siges der i en brugerkommentar: "Drama, not an action movie" Til gengæld syntes en af mine klassekammerater, at den var for voldsom, og han er ellers selv typen, som køber billige gamle martial arts film. Så om der er for meget eller for lidt, det er jo nok en smagssag - i hvert fald falder filmen også under kategorien, drama, dog uden at have den psykologiske dybde, konceptet ellers lægger op til.

Dannys forandring i filmen synes lidt for Hollywood-, hvis ikke for eventyragtig. Det kan vel sammenlignes med Derek Vinyards forvandling i American History X (spillet af Edward Norton). Eller måske Melvins forvandling i As Good as It Gets (spillet af Jack Nicholson). Der er en udbredt tendens til at danse let over en radikal psykologisk ændring, som var det noget, der skete som ved et lynnedslag, og denne tendens er desværre alt for tydelig i Danny the Dog og resulterer i, at filmen sit potentiale til trods bliver en overfladisk gang tjubang. De afsluttende bemærkninger synes i øvrigt malplacerede og efterlod mig med en mærkelig smag i munden, som om man de sidste sekunder pludselig besluttede sig for at ændre hele temaet.

Dommen lyder altså: Interessant koncept, desværre udnyttes historiens potentiale ikke, og det hele ender derfor i lidt overfladisk, men ganske udmærket underholdning. Derfor giver jeg den 3 stjerner.

Spider-Man (2002)

2006-06-18T17:02:00.000+02:00

Spider-Man, 2002.
Instruktør: Sam Raimi.
Tegneserieforfatter: Stan Lee, Steve Ditko.
Medvirkende: Tobey Maguire, Kirsten Dunst, James Franco, Willem Dafoe.

The one thing they love more than a hero is to see a hero fail. Spider-Man er unik. Det var den ene tegneserie, jeg personligt bare ventede på, at nogen ville filmatisere. At dømme ud fra box office rekorderne, så var der mange, der havde det ligesom mig. Spider-Man kan lave spind, i filmen endda uden brug af hjælpegrej, og han kan klatre og svinge sig, og så er han utrolig stærk. Bag masken gemmer sig en dreng, der altid vil være en dreng, selv om han er voksen, og så har han et temmelig alvorligt crush på Mary-Jane. Og så har han en masse venner, der har det med at gøre noget, som forvandler dem til hans fjender - et mønster, som går igen gennem hele serien. Mest interessant er det dog efter min mening, at Spider-Man ikke bare kæmper for det gode, han gør det uden folkets hyldest, alt imens den magtfulde nyhedsavis (som han arbejder for) giver ham et værre og værre omdømme.

Spider-Man kan deles op i 2 dele. Den første del handler om, hvordan Peter Parker bliver til Spider-Man, og anden del er så koncentreret om den spændende kamp med Green Goblin, der tager Peters kedelige tøs som gidsel. Manuskriptet er rigtig godt skruet sammen og forstår på mesterlig vis at zappe mellem humor, drama og action, så man aldrig kommer til at kede sig. Der er noget for alle. Velskrevne dialoger, som bæres af gode skuespilpræstationer og effekter og kreativ vold, der kan få de fleste på kanten af sædet.

Det er dog svært at se på Spider-Man som andet end mainstream fast food fra Hollywood. Det smager godt, men der er meget lidt gods i det. Man har ikke turdet eksperimentere, men er forfaldet til at fokusere på de mest almindelige ting, som også virkede i Superman og andre klassiske heltefilm. Hvor man med Hulk turde indtage et psykologisk perspektiv, og hvor man i X-MEN fik filosoferet over konceptet at være anderledes, så filosoferes der ikke meget i Spider-Man. Det er en meget almindelig historie om en meget almindelig ung fyr, nærmest kedelig, og det samme må siges om hans ven og hans pige. Den mest interessante figur er faktisk hans fjende, der spilles af Willem Dafoe.

At Spider-Man underholder og kalder de almindelige følelser frem i os som et medlevende publikum, det tager jeg hatten af for. Mange forsøger at lave film med disse elementer, men forstår bare ikke at følge det mønster, der gør Spider-Man så letslugelig og mainstream, at det sælger - Danny Elfmans score hjælper også meget til det, i øvrigt. Men netop filmens mangel på noget unikt må man kritisere i disse tider, hvor der laves alt for mange superheltefilm.

Overordnet vurdering: 4 stjerner.

Mørkets Vogere (2004)

2006-06-14T22:19:00.000+02:00

Mørkets Vogtere (Nochnoy Dozor), 2004.
Instruktør: Timur Mekmambetov.
Medvirkende: Konstantin Khabensky, Galina Tyunina, Vladimir Menshov.

De lyse og de mørke krafter lå engang i krig, men ingen af dem kunne vinde. De var hinanden fuldstændig ligeværdige. Derfor lavede de en aftale, en våbenhvile, som skulle herske fremover, og Mørkets Vogtere skulle sørge for at holde orden i de mørke gyder og straffe dem, der brød våbenhvilen. Men en dag vil de mørke kræfter få sig det ultimative våben, siger profetierne, og det vil gøre dem deres fjender overlegne, og så vil ingen onde længere være interesseret i at holde nogen våbenhvile.

Mørkets Vogtere er en interessant produktion, og man glemmer hurtigt, at det hele foregår på russisk. Rent visuelt fænger den fra begyndelsen. Den er meget stemningspræget og meget dyster. Man har omtalt den som Ruslands svar på Blade og Underworld, og sammenligningen er på nogen punkter ganske vejledende, på andre punkter helt ved siden af. Mørkets Vogtere er sin egen. Effekterne er uovertrufne, de bedste nogensinde lavet af russere, og skuespillet er ganske udmærket. Der er noget ved hovedpersonen, der helt automatisk kalder på ens sympati, selv om han har dårlige intentioner første gang, vi møder ham. Slutningen er noget tam i det, måske fordi den er så åben, men jeg kunne bestemt godt tænke mig at se fortsættelserne engang.

Overordnet vurdering: 4 stjerner.

Anklaget (2005)

2006-06-13T18:10:00.000+02:00

Anklaget, 2005.
Instruktør: Jacob Thuesen.
Medvirkende: Troels Lyby, Sofie Gråbøl, Paw Henriksen.

Jeg er ikke sådan én! Stine har problemer. Hun bliver mere og mere indelukket, og hendes forældre mødes med skolepsykologen, der opfordrer dem til at snakke med hende og få hende til at sætte ord på sine problemer. Dagen efter ringer Henriks mobiltelefon, da han er på arbejde. Deres datter er blevet tvangsfjernet midlertidigt, og der vil blive rejst tiltale mod Henrik for have gjort flere seksuelle overgreb på sin datter.

Anklaget er en meget dyster skildring af en families sammenbrud. Der er ikke meget humor at komme efter - hvis noget overhovedet. Man præsenteres for den ene pirrende triste situation efter den anden. Alt sammen ses det fra Henriks (Lyby) synspunkt, og man sympatiserer stærkt med ham og de mange uretfærdige ting, han som almindelig familiefar må finde sig i, når hans ry og omdømme svines til, mens en ond verden ser til og fordømmer ham. Det er en mørk historie om en families og et menneskes endelig sammenbrud - og det er en interessant og meget tankevækkende historie, der bliver siddende i hukommelsen.

Fupz Aakeson, der stod bag manuskripter til Den Eneste Ene, Okay og Se til venstre, der er en Svensker, har denne gang gjort et arbejde, der må løfte respekten for ham som manuskriptforfatter. Ideen er provokerende og genial, og udførelsen synes på højde med de bedste amerikanske film. Her skal en del af hæderen naturligvis også tildeles instruktøren, Jacob Thuesen, der med denne film havde sin debut som filminstruktør. Værd at nævne er også Troels Lyby, som må siges at være en rigtig god skuespiller, hvad der også er nødvendigt for at kunne bære en film som denne, der i den grad hviler på hovedrolleindehaveren.

Jeg er dybt imponeret. Perfekt lydside, perfekte billeder, og man mærker, hvordan der er blevet kælet for detaljerne for at lave en rigtig god film, som fungerer. Slutningen er vigtig og efterlader en med følelsen af, at man har set noget stort, som er svært at rumme, men også svært at få ud af hovedet igen. En sådan helt unik fornemmelse resulterer i følgende vurdering.

Overordnet vurdering: 5 stjerner.

A Goofy Movie (1995)

2006-06-13T00:17:00.000+02:00

A Goofy Movie, 1995.
Instruktør: Kevin Lima.
Medvirkende: Bill Farmer, Jason Marsden, Jim Cummings, Kellie Martin.

zZzZzZ ... How many cups of sugar does it take to get to the moon? Max får snart sommerferie, derfor haster det med at få Roxannes opmærksomhed, og det ved han præcis, hvordan han skal gøre. Desværre resulterer det i et opkald til Max' far fra rektor, som siger, det er på tide, at Fedtmule får styr på sin søn, før han ender i den elektriske stol. Fedtmule beslutter sig derfor for at tage sin søn med på fisketur, hvor Max ellers havde planlagt at gå med Roxanne til fest. Hans undskyldning til Roxanne bliver en løgn - ikke en lille én, men én, som for alvor kan få ham i fedtefadet.

A Goofy Movie (på dansk Fedtmule og Søn) er en slags animeret teen movie. Den har de typiske elementer. Det handler om at være in, men som søn af Fedtmule er man selvskrevet out. Det handler om at vinde den søde piges opmærksomhed. Samtidig beskæftiger filmen sig med temaet om at blive voksen, eller i hvert fald om at blive teenager, hvor ens fedtmulefar ikke rigtig kan følge med og forstå én. At tage hul på den slags problematikker er modigt i en tegnefilm, da det normalt ikke hører sig til, men jeg vil vove at påstå, de i denne film slipper rigtig godt fra det.

Det skal naturligvis bemærkes, at det ikke er en stor Disney produktion. Man skelner normalt mellem de såkaldte klassikere, som der plejede komme én af årligt, hver november måned - og så alle de andre, der oftest betragtes som pengeskrabere. Som eksempel kan nævnes, at The Emperor's New Groove skulle have været en klassiker, men produktionen afbrudtes og blev senere taget op og degraderet til en pengeskraber. Oftest er Disney's sequels også at betegne sådan, f.eks. Beauty and the Beast: The Enchanted Christmas og The Return of Jafar, som begge var at betragte som video-produktioner.

I forhold til mange andre straight-to-videos må A Goofy Movie dog siges at være eminent. Den falder ikke i på dårlig musik, tværtimod. Humoren er til tider rigtig god. I øvrigt synes jeg, at Roxanne-figuren er en rigtig dejlig tegneseriebabe, selv om hun er en bjørn (eller hvad hun nu er), hvilket næsten også må tælle for et eller andet. Men så kommer vi til spørgsmålet, om filmen er original, altså om den formår noget, som ikke er nået før, eller som kun sjældent nåes. Har den en hel unik styrke? Nej, man fristes til at sige, at den følger mønsteret helt perfekt. Det er dog ikke den værste kritik at få. Det skal lige nævnes, at Kevin Lima senere stod ved roret på succes'en, Tarzan (og skrev tidligere historien til Aladdin).

Overordnet vurdering: 4 stjerner.

Kommentar: Der gives nu point!

2006-06-12T19:52:00.000+02:00

Jeg har besluttet, at jeg fra nu af vil vurdere film på en pointskala.

Normalt benyttes stjerneskalaen, som også benyttes til klassifikation af hoteller. Dette hotel tillader maksimalt 5 stjerner. Efterhånden som de amerikanske instruktører blev bedre og bedre til at imponere med deres film, gik der dog Etta Cameron i den, og pludselig kastede aviser og blade om sig med 7-8-9 stjerner.

Man kan naturligvis også gøre som IMDb, som jeg er stor fan af. Der kan man som bruger give point efter 10-talsskalaen. Fordelen er at det giver flere muligheder for at placere filmen, altså skalaen er mere specifik. Det mærkelige er bare, at alle filmene alligevel lægger sig meget tæt på hinanden pointmæssigt, når mange har stemt. Alle film jeg anmelder har på IMDb lagt sig mellem 6-8, en sjælden gang lidt over, af og til meget under.

Ellers har vi selvfølgelig 13-talsskalaen, som alle jo er mere eller mindre kendt med. Desværre er der ikke mange, som bruger den i filmverden, og så kan jeg ikke lide, hvordan den form for pointgivning vil få mig til at ligne en skolelærer af en eller anden art.

Jeg tror, jeg vil gå med stjernerne. Og så beslutter jeg, at der kan gives max 6 stjerner, hvilket så bliver i det meget sjældne tilfælde. Til gengæld, så vil jeg gerne pointere, at det ikke skal regnes for nederen at få 3 stjerner. Men 2 stjerner, så er filmen decideret skod, og 1 stjerne, så er det et under, hvis jeg har set filmen til ende. I tvivlstilfældende, som der måske kommer mange af (?), vil jeg praktisere det forbudte og give halve stjerner.

Hvad så med alle de film, jeg ikke har fået givet point? På et tidspunkt vil jeg tage nogle tilbageblik og begynde at fordele point på baggrund af læsning af anmeldelserne - det bliver i hvert fald nok nødvendigt at læse mine reviews igen, hvis jeg skal kunne placere dem på skalaen.

Analyze That (2002)

2006-06-12T00:20:00.000+02:00

Analyze That, 2002.
Instruktør: Harold Ramis.
Medvirkende: Robert De Niro, Billy Crystal, Lisa Kudrow, Joe Viterelli (R.I.P.).

I had a new trial. Turns out that the evidence in the first trial was tainted. Anyway, two of the witnesses decided not to testify and the third guy, well, he commited suicide. He stabbed himself in the back four times and threw himself off a bridge. Poor fella. Da eks-gangster Paul Vitti (de Niro) føler sig truet i fængslet, giver han sig til at synge sange fra West Side Story. Han undersøges af sin psykolog, Dr. Sobel (Crystal), der diagnosticerer ham som katatonisk skizofren, der trænger til at få et normalt liv udenfor murene med et normalt job. Dr. Sobel pålægges ansvaret for Vittis rehabilitisering, men Vitti har andre planer, han vil finde ud af på bedste gangstermanér, hvem der ikke kan fatte, at han ikke længere er gangster.

De komiske talenter, De Niro og Crystal, er igen tilbage som et makkerpar i en film, der faktisk præsterer at være sjovere end den første. Det er for det meste verbal humor, men til gengæld verbal humor, når det er bedst. Der gøres fortsat grin med gangsteres primitive mentalitet, deres tendens til at ville løse alle problemer på den hårde (og oftest unødvendige) måde og de familiestridigheder, der opstår, når der er flere, som ønsker at være familieoverhoved. Crystal synes i denne omgang at være bedre klædt til comedy, end han var i 1'eren, hvor humoren for det meste hvilede på De Niro. I denne omgang gør Crystal dog bl.a. Will Smith i Hitch til skamme ved at vise, hvordan man i virkeligheden er sjov samtidig med, at man har et allergisk udbrud.

Historien ligner i grove træk meget 1'eren. Der lægges også denne gang op til endnu et psykologisk gennembrud, der selvfølgelig i komediegenren må siges at være ganske overfladisk og mest tjener som endnu et komisk element. At blive rørt skal man altså ikke forvente. Til gengæld kan man forvente en masse intelligent humor, der aldrig går over grænsen for, hvad man egentlig kan tillade sig. Dermed er Analyze That både en værdig og vellykket komedie, der klart kan anbefales.

Kommentar: Til den igen, op til 80!

2006-06-11T15:14:00.000+02:00

Inden jeg anmelder videre på de mange film, jeg har set, så skal jeg lige have lavet denne kommentar, som jeg jo har lavet for hver 10. film indtil nu.

80. Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back (1980)
79. Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)
78. The Da Vinci Code (2006)
77. The Island (2005)
76. Back to the Future Part III (1990)
75. Back to the Future Part II (1989)
74. Back to the Future (1985)
73. Analyze This (1999)
72. Wedding Crashers (2005)
71. 25th Hour (2002)

Rundens bedste film var for første gang i Dorland Films historie en komedie, nemlig Analyze This. Billy Crystal og Robert De Niro som komikerpar var fremragende og stimulerede i høj grad mine lattermuskler og sikrede en god underholdningsværdi. På andenpladsen kommer Spike Lees 25th Hour, som var et godt og hæderligt drama med et mildest talt genialt koncept, som blev udnyttet ganske respektabelt. Tredjepladsen indtager Back to the Future Part II.

Rundens værste film var uden konkurrence The Da Vinci Code. Utroværdig på alle måder og ganske enkelt ikke intens nok som thriller. Det er samtidig en af de få film, der i bloggens historie har fået mig til at krumme tæer. Nogen har sagt, at den var dårlig på en fornøjelig måde. Humor er i hvert fald en nødvendig forsvarsmekanisme.

Hvad har så været karakteristisk for denne omgang film? Sequels (fortsættelser), må jeg sige. Og så måske, at titlerne var lange? Fremtiden bringer en fortsættelse af Analyze This, nemlig Analyze That. Så har jeg i øvrigt set A Goofy Movie (en tegnefilm med Fedtmule), det russiske noir-drama, Mørkets Vogtere, Spider-Man, National Treasure og den ekstremt platte komedie, Kung Pow: Enter the Fist. Har jeg glemt nogen? Ellers kommer de nok.

Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back (1980)

2006-06-11T14:09:00.000+02:00

Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back, 1980.
Instruktør: Irvin Kershner.
Forfatter: George Lucas.
Medvirkende: Mark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher, Billy Dee Williams, David Prowse.

For my ally is the Force, and a powerful ally it is. Life creates it, makes it grow. Its energy surrounds us and binds us. Luminous beings are we, not this crude matter. Dødsstjernen er måske destrueret, men imperiet lever endnu. Oprørerne skjuler sig midlertidigt på planeten Hoth under ledelse af Luke Skywalker. Fanget i et uvejr åbenbarer afdøde Obi-Wan sig for ham og beder ham opsøge Yoda. Da Darth Vader og hans tropper finder deres skjulested på Hoth, flygter Luke derfor mod Dagobah-systemet for at opsøge Yoda. Leia, Han Solo og Chewbacca flygter i Tusindårsfalken, desværre volder skibet dem problemer.

Den femte episode af Star Wars er ikke bare langt bedre end den første, den regnes af de fleste fans af serien for at være den bedste af de seks, og det er med rette. Filmen er ovre sin barnlige fascination af laser og stjerneskibe, man er gået videre til det næste level, hvor der tilføjes interessante karakterer, interessante steder, og det er nu blevet tid til at udforske karaktererne lidt grundigere. Man præsenteres for Lukes (Hamills) svagheder og styrker, og Harrison Ford folder sig ud som den charmerende Han Solo, en fornøjelse af se. Plottet er vellykket, der er en god underholdningsværdi og et klimaks, man kan være helt tilfreds med, som samtidig giver en lyst til at se den afsluttende film i sagaen, hvis ikke man har set den før.

Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)

2006-06-10T14:23:00.000+02:00

Star Wars: Episode IV - A New Hope, 1977.
Instruktør: George Lucas.
Medvirkende: Mark Hamill, Harrison Ford, Carrie Fisher.

Help me, Obi-Wan Kenobi; you're my only hope. En fjern, fjern galakse domineres af et ondt imperium, tilsyneladende under ledelse af den mørke Lord Vader (hvis egentlige baggrund indtil for et år siden var os en gåde). Et skib med oprørere besættes af Vaders tropper, og som en sidste udvej sender Leia vigtige oplysninger, der kan være af afgørende betydning for imperiets onde planer, med en R2-enhed, en lille nuttet robot. Sammen med C3PO, en evigsnakkende og arrogant cybertolk, hopper den i en nødkapsel og lander på Tatooine for at opsøge den sidste jedi, Obi-Wan Kenobi. Inden mødet med Kenobi render de dog ind i den unge Luke Skywalker, som har et inderligt ønske om at komme hjemmefra, og hvis far efter sigende medvirkede i de berømte klonkrige.

Alle, der har fjernsyn, har på et eller andet tidspunkt set stjernekrigen. Selv red jeg med på bølgen af folk, der for alvor fik interesse for filmene, da George Lucas gik i gang med at lave filmens forgængere. Det var ikke oprindelig planlagt, hvor mange kapitler der skulle være, ej heller hvordan mytologien skulle hænge sammen, men efterhånden er det lykkedes Lucas at lave en næsten sammenhængende serie på 6, hvoraf de 3 første i serien (episode I, II og III) er de 3 nyeste. Han skal dog ikke have hele æren, da han ikke har instrueret 5'eren og 6'eren, kun skrevet historien. Derfor hedder denne film, den første film i serien, episode IV, selv om jeg stadig vil mene, at man bør se filmene i den rækkefølge, de er lavet i.

Det kan der være flere grunde til. For det første, så mener jeg, at det er den rette rækkefølge at få åbenbaret handlingen på. For det andet, så er filmene fra 1977, 1980 og 1983 på nogle punkter lidt tamme i forhold til de nye, da der i dag er væsentligt flere udfoldelsesmuligheder på grund af CGI. Magien ved den første Star Wars er dog unægteligt udødelig. Man havde aldrig set noget lignende, flyvende rumfartøjer og laservåben, som brugtes flittigt. Dette historiske space flick kan ses igen og igen med mellemrum, selv om den som en introduktion til universet nok må stå som den mindst underholdende af de seks film.

The Da Vinci Code (2006)

2006-06-10T13:11:00.000+02:00

The Da Vinci Code, 2006.
Instruktør: Ron Howard.
Medvirkende: Tom Hanks, Audrey Tautou, Ian McKellen, Jean Reno, Paul Bettany, Alfred Molina.

The more penises you have, the higher your rank. Hvis der er noget, der taler til laveste fællesnævner, så er det nok Da Vinci-mysteriet. Desværre (eller heldigvis, måske?) har jeg ikke haft fornøjelsen (eller mærket smerten ved) at læse Dan Brown's bestseller, som næppe behøver nærmere introduktion. Fans over hele verden, mest i Europa, ventede spændt på Ron Howards filmversion af mysteriethrilleren, som derfor var dømt til succes, uanset filmens kvalitet. Min forbavselse var stor, da jeg endelig selv så den, trods at kritikerne i Cannes havde forberedt os alle på det: Det var ganske enkelt en dårlig film! Så dårlig at det kan synes direkte tragikomisk, at den katolske kirke, især Opus Dei, har brugt så mange spildte kræfter på at bekæmpe og få indflydelse på produktionen.

Spørgsmålet om hvorvidt filmen bliver dårlig, fordi romanen var det, må naturligvis stå ubesvaret i denne anmeldelse, men jeg kan da gøre rede for, hvilke mangler jeg syntes, den havde. På krimifronten lægger den fremragende ud. En mystisk munk (Bettany), der i kraft af sine kromosomfejl ligner et uhyre, skyder en mand, fordi han ved noget, som ikke må slippe ud. Genren synes dog allerede at halte senere hen, når Robert Langdon (Hanks) sætter sig til at brække koder ved at bytte rundt på bogstaver på bedste Harry Potter-manér, indtil de giver mening, hvor trivielt det end kan lyde. Og klichéerne fortsætter, da Langdon smider en GPS-knappenål i en vogn, som så bliver forfulgt i stedet for ham - og mange andre dybt uoriginale påfund.

I deres efterforskning snakker de meget om ting, der egentlig virker ligegyldige for os, som valgte at se filmen frem for at læse romanen med alle forklaringerne. Man skal derfor også være opmærksom for af og til at fange, når der ligger en lille uventet punch-line, noget hahaha. Dem er der nemlig mange af, og de ligger spredt ud over det hele, mest i form af en gammel festtrold ved navn Teabing (McKellen), der kender alt til konspirationer og selvfølgelig tror på dem alle. Jokes om at studerende fra Oxford er klogere end dem fra Harvard og andre ligegyldigheder, der skal gøre fortællingen lettere at sluge. De virker måske efter hensigten i romanen, men falder meget akavet ind imellem filmens hastige gennemgang af, hvad kirken holder hemmeligt for os.

Enhver god historie har nogle interessante personligheder. Hvad var Star Wars uden den maskerede ondskab, den onde Darth Vader? Ringenes Herre uden den skizofrene Gollum? Silas, albinomunken, er Da Vinci Code's svar på Gollum. Han er et redskab, men også et menneske. Desværre er han nok det eneste psykologiske potentiale, der er at finde i Da Vinci Code. Skulle en skoleelev få til opgave at lave en personkarakteristik af Robert Langdon, ville han kunne klare den på godt 2-3 linjer. Klog fessor med klaustrofobi. Så er alt stort set sagt, og selv om Sophie's karakter stikker lidt dybere, så er det ikke en unfair vurdering af filmen, at personerne generelt er flade, uvedkommende, upersonlige og dermed utroværdige.

Filmen bøffer altså i det som krimi og thriller, nedlader sig til velkendte klichéer. Den dumper også på sin humor, et halvhjertet forsøg på at gøre filmen mere spiselig. Dens største problem er dog nok, at man ikke føler sig personligt engageret i karaktererne. En masse brilliante skuespillere til trods, så formår filmen på ingen måde at kalde nogle følelser frem i sit publikum. Et sidste kritikpunkt er, at jeg finder konspirationsteorien så søgt, at jeg kun har latter til overs for dem, som kan føle sig truet af sådanne påstande (f.eks. at Maria Magdalene rejste til Frankrig og blev stammor til en kongeslægt).

Kort sagt: Alt den opmærksomhed for ingenting. The Da Vinci Code byder på intet, som kan ryste nogens grundvold, hverken på det personlige eller mytologiske plan. Så foretrækker jeg Disney's National Treasure, den var der mere gang i, og karaktererne virkede (patetisk nok) langt mere troværdige.

The Island (2005)

2006-06-09T22:22:00.000+02:00

The Island, 2005.
Instruktør: Michael Bay.
Medvirkende: Ewan McGregor, Scarlett Johansson, Djimon Hounsou, Sean Bean, Steve Buscemi.

Well, excuse me, Miss "I'm-so-smart-I-can't-wait-to-go-to-the-Island!" Et lille lukket samfund bildes ind, at verden er forurenet, og at der urørt af forueningen kun findes ét sted, The Island. På tur udtrækkes de i et lotteri, hvorefter de efter sigende rejser af sted til det paradis, der udgør håbet for deres ellers meningsløse og totalt skemalagte tilværelse. Lincoln Six Echo (McGregor) og Jordan Two Delta (Johansson) er en del af dette samfund, indtil det går op for Lincoln, at der er noget galt, og at der er noget, de ikke bliver fortalt. Den store overraskelse er så, at de i virkeligheden er kloner - hvad du kan læse i enhver anden omtale af filmen.

Konceptet er meget godt, og historien har et stort filosofisk, ikke mindst eksistentialistisk, potentiale. Den kunne med rette bruges som udgangspunkt for videre spekulation over meningen med livet, med eksistensen og desuden inddrages i den evige diskussion om kloning. Desværre så bliver det aldrig til mere end potentialet. Filmen drukner i action og i ensidige one-liner-pointer a la "Man will do anything to survive". Det er god underholdning, men på det intellektuelle plan giver den op, ikke mindst da den fortaber sig i magisk sci-fi ved at hævde konsekvenser af videnskaben, der må siges at være dybt utroværdige og skadelige for plottet, hvis det skal opfattes som bare halvt seriøs science fiction (f.eks. at man kan skabe voksne kloner på meget kort tid og nogle detaljer omkring erindring og genetik).

Michael Bay er kongen af actionfilm. På samvittigheden har han Pearl Harbor, Bad Boys (I,II), Armageddon (skodfilm) og den suveræne The Rock. Ligesom i de 5 nævnte film er The Island et rigtig godt actionbrag. Den byder på masser af flugt, en lille smule humor repræsenteret ved Steve Buscemi. Skuespilpræstationerne er ikke noget særligt, de flade karakterer taget i betragtning, undtagen McGregor, der passer perfekt ind i rollen som en voksen mand med teenagementalitet. Johansson ser vældig dejlig ud, men er på ingen måde nogen stor skuespillerinde. Kort sagt, denne film kan anbefales til dem, som vil have action. I ved, hvem I er.

Back to the Future Part III (1990)

2006-06-09T22:21:00.000+02:00

Back to the Future Part III, 1990.
Instruktør: Robert Zemeckis.
Medvirkende: Michael J. Fox, Christopher Lloyd, Thomas F. Wilson.

It means your future hasn't been written yet. No one's has. Your future is whatever you make it. So make it a good one, both of you. Den tredje og sidste del af trilogien om Marty og Doc, som rejser i tiden for at rette op på historien, fortsætter, hvor 2'eren slap. Marty er i 1955, og han skal til 1855, så han kan redde Doc fra at blive skudt af Biff's forfader, Mad-Dog Tannen. 3'eren er altså en western, der dyrker forhistorien og introducerer forfædrene, der ligner deres tiptiptip-oldebørn til forveksling.

3'eren demonstrerer ligesom 2'eren, hvordan historien gentager sig. Mange af de små scener ligner til forveksling scenerne fra 1'eren. Dermed er det ikke sagt, at der ikke er nye ideer i 3'eren. Endnu engang skal de finde på en ny måde at få tidsmaskinen til at virke, idet indianere skyder pile i bilens tank, så alt benzinen løber ud. Sammen med konfrontationen med Tannen udgør spændingselementerne, og så får vi ligesom i 1'eren et småromantisk supplement.

Dette er en god afrunding på en underholdende trilogi. Om man kan lide, at den foregår i det vilde vesten er en smagssag. Der er ikke lige så mange tidsrejseelementer i denne, som der var i 2'eren, men det gør nu ikke filmen mindre underholdende, blot lidt anderledes. Kan anbefales på lige fod med forgængerne.

Back to the Future Part II (1989)

2006-06-05T19:16:00.000+02:00

Back to the Future Part II, 1989.
Instruktør: Robert Zemeckis.
Medvirkende: Michael J. Fox, Christopher Lloyd, Thomas F. Wilson.

(...) the encounter could create a time paradox, the results of which could start a chain reaction that would unravel the very fabric of the space time continuum, and destroy the entire universe! Granted, that's a worse case scenario. The destruction might in fact be very localized, limited to our own galaxy. Jeg har anmeldt 1'eren, og det synes næsten overflødigt at anmelde 2'eren også, for de har meget til fælles, og fordi jeg nu er mange film bagud. Faktisk er 2'eren bare en udvidet 1'er, de rejser mere, ændrer endnu mere i historien og løber endnu flere risici.

Igen ses Michael J. Fox som Marty, og Christopher Lloyd er den geniale professor, som i filmens begyndelse hiver Marty og Jennifer ind i sin bil for at tage dem med ind i fremtiden for at redde deres børn. Det lykkes, men der opstår nye problemer, som ændrer radikalt på historien - og ikke til det bedre. Meget underholdende film, men husk ikke at tænke for meget, bare glid med og lad som ingenting.

Back to the Future (1985)

2006-05-31T13:58:00.000+02:00

Back to the Future, 1985.
Instruktør: Robert Zemeckis.
Medvirkende: Michael J. Fox, Christopher Lloyd, Thomas F. Wilson.

Now, remember - according to my theory, you interfered with your parents' first meeting. If they don't meet, they won't fall in love, they won't get married and they won't have kids. That's why your older brother's disappearing from that photograph. Your sister will follow, and unless you repair the damage, you'll be next. Det er ikke uden risici, man rejser tilbage i tiden. Dr. Emmet Brown (Lloyd) har lavet en DeLorean om til en tidsmaskine, i flugten fra gale terrorister kommer hans hundepasser, Marty (Fox), til at føre sig selv 30 år tilbage i tiden, til dengang hans forældre var unge. Han blander sig i historiens forløb og står dermed overfor 2 udfordringer: Han skal rette op på historiens gang, og han skal bringe sig tilbage til fremtiden, altså hans egen nutid.

Paradokserne og selvmodsigelserne, som opstår i stort set alle tidsrejsefilm, undgåes på ingen måde i denne historie. Du kan ikke ændre på noget i fortiden, der ændrer dig selv, for idet det er ændret har der aldrig været noget at ændre på og måske heller ingen til at ændre det. Marty formår at forhindre sin egen fødsel. Alligevel er der intet, der forhindrer ham i ganske uforandret at arbejde på at løse problemet. I virkeligheden burde han vel være forsvundet med ét, i stedet forsvinder hans søskende gradvist ud af et foto. Dette er ikke ment som en stærk kritik af filmen, for den gør det ganske overlagt, men det er ment som en opfordring til, at man ikke tænker for dybt over filmen. Man vil støde ind i mange flere langt større problemer i fortællingen, dog mest i efterfølgerne til denne.

Filmen har dog også rigtig mange styrker. Den er spændende, til tider hylende morsom, og så kommer vi ikke udenom, at Michael J. Fox var en af 80'ernes mest lovende komikertalenter. At hans karriere skulle gå ned på grund af pakinson er der grund til at sørge over, til gengæld kan vi glæde os over, at han nåede at bære Back to the Future-trilogien, for den er i høj grad båret af hans talent. Specielt lagde jeg mærke til det i en scene, hvor han første gang ser sin far som ung. Ingen kan gøre Fox efter på dette punkt.

Den første Back to the Future lægger meget kraftigt op til en fortsættelse, og det var efter sigende også deres hensigt allerede under produktionen. Dens succes skulle dog lige måles i biografbilletter, før man gik i gang med de næste par stykker, der tager historien skridtet videre. Når man har set 1'eren, er det ufattelig svært ikke at se videre, så det gjorde jeg. Anmeldelser følger.

Analyze This (1999)

2006-05-31T13:30:00.000+02:00

Analyze This, 1999.
Instruktør: Harold Ramis.
Medvirkende: Robert De Niro, Billy Crystal, Lisa Kudrow.

This is impossible. This is you: "Doc, I'm in pain, you gotta help me." "Okay, Paul, I'll help you." "Fuck you! Nobody helps Paul Vitti!" Dr. Ben Sobel (Crystal) er fraskilt psykolog, han har en søn, og han skal til at gifte sig igen med en journalist (Kudrow). Hans ægteskabelige ferieplaner afbrydes dog prompte af en berygtet gangsterboss ved navn Paul Vitti (De Niro), som har brug for en hjernemekaniker, der lige kan fikse hans mentale problemer, noget der kommer til udtryk i panikangst, måske noget fra barndommen?

Analyze This er en meget sjov komedie. Jeg har set en del komiske makkerpar efterhånden, men ikke nogen, der falder så godt i hak som Crystal og De Niro. Crystal er psykolog, han trækker den ene gang efter den anden på Freuds visdomsord, men vil egentlig bare have lov at passe sit liv fri for FBI og gangstere. De Niro er tomhjernet og indbildsk forbryder - det kan virke mærkeligt, at han er familieoverhovedet, indtil man ser ham i en gangstersammenhæng. Sammen er de skidesjove. Det er ekstremt underholdende at se Crystals karakter forsøge at komme under huden på De Niro, for det meste uden held, resulterende i en vred og opgivende Crystal, der siger ting, ingen normalt ville turde sige til en mafiaboss.

Et andet sjovt aspekt af filmen er dens mange referencer til The Godfather. Analyze This er naturligvis ingen storfilm, men det er en ganske god komedie og samtidig en hyldest til en af den amerikanske filmhistories bedste film nogensinde. Jeg anbefaler den til enhver, der ligesom mig er ved at være godt træt af gakkede crazy-komedier, hvor højdepunktet er, når nogen tvinges til at spise pizza med pubeshår. Her tilbydes intelligent humor.

Wedding Crashers (2005)

2006-05-28T21:46:00.000+02:00

Wedding Crashers, 2005.
Instruktør: David Dobkin.
Medvirkende: Vince Vaughn, Owen Wilson, Christopher Walken, Rachel McAdams.

To fyre (Vaughn og Wilson) har en lidt usædvanlig hobby. Med et langt regelsæt i baghovedet, der sikrer dem at undgå problemer, besøger de det ene bryllup efter det andet. De er ikke inviteret, men de har deres bagland i orden, når spørgsmålene melder sig. Målet er selvfølgelig at være med til en masse fede bryllupsfester, desuden at score de billige babes, det altid vrimler med til sådanne arrangementer. Det uundgåelige sker så, at den ene af gutterne (Wilson) falder for én af brudepigerne (McAdams).

Wedding Crashers var et kæmpehit, og det er forståeligt nok. Den er overfladisk, morsom og ganske let at sluge. Den er fyldt med en masse jokes, hver anden eller hver tredje replik er en punch line, forudsigelig som i så mange sitcoms. Selv den store romantiske konfrontation i slutningen når ikke at blive særlig romantisk med sine indflettede jokes. Altså har vi at gøre med en udmærket komedie på niveau med flere komedieserier, dog ikke videre original eller nytænkende, men okay underholdning.

25th Hour (2002)

2006-05-23T16:35:00.000+02:00

25th Hour, 2002.
Instruktør: Spike Lee.
Medvirkende: Edward Norton, Philip Seymour Hoffman, Rosario Dawson.

I en sofa i Monty's hjem finder politiet, hvad der betyder syv års fængsel for ham. Han er en pæn ung mand, og for ham er syv års fængsel en afslutning på en tilværelse, han kunne have gjort langt bedre, havde han blot valgt sig en anden omgangskreds og et bedre liv. 25th Hour udspiller sig i tidsrummet op til hans fængselsophold, de sidste timer på fri fod, hvor Monty har nogle ganske få ting, han vil nå.

Dette er en god og original historie om en ung fyr fra New York. Edward Norton spiller rollen ganske udmærket. Det er tankevækkende, at Tobey (Spider-Man) Maguire oprindelig var tiltænkt rollen, men det havde måske tydeliggjort det faktum, at dette handler om en pæn dreng, en lille engel som har taget nogle forkerte byrder på sig og kommer steder, hvor han egentlig ikke hører hjemme. Det er samtidig det, der gør historien så tragisk, da alt peger på, at han med sit pæne look får sig verdens værste fængselsophold. Edward Norton synes dog ikke at passe helt ind i denne kategori, men måske jeg blot er for forstyrret af erindringen om hans rolle i American History X, hvor han var et muskuløst skinhead - men havde det samme skæg.

Man mister ikke interessen en eneste gang undervejs, som timerne går, og man føres længere og længere ind i historien om denne mand, der snart skal møde sit endeligt. Slutningen især er helt eminent og gør, at jeg ikke kan andet end anbefale denne mesterfilm, som sin noget sørgelige handling til trods også byder på en smule god humor her og der.

Kommentar: To gange fem-og-tredive film.

2006-05-22T12:52:00.000+02:00

Vi nærmer os langsomt de 100 film, vi skal bare lige omkring have 30 til. Man skulle tro, at jeg hurtigt ville kunne nå at se 30 i løbet af sommeren. Problemet bliver dog at få fingre i dem, da jeg jo i sommerferien ikke har den fordel at bo på kostskole, hvor det vrimler med DVD'er. Og da jeg jo desværre snart tager min studentereksamen, så vender jeg jo ikke tilbage til dette sted, så fremtiden byder nok alt i alt på færre film.

Men lad os nu kigge lidt på, hvad nr. 61-70 var for noget:

70. La Amistad (1997)
69. Shadow of Doubt (1998)
68. Kingdom of Heaven (2005)
67. Scary Movie 4 (2006)
66. Dragonheart (1996)
65. Doom (2005)
64. White Noise (2005)
63. The Name of the Rose (1986)
62. A History of Violence (2005)
61. Luther (2003)

Ja, det var jo stort set en fornøjelse, kan man sige. Vi lagde i denne omgang rigtig godt ud med Luther og fulgte op på den med et par ganske underholdende film, indtil vi kom til White Noise, som jeg selv fandt meget uhyggelig. Doom var noget bras, men der var dog en rimelig fornøjelig sekvens i den hen imod slutningen, dog intet som kunne måle sig med Rob Cohen's Dragonheart, som nok er det sidste rigtig gode, han har leveret. Scary Movie 4 var sjov, men kortvarig og mere flad end sine forgængere. Kingdom of Heaven var en underholdende storfilm om noget så interessant som korstogene, mens Shadow of Doubt var noget kedelig noget. Til gengæld sluttede jeg af med en Spielberg-film, og så er der jo altid en eller anden form for gevinst.

Rundens optur var Luther, som var en rørende og meget berigende fortælling om Luther, der blev vel portrætteret af Joseph Fiennes. Næst i rækken står Rosens Navn aka The Name of the Rose, som var meget stemningspræget og havde fantastisk lyd og en ganske udmærket historie. I den seneste tid har folk tænkt på den i forbindelse med den udskældte The Da Vinci Code, jeg har dog ingen anelse om hvorfor.

Rundens store nedtur var Shadow of Doubt. En ganske almindelig thriller, faktisk en anelse for almindelig, som ikke helt lykkedes. Den har næppe været meget mere trendsættende i 1998, hvor den kom frem. Man kan ikke være heldig hver gang.

Rundens monstre ... har vi haft mange, både menneskemonstrene, som er monstre i kraft af deres sygelige personligheder, og de mere almindelige, som er det på grund af deres slimende hud og fejlplacerede tænder.

I Luther havde vi Alfred Molina, som godt kunne virke lidt monsteragtig, når han skræmte folk med billeder af Helvedes flammer, men måske den association grunder mere i at have set ham som Doc Ock i Spider-Man 2. A History of Violence dyrkede i høj grad monstertemaet, hvor det blev indikeret, at Tom Stall havde noget monster i sig, fordi han af en eller anden grund var så ufattelig god til at dræbe. I The Name of the Rose havde vi den pukkelryggede Ron Perlman, need I say more? White Noise bød på nogle grumme gespenster. Doom, ja... faktisk er monstrene det eneste, filmen har at byde på. I Dragonheart har vi Sean Connery som drage, men monster vil jeg nu ikke kalde ham, så nærmere Thewlis i rollen som den onde konge med den grimme mund. Og Scary Movie 4 lavede de som bekendt en parodi på Tom Cruise. I Kingdom of Heaven kunne Edward Norton godt ligne et monster lidt, når man får et endelig kig på ham (han dør nemlig af spedalskhed). Shadow of Doubt er bare en monsterdårlig film, og La Amistad er fyldt med sorte... dog ingen egentlige monstre i den ene eller anden forstand.

Rundens tidsperioder har været meget fordelte, men faktisk bød runden på en del middelalder. Først i Luther, så The Name of the Rose, så Dragonheart og derudover også Kingdom of Heaven. Amistad foregik i 1800-tallet. Ellers havde vi vist kun én fremtidsfilm i denne omgang, og dens fremtidsscenarier gav jeg ikke meget for, jeg snakker om Doom.

I fremtiden har vi stadig Anklaget på programmet. Jeg udsætter den, fordi jeg ved, der kommer et tidspunkt, hvor der ikke vil være andre film at se. Min klassekammerat så den, og den gjorde vist indtryk på ham, så der er noget at glæde sig til her. Jeg har allerede to anmeldelser i vente dog, eftersom jeg har fået set Spike Lee's The 25th Hour med Edward Norton og Philip Seymour Hoffman, og den var faktisk rigtig god. Derudover har jeg set Wedding Crashers med Vince Vaughn og Owen Wilson, sjov film. Jeg fik også en film foræret, som hed Antitrust, som jeg ikke rigtig aner noget om, kun at Rachael Leigh Cook er med i den, og hun er i al beskedenhed en dejlig sag. Jeg satser desuden på snart at få set min klassekammerats The Island. Og så er der en masse film i biografen, jeg gerne vil se, men det bliver nok ikke til så meget, når man ikke har en kæreste at tage med derind - tager lige en tudekiks.

La Amistad (1997)

2006-05-15T16:11:00.000+02:00

La Amistad
Instruktør: Steven Spielberg.
Komponist: John Williams.
Medvirkende: Morgan Freeman, Matthew McConaughey, Djimon Hounsou, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård.

Martyrdom, Mr Joadson. From the dawn of Christianity, we have seen no stronger power for change. Vi er på et skib fyldt med sorte mennesker i lænker. Én af dem lykkes det dog at komme fri, han befrier alle andre sorte, og de overtager skibet, en glæde som varer indtil amerikanerne overtager skibet. Det leder til en retsag, hvor man drøfter, hvem slaverne tilhører - hvis altså de overhovedet tilhører nogen som helst.

Steven Spielberg er nok verdens mest respekterede instruktør. Alle har set minimum én film af Spielberg, de fleste har set mange af ham. Han bevæger sig ind og ud af alle genrer lige fra Catch Me If You Can, Hook og Indiana Jones til Munich, Minority Report og Schindler's List. Det er derfor aldrig til at sige, hvad man får, når man sætter sig til at se en Spielberg-film. I dette tilfælde kan jeg fortælle dig, at han har sat sig for at lave et idealistisk retssagsdrama med menneskerettigheder i højsædet, idealer der guddommeliggøres med vedvarende referencer til Jesu død på korset.

Djimon Hounsou er fantastisk i denne rolle. Desværre snuppede Anthony Hopkins med sin lidt kedelige og meget Hopkins-like rolle som ekspræsident John Quincy Adams meget af opmærksomheden, da filmen kom ud. McConaughey spiller også overbevisende, selv om man kan undre sig over, at hans karakter går så hurtig fra at være meget forretningsagtig og objektiv til yderst engageret menneskeretsforkæmper, men sådan var det måske netop i virkeligheden.

Amistad er en god film med en meget rørende historie, hvis sentimentalitet ikke mindst bygges op af musikken og de gode skuespilpræstationer. Der er næsten ingen vold, dog et par stærke billeder her og der. Filmen kan anbefales folk, der ligesom jeg har et ønske om løbende at nå at se alle Steven Spielberg-film, og som vel bare sidder og mangler en god film.

Shadow of Doubt (1998)

2006-05-15T12:58:00.000+02:00

Shadow of Doubt, 1998.
Instruktør: Randal Kleiser.
Medvirkende: Melanie Griffith, Tom Berenger, Craig Sheffer.

I går fik jeg lyst til at se en film, og jeg var tæt på at se Anklaget, men valgte at udsætte den til jeg havde noget bedre lyd, da dens 5.1 ifølge Filmz.dk skulle være ganske udmærket. Så jeg gik i stedet ned og rodede blandt min mors DVD'er og fandt én, som hun højst sandsynligt har plukket ud af en eller anden rodekasse i et supermarked engang til 30,- eller så. Den hed så Shadow of Doubt (kedelig, uoriginal og intetsigende titel) og lignede en almindelig kriminalthriller på coveret, så jeg satte mig til at se den.

Griffith spiller en succesfuld advokat, Kitt Devereux, som ikke vinder på at vifte vildt med armene, men på altid at have ret. Hun har en lidt belastet fortid. Hun fik frifundet en voldtægtsforbryder, og hun har været gift med den mand, der nu repræsenterer den offentlige anklager i en mordsag. Selv påtager hun sig anklagedes forsvar, en succesfuld rapper, og hendes intuition fortæller hende, at han er uskyldig, og at det i virkeligheden er den blomstrende præsidentkandidat, som står bag det hele.

Faktisk er det ikke så lidt, Devereux kan føle sig frem til. Det forekommer da også én, når rulleteksterne løber over skærmen, at hun til sidst slet ikke blev overrasket over, at det hele tilfældigvis hang så godt sammen - det, der skal virke som den store overraskelse, synes slet ikke at komme bag på hende. Og mærkeligt nok så har hun hele tiden været på rette spor, dog uden at have noget at have det i. Alt i alt er det en meget søgt og meget utroværdig historie, samtidig er den meget forudsigelig. Indiciet, der nærmest rammer kameraet i indledningen, bliver også dét, som til sidst udpeger morderen. Faktisk ventede jeg hele filmen på, at det skulle ske, og det skete så også de sidste 3 minutter.

Jeg vil ikke anbefale denne film til nogen. At det er en absolut C-film understreges også af alle nøgenbillederne og de lamme jokes. Lad være med at se den. Skal du se noget godt af ham dér Randal Kleiser, så foreslår jeg White Fang med Ethan Hawke, eminent skuespiller. Den var jeg også lige ved at se i går, endda uden at lægge mærke til, at det var samme instruktør. Hollywood må være et meget lille sted...

Kingdom of Heaven (2005)

2006-05-08T18:53:00.000+02:00

Kingdom of Heaven, 2005.
Instruktør: Ridley Scott.
Medvirkende: Orlando Bloom, David Thewlis, Eva Green, Edward Norton.

Your holy places - ours. Every last thing in Jerusalem that drives men mad. Kingdom of Heaven er én af de store dyre produktioner, som der lægges mange kræfter i, og som af filmselskaberne normalt kun betros en veteran som Ridley Scott, manden bag Gladiator. Den egentlige forskel i denne film synes at ligge det politiske ansvar. Korstogene er ikke et emne, man i en stor amerikansk produktion kan slette let og elegant, som var det historien om indtagelsen af Troja. Denne film omhandler et emne, der stadig vejer tungt, vestens kamp mod østen, de kristnes kamp mod muslimerne. Det kan virke mærkeligt, men i østlandene bærer man stadig nag overfor kristendommen for korstogene i 1100-tallet.

Derfor er Kingdom of Heaven også blevet en lidt anderledes film. Det er ikke en overfladisk historie, hvor de gode kæmper mod de onde, men et forsøg på at vise, at der var gode og onde mennesker på begge sider. Men er det nu også fair overfor historien? Eller er det en skarp hollywoodisering af emnet? Jeg er ikke historiker, så jeg ved det ikke, men lader det stå som et åbent spørgsmål. Hvad angår troværdigheden, så må jeg dog sige, at jeg synes, at hovedpersonen, Balian (Bloom) er alt for ridderlig til, at jeg som seer køber den. Lige pludselig står han og holder en tale for hele Jerusalem, at det ikke handler om religion, men om overlevelse, og alle accepterer uden protest, selv om han ikke tidligere i filmen har åbnet munden på den måde.

Ellers er der nogle fine præstationer. Liam Neeson er lidt med i begyndelsen, men kradser af som følge af et slemt angreb. Kongen spilles af Edward Norton, hvad jeg ikke havde opdaget, hvis ikke jeg havde læst det på IMDb, da han i filmen bærer maske på grund af sygdom. Eva Green er en grim kælling, men skal vist forestille at være filmens babe? Mange kvinder må føle, at de ikke blev særlig godt repræsenteret i denne film. David Thewlis så vi her den anden dag som den forhadte skurk i Dragonheart, i Kingdom of Heaven er han elskelig, rolig og klog vismand.

Filmen er ikke smuk, den har hele tiden noget støvet, brunt og beskidt over sig, men på den måde passer dens tema jo netop med emnet, korstogene. Det er en historie om religionskrig, som den så ud med Jerusalem som det forblødte centrum, sine helligdomme til trods. Historien er meget præget af en pluralistisk holdning om, at ingen har større ret til Jerusalem end andre. Det kan man jo være enig og uenig med, men faktum er, at jeg var meget underholdt af historien. Det er ikke en stjernefilm, men den kan da ses.

Scary Movie 4 (2006)

2006-05-07T20:51:00.000+02:00

Scary Movie 4, 2006.
Instruktør: David Zucker.
Medvirkende: Craig Bierko, Anna Faris, Regina Hall.

But if you talk about those of whom we do not speak, have you not spoken of that about which we do not talk? Det hele begyndte, da Wayans brødrene syntes, det kunne være sjovt at lave en film, hvis eneste formål var at tage pis på nogen af de mange aktuelle gyserfilm. De kaldte den Scary Movie, og den blev en succes. Siden da gik det dog ned ad bakke, 3'eren fra 2003 blev uden brødrene Wayans, og den syntes ikke længere at have særlig meget med gysergenren at gøre. I år kom så den fjerde film, da man ikke troede, der ville komme flere, og efter sigende skulle en 5'er nu også være på vej.

Konceptet er efter min mening dødt lidt ud. Filmen bliver ikke sjov alene i kraft af, at den er fyldt med referencer til andre film, man har set. Scary Movie 4 har mange sjove øjeblikke, men mange gange slipper den for billigt med flade prutte- og tissejokes. Til gengæld er Anna Faris en dejlig tøs, og det er lidt synd for hende, at hun har fået denne SM-identitet, men efter sigende skulle hun have en meget lille rolle i en scene i homo-romancen, Brokeback Mountain. Derudover spillede hun også med i The Hot Chick, men det løftede jo ikke ligefrem niveauet. Craig Bierko så vi sidst i Cinderella Man, hvor han var en monsterprovokerende bokser under depressionen. I Scary Movie 4 spiller han Tom Ryan, filmens parodi på Tom Cruise, og jeg kunne da også godt genkende Cruise i ham, ikke mindst i en scene med Oprah.

Scary Movie 4 kan anbefales til dem, der godt kan lide prutskid-humor, som syntes vældig godt om filmens forgængere, og som har set de film, som Scary Movie 4 gør grin med, hvilket især vil sige War of the Worlds, Grudge, The Village, Saw og Saw II. Selv så jeg meget frem til at se den, men jeg må indrømme, at jeg nok var lidt skuffet, men det var jo bare mig - min klassekammerat syntes, den var rigtig god.

Dragonheart (1996)

2006-05-06T16:31:00.000+02:00

Dragonheart, 1996.
Instruktør: Rob Cohen.
Medvirkende: Dennis Quaid, David Thewlis, Sean Connery, Pete Postlethwaite, Dina Meyer.

A knight is sworn to valor. His heart knows only virtue. His blade defends the helpless. His might upholds the weak. His word speaks only truth. His wrath undoes the wicked. Manden bag de actionpakkede xXx og Stealth stod i 1996 bag kæmpehittet, Dragonheart, som modsat hans seneste film havde både en rigtig god historie og de talenter, der skulle til for at den kunne visualiseres, både hvad angår animatorer, skuespillere, cinematograf og komponist.

Dragonheart var den første film, der brugte CGI til at skabe en rigtig karakter med personlighed, endda en så stærk personlighed som Sean Connery's. 10 år efter virker filmens grafik naturligvis knapt så fascinerende, da vi er nået langt siden, og Draco i Dragonheart er måske teknisk set ikke meget værd i forhold til Peter Jackson's Gollum (fra Ringenes Herre) og King Kong. Han fungerer dog stadig, og hans kropsmuskulatur og bevægelser er flotte og meget overbevisende. Connery giver karakteren det majestætiske præg, den har brug for.

Som hovedperson har vi Dennis Quaid, der spiller Bowen. Dennis Quaid har i de seneste år kun været med i en række b-film, selv om vi dog ser ham jævnligt. Den seneste succes, han havde, var nok i The Day After Tomorrow, hvor han spillede den eneste klimatolog i verden, som havde forudset jordens delvise undergang. I Dragonheart udfylder han rollen som den idealistiske ridder af Den Gamle Orden, som mister håbet, da hans discipel, prinsen, spillet af Thewlis, viser sig at blive en usandsynligt ond konge.

Thewlis er i øvrigt en skuespiller, jeg har meget stor respekt for, fordi han formår at spille ond og hadet, men også god og elsket, som vi f.eks. så ham i Seven Years in Tibet og den hidtil bedste Harry Potter-film, Prisoner of Azkaban. Hans rolle i Dragonheart er dog som skurken, en rolle han fik på baggrund af hans rolle i Naked, en film som i øvrigt bragte ham prisen Best Actor i Cannes. Som den hårde bondetøs med ben i næsen har vi Dina Meyer, der til forskel fra den skrøbelige Keira Knightley fra King Arthur faktisk falder perfekt ind i rollen som en hård middelaldertøs med nosser. Postlethwaite spiller historiens naive, dog elskelige munk.

Dragonheart er en ganske underholdende fantasyfilm. Der er masser af kamp, men egentlig ikke særlig meget blod. Historien har en vis naivitet over sig, der gør, at selv børn kan gennemskue, hvad der foregår og underholdes af den - jeg ved det med sikkerhed, fordi jeg selv har holdt meget af filmen, siden jeg første gang så den som 9-årig i Palads i København. Dens store plusser er skuespillerne, humoren, den gode, dog simple historie og dens vidunderlige score. Kunne du lide Narnia, så vil du sikkert synes godt om denne.

Doom (2005)

2006-05-03T20:21:00.000+02:00

Doom, 2005.
Instruktør: Andrzej Bartkowiak.
Medvirkende: Karl Urban, The Rock, Rosamund Pike.

And that's why I don't do nanowalls. Igen kom endnu et videospil så op på det store lærred. Doom er ikke et spil, man spiller for historiens skyld, man spiller det for at skyde monstre. Derfor vil det måske også virke lidt skudt ved siden af (dagens første vits) at rakke ned på filmens historie, som virkelig er en gang utroværdigt og aldeles uoriginalt vås. Men på en base af en art på Mars er der nogle uhyrer løs. Hvad det er for nogen gøres så til det store spørgsmål, men det er vel egentlig et ganske uinteressant spørgsmål i denne sammenhæng. Et monster er vel et monster og skal vel bare plaffes ned?

Underholdningskurven når sit maksimum hen mod slutningen, hvor der er en first person shooter sequence, altså en scene, der ser nøjagtig ud som game play'et. Det betyder, at det hele ses fra hovedpersonens perspektiv. Om det så er en styrke eller en svaghed, at denne scene bryder med alle de indtryk, filmen har givet os inden, det må være op til den enkelte. Det løfter dog filmen en enkelt karakter, for denne scene er faktisk meget underholdende, dog kortvarig, selv om de siger i ekstramaterialet, at den tog 14 dage at skyde (her var så dagens anden vits).

Jeg vil ikke anbefale dig denne film, medmindre du er enten hardcore Doom-fan eller måske bare har et eller andet blødt punkt for monstersplat eller The Rock. Filmatiserede videospil plejer ikke at slå meget hårdt igennem, men selv ved siden af Resident Evil (1,2) må denne film kaldes ringe. Skuespilpræstationer er ikke noget at tale om. Dialogen virker både utroværdig og dumsmart. Historiens små twists virkede ikke på mig, det var tidlige give-aways. Så temmelig afbefalelig.

White Noise (2005)

2006-05-01T12:41:00.000+02:00

White Noise, 2005.
Instruktør: Geoffrey Sax.
Medvirkende: Michael Keaton, Deborah Kara Unger, Ian McNeice.

Listen, it is one thing to contact the dead, it is another to meddle, and you are meddling. Jonathan Rivers (Keaton) er fraskilt, gengift og har en søn. Alt synes at gå godt, da hans kone en morgen deler en helt særlig nyhed med ham, nemlig at han skal være far igen. Desværre forsvinder hun sporløst, men han klynger sig til håbet om at se hende igen, indtil Raymond Price (McNeice) opsøger ham og fortæller ham, at han gennem noget radioudstyr har modtaget beskeder fra den anden side, hvor Anne Rivers er. Desværre er der også andre og knap så venlige personer på den anden side.

White Noise er en mærkelig gang vås, der filosoferer lidt over fænomenet, EVT (Electronic voice phenomenon). Historien halter, den er forudsigelig, og slutningen er kold og kynisk. Undervejs er den en meget skræmmende affære, på den led er den vellykket. Jeg satte mig til at se den i mit mørke værelse i min lille hjemmebiograf og besluttede mig for at pause, tænde lyset og skrue lidt ned, bare for at ændre lidt på hjerterytmen. Fjernsynsflimmer der af og til tager form af skrigende kvinder er bare af en eller anden grund skræmmende.

Michael Keaton spiller væsentligt bedre i denne film, end han gør i mange andre film, deriblandt Batman fra 1989. Han virker menneskelig og ægte. Ved hans side har han Deborah Kara Unger, som spiller EVP-nørden Sarah, også upåklageligt, desuden har hun et meget karakteristisk ansigtsudtryk, som næsten gør hende selvskreven til gysere. McNeice spiller en lille, tyk, ydmyg og velmenende mand, den helt rette type til at sidde og nørde ved computere, tv-skærme og radioer.

Filmen er en god skræmmer, men med et ringe plot, der både mangler sammenhæng og decideret kød! De spiritistiske og noget naive budskaber gav mig også en ret dårlig smag i munden. Skuespillerne i sig selv er ikke undskyldning nok for at se den, selv om de gør deres arbejde tilfredsstillende. Hvis det endelig skal være, så anbefaler jeg hellere, at man ser The Ring (1,2), der på samme måde viser os den skræmmende side af fjernsynsskærmen. Eller måske man skal se klassikeren Poltergeist, den har jeg personligt stadig til gode.

The Name of the Rose (1986)

2006-04-30T18:19:00.000+02:00

The Name of the Rose, 1986.
Instruktør: Jean-Jacques Annaud.
Medvirkende: Sean Connery, Christian Slater, Ron Perlman, F. Murray Abraham.

William of Baskerville (Connery) ankommer til et kloster med sin lærling, Adso of Melk (Slater). Stemningen er tung i klosteret, én af deres brødre har angiveligt lige begået selvmord, men efterhånden dukker flere lig op, og det tyder på, at der i klosteret må være en morder på spil, og William giver sig til at undersøge sagen, da han støder på en pukkelrygget munk (Perlman), der taler nonsens, og da de får selskab af et gammelt bekendtskab, nemlig en inkvisitør ved navn Bernado Gui (F. Murray).

Rosens Navn er først og fremmest en middelalderkrimi, som berører en række temaer, bl.a. religiøsitet kontra oplysning og kærlighed. Sean Connery spiller som så ofte før den rolige bedstefar med den store indsigt, dog også med evnen til at hæve stemmen og se de humoristiske sider af sagen. Han synes dog ikke at besidde den arrogance, han hele tiden antydes at besidde, men måske de med arrogance blot hentyder til hans fornuftsbaserede tilgang til mordsagerne. Slater derimod var dengang en ringe skuespiller. Han overspiller sin rolle i en sådan grad, at det faktisk distraherer. Jeg tager dog hatten af for Perlman som vanvittig monsterfyr og F. Murray som en ond og bitter katolik.

Jeg så denne DVD på min stationære computer, hvortil jeg har sluttet 5 højtalere og en subwoofer, og jeg må sige, at det bestemt gjorde det til en seværdig oplevelse. Den middelalderlige musik har et præg af mystik og uhygge trods sin enkelthed, og stemningen er lagt uden fejl, når man hører lyden af kærrer og klokker og talende folk foran sig, bag sig, til højre og til venstre. Et rigtig godt lydspor, som man må have forbedret, da den slags vist ikke lavedes sådan tilbage i 1986. Annaud siger da også i ekstramaterialet, at det er 18-19 år siden han lavede filmen. DVD-versionen er en god opgradering, en slags special edition af den originale film.

Jeg vil anbefale denne film til folk, der kan lide middelalderen, når den portrætteres med stor realisme. Der er næsten ingen vold eller action i filmen, den lever mest på sin hemmelighedsfulde historie, som afdækkes lidt efter lidt som enhver anden krimi. Der er dog en enkel lidenskabelig scene mellem mand og kvinde, hvis det kunne have nogen interesse. Ellers kan man spole uden at det går ud over historien.

A History of Violence (2005)

2006-04-29T19:00:00.000+02:00

A History of Violence, 2005.
Instruktør: David Cronenberg.
Baseret på roman af John Wagner og Vince Locke.
Medvirkende: Maria Bello, Viggo Mortensen, Ed Harris, William Hurt, Ashton Holmes.

There are no such thing as monsters. En ganske almindelig familie bestående af en lille datter, en teenage søn, en køn mor (Bello) og så den venlige og anonyme fader, Tom Stall (Mortensen), der ejer et lille cafeteria. Men måske tingene ikke er helt, som de ser ud. Efter at have fået sit ansigt i aviserne, dukker en fremmed mand med jakkesæt og solbriller (Harris) op i det lille cafeteria og indikerer, at Tom ikke er Tom, men i virkeligheden Joey. Sideløbende kører historien om Toms søn, Jack, der i skolen forfølges af et konfliktsøgende møghoved.

Temaet om vores indre uhyrer er spændende. Mest kendte roman over dette tema er nok "Dr. Jekyll og Mr. Hyde", som der findes en del filmfortolkninger af. Mere moderne udgave over et lignende koncept, dog med et tydeligt marvel comic-præg, har vi den fantastiske Hulk. Dog skal det ikke forstås på den måde, at A History of Violence er en historie om folk, der forhandler sig til uhyrer i nogen bogstavelig forstand, det handler nærmere om en usynlig forvandling. History of Violence handler altså om et menneskes skyggesider, de sider han måske ikke selv kender til eller vil kendes ved. I denne sammenhæng kan man måske drage parrallel til Shakespeares Macbeth eller William Golding's Lord of the Flies - eller måske Anakin Skywalker's identitetskrise i Star Wars III, som dog ikke præsterer at gå i den psykologiske dybde.

Selv om temaet i A History of Violence er en velvalgt indfaldsvinkel til historien og i sig selv gør den noget stille beretning interessant, så kunne man måske godt have ønsket sig, at den fik filosoferet lidt dybere over emnet. Viggo Mortensen er et kendt navn herhjemme, men det skyldes nok i højere grad hans danskhed end hans talent. I Ringenes Herre (1,2,3) virkede han måske majestætisk, men i denne rolle fandt jeg ham personligt både kedelig og utiltalende og ikke halvt så mob-agtig, som det nok var meningen. Maria Bello, som jeg husker vældig godt fra Secret Window, spiller dog ganske udmærket. Ed Harris falder let ind i den rolle, som han har spillet i mange andre film. Filmens bedste præstation leveres efter min mening af sønnen, spillet af Ashton Holmes.

A History of Violence er en interessant fortælling om menneskets skyggesider og om identitet, som jeg godt kan anbefale, medmindre man har en tendens til at falde i søvn under film. Den holder dig ikke i et jerngreb på den måde, men handlingen udfolder sig langsomt og velfortalt. Den er flot filmet, god lyd (dog ganske stille) og har i øvrigt alle de formelle kvaliteter i orden, jeg kunne dog godt have undværet den første sexscene, som synes ret uvæsentlig for historien, hvor den næste derimod synes at spille en væsentlig rolle i det psykologiske spil. Men altså i det store hele en ganske udmærket film.

Luther (2003)

2006-04-27T13:43:00.000+02:00

Luther, 2003.
Instruktør: Eric Till.
Medvirkende: Joseph Fiennes, Jonathan Firth, Afred Molina.

To go against conscience is neither right nor safe. I cannot and I will not recant. Here I stand. I can do no other. God help me. Historien om Martin Luther er i protestantiske øjne historien om, hvordan Europa lige pludselig genopdagede Guds barmhjertighed. For de ikke-troende er det historien, om hvordan en religiøs fanatiker modvirkede den dominerende gejstlighed, bl.a. til fordel for tysk som et skriftsprog. Fra et kristent perspektiv som mit eget, så er Luther en fremragende og interessant film, der forstår at skildre baggrunden for reformationen på et spændende og forståeligt plan.

Jeg var ellers ikke den store fan af Joseph Fiennes, faktisk har jeg fundet ham temmelig frastødende på grund af hans rolle i den meningsforladte og noget pornografiske Killing me softly. I Luther spiller han dog fremragende, og intet mindre kan gøre det i denne rolle som et dybt gudfrygtigt menneske, der i sit kammer slås med Djævelen og i folks påhør på karismatisk vis forsvarer sine protestantiske synspunker. Det er en krævende part, man har givet ham, og han udfylder den med stil og genvinder dermed min respekt. Desværre har jeg ikke set ham i særlig mange andre film. Molina, som nok er filmens kendte navn, udfylder rollen som Johann Tetzel, der repræsenterer middelalderens katolske kirke fra sin værste side, netop som pengemaskine - i en sådan grad at man kommer til at tænke på Scientology.

Martin Luther er en psykologisk og mildt teologisk drama, som nok i stigende grad appellerer til troende. Jeg har ikke det store kendskab til den historiske Luther og de egentlige begivenheder omkring reformationen, men fra mit synspunkt virkede den realistisk og heldigvis ikke påvirket af Hollywood, som man kunne have frygtet. Dens stille og rolige afslutning kan virke som et antiklimaks for den seer, som håber på at se Luther forsvare sine synspunkter fra et stort bål. Det havde sikkert været spændende, dog ikke historisk korrekt. Vil anbefale den til alle, også katolikker.

Kommentar: 60 film set og anmeldt.

2006-04-25T19:49:00.000+02:00

Så er vi oppe på de 60. Faktisk har jeg allerede set 61, men den anmeldelse kommer senere. Vil du se oversigterne over de første 50 film, så kig i menuen til højre. Kan du ikke se dem, så klik på overskriften Dorland Film (eller her) og kig så igen. De burde være der. Her følger nr. 51-60.

60. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
59. Kill Bill: Vol. 2 (2004)
58. Signs (2002)
57. Anywhere But Here (1999)
56. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
55. Fahrenheit 9/11 (2004)
54. Jerry Maguire (1996)
53. The Devil's Own (1997)
52. K-PAX (2001)
51. The Believer (2001)

Rundens store optur var denne gang Kill Bill-sagaen. Det er svært at skille dem ad i volumes, for de hører jo unægteligt sammen som én historie. Der var dog mange værdige rivaler i denne omgang, faktisk har alle alle film pånær The Devil's Own (og Anywhere But Here) haft nogle væsentlige styrker, og jeg har været heldig med, hvilke film jeg havde at vælge imellem i denne omgang.

Rundens store nedtur er så som antydet The Devil's Own. En utroværdig, overfladisk og ganske uoriginal skildring af en IRA terrorist, der bor hos en politibetjent i USA, mens han forsøger at skaffe våben hjem til Irland. Fy da, føj da, den film kunne jeg godt have været foruden set i bakspejlet! Lige over The Devil's Own har vi så den kedelige Anywhere But Here, som måske ikke er en dårlig film, men heller ikke decideret ophidsende på nogen måde.

Her er så et par af de mindre seriøste kåringer. Rundens hjertesuk var Jerry Maguire, der i en Tom Cruise-manifestation sagde ordene, you complete me... suk, bank bank... bank bank... Rundens AAAAARGH!!! var i K-PAX til havefesten ved sprinklerne (og så vil jeg ikke spoile mere). Rundens LOL var i Fahrenheit 9/11, da det gik op for mig, at George Bush ikke ville forlade gruppen af børn i børnehaven, bare fordi USA var under angreb.

I fremtiden kan man vente sig det sædvanlige, det vil sige Rosens Navn og Anklaget. Ellers er jeg ved at løbe lidt tør for titler, dog har min klassekammerat midlertidig lånt mig White Noise med stenfacaden, Michael Keaton og Ridley Scott's Kingdom of Heaven med elverdrengen, Orlando Bloom, og Herr Schindler, Liam Neeson. Og så har vi filmen om Martin Luther med Joseph Fiennes i hovedrollen, som jeg allerede har set, og som man derfor kan forvente en anmeldelse af snarligst. En anden anmeldelse, jeg også næsten har klar, er A History of Violence. Har nogen et forslag til en film, jeg skal forsøge at skaffe, så er jeg åben for forslag.

Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

2006-04-25T19:08:00.000+02:00

Eternal Sunshine of the Spotless Mind, 2004.
Instruktør: Michel Gondry.
Medvirkende: Jim Carrey, Kate Winslet, Mark Ruffalo, Elijah Wood, Kirsten Dunst.

Eternal Sunshine kan, når handlingen først går i gang, næsten ligne en musikvideo. Billedet skifter konstant, og det kommer til at virke rodet, sådan som tid og sted og tilstedeværende hele tiden skifter. Det er dog intet minus, for netop sådan ser det ud, når man har sagt ja til et meget usædvandligt indgreb, der består i at slette udvalgte minder. I dette tilfælde vælger Joel at slette alle minder om sin kæreste, Clementine, fordi deres forhold gik i stykker. Men mens minderne slettes, genopleves de, one by one, det sidste minde først, og deres første minde sidst...

For en gangs skyld ser man en intelligent romantisk film, der ikke kun appellerer til dem, der tror på den irrationelle, men fortryllende forelskelse. Denne film er desuden henvendt til dem, der gerne vil have en film, som kan sætte tankerne i gang. Jeg har set den to gange, og jeg skal gerne indrømme, at mange ting må have undgået min opmærksomhed første gang, men det har blot gjort oplevelsen meget bedre. Hvis du nogensinde står med din partner og skal vælge mellem Titanic, Finding Neverland og Eternal Sunshine, så gå med den sidste. Den er for det første den mest romantiske, så damen i forholdet bliver ikke skuffet. Derudover, så er den som sagt meget begavet og her og der også meget morsom, selv om Jim Carrey for endnu en gangs skyld ikke er en total wacko.

Eternal Sunshine er en smuk og rørende fortælling, der er fantastisk filmet, den har fede special effects, som ikke er lavet på computer, og musikken og stilheden sætter stemningen, der sikrer, at man kan leve sig ind i historien og karakterernes situationer. Endnu en gang får vi slået fast, at Elijah Wood ikke er menneske, men et sært lille væsen, og Kirsten Dunst passer med sit manglende talent også fint ind i rollen som "just a stupid girl". Er ikke familiær med Mark Ruffalo, men han gør udfylder rollen som Stan upåklageligt. Dunst og Wood er ikke nødvendige medspillere, man kunne have brugt mange andre til deres små biroller, men de pyntede nok på plakaten.

Jeg kan hermed anbefale denne film til alle romantikere og folk, der godt kan lide film, man lige skal tænke lidt over. Dermed rammer jeg en bred vifte, og det er der jo ikke noget at sige til. Filmen solgte vist ganske godt.

Kill Bill: Vol. 2 (2004)

2006-04-21T18:26:00.000+02:00

Kill Bill: Vol. 2, 2004.
Instruktør: Quentin Tarantino.
Medvirkende: Uma Thurman, David Carradine, Michael Madsen, Daryl Hannah.

That woman deserves her revenge... and we deserve to die. But then again, so does she. Den direkte fortsættelse til Kill Bill: Vol. 1 er ikke nær så blodig som den første. Der er færre kampe, og der bruges mere tid på at skildre baggrunden for den hævngerrige The Bride og hendes fjender, ikke mindst Bill, hvis ansigt man ikke engang fik at se i den første, men som nu optræder som en venlig og omsorgsfuld biperson i hendes flash backs. Tarantino siger i baggrundsmaterialet: "Vol. 1 stiller spørgsmålene, Vol. 2 leverer svarene." Og det er sandt, sådan bør man se på Kill Bill.

Måske det vil skuffe nogen, at der ikke er nær så meget blodsprøjt i 2'eren. Efter min mening holder den dog helt klart spændingen, selv om konfrontationerne i denne fortsættelse har det med at ende meget mere brat. Hovedvægten er nu lagt på historien, som fortælles med humor i den originale Kill Bill-stil, som låner fra gamle asiatiske slåsfilm og platte animeserier, men som alligevel kan røre ens hjerte, ikke mindst med Uma Thurman i hovedrollen. I denne film er hun ikke alene den seje bitch, der giver alle røv, hun viser også en anden side, der bestemt er nødvendig, hvis filmen ikke bare skal være et underholdende, men overfladisk flip.

Kill Bill: Vol. 2 kan anbefales dem, som var vilde med Vol. 1, og som gerne ser urealistiske film med gode historier. Quentin Tarantino har sin egen lille fanskare, som han har fået med film som Pulp Fiction (nomineret til 7 oscars, vandt én), Reservoir Dogs og Jackie Brown. Jeg har ikke set nogen af dem, og biograftrailerne har ikke lokket mig, men kan man lide dem, så er det måske på tide at se Kill Bill.

Signs (2002)

2006-04-17T16:40:00.000+02:00

Signs, 2002.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Medvirkende: Mel Gibson, Joaquin Phoenix, Cherry Jones, M. Night Shyamalan.

Is it possible that there are no coincidences? Graham Hess (Gibson) kaldes stadig Fader i det lille lokalsamfund. Siden konens pludselige død har han dog sat spørgsmålstegn ved sin tro og er derfor ikke længere præst, blot en omsorgsfuld far til to små børn, der en morgen opdager noget sært. Nogen har lavet store aftegninger i marken ved at lægge kornet ned. Deres hund opfører sig også mærkeligt. Datteren har et drikkeproblem. Og Grahams bror, Merrill, er historiens troende.

M. Night Shyamalan er nok en af de mest kreative historieskrivere, der får lov at brede vingerne ud i Hollywood. Selv om Signs er uegnet for mindre børn, så spiller den absolut mest på den pirrende stilhed og seerens forestillingsevne og nysgerrighed. I forhold til The Sixth Sense er den en sød, lille familiefilm. I øvrigt skal det nævnes, at den er hylende morsom. Man tror det ikke, før man ser den, for det var ikke det, den forsøgte at sælge sig på, men undervejs opstår der flere dybt komiske situationer, der får brystet til at hoppe.

Historien er lidt småfilosofisk. Budskabet finder jeg naivt, men det står jo til fri diskussion. Frem for alt, så er den underholdende, dog ikke med det fantastiske twist, der gjorde The Village (se også min anmeldelse) til en fantastisk film. Phoenix er omtrent lige så kedelig i den her som i Village, hvilket nok primært skyldes hans roller, men Gibson gør et rigtig godt job. Jeg er ikke meget for, at instruktører påtager sig vigtige roller i deres egne film, men det gik da nogenlunde problemfrit i denne, så også et lille klap for Shyamalan i rollen som Ray. En underholdende film, som klart kan anbefales stort set alle. Børn kan efter min mening godt se med, hvis de ikke er ualmindelig sarte (men det er de jo ikke i dag, vi undervurderer dem).

Anywhere But Here (1999)

2006-04-17T00:11:00.000+02:00

Anywhere But Here, 1999.
Instruktør: Wayne Wang.
Medvirkende: Susan Sarandon, Natalie Portman.

Ann (Portman) og hendes mor, Adele (Sarandon), har et lidt pudsigt forhold. Ann vil gerne have et almindeligt liv, men hendes flyvske mor kan ikke slå sig ned og skabe en almindelig tilværelse. I stedet sidder de deres bil på vej mod en ny tilværelse, så længe den nu varer. Som filmen skrider frem, udvikler deres forhold sig i takt med, at vi følger Ann tage de små skridt mod womanhood.

Anywhere But Here er en stille og rørende fortælling, der dog på ingen måde vækker opsigt. Historien er meget ligetil, og præstationerne (begge 2) er rigtig gode. Musikken gør ikke de store indtryk, klipningen er middel, og tempoet er lavt. Man kan ikke sige, at filmen på noget tidspunkt er videre ophidsende, men man røres da af og til, ikke mindst hen imod slutningen.

Jeg kan ikke sige det meget anderledes end at jeg fandt den umanerlig kedelig. Jeg så den til vejs ende, fordi klokken stadig ikke var særlig mange, og fordi jeg hele tiden troede, at den var ved at slutte. Jeg havde nemlig regnet ud, at den ikke ville slutte med et brag, for en sådan film er det ikke. Den havde fungeret fint som en lille bog af dem, der står på mors hylde, som af og til får dig til at tænke "kært", men som dog ikke af den grund ændrer særligt på hjerterytmen. Den kan anbefales til dig, der godt kan lide ekstremt stille film, men har du ligesom mig en tendens til at udbryde Boooriiiing, så hold dig fra denne film.

Det kan lige nævnes, at Natalie Portman for tiden er aktuel med V for Vendetta, særligt ser jeg dog frem til hendes kommende Mr. Magorium's Wonder Emporium, hvor hun skal spille overfor Dustin Hoffman. Min gode kammerat, Andreas, er en stor fan af Portman og mødte hende faktisk i virkeligheden for ikke så længe siden, så jeg synes lige, jeg vil vise jer et billede fra deres lille møde. Jaja, jeg ved godt, jeg er sjov.

Kill Bill: Vol. 1 (2003)

2006-04-13T17:47:00.000+02:00

Kill Bill: Vol. 1, 2003.
Instruktør: Quentin Tarantino.
Medvirkende: Uma Thurman, Lucy Liu, Michael Madsen, David Carradine.

(Advarsel: Det er klart fedest at se denne film, hvis man næsten ik har hørt om den!)

Kill Bill starter meget drabeligt med at The Bride (Thurman) bliver skudt i hovedet. Fire år senere vågner hun af koma. Hun tager et kig på sine hænder og ved deraf, hvor lang tid der er gået. Og så starter hun hævnakten på alle dem, der tog hendes familie og hendes ufødte barn fra hende. Nederst på listen har hun den person, hun ser allermest frem til at hævne sig på, Bill, deraf titlen, og jeg kan så afsløre, at det ikke lykkes for hende i denne film. Læg mærke til at det er "Volume 1", og den hænger derfor direkte sammen med "Volume 2", som jeg glæder mig voldsomt til at se i nærmeste fremtid.

Er man ikke så meget for blod og vold, så er det direkte dumt at åbne for denne film. Syntes man derimod, at kampscenerne i The Matrix (I,II,III) var lidt for kedelige, så byder Kill Bill på noget rigtig kamp. Thurman overgår efter min mening Reeves, men vil afstå fra at afsløre for meget. Men som sagt er der noget for Matrix-folk og sikkert også til fans af Kung Fu Hustle, som kom året efter. I tillæg til volden, så er der en god portion humor, men også en ganske rørende historie, der i sig selv giver mig en umættelig trang til at skulle se 2'eren, som jeg da heldigvis også har liggende.

Den første Kill Bill-film er altså knaldgod underholdning. Desuden så byder filmen på noget rigtig god musik, men desværre også noget af verdens mest irriterende musik, men det er vist også meningen. Der er intet, som kan få en til at hade de onde, som når de onde har elendig musiksmag. Idet vi snakker om gode og onde, så er det nok værd at nævne, at filmen på den moralske skala måske ikke klarer sig godt, men på den anden side: De onde fortjener i høj grad at dø (selv om hævn normalt er en grum ting)!

Kan anbefales til unge mennesker, der ligesom jeg selv synes, at skydere er for primitive, og at samurai-sværd er meget federe at se på. Der er meget blod, mange grimme ord og nogle voldsomt merkabre scener, så det kan godt være, man ikke skal se filmen sammen med bessemor med det dårlige hjerte. Men ellers får den thumbs-up herfra.

Fahrenheit 9/11 (2004)

2006-04-12T01:33:00.000+02:00

Fahrenheit 9/11, 2004.
Instruktør: Michael Moore.
Medvirkende: Michael Moore, George Bush, Donald Rumsfeld, Dick Cheney.

På DR1 viste de her til aften Fahrenheit 9/11, som jeg har set lidt af, dog havde jeg den sidste halvdel til gode. Om de mange påstande i filmen er sande eller ej, så er den under alle omstændigheder tankevækkende. Den indledes med spørgsmålet: Skete de sidste fire år? Eller var det hele bare en illusion? Hvorpå Michael Moore fører os bag tæppet for at fortælle os, hvad der i virkeligheden skete. Denne virkelighed byder på valgfusk, handel med vestfjendske saudi'er, beskyttelse af Bin Laden, manipulation af den amerikanske befolkning og som prikken over i'et en dybt subjektiv og følelsesladet skildring af, hvem der betaler prisen for USA's blodige affærer i Afghanistan, men primært Irak.

Om man er republikaner eller ej, så er og bliver Fahrenheit 9/11 en af tidens mest underholdende dokumentarer. Nogen vil måske mene, det er gået ud over sagligheden, men for mig at se mister filmen ikke fokus. Michael Moore går som fortæller lige til sagen, mens billederne ruller, og det er forståeligt, for han har meget at nå på sine to timer.

Fahrenheit 9/11 er en oplevelse. Man sidder tilbage, og man forstår så udmærket dem, som har stemplet filmen som propaganda. Filmen er stærk, budskaberne går lige ind i hjertet, og især som europæer føler man sit had til George W. (Watch-this-drive) Bush styrket. Men en sådan film bør ikke stå alene, og man skal ikke købe alt, hvad manden påstår, bare fordi det passer med de billeder, han viser. Først og fremmest er filmen underholdende. Politiske konspirationsteorier har altid fascineret mig, i den sammenhæng kan i øvrigt anbefales The Machurian Candidate (har kun set versionen fra 2004, den gamle fra 1962 skulle dog være endnu bedre).

Kort sagt: Fahrenheit 9/11 er god. Hvis den er bare lidt sand, ja, så er den foruroligende! Det gør den samtidig til rigtig god underholdning. I første del er den meget humoristisk, i den sidste halvdel meget følelsesladet. Kan anbefales enhver som kan tåle at se en amerikansk dokumentar, som taler med store ord.

Jerry Maguire (1996)

2006-04-12T00:01:00.000+02:00

Jerry Maguire, 1996.
Instruktør: Cameron Crowe.
Medvirkende: Tom Cruise, Cuba Gooding Jr., Renée Zellweger, Jay Mohr.

Show me the money! Målet for al vores hollywood- og scientologyhad, Tom Cruise, spiller i denne film en sports agent, der pludselig midt i al kapitalismen får en sød og idealistisk gnist. Desværre er det kun en gnist, dog en meget kraftig en, som får udslag i et memo (eller en mission statement), som han sender ud til alle ansatte i sit agentbureau. Den koster ham hans ansættelse og alle klienterne (næsten). Til gengæld hopper en sekretær (Zellweger) med ham, dybt forelsket i hans fantastiske memo. Gooding Jr. spiller den klient og football spiller, som beholder Maguire de dårlige odds til trods.

Det er netop gået op for mig, at plottet i Jerry Maguire ikke lader sig genfortælle så let. Sagen er den, at der sker for meget i denne film, og det løfter naturligvis dens underholdningsværdi. Derudover skal det siges, at den er dybt humoristisk uden at være triviel. Cruise spiller fremragende, men Gooding Jr. stjæler billedet nu og da og er unægteligt filmens store stjerne. Et kæmpe plus for filmen er også Zellweger, som spiller en dybt naiv 26-årig, enlig mor. Man kan godt mærke, filmen er gammel, altså fra dengang hun så temmelig godt ud.

Filmen er fyldt til randen med gode replikker, som leveres med stil. Som historien udvikler sig, kommer der også lidt (nogen vil sige meget) romance, men efter min mening kvæler det ikke historien, den forstår dog at blive intens og dybfølt på meget kort tid. Se, dét er filmkunst. Filmen er i det hele taget rigtig godt klippet sammen. I sin helhed kan den anbefales enhver, som kan se bort fra, at Tom Cruise IRL er en smerte i bagdelen.

The Devil's Own (1997)

2006-04-11T15:55:00.000+02:00

The Devil's Own, 1997.
Instruktør: Alan J. Pakula.
Medvirkende: Harrison Ford, Brad Pitt, Natascha McElhone, Julia Stiles.

Nogen gange vælger man at se den middelmådige gamle film, der sendes i fjernsynet frem for en af de DVD'er, man selv har investeret i, og som man jo altid kan se. I dette tilfælde valgte jeg forkert. The Devil's Own lider under en ekstrem dårlig klipning, som skinner igennem allerede de første ti minutter, som byder på ekstreme genreskift fra stille natur og langsom musik (en mor-film) til hjernelam skyderi og en stille grå skærm med navnene på folkene bag filmen - kan vel sammenlignes med Hollywood intro'erne på Ben Hur's tid.

Historien er simpel, uoriginal og langt fra så tankevækkende som tilsigtet. Vi introduceres for den aktive IRA terrorist, Frankie (Pitt), som naturligvis er en flink fyr, hvis man ser bort fra, at han er terrorist. Han rejser til USA og gemmer sig hos udbrændte politibetjent Tom O'Meara, spillet af Harrison Ford. Pitt og Ford gør begge et udmærket job, som de plejer, men hvor Fords rolle er til at forstå, så bliver Pitt's karakter næsten for flad. Han er den gode dreng med hjertet på rette sted, men er overbevist terrorist i kraft af, at hans far blev slået ihjel for øjnene af ham. Det er næsten for simpelt, og historien får aldrig den psykologiske dybde, en sådan historie fortjener.

Jeg er stadig sur på klipningen og manuskriptet. Derudover, så fandt jeg historien ekstremt kedelig, og det var et under, at jeg holdt mig oppe til den, for da den var slut ved 11-tiden, var jeg mere træt, end jeg har været i flere år uden at gå i seng. Der er for mange gode film i verden, også med Pitt og Ford, til at jeg kan anbefale denne film. Den afbefales.

K-PAX (2001)

2006-04-08T12:25:00.000+02:00

K-PAX, 2001.
Instruktør: Iain Softley.
Medvirkende: Kevin Spacey, Jeff Bridges.

En fyr med solbriller står på en station. I forbindelse med et tasketyveri kommer han i snak med politiet. Han nævner sin "egen planet", og de tager ham med i den tro, at han er sindsyg. Og det er han måske også! Og det er han måske ikke. Dette er det store spørgsmål, der leges med i K-PAX, som er et stille, hyggeligt og meget stemningspræget drama, der flirter med science fiction genren.

Kevin Spacey (kendt fra L.A. Confidential, American Beauty, Life of David Gale og snart Superman Returns) gør et rigtig godt job, som han plejer. Det er svært ikke at holde af ham. Er han alien, så har han et E.T.-agtigt gemyt. Faktisk kan de sammenlignes på flere punkter, begge har de eksempelvis et fantastisk score, og så er det meget rart også at se noget science fiction uden skrækscenarier. Overfor Spacey ser vi Jeff Bridges, som falder ganske naturligt ind i sin rolle som en venlig, godhjertet og sandhedssøgende overlæge på en psykiatrisk afdeling.

Historien er god og flydende og med en masse af de små twists, der får én til at spekulere på, hvad der er sandt, hvad der ikke er. Om det så er en styrke, at slutningen efterlades så åben, som den gør, det har jeg lidt svært ved at vurdere. Et sted ville jeg gerne have en mere direkte forklaring på sagerne - men i bakspejlet, så har jeg måske allerede fået den? Under alle omstændigheder, så var K-PAX en rigtig god og velfortalt historie, som varmt kan anbefales.

The Believer (2001)

2006-04-07T21:26:00.000+02:00

The Believer, 2001.
Instruktør: Henry Bean.
Medvirkende: Ryan Gosling, Summer Phoenix, Theresa Russell.

Danny Balint er ikke en særlig rar person. Han er nynazist, og han er det af den værste grund, man kan være det, ikke på grund af sin tro på en kontrolstat, ikke på grund af et eller andet nazistisk forbillede, heller ikke fordi han på et tidspunkt oplevede det som in - men fordi han føler et intuitivt had til jøder, som han ikke kan og ikke vil undertrykke. Hans problem er det faktum, at han selv er jøde, og dette drama handler om, hvordan unge Danny Balint nærmest fører en slags 2. verdenskrig inde i sig selv, jøde mod nazist.

Henry Bean har med meget få ressourcer og et interessant koncept forstået at lave et velstruktureret psykologisk drama, der ikke slipper én lige med det samme. Det sidste halve minut er godt nok over min fatteevne, men det betyder i virkeligheden ganske lidt i forhold til de indtryk, filmen har givet mig i sin helhed. Ryan Gosling gør et rigtig godt job, desværre får hans rolle ikke det modspil fra de øvrige karakterer, som måske kunne have gjort ham endnu bedre.

The Believer opnår det, som American History X forsøgte at opnå, men som ikke helt lykkedes (trods en skidegod præstation af Edward Norton), nemlig en troværdig psykologisk skildring af en intelligent person, som er i konflikt med verden, fordi han dybest set er i konflikt med sig selv. The Believer er ikke en hyggefilm, den har ikke meget action i sig og ligger langt fra amerikansk mainstream med sin benhårde realisme. Netop dette gør den god, dog sværere for flere at sluge. Så hvad angår anbefaling, så ved I nok bedst selv, hvem I er.

Kommentar: Det halve hundrede

2006-04-03T11:53:00.000+02:00

Så nåede jeg op på de 50 film, ekslusiv de par stykker, jeg enten har valgt ikke at anmelde, eller som der snart følger en anmeldelse af. Listen over 41-50 ser således ud:

50. Bruce Almighty (2003)
49. The Client (1994)
48. Madagascar (2005)
47. Det Forsømte Forår (1993)
46. Hitch (2005)
45. Saw II (2005)
44. Hotel Rwanda (2004)
43. The Pianist (2002)
42. Crash (2004)
41. Minority Report (2002)

Den store optur i denne runde er, set i bakspejlet, The Pianist. Der er simpelthen noget fascinerende over de der at-overleve-holocaust-som-jøde historier, som jeg ikke kan stå for. Men der var mange gode film i denne omgang, især Hotel Rwanda fortjener også at blive nævnt.

Den store nedtur må så have været Hitch, som måske nok var sjov her og der, dog ganske uoriginal og med en lidt tam slutning. Til gengæld er det en film, som de fleste ville kunne æde, og den er da sikkert udmærket at vise kæresten, mens man selv sidder bag hende og dufter til hendes hals og gramser på hendes lår og ... ja, sådan en film er det jo.

Rundens skuespiller blev Don Cheadle for sin præstation i Hotel Rwanda. Han var også udmærket i Crash, men hans rolle som Paul Rusesabagina var fantastisk. Derudover har der dog været flere rigtig gode: Adrien Brody, Matt Dillon, Fritz Helmuth for at nævne nogen.

Rundens klammert var i Saw II, da jernmasken med søm på indersiden lukkede sig om kraniet på en stakkels fyr, der havde en ekstrem dårlig dag. Beklager spoileren, men det sker til gengæld allerede i de første fem minutter.

Jeg kommer på ingen måde til at mangle DVD'er fremover. Jeg har stadigvæk Rosens Navn. Derudover fik jeg fat i Luther for ikke så længe siden, og med posten modtog jeg i dag Kill Bill (Vol. 1,Vol. 2), Jerry Maguire (mest til min mor uden hvem jeg ikke havde vundet det gavekort, jeg købte DVD'erne for), Eternal Sunshine of the Spotless Mind og Anklaget. Så der bliver lidt at gå i krig med.

Bruce Almighty (2003)

2006-04-02T13:22:00.000+02:00

Bruce Almighty, 2003.
Instruktør: Tom Shadyac.
Medvirkende: Jim Carrey, Morgan Freeman, Jennifer Aniston, Steve Carrel.

Bruce Almighty fik meget opmærksomhed, da den først blev sendt ud, fordi den trods sine rablende gags beskæftiger sig med de lidt større åndelige emner som theodicéproblemet og treenigheden med flere. Det gør den dog stadig på en meget jordnær popkornsfacon, men det er så heller ikke det værste, man kan udsætte sig selv for en lørdag eftermiddag, hvor man bare trænger til at slå en smule fra. De fleste kristne vil finde filmen interessant og overraskes, når de opdager, at filmen som sådan faktisk ikke er blasfemisk, selv om det er en komedie. Gud behandles fra start til slut med en gudfrygtig respekt og portrætteres af en menneskelig, dog stadig majestætisk Morgan Freeman.

Humoren er uovertruffen. Steve Carrel viser i denne film sit værd som fysisk komiker, og jeg har stadig svært ved at undertrykke latteren, når jeg ser den berømte scene, hvor Bruce (Carrey) hævner sig på han karakter, Evan, som indtil det punkt har været en voldsom lidelse i bagdelen. Så det er med store forventninger, at jeg ser frem til Tom Shadyac's fortsættelse, Evan Almighty, dog mere som komedie end som åndelig inspiration, hvor jeg ikke forventer mig noget stort overhovedet.

Min kristne opvækst kan naturligvis ikke afholde mig for at ryste lidt på hovedet af filmens naivitet til tider. Filmen påtager sig den ubegrundede folketro (= overtro), at idet man dør, så kommer man i himlen, hvor bibelen lærer os noget ganske andet om dødens tilstand og opstandelsens dag. Man må dog hurtigt acceptere, når man ser denne film, at den på ingen måde stræber efter at være korrekt i nogen henseende, og det gør som sådan heller ikke noget. Problemet er, at det også smitter af på dens pointer:

Alting har en årsag, siger Anistons karakter på et tidspunkt. Menneskets problem er at det hele tiden kigger opad efter hjælp, siger Gud og ryster på hovedet og kravler tilbage op ad stien. Det er små absolut ikke-teologiske budskaber, der kunne accepteres af stort set alle ikke-kristne. På den måde leverer Shadyac og company en fortolkning af kristendommen som god og sund, dog ikke videre hellig - eller ikke nødvendigvis. Be the miracle, sluttes filmen af, indforstået at vi i sidste ende kun har os selv at gøre godt med, da Gud jo ganske forståeligt ikke magter at få verden til at køre problemfrit rundt. Surt show.

Men filmen har da elementer, som kan vække til eftertanke. En væsentlig del af tankegodset findes så også i ekstramaterialet, de slettede scener, hvor de beskæftiger sig en hel del med materialisme og bønneliv, men som ikke var relevant nok for handlingen (og derfor mest medvirkede til at gøre filmen lang i første omgang). Åndelig dybde har den ikke, dog mere end man ellers kunne forvente af en mainstream Hollywood komedie, på det punkt kan den vel sammenlignes med Shyalaman's Signs. Kan anbefales, dog primært som god crazy komedie.

The Client (1994)

2006-03-29T17:23:00.000+02:00

The Client, 1994.
Instruktør: Joel Schumacker.
Baseret på bog af John Grisham, manuskript af Akiva Goldsman.
Medvirkende: Tommy Lee Jones, Susan Sarandon, Mary-Louise Parker, Brad Renfro.

Igen måtte jeg sande, at der faktisk findes gode film af Joel Schumacker. Jeg har set den før, dog ikke lagt mærke til instruktøren. I dette tilfælde kan det også være svært for ham at ødelægge det hele, når man tænker på den gode forfatter, der står bag historien, og de gode skuespillere, der besætter rollerne - og Akiva Goldsman, som senere kom til at lave en masse godt sammen med Ron Howard.

The Client handler om to ludfattige drenge, der går ud i skoven for at ryge på mors cigaretter, da de støder på en bil. Bilen er tændt, i dens udstødning ligger en slange som fører om til førersædet, hvor en advokat ved navn Romey sidder. Romey har valgt at dø, bl.a. fordi han ved for meget. Han skyder sig selv, og pludselig er det den ene af drengene, som ved for meget, og som kommer i en klemme mellem offentlige advokater, der vil gøre alt for at vide, hvad han ved, og så mafias mindre venlige udsendte, der vil gøre sit for, at den viden, drengen ligger inde med, ikke slipper ud.

Det er ikke den bedste filmatisering af en Grisham-bog, der er set, men Tommy Lee Jones passer fint ind i billedet som en typisk højrøvet advokat, der bare stiler efter succes, som de karikeret beskrives i flere af Grishams bøger. Udmærket præstation af unge Brad Renfro, som nok egentlig er ældre end mig. Denne kan anbefales folk, der kan lide John Grisham og rolige thrillers.

Madagascar (2005)

2006-03-29T17:03:00.000+02:00

Madagascar, 2005.
Instruktør: Eric Darnell, Tom McGrath.
Medvirkende: Ben Stiller, Chris Rock, David Schwimmer, Jada Pinkett Smith.

En sjov lille komedie om en stolt byløve (Stiller), der blot ønsker at fortsætte sit liv som den forkølede dyrekonge, der beundres af børn hver dag. Og om zebraen (Rock), der modsat løven er ved at kede sig ihjel og gerne vil opleve det vilde liv. Og giraffen (Schwimmer), som altid fejler noget, tror han. Og så en stor kærlig flodhest (Pinkett Smith). De fire venner kommer lidt på afveje, alt imens der laves den ene komiske filmreference efter den anden, dog ikke referencer, som er genkendelige for de små, som filmen ellers synes henvendt til.

Christ Rock har gjort sig populær ved at være en barnlig og flabet negerfyr med en meget stor mund. Det synes nogen så er sjovt, mens jeg synes, han er kedelig, og at han burde skydes for sit manglende skuespiltalent, som dog heldigvis er mindre tydelig i animationsverdenen. Stiller er kedelig som løve, men Schwimmer (bedre kendt som Ross fra Venner) er brilliant i rollen som ynkelig giraf.

Filmens komiske centrum er helt klart pingvinerne, der overgår selveste James Bond i stil og snilde. Har man DVD'en, så kan jeg også varmt anbefale, at man ser den lille bonusfilm med dem på. Madagascar er en god komedie med mange sjove indfald, dog ikke på højde med Shrek (1,2). Shark Tale, som også er en af Dreamworks' animationsfilm, har jeg så stadig til gode. Denne lignede for mig at se nemlig først en parodi på Pixar's Finding Nemo, som også er et undervandseventyr. Men de har det med at lægge sig ret tæt op af hinanden, snart kan vi f.eks. se The Wild fra Disney, som pudsigt nok handler om en løve og en giraf, der flygter fra zoo.

Madagascar kan anbefales børn, der godt kan lide snakkende tøjdyr, men som måske havde lidt svært ved at forstå handlingen i Monsters, Inc.. Og selv om man ikke er barn, så kan man sagtens nyde filmen, da der som sagt er mange jokes, som vil gå over hovedet på de små.

Det Forsømte Forår (1993)

2006-03-18T23:07:00.000+01:00

Det Forsømte Forår, 1993.
Instruktør: Peter Schrøder.
Medvirkende: Thomas Villum Jensen, Fritz Helmuth, Adam Simonsen, Ken Vedsegaard.

Hans Scherfigs geniale roman ført til lærreds af Peter Schrøder er en rigtig god film, den bevæger sig på grænsen til at være den bedste danske film nogensinde. Fritz Helmuth er den sadistiske lærer, Lektor Blommes, der bliver forgivet og dør på tragisk vis i filmens indledning. Mange år senere mødes studenterjubilarer og snakker om "de gode gamle dage". Vi trækkes ind i Edward Ellerstrøms erindringer og oplever verden, som han oplevede den i 1.g som Lektor Blommes yndling.

Historien er fantastisk. Jeg ikke så litterær, hvad sådan noget angår, men jeg elsker romanen, og selv om filmen aldrig vil leve op til romanen, så er den klart at anbefale. Klokken er mange, så vil ikke sige mere at sige end dette.

Hitch (2005)

2006-03-18T13:22:00.000+01:00

Hitch, 2005.
Instruktør: Andy Tennant.
Medvirknede: Will Smith, Eva Mendes, Kevin James, Amber Valletta.

En mainstream date movie, som vil falde i stort set alles smag. Særligt ved denne film er, at en af hovedrolleindehaverne samtidig er en af amerikansk show bussiness' fedeste komikere (på begge måder). Her snakker jeg ikke om Fresh Prinse Will Smith, men derimod om Kevin James, der i denne film er en kikset fedrik, der forelsker sig i en smuk rigmandsdatter og derfor behøver lidt af Hitch' (Will Smith) rådgivning. Hitch har nemlig specialiseret sig i at lege Kirsten Giftekniv alias Kærlighedsdoktor og gør det som ordinært arbejde.

Der er mange sjove øjeblikke i filmen, der bliver dog aldrig helt ekstreme gags og nogen af vitserne er lidt for letkøbte. Især en scene hvor Will Smith's hoved ligner en badebold, fordi han har fået en allergisk reaktion, synes lidt for plat. Piger vil uden tvivl grine. Vi fyre skal nok for det meste have noget mere, før det bliver mere end en almindelig acceptabel komedie. Hvad angår romancen, så er det det sædvanlige overfladiske lal, der lirres af. Intet nyt under solen, og ikke særlig udslagsgivende for dopaminen. Den lange pigeslutning sagde mig absolut ingenting.

Filmen sukker og dvæler heldigvis ikke lige så meget som Sleepless in Seattle. Humoren når aldrig et særlig højt niveau. Den får dig til at smile, men ikke til at grine højlydt, som f.eks. What Women Want gjorde. Ligesom denne har filmen dog en svaghed, der hedder langtrukken og dødkedelig romancefinale, men måske det kan have en positiv effekt på pigen, man ser filmen sammen med, og så gør det naturligvis ikke så meget. Lad mig i øvrigt have lov at sige, at Eva Mendes som sædvanligt ser rigtig dejlig ud.

Saw II (2005)

2006-03-18T12:38:00.000+01:00

Saw II, 2005.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Medvirkende: Tobin Bell, Donnie Wahlberg, Shawnee Smith.

Oh Yes, There Will Be Blood. Der er i tidens løb lavet ufattelig mange dårlige splatterfilm, hvor små teenagere klappede i hænderne, når bare der flød masser af blod og lød masser af skrig. Den mest makabre scene i denne film er dog klart de første to minutter. Derudover er der dog en masse fantasifulde gags, der dog efter min mening ikke lever op til 1'eren i intensitet eller originalitet.

Saw blev sammenlignet lidt med Se7en, en film om hvordan en morder får sine ofre til at dø på en måde, der har relation til de syv dødssynder. Konceptet ligner lidt. I Saw sætter en morder, der populært kaldes Jigsaw, sine ofre i specielle situationer, hvor de for det meste kan undslippe, hvis de er villige til at gøre noget meget, meget slemt. De vågner op, instruktionerne får de på et bånd, og så sættes uret i gang. Det, der gør filmen spændende, er, at du bliver præsenteret for ofrene og følger deres reaktioner, når de sættes i disse situationer. På den måde blev den første Saw nærmest kult, en film der virkelig giver myrekryb og maner frygten frem i en. Den samme effekt opnåes efter min mening ikke helt med Saw II. Nok er den ulækker, men ikke nær så skræmmende.

Den store styrke i 1'eren var så også historien. Hvem er denne morder? Hvorfor leger han disse lege? Hele filosofien, som den åbenbares i filmen, er genial. Mystikken synes dog at være gået af historien i Saw II, hvor man forholdsvis tidligt præsenteres for Jigsaw, som sætter sig til at fortælle og forklare sin livsfilosofi. Meget snak, mindre uhygge. Der sker nærmest et genreskift, hvor meget af tiden går med thriller og drama i stedet for det gys, man oprindeligt kom efter. Jeg tager dog hatten af for den overraskende slutning, som ikke er mindre genial end den i 1'eren.

Saw kan anbefales folk, der kan lide nervepirrende thrillers. Hvis du er typen, der gerne vil se "forstyrrende" film, der får dig til at krølle dig lidt sammen i sædet og kigge væk, så er det en udmærket film, dog ikke den bedste. Skru op for lyden og sluk lyset. Er du for hårdhudet, vil du muligvis blive skuffet. Personligt blev jeg ikke særlig bange.

Hotel Rwanda (2004)

2006-03-11T15:25:00.000+01:00

Hotel Rwanda, 2004.
Instruktør: Terry George.
Medvirkende: Don Cheadle, Nick Nolte, Sophie Okonedo, Joaquin Phoenix.

Én af de mange afrikanske konflikter, der har skabt stor undren og forhåbentlig også lidt samvittighedsnag hos os vesterlændinge, var folkedrabet i Rwanda. Konflikten stod mellem to stammer, hutu og tutsier, hvor hutuerne i begyndelsen var i overtal. Rwandas præsident, som var hutu, blev myrdet, og hutuerne gav tutsiske oprørere skylden og gav sig til at udrydde tutsier systematisk. Ingen regel uden undtagelser, naturligvis. Paul Rusesabagina, bestyrer af et belgisk hotel i Rwanda, fedtede sig ind hos diplomater og embedsmænd for at "spare tjenester op" til den dag, urolighederne skulle bryde ud. Historien vidner om, at konflikten har ligget parat til at boble ud. Alligevel overraskedes alle, ikke mindst FN, som troede alt var sikret med en underskrevet fredsaftale.

Denne film er god og sund, idet den ikke gør nogen af parterne til fjenden. Det nuancerede billede ses ikke mindst på det faktum, at filmens hovedperson, Rusesabagina , selv er hutu, men gift med tutsi. Derimod kan filmen dog godt læses som en finger til FN, der ikke greb ind i konflikten, men stille så til, mens blodet flød - med enkelte undtagelser. Filmen gør dermed også op med det harmoniske billede, der lidt for ofte stilles op af FN, som reelt ikke er mere, end hvad diverse udenrigspolitikere i de store lande kan blive enige om. I den sammenhæng betyder afrikanerne nada, som det forklares med stor frustration af Nick Noltes karakter, en arbejdsom FN-general.

Den helt store stjerne i filmen er dog uden tvivl Don Cheadle. Præstationen skaffede ham også en oscar nominering, desværre blev det Jamie Foxx, der løb med den for sin præstation i Ray, som jeg tidligere anmeldte her på sitet. Don Cheadle er dog bedre. Han overgår også Adrien Brody, som vandt et par år forinden for sin præstation i Pianisten, som jeg så i forgårs. For tiden er han aktuel med den store oscarvinder, Crash, som jeg så sidste uge.

Hotel Rwanda viser nok ikke virkeligheden, som den var. Ingen film magter at kunne vise et panoramabillede af en så stor og kompliceret konflikt, som er bredt nok. Men den gør indtryk og er desuden en rigtig god og underholdende historie med en fantastisk overbevisende hovedrolleindehaver, Don Cheadle.

The Pianist (2002)

2006-03-10T13:00:00.000+01:00

The Pianist, 2002. (dansk titel: Pianisten)
Instruktør: Roman Polanski.
Medvirkende: Adrien Brody, Thomas Kretschmann, Julia Rayner.

Wladyslaw Szpilman er pianist i Warszawa, da krigen bryder ud, og Tyskland går i gang med at rense ud for jøder i deres opbyggelse af det tredje rige. Wladyslaw mærker det først, idet jøder forbydes adgang til parken og til restauranter. Snart bliver de forflyttet til et lillebitte distrikt, hvor de holdes indespærret, snart kendt som jødeghettoen. Det er dog kun starten på uhyrlighederne. Pianisten er beretningen om, hvordan det lykkedes en jøde at overleve holocaust midt inde i Warszawa.

Historien er meget spændende. Det var ikke svært at leve sig ind i situation og smage lidt af den frygt, som Wladyslaw Szpilman må have levet med i de år. På det punkt er filmen helt vellykket og med sit kunstneriske touch, flot filmet og med godt score, bliver den lige den lille smule bedre, som gør den sine priser værd. Adrien Brody fik desuden en oscar for sin rolle som Szpilman. Om den var velfortjent ved jeg ikke, men præstationen var da upåklagelig. Jeg skulle dog lige arbejde et par minutter med at få hans rolle i The Village ud af hovedet. Dette er faktisk den tredje film, jeg ser med ham på Dorland Film, eftersom han også havde en birolle (eller hovedrolle?) i King Kong.

Pianisten mindede mig først og fremmest om Schindler's List af Steven Spielberg. På mange måder lever den også op til den, på mange måder ikke. Personligt synes jeg bedst om farvefilm, da det for mig virker mere virkelighedstro at se det, som det må have set ud (og ikke som det må have set ud på film), men det var så Spielberg's valg, og det kan man så tolke og analysere noget ud af, og det er også bare en lille ting. I væsentlige træk adskiller de sig ved, at Pianisten er historien om én mands overlevelse, hvor Schindler's List var mere favnende i sin skildring af krigens tyskland og jødeudryddelsen. Begge film kan dog varmt anbefales.

Crash (2004)

2006-03-07T18:31:00.000+01:00

Crash, 2004.
Instruktør: Paul Haggis.
Medvirkende: Matt Dillon, Art Chudabala, Don Cheadle, Jennifer Esposito, Thandie Newton.
Priser: 3 oscars, bl.a. Bedste Film.

Dette er så den film, der pludselig blev kendt i Danmark i går, da man hørte, den havde vundet en oscar for at være årets bedste film. Alle sad hjemme i stuerne til nyhederne, da de fik at vide, at det amerikanske filmår havde været et politisk filmår. Dette er dog ikke en film om politik. Den handler om det almindelige liv i Los Angeles, hvor mennesker crash'er ind i hinanden uden nogensinde at blive klogere - og dog.

Historien er ret interessant, og man ville nok egentlig være mere tro mod filmen, hvis man sagde historierne, for der er mange, selv om de på forskellige måde løber sammen. Temaerne er fordomme og racisme og nok især menneskers manglende evne til at forstå hinanden. Det er i høj grad misforståelser og oprigtig frustration, der driver historien længere og længere ud og medfører den ene tragiske hændelse efter den anden, men med lyspunkter her og der, for verden er jo ikke kun af lave. Crash er fyldt med mærkelige sammentræf, og det kan godt virke komisk, næsten utroværdigt, men det er en god historie, der på de væsentlige punkter stadig synes at bevare den realisme, der skal til, for at historien kan tages alvorligt.

Især den kontekst Matt Dillon var sat ind i gjorde dybt indtryk på mig. Jeg mindes ikke, at den fyr nogensinde har spillet en særlig sympatisk fyr, og det gør han heller ikke i denne film. Men som filmen på mange punkter viser, så er et menneske ikke endeligt godt eller dårligt, og den dybde og indsigt i mennesket forstår filmen virkelig at formidle.

Et kritikpunkt af filmen har været, at den gør opmærksom på en masse problemer, men ingen løsninger. Det er ikke helt rigtigt. Faktisk er der nogle mennesker i denne film, som gør det rigtige, og det skinner igennem med gode resultater. At der så er en masse uheldige situationer, hvor det tragiske ikke så meget er hændelserne som det faktum, at vi forstår stort set alle parters adfærd, det gør bestemt ikke filmen dårligere. Det viser for mig at se blot det faktum, at vi mennesker ikke kan klare os selv, at man bliver nødt til at kigge op (efter hjælp).

Paul Haggis skrev manuskriptet til Million Dollar Baby, som var sidste års store vinder. Dér tilfaldt æren dog primært Clint Eastwood, som instruede. Så kunne Paul Haggis lære på den hårde måde, at han selv skal realisere sine scripts, så æren tilfalder den rette mand. Crash' ultimative styrke er klart dens historie med sine skarpe replikker. I think we miss that touch so much, that we crash into each other, just so we can feel something. Denne film kan kort sagt anbefales enhver seriøs filmseer, der har lidt hjerne og følelse tilbage og kan klare noget, som slår lidt hårdere end mainstream.

Minority Report (2002)

2006-03-06T22:25:00.000+01:00

Minority Report, 2002.
Instruktør: Steven Spielberg.
Baseret på novelle af Philip K. Dick.
Medvirkende: Tom Cruise, Colin Farrell, Max von Sydow, Neal McDonough.

Da jeg nu ikke fik set A. I., besluttede jeg mig for at joine en klassekammerat og se Minority Report en tredje gang. Den er stadigvæk en fantastisk imponerende film, dels med den fremragende historie med det geniale koncept, men også hele skildringen af fremtidens overvågningssamfund og så i øvrigt alle de humoristiske Spielberg-gags, lidt som man kender dem fra Indiana Jones. Hvem kunne ellers finde på et våben som sick stick (brækstave, man nødigt vil stikkes med, hvis man lige har spist)?

Historien handler om et perfekt system med hvilket man kan forhindre mord, før de finder sted. Efterhånden sker der kun impuls-mord, for der er ingenting som velovervejede mord, når man ved, at man vil blive forhindret i det af politistyrker udsendt fra Precrime, som har fået deres viden fra de tre precognitives, som ligger i et bassin og modtager den ene åbenbaring om mord efter den anden. Men er systemet perfekt? Spændingen begynder for alvor, da Chief Anderton (Cruise) pludselig står med en åbenbaring fra dem om, at han i løbet af 36 timer vil slå en mand ihjel ved navn Leo Crowe, et navn han ikke kender. Anderton er nu på flugt og samtidig forsøger han at finde ud af, hvor fejlen er sket - hvis der er nogen.

Vi hader alle Tom Cruise i disse tider. Det er svært andet, når han skal være så pisseirriterende på Oprah at hoppe i sofaen af forelskelse og fortsat reklamerer for sit Scientology crap. Ikke desto mindre, så er Tom Cruise en dygtig skuespiller, som har været heldig med hensyn til roller, nok mest ved bare at tage løs af det hele uden sans for gode scripts. Hans gode film hedder Rain Man, Jerry Maguire, Collateral og The Firm, som jeg tidligere har anmeldt herinde. Hans dårlige hedder blandt andet Vanilla Sky (elendig!!) og Mission: Impossible II (som han nu er ved at lave en fortsættelse til).

Denne film lever dog på ingen måde på Tom Cruise. Den kunne have fungeret mindst lige så godt, for i Spielberg-film er Spielberg den sande stjerne. Han er instruktøren, der forstår at holde vores opmærksomhed hele vejen, og denne film er ikke mindst filosofisk og beskæftiger sig med future vision fra en ny vinkel, en ære der naturligvis også kan tillægges Philip K. Dick, forfatteren bag Blade Runner (eller "Do Androids Dream of Electric Sheep?").

Jeg vil anbefale filmen til enhver Spielberg-fan, og så er der vist ikke så meget at sige, for der er nok mange, som har anbefalet denne film før mig. Den er fyldt med humor, god action, lidt tankegods og udmærkede skuespillere. I mesterklasse.

Kommentar: 40, fed og lige begyndt!

2006-03-05T14:58:00.000+01:00

Så nåede vi igen op på et magisk tal. Dorland Film dækker nu over hele 40 titler.

40. The Village (2004)
39. Ray (2004)
38. Hostage (2005)
37. The Girl Next Door (2004)
36. House of Sand and Fog (2003)
35. Master and Commander: The Far Side of the World (2003)
34. The Waterboy (1998)
33. Insomnia (2002)
32. Batman (1989)
31. The Wizard of Oz (1939)

Se også 1-10, 11-20 og 21-30.

Denne rundes nedtur var The Waterboy, ganske enkelt fordi det var den af filmene, som gjorde mindst indtryk på mig. Den er da lidt sjov her og der, men låner alt for meget fra gode film som Forrest Gump.

Denne rundes optur blev House of Sand and Fog. På andenpladsen har vi Insomnia, som må rykke en balde til fordel for Master and Commander, som nok er omtrent lige så god. Spørger du mig igen på et senere tidspunkt, så kan det godt være, jeg har rokeret lidt rundt, men sådan ser det umiddelbart ud lige nu.

De sidste 10 film har både været præget af eventyr, science fiction, thriller, komedie, drama, action og uhygge. Det har overordnet været nogle gode film, ikke mindst på grund af introduktionstilbuddet fra Digitarian, som jeg lige har opsagt igen. Sidste dag for opsigelse er nemlig i morgen, og gjorde jeg det ikke inden i overmorgen, så ville jeg skulle betale 99,- for en måned til, hvor jeg kun ville få én DVD af gangen. Det gad jeg ikke, men nu har jeg også fået en masse ud af de 35 kroner, jeg betalte for den første måned, nærmere bestemt nr. 36, 37, 39 og 40 samt Crash, jeg som sagt må beholde som min egen. I vente har jeg altså fortsat Crash, desuden Pianisten, og i en forsinket fødselsdagsgave fik jeg en gammel krimi (1986) med Sean Connery, som hedder Rosens Navn (eller Der Name der Rose). Desværre fik jeg aldrig fat i A. I., da Digitarian havde den udlånt til nogle andre, så det bliver nok ikke foreløbig.

Jeg får ikke så mange besøgende længere. Jeg er lydhør overfor, hvordan jeg får sat gang i det, hvis nogen har forslag. Der er ellers rimelig stor interesse for min anden blog, men det smitter åbenbart ikke af. Filmanmeldelser er nok bare ikke lige så interessante. Det ender nok med, at jeg skulle betale for at få besøgende. Spørgsmålet er så, om det er det værd. Det er jo dels for min egen skyld, at jeg holder denne blog up-to-date, da jeg holder af at have overblik over mine filmoplevelser ...

Men til dig, der kunne finde på at vende tilbage og læse et review eller to: God fornøjelse og på gensyn!

The Village (2004)

2006-03-05T14:14:00.000+01:00

The Village, 2004.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Medvirkende: Bryce Dallas Howard, Joaquin Phoenix, Adrien Brody.

Det er manden bag The Sixth Sense, Unbreakable og Signs, der igen slår sine vinger ud med denne historie, som ikke er mindre genial end nogen af hans tidligere fortællinger, tværtimod synes den at overgå alle tre. Den har dog det til fælles med de andre, at jeg ville gøre jer en bjørnetjeneste ved at fortælle jer, hvad historien i virkeligheden handler om. Det er en film, man selv skal se og opleve. Men jeg kan da sige, at man først introduceres for en lille by, der ligger i en lille dal omringet af skov, man ikke må gå ind i - for så bliver man taget af farlige væsner "om hvem man ikke snakker". Vi har altså at gøre med et lille isoleret selvforsynende samfund, der lever i frygt for skovens uhyrer.

Nogen har været forfaldne til at kalde dette en gyser. Mens Dorland Film har været oppe at køre, har jeg vist kun set én gyser, The Ring Two. Se, dét er en gyser. The Village er bare almindelig dyster drama med et par forudsigelige choks her og der. Det gør dog på ingen måde filmen dårligere. Hvad angår plot fungerer den stort set helt til enden, mens både Signs og The Sixth Sense var mere uhyggelige. Karaktererne er interessante, dybe og er alle sammen præget af en vis uskyld, som om de alle er børn, selv om flere af dem undervejs handler ilde.

I hovedrollen ser man først Joaquin Phoenix. Til ens overraskelse tager Dallas Howard's rolle over og bliver den egentlige hovedperson. Men i virkeligheden er dette ikke en historie om individet, men om et kollektiv, en lille gruppe mennesker, der står i modsætning til den noget uhåndgribelige ondskab, der venter dem udenfor deres landsbys egne grænser.

The Village er Shyamalans bedste film indtil videre. Selv var jeg ikke en stor fan af The Sixth Sense, som stort set alle andre var, men Unbreakable med Bruce Willis og Samuel L. Jackson faldt til gengæld lige i min smag, selv om det så er en film, mange elsker at hade. Er du ikke til de vilde gysere, der får dig til at ligge vågen hele natten med en grim smag af blod i munden, så er The Village måske netop sagen, idet den kun flirter meget lidt med gysergenren ved at være en smule dyster i sin fortælleform.

Historien i sig selv er meget tankevækkende og får sat nogle ting i perspektiv, desuden morede vi (en kammerat og jeg selv) os meget over at gætte med undervejs, som det gik op for os, skridt for skridt, hvad det hele drejede sig om. Så ja, den kan varmt anbefales.

Ray (2004)

2006-03-04T14:55:00.000+01:00

Ray, 2004.
Instruktør: Taylor Hackford.
Medvirkende: Jamie Foxx, Regina King, Sharon Warren.

Dette er en biografisk musikfilm. Mellem en masse opførelser af Ray Charles' klassikere fortælles hans livshistorie levende med flash backs fra hans barndom og skildringer af de mange personer, der på forskellige måder blev involveret i hans musiske karriere. Og så naturligvis med det, der gør historien lige en lille smule mere interessant, nemlig at han var blind.

Før jeg så filmen, vidste jeg ikke så meget om Ray Charles. Nogen af numrene fandt jeg først ud af var hans, idet jeg så filmen, hvilket gjorde det til en interessant oplevelse. Kendte menneskers historier kan nogen gange være meget interessante, fordi berømmelse kan have nogle sjove virkninger på folk. I den forbindelse kan også Man on the Moon, som er Jim Carreys portrættering af Andy Kaufmann anbefales. Ray foregår dog med det samme koncept i et noget andet miljø, for det meste i indspilningslokaler, på barer og i koncertsale - og så engang i mellem, når det skal være særlig tragisk, på et nyt hotelværelse.

Ray er ikke kedelig, hvis man kan lide musikken. Synes man ikke specielt om musikken, så er der kun én rigtig ting at gøre, lad være med at se denne film! Musik fylder særlig meget, og jeg så endda kun biografversionen, for der er vist en forlænget udgave, hvor hans præstationer fylder endnu mere. En del af underholdningen består også i Ray's karisma, som i denne film efterlignes af Jamie Foxx, som tilmed fik en oscar for denne film.

Det mærkes tydeligt, at handlingen i denne film udspiller sig, før det for alvor blev vildt at være entertainer på tour. Vil man se en mere ekstrem livsførsel, så vil jeg anbefale Almost Famous, der viser, hvordan tingene så ud i 70'erne, og de er nok ikke mindre ude at flyve i dag. Man må tilstå, at Ray med sin svage selvdisciplin nok har været heldig at komme til, før ting udviklede sig i den retning.

Du anbefales at se filmen, såfremt du synes om jazz, R&B, soul og country (eller bare nogen af dem). Der er gjort meget ud af musikken. Derudover så spiller Jamie Foxx fremragende, selv om jeg nok synes, en oscar var lige i overkanten, men han er både charmerende og cool og menneskelig og sårbar samt en anelse excentrisk. Det skal også nævnes, at det er en helaftensfilm på minimum 158 minutter, så den skal nok sættes på ganske tidligt på aftenen, hvis man også vil have tid til "andet" bagefter.

Hostage (2005)

2006-03-01T20:19:00.000+01:00

Hostage, 2005.
Instruktør: Florent Emilio Siri.
Medvirkende: Bruce Willis, Kevin Pollak, Jonathan Tucker, Ben Foster.

En klassekammerat har længe anbefalet denne, og i dag lånte jeg den så og så den om eftermiddagen. Mit første indtryk var, at den lignede en marvel-produktion. Men lad jer ikke narre af det grafiske tema.

Det starter med en gidselforhandler ansat ved LAPD, der med 10 års erfaring fra SWAT og 7 år med denne stilling, alligevel er temmelig dårlig til sit job. Han mister gidslerne og tager det meget nært, kigger ned på sine blodige hænder og overbeviser sig selv om, at det hele er hans skyld. Jeg kan ikke lade være med allerede nu at kritisere plottet. Hvordan kan en mand med Bruce Willis' DieHard-nosser dog gå ned med flaget lige pludselig efter 17 år? Men det får ham åbenbart til at trække sig tilbage og arbejde som fredelig politikommisær i en lille by, hvor der aldrig sker noget, lige indtil der lige pludselig sker en hel masse ubegribeligt uheldige sammenfald, hvor forskellige psykopater med forskellige motiver sætter stakkels Jeff Talley (Willis) i en ret så overskuelig situation, hvor han i det ene øjeblik er svag og melankolsk og det næste er tough don't-ya-mess-with-me-fella.

På trods af en lidt for usammenhængende historie, så byder Hostage på en masse action og skarp intensitet. Lavede man en spændingskurve, så ville filmen passe perfekt på den klassiske actionthriller-model. Først går den lige på og hårdt, så går den ned igen, bygger op, op, op - og endelig et højdepunkt, snart efterfulgt at ekstranummeret. Skal præstationerne have kritik, så er Tally (Willis) en meget tvetydig karakter, men det skyldes nok også manuskriptet og instruktionen. Han bevæger sig for meget imellem at være den bløde, sensitive og grædefærdige svækling og så den nådesløse dræbermaskine fra SWAT og LAPD. Filmens vinderpræstation leveres af Ben Foster, der gjorde det ualmindelig godt som den sadistiske Marshall.

Den er da værd at se, og det skal siges til dens forsvar, at jeg faktisk ikke kedede mig. Om den er bedre eller dårligere end Die Hard (1,2,3), det ved jeg ikke, for jeg har aldrig gidet se nogen af dem. Det er vist ikke min type film. Den overgår dog klart Metro, som også handlede om gidselforhandlinger, både i intensitet og spænding.

The Girl Next Door (2004)

2006-02-27T15:04:00.000+01:00

The Girl Next Door, 2004.
Instruktør: Luke Greenfield.
Medvirkende: Emile Hirsch, Elisha Cuthbert, Timothy Olyphant.

Always know if the juice is worth the squeeze. Blandt de utallige sexfikserede komedier har vi så denne lille sag med selveste Kimberly Bauer, som hun hedder i 24 timer. I virkeligheden hedder hun Elisha Cuthbert, og selv om hun da ser ganske godt ud, så må jeg sige, at jeg er rimelig skuffet over hendes præstation i denne film, selv om den uden tvivl har hjulpet på hendes karriere. Hun skal forestille at være en pornostjerne, der flytter ind ved siden af, og så opstår der sød musik mellem hende og hovedpersonen, som er en ambitiøs, men efter den amerikanske ungdoms standarder alt for kedelig fyr, der snart afslutter high school.

Filmen har et enormt potentiale, fordi den tager fat i noget så beskidt som pornobranchen. Det fænger naturligvis alle vesterlændinge med et minimum af seksualmoral i biffen, og så kan filmen gå én af to veje. Den kan vise dem pornobranchens sande ansigt, som er ødelagte mennesker med minimum af selvværd med forvrængede forestillinger af sex og kærlighed. Eller filmen kan appellere til lemmet, sælge tonsvis af billetter og få unge verden over til at synes om den. Den forsøger så at sætte disse to ting sammen, og det bliver et lidt mærkeligt resultat, hvor porno dels fremstilles som charmerende, og alligevel efterlades vi med et budskab om, at Elisha Cuthbert's karakter er better than this, hvad det så end skal betyde.

Typisk amerikansk eller rettere Hollywood at gøre aktuelle problemstillinger letløselige og så endda forsøge at formidle det i en blanding af underholdning og det hor, man i dette tilfælde ikke har fattet, om man skal tage helt afstand fra. Jeg hører næsten filmen sige: "Porno er helt legalt, når bare det bliver gjort rigtigt." Den slags forvrængede, naive forestillinger trækker ganske enkelt filmen ned på min pointskala.

Når det så er sagt, så er der en del sjove gags, som gør den til en ganske vellykket komedie. På ét punkt lægger vitserne sig lidt op af Ally McBeal-humoren, idet man ganske uvidende om det føres ind i Matt's lidt for syge forestillinger af og til. Af en mainstream-komedie at være er den under alle omstændigheder sjovere end My Boss's Daughter, som jeg så for et stykke tid siden. Der skal dog advares om, at der er en masse nøgenscener, grove sex-referencer og en del grimt sprog.

House of Sand and Fog (2003)

2006-02-26T21:58:00.000+01:00

House of Sand and Fog, 2003.
Instruktør: Vadim Perelman.
Medvirkende: Jennifer Connelly, Ben Kingsley, Ron Eldard.

House of Sand and Fog er en deprimerende affære, men på den gode måde. Hvor man ud fra trailers til filmen kan få det indtryk, at én person er god, en anden skurk, så er denne films helt store styrke, at den bevæger sig langt over det niveau. Kampen mellem det gode og det onde står ikke imellem os, men indeni os. At dømme ud fra Vadim Perelman's profil på IMDb er filmen hans debut, men efter min mening også på grænsen til at være et mesterværk. Den trækker os ind i forskellige verdner og viser os med mange kreative og kunstneriske virkemidler, at vi ikke er så forskellige, når det kommer ned til det basale, bl.a. at føle sig respekteret og at føle sig hjemme.

Jennifer Connelly spiller i denne film en kvinde, der fra filmens begyndelse ligger og skraber jorden i en dyb depression uden at se ud til at have styr på noget som helst. En fejl fra de lokale myndigheders side gør det naturligvis ikke lettere, da hendes hus lige pludselig sættes på tvangsauktion og sælges til en araber (Ben Kingsley), for hvem attitude og image betyder alt. Med en tilværelse som immigrant føler han sig trådt på, og han ønsker kun at få sin familie til at hænge sammen.

Tidligere her på Dorland Film har jeg anmeldt A Walk to Remember. Hvad angår følelsesmæssige film, så er den hermed overgået. House of Sand and Fog virker både mere realistisk og forsøger ikke at gøre detaljerne smukke for at smelte hjerterne, den viser en kold amerikansk virkelighed og åbner vores øjne for bagsiden af samfundsmedaljen. Det er muligvis den bedste film, jeg har set, mens dette projekt har været i gang. Og jeg skal ikke spolere det med flere fine ord, kun sige at jeg anbefaler denne til enhver, der ikke kun ser film for at blive underholdt, men også for at føle og lære.

Master and Commander: The Far Side of the World (2003)

2006-02-19T13:40:00.000+01:00

Master and Commander: The Far Side of the World, 2003.
Instruktør: Peter Weir.
Medvirkende: Russel Crowe, Paul Bettany, Max Pirkis.

Filmen indleder meget kort med at fortælle, at verdenshavene under napoleonskrigene var slagmarker (battle fields). I næste øjeblik står vi på et engelsk skib med næsten 200 mand, som har én fjende, Frankrig, repræsenteret ved et skib, der er det engelske skib betydeligt overlegent. Sideløbende med denne overordnede historier er der så nogle forskellige små historier om livet ombord, om de meget unge løjtnanter, specielt Blakeney (Pirkis' filmdebut), og om skibets kaptajn (Crowe), hvis hjerte banker for England og for skibets besætning, og skibets læge (Bettany).

Man skulle tro, det var en kedelig affære, når hele filmens handling foregår på et skib. Det troede jeg i sin tid, men jeg blev glædeligt overrasket. Filmen varierer smukt mellem drama og varierende action. Det skal også siges, at hvis der er én film, man skal se med surround sound, så er denne film et rigtig godt bud. Når en bølge skyllede over skibet, så føltes det virkelig, som om den skyllede over min seng, hvor jeg lå og så den. Lyden af det knirkende træ og blæsten sat sammen med kameraet, der filmede skævt og rokkende, bidrog i høj grad til realismen og gjorde filmen til en fantastisk oplevelse.

Crowe spiller som altid godt, og i denne film virker han nærmest kongelig, som den viljefaste øverstbefalende, som næsten hele skibets besætning ser op til og respekterer dybt. Mindst lige så dygtig er Bettany i rollen som besætningens lidt asociale læge og kirurg med sin brændende, næsten barnlige interesse for biologi. Bettany synes næsten mere interessant end Crowe for tiden, da der går rygte om, at han måske vil kunne ses i rollen som Jokeren i fortsættelsen til Batman Begins. Inden da vil han dog under alle omstændigheder være at se i rollen som konspirerende albino i Ron Howards filmatisering af The Da Vinci Code. Crowe vil på et tidspunkt være at se i et lille drama af Ridley Scott.

Master and Commander minder ikke om nogen anden film, jeg har set. Den er rigtig god, og i en hjemmebiograf med et godt anlæg er den endnu bedre. Det eneste, filmen lige mangler, er nogle smukke kvinder (der er en enkelt, man får lov at se på i 5 sekunder), men faktisk flot at se en hel film, der kan klare sig uden i hele 2 timer plus lidt mere.

The Waterboy (1998)

2006-02-19T13:18:00.000+01:00

The Waterboy, 1998.
Instruktør: Frank Coraci.
Medvirkende: Adam Sandler, Kathy Bates, Fairuza Balk.

En "ung" fyr, som er næsten 30, bor hjemme hos sin overbeskyttende mor, arbejder som vanddreng for et fodboldhold og har en hjerne på størrelse med en ært. På mystisk vis kommer han til selv at spille fodbold, da han lufter de aggressioner, som har hobet sig op i årevis, og så går der ellers sport og ære i historien plus lidt sæberomantik.

The Waterboy er en typisk mainstream Adam Sandler-film. Han har det samme tomme spasserblik fra start til slut med få undtagelser. Han stammer, siger dumme ting som en 5-årig og forguder sin skrækkelige mor, og det skal forestille at være morsomt. Noget af det er da også vældig komisk, men når den låner fra Forrest Gump, som den gør på flere punkter, så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvor meget jeg hellere ville se den virkelige vare.

The Waterboy kan anbefales til dem, der kunne lide Big Daddy og Anger Management, som dog begge var sjovere. Skal man endelig se åndsvage amerikanske komedier, så synes jeg bedre om Anchorman med Will Ferrel. Vil man prøve noget anderledes, der i høj grad er enten-eller humor, så er der også Napoleon Dynamite, der for øvrigt snart kommer i en special edition.

Insomnia (2002)

2006-02-17T18:39:00.000+01:00

Insomnia, 2002.
Instruktør: Christopher Nolan.
Medvirkende: Al Pacino, Hilary Swank, Robin Williams.

Det kan være svært at sove, hvis solen aldrig går ned. Det er ikke desto mindre noget ganske andet, der plager kriminalinspektør Will Dormer (Al Pacino), men med krimier og thrillers generelt forholder det sig sådan, at man helst skal vide så lidt som muligt om handlingen. Christopher Nolan er nok én af Hollywoods absolut dygtigste filmskabere. Han har kun lavet få film, men har foreløbig kun formået at imponere mig, først med Batman Begins, dernæst med Memento og nu igen med Insomnia, som både er en skidegod historie effektfuldt fortalt som en rigtig thriller.

Jeg kunne se tusindvis af krimier med Al Pacino som crime detective. Han er gammel og har buret hundredvis af voldtægtsforbrydere og mordere inde, og han kan sit job i søvne. Sværere bliver det at holde fokus, når man ikke kan sove, hvilket Pacino også portrætterer perfekt. Længe så jeg faktisk Pacino som en gammel, italiensk og lidt ulækker stodder. Det hjalp væsentligt på det, da jeg så Godfather (I, II og III), og også i denne film får man lov at sympatisere med hans karakter og komme lidt ind i hans hoved.

Man ved allerede fra forsiden, at Robin Williams spiller en væsentlig rolle i filmen. Nogen vil kritisere filmen for at anvende en gammel stand-upper (eller Mrs. Doubtfire) i en sådan rolle. Robin Williams passer dog perfekt til den, og selv om det endnu ikke har været muligt at have et interview med ham i et talk-show, hvor han var seriøs i mere end 20 sekunder, så er han en rigtig god ingrediens i en thriller som denne, ikke mindst fordi det er vigtigt, at han i denne rolle virker appellerende, tillidsvækkende og menneskelig. De havde altså stærkt brug for en Patch Adams.

God historie effektfuldt fortalt med udmærkede skuespillere. Insomnia deler lidt tema med The Machinist, men er dog langt mere troværdig (ikke nær så ekstrem) og mindre dunkel. Nolan's Memento er en klassiker, hvis originalitet og psykologiske dybde, Insomnia ikke kan hamle op med, men den når efter min mening langt, og man kan tydeligt mærke, at samme instruktør står bag. Fra hans side venter vi med stadig utålmodighed på The Prestige med Christian Bale og Hugh Jackman (vores alle sammens Wolverine) som to tryllekunstnere - og så er der selvfølgelig fortsættelsen til Batman Begins.

Batman (1989)

2006-02-17T13:21:00.000+01:00

Batman, 1989.
Instruktør: Tim Burton.
Medvirkende: Michael Keaton, Jack Nicholson, Kim Basinger.

Der kunne siges meget om de 4 Batman-film, der blev lavet før Batman Begins, men det er de slet ikke værd, og så skal der ikke trædes mere i det. Selve bevæggrunden for en helt ny og uafhængig version af Batman var, at der ikke i nogen af filmene af Tim Burton, som lavede de to første, eller af Joel Schumacher (Batman Forever og Batman and Robin) blev skildret et univers, som egentlig lignede det rigtige univers fra tegneserierne. Batman havde været en overfladisk actionaffære. Det var allerede i denne den første film, at det gik galt. I sin introduktion af Batman vover (eller formår) den ikke at gå for meget i dybden med, hvad der driver og oprindeligt motiverede Bruce Wayne til at være Dark Knight of Gotham. Batman Forever vovede at beskæftige sig med dette spørgsmål - men formåede ikke at gøre det tilfredsstillende, og det var bedre om den så bare havde undladt at forsøge!

Som almindelig actionfilm holder den første Batman heller ikke så meget efter nutidens standarder, selv om den måske formåede det for 15 år siden. Michael Keaton ser gennem hele filmen ud til ikke at forstå en dyt af, hvad der foregår, og han virker nærmest indbildsk, når han fortæller, at alt det der Batman-gejl er noget han af en eller anden næsten kryptisk grund bare er nødt til at gøre. Jokeren i form af Jack Nicholson er en eviggrinende galning, som han skal være - hans hensigter virker dog ret vage, og det er næsten en hån mod Jokerens intelligens bare at skildre ham som en klovn, der er ude på ballade.

Det gode ved 1989 var imidlertid, at Kim Basinger dengang stadig var en ung og dejlig blondine på niveau med Nicole Kidman i Batman Forever og på et niveau langt over Katie Holmes i Batman Begins, som måske har et sødt smil, men som skuespiller var en smerte i bagdelen, men det er en anden snak. Det dårlige ved 1989 var effekterne, men det vidste man naturligvis ikke dengang. Jeg har næsten lettere ved at bære over med effekterne i The Wizard of Oz end i denne, hvor selve Jokerens død fik mig til at græmme mig. Beklager spoileren.

Først og fremmest vil jeg anbefale Batman Begins. Se den og lad som om denne Batman aldrig blev produceret. Skulle du så have lyst til at se denne, så er det i orden, men gør dig ikke for store forventninger til hverken skuespil eller historie. Batmobilen og Batflyveren er dog rimelig seje, og Kim Basinger var som sagt en nydelig dame dengang.

(Udenfor emne: Da jeg satte mig til at se den i går på VHS, undrede jeg mig over, at der var en masse trailers for børnefilm, inden filmen startede. Det viste sig at være filmen The Flintstones, jeg havde puttet i, fordi den var blevet byttet ud med Batman ved uheld engang. Da jeg sad med The Flintstones overvejede jeg ganske kort, om jeg så ikke bare skulle se den i stedet. Så begyndte John Goodman og Rick Moranis at synge Bedrock-twist, og i samme øjeblik fik jeg nogle grimme associationer til noget værre møg, jeg så på DR1 i lørdags, og så stod den ellers på Batman.)

The Wizard of Oz (1939)

2006-02-15T20:29:00.000+01:00

The Wizard of Oz, 1939.
Instruktør: Victor Fleming.
Medvirkende: Judy Garland, Frank Morgan, Ray Bolger.

Toto, I have a feeling we're not in Kansas anymore. Hvordan anmelder man en klassiker fra 1939? Tja, man gør vel, som man ville gøre med andre film, men det er klart, at havde man lavet The Wizard of Oz i dag, så havde produktet virket mere professionelt med færre flaws. Der er dog ting ved filmen, som jeg må indrømme er tidsløse og holder evigt.

Judy Garland har i rollen som Dorothy en fængende naivitet, og man skal være en grøn heks, eller i hvert fald hård og hjerteløs i langt højere grad end Tin Man for ikke at holde af hende. Hun bærer følelserne udenpå tøjet, og hun vil bare alle det bedste, og selv om der ikke er skyggen af forkert i hende, så indleder hun alligevel filmen med at løbe hjemmefra, hvilket præger hende i resten af filmen i form af en dårlig samvittighed og kulminerer med en morale, hun skulle lære på sin lange rejse. Desværre tålte virkelighedens Judy Garland ikke berømmelse, hun døde på en overdosis.

Jeg mindes, at jeg holdt af filmen, da jeg var lille, men da Andreas gav mig den i julegave føltes det alligevel som noget af en vittighed, ikke mindst fordi coveret synger "Off to see the Wizard" og lyser, når man trykker det rigtige sted som et andet valentinskort. Jeg skal dog indrømme, at jeg faktisk tog mig selv i at nyde nogen af melodierne, ikke mindst "Somewhere Over the Rainbow" i begyndelsen af filmen. Det tog næsten opmærksomheden fra de alt for synlige snore, der får heksens soldater til at flyve og løvens hale til at svirre. Den gode sukkerheks' grimme entré er jeg da også villig til at glemme, hvis det endelig skal være.

Det er og bliver en børnemusical, og har man ikke et barn inderst inde, så er filmen ikke til at se. Men det har vi alle jo. Min anbefaling af denne film går til alle, som er villig til at lukke barnet ud en halvanden times tid. Efter sigende skulle der ikke være nogen bivirkning ved det.

Kommentar: 1, 2, 3 ... 30!

2006-02-15T11:51:00.000+01:00

Siden Dorland Film's oprettelse 3. juledag (eller d. 27. dec. 2005) har jeg kommenteret intet mindre end 30 film. Er det ikke vildt? Så jeg har faktisk set en film oftere end hver anden dag i gennemsnit, hvilket må gøre mig berettiget til titlen, filmnørd.

Jeg skrev en lille kommentar om de første 10 film, jeg anmeldte, og gjorde så det samme om film nr. 11-20. Denne gang vil jeg så filosofere lidt over nr. 21-30, og det har i det store hele været en fornøjelse, ikke mindst i forhold til nr. 11-20, som var en lidt deprimerende omgang.

30. Finding Neverland (2004)
29. Cinderella Man (2005)
28. Fun with Dick and Jane (2005)
27. Godsend (2004)
26. Jarhead (2005)
25. Dogma (1999)
24. The Machinist (2004)
23. The Frighteners (1996)
22. The Aviator (2004)
21. Treasure Planet (2002)

Som sagt har det i det store hele været en god omgang. Nr. 11-20 var en skuffende omgang dårlig actionkomedie, hvor de seneste ti film har været præget af god drama og en masse æstetisk skønhed.

Denne rundes nedtur var Dogma, ikke fordi den var blasfemisk, men fordi den ganske enkelt ikke kunne få mig til at grine, om jeg så havde viljen til at grine af næsten hvad som helst. Det faktum at den brugte hele 2 timer på ingenting, gjorde mig også ret knotten. Jeg kedede mig også over The Aviator, men den var dog ikke helt ned og skrabe bunden som Dogma. Et sted imellem de to er så Godsend, der bare var meningsløs.

Denne rundes optur er lidt sværere at bestemme, men skal jeg vælge én, så bliver det nok Jarhead, som levede helt op til mine store forventninger. Den så vidunderlig ud, hamrende sjov og på mange måder tankevækkende. Så endnu et klap til Sam Mendes, der også stod bag Road to Perdition. På en delt andenplads står Finding Neverland og The Machinist.

Hvis man overvejer lidt, hvad der har været fælles for denne runde af film, så springer det mig i øjnene, at der har været 4 (det vil sige 40%) af filmene, som var biografiske eller autobiografiske. Det sælger at tage fat i virkelige personers liv og fortælle deres historier, godt shinet op med smukke skuespillere, god musik og æstetisk skønhed. Som jeg dog var inde på i anmeldelsen af Finding Neverland, så bliver en film dog ikke god af at være autentisk, det var The Aviator et godt eksempel på. De 4 film er The Aviator (kedelig), Jarhead, Cinderella Man og Finding Neverland, der handler om Howard Hughes (filmmager og flydesigner), Anthony Swofford (mindre kendt marinesoldat), James Braddock (bokser under depressionen) og James M. Barrie (forfatteren til Peter Pan).

Et gennemgående tema har været, hvad social nød kan have af betydning på det individuelle plan. Motivationen for Jim Hawkins i Treasure Planet er også at skaffe sin enlige mor nogle penge, hun kan bygge sig en kro for, da den første er brændt ned, og de helt reelt står med ingenting. På samme måde sidder Frank Bannister heller ikke for godt i det. Jarhead er lidt et eksempel på, hvilken betydning dårlige familieforhold, dog ikke specielt fattigdom, kan have for en ung mand, som motiveres til at joine regimentet. Fattigdom er derimod hovedtemaet i Fun with Dick and Jane, men den er selvfølgelig kun for sjov. Cinderella Man tager derimod konceptet seriøst.

I fremtiden kan man (stadigvæk) forvente en kommentar til klassikeren The Wizard of Oz, som jeg allerede har set lidt af. Insomnia har jeg også til gode. Her i weekenden investerede jeg desuden i Roman Polanski's Pianisten med Adrien Brody i hovedrollen, pudsigt nok også autentisk. Jeg har tilmeldt mig noget Digitarian, som i den første måned - indtil d. 7. marts for mit vedkommende - kun koster 35 kroner, og så skulle jeg endda få en gratis DVD med i købet, nemlig Crash med bl.a. Matt Dillon og Sandra Bullock, som kan prale af at ligge nr. 71 på IMDb med en brugervurdering på 8.4/10 (hvilket er flot, da der findes kun 70 film, som har scoret bedre). Gennem Digitarian, som er en lejeservice, regner jeg med at se Steven Spielberg's A.I., hvis koncept jeg er meget interesseret i, og så The Girl Next Door, som er med den okay pæne Elisha Cuthbert, og som jeg regner med kan levere lidt overfladisk, men god underholdning uden for mange mislykkede dramasekvenser.

Til dig, der kunne finde på at følge mine anbefalinger: God fornøjelse. :-)

(Tilføjelse 17/2 : Jeg bestilte i denne omgang The House of Sand and Fog i stedet for Spielberg's A.I., som så må vente til en anden gang. Grunden er, at The House of Sand and Fog kunne jeg aldrig finde på at købe, men vil frygtelig gerne se den, og så passer det bedre at skaffe sig den gennem denne lejeservice. For øvrigt har jeg nu modtaget min gratis Crash.)

Finding Neverland (2004)

2006-02-14T23:00:00.000+01:00

Finding Neverland, 2004.
Instruktør: Marc Forster.
Medvirkende: Johnny Depp, Kate Winslet, Julie Christie, Dustin Hoffman.

Efterhånden har man set Johnny Depp i mange forskellige skikkelser. Han har spillet alverdens forskellige særlinger, ikke mindst i Tim Burtons produktioner, hvor han både har været Edward Scissorhands, Willy Wonka (i Charlie og Chokoladefabrikken) og senest brudgom til Corpse Bride. Desuden leverede han en kraftpræstation som sarkastisk og sær forfatter i Secret Window, men særlig kendt er han nok for sin rolle som den charmerende Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean, vi snart kan vente os nogle fortsættelser til. Johny Depp er altså en mand med mange evner og talenter som skuespiller, denne gang er han dog mere afslappet og balanceret.

Han spiller skuespilforfatteren Sir James Matthew Barrie, der har lidt problemer med at finde den inspiration, det kræver, at skrive gode teaterstykker. En dag i parken finder han dog en ny inspirationskilde, en familie bestående af en enke, portrætteret af Kate Winslet, og hendes fire sønner, som han snart får et ganske særligt forhold til, og som han leger med og involverer i sine fantasier og historier.

Billedsiden af Finding Neverland er meget flot. Det er en lys og strålende film, positivt som Barrie's sind og farverig som hans historier. Den giver en stille og rolig indførelse i baggrunden for Peter Pan, ideen om ikke at ville blive voksen og om at flyve til "Neverland" ved at tænke glade tanker. Den er både rørende og flot, men en stille film.

De film, der virkelig synes at hitte i USA, er dem, som omhandler kendte mennesker og deres liv. Det var Cinderella Man og The Aviator også eksempler på, som begge er meget anerkendte og værdsatte. I år gøres det så med Capote og Walk the Line. Det sker lidt for ofte, at en film anerkendes, uanset om den er god, bare den opererer lidt med historiske facts og husker at gøre opmærksom på autenciteten i start og slut (det er Aviator et eksempel på). Finding Neverland hævder ganske beskedent at være inspireret af virkelige hændelser, og den er god, fordi den er stilistisk velfortalt og meget rørende. Så den kan anbefales, men vær som altid lige opmærksom på genren.

Cinderella Man (2005)

2006-02-14T14:45:00.000+01:00

Cinderella Man, 2005.
Instruktør: Ron Howard.
Medvirkende: Russel Crowe, Renée Zellweger, Paul Giamatti, Craig Bierko.

Cinderella Man er ikke en eventyrfilm. Den er heller ikke en film fyldt med overraskelser. Den er baseret på en rigtig historie, som sikkert har været overraskende, da den faktisk skete, men filmen som sådan ved man allerede, hvad handler om efter traileren. Den handler om en familie under depressionen, hvis far var bokser, men som fik taget sin bokselicens, men nogle år senere fik et fantastisk comeback og vandt verdensmesterskabet.

Denne historie er fortalt, så det varmer hjertet, og man sympatiserer stærkt med Russel Crowe i rollen som den ansvarsbevidste og godhjertede James Braddock, hvis kløgtighed på mange måder virker noget højere, end hvad jeg normalt vil tillægge boksere. Zellweger spiller også godt, selv om hendes figur ikke er særlig interessant. Den mest fængslende præstation i filmen er nok den, der leveres af Paul Giamatti, der spiller Joe Gould, Braddock's gode ven og velformulerede træner.

Historien er i historisk sammenhæng ganske interesant. Den fortæller nogle ting om depressionen, og om hvordan den ramte mange amerikanere. Alene det at familien fortyndede mælken med vand for at narre børnene får én til at tænke lidt over tilværelsen. Og det at sønnen stjæler en pølse hos slagteren, og måden Braddock og andre fik arbejde på... Det er alt sammen meget sigende og løfter filmen.

Ron Howard er en dygtig instruktør, der kan lave flere forskellige slags film. Det er en sjov tanke, at han også stod bag børnefilmen, How the Grinch Stole Christmas. Jeg vil dog specielt huske ham for A Beautiful Mind (på dansk: Et Smukt Sind), hvor han også var assisteret af manuskriptforfatteren, Akiva Goldsman, som også har arbejdet på denne. De samme filmskabere er netop nu i gang med at bringe den meget populære The Da Vinci Code af Dan Brown til lærredet. De virker til at have sans for gode historier, virkelige såvel som fiktionære.

Cinderella Man er en god film. Selv nød jeg faktisk også boksesekvenserne (mod al forventning), som også bevarede en god del af det dramatiske aspekt i form af glimt og flash backs, der fik en følelsesmæssigt involveret i kampen. Filmens store plusser er Paul Giamatti og skildringen af de sociale forhold under depressionen. Jeg tror, det er meget få, der decideret ikke ville kunne lide den her.

Fun with Dick and Jane (2005)

2006-02-12T23:55:00.000+01:00

Fun with Dick and Jane, 2005.
Instruktør: Dean Parisot.
Medvirkende: Jim Carrey, Téa Leoni, John Michael Higgins, Alec Baldwin (men ik credited på IMDb??).

Kritikerne bryder sig vist ikke om denne film og heller ikke særlig mange brugere på IMDb, hvor den må tage til takke med 5.8 lige nu (ud af 10). Selv så jeg den i Imperial i København. Vi gik glip af de første par minutter på grund af nogle problemer med billetterne, men vil alligevel rose ekspedienterne i Imperial for deres tackling af en lidt uheldig situationen, men ris til deres skidedårlige billetsystem. Men tror ikke jeg gik glip af særlig meget.

Forventningerne til denne komedie var altså ikke vildt store, men det gør jo ikke så meget, for jeg synes faktisk, at den var rigtig sjov. Der er mange vellykkede vittigheder. Der er færre fysiske gags af den art, som har gjort Jim Carrey kendt. Det er godt at se, at den hele vejen holder det useriøse niveau og ikke forsøger på at glide over i noget lidt mere seriøst drama på noget tidspunkt som så mange komedier ellers forfalder til.

Et væsentligt kritikpunkt fra min side er slutningen. Selve historien mangler et suverænt klimaks, og selv om man godt kan mærke, når den er ved at være slut, så er man alligevel lidt skuffet over, at den ikke kulminerede med noget mere. Konfrontationen med "skurken" spillet af Alec Baldwin (selv om han ikke på IMDb er sat i forbindelse med filmen af en eller anden grund) er simpelthen for kort og for let. Var det bare det?

Men det rykker nu ikke ved, at der var rigtig mange gode grin i denne film, og jeg vil derfor anbefale den til god hygge. Det er Jim Carrey på et mindre overdrevet niveau, og de, som normalt synes, han er "for meget" i form af Ace Ventura (1,2), Cable Guy og Bruce Almighty, vil kunne lide ham i denne film, mens en stor skare nok vil mene, at han er for kedelig.

Godsend (2004)

2006-02-11T19:00:00.000+01:00

Godsend, 2004.
Instruktør: Nick Hamm.
Medvirkende: Greg Kennear, Rebecca Romijn, Robert De Niro.

I onsdags havde vi de to sidste engelsktimer før den stundende højtid, vinterferie. Det fejredes med en god film og kage. Eller det var så planen, men filmen var ikke god. Planen var, at den skulle falde i tråd med nogle af de tekster og artikler, vi har læst om kloning i lys af Aldous Huxley's berømte bog, Brave New World. Problemet er, at Godsend ikke går etisk i dybden med klonteknologi, den bliver mod al forventning overnaturlig og leger med det metafysiske, samtidig med at den prøver at forklare lidt om genetisk risiko.

Handlingen virker først meget god. Et ægtepar, ægtemanden er biologilærer, bor i et kvarter med meget kriminalitet og mister deres søn i en bilulykke. Kort efter begravelsen kontaktes de af en læge, en genforsker, der portrætteres godt i form af Robert De Niro, som har et specielt tilbud: Han vil klone deres søn. Moderen insemineres, hun føder, barnet vokser op og fylder otte år. I tiden efter det tidspunkt, hvor han døde (altså første gang), bryder helvede løs.

Dens forsøg på at være uhyggelig irriterer mig. Filmen blev kedelig og intetsigende. Den engagerer sig ikke i den etiske diskussion og leverer ikke et bud på risici ved kloning, som kan tages seriøst i en given diskussion. Historien kompliceres hen mod slutningen og gøres på den måde endnu mere uvedkommende. Selv The 6th Day med Schwarzenegger havde mere intellektuelt at byde på, og her snakker vi altså Schwarzenegger-film!

Hermed ingen anbefaling. Personligt stemte jeg for, at vi skulle se THX 1138. Som futuristisk drama tror jeg (uden at have set den), at den havde været mere relevant for vores emne i engelsktimerne. Desværre måtte jeg tage til takke med dette usammenhængende lort med verdens kedeligste slutning.

Jarhead (2005)

2006-02-10T00:08:00.000+01:00

Jarhead, 2005.
Instruktør: Sam Mendes.
Baseret på selvbiografi af Anthony Swofford.
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Peter Sarsgaard, Jamie Foxx.

Welcome To The Suck. Sådan lyder denne films gode tagline. Filmen skildrer i al sin enkelthed, hvordan der er i sølet, altså i Iraks ørken, hvor en flok unge soldater bare venter på endelig at få lov at knalde nogle irakersvin. Filmen er som så mange andre film baseret på en bestseller. Jeg så den med nogle kammerater, der alle sad og ventede på krig og action som set i Saving Private Ryan og We Were Soldiers. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var sådan en film, men mine kammerater måtte skuffede forlade biografen.

Filmen begynder først og fremmest humoristisk. Så glider den langsomt over i den hårde realisme. Personkarakteristik er et godt nøgleord i denne film. Der er ikke mange kendte skuespillere i den, og de unge talenter er absolut filmens styrke - og humoren. Jake Gyllenhaal, der har hovedrollen og er den levende fortæller, har tidligere vist sit talent i den sære, men interessante Donnie Darko. For tiden er han i øvrigt kommerciel med Ang Lee's romantiske bøssewestern, Brokeback Mountain, der står nomineret til en stribe oscars (vist også til Gyllenhaal). I denne film spiller han suverænt, men jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at sætte fingeren på, hvad ham Swofford var for en, dels fordi han har dårlige familieforhold, og fordi han på et tidspunkt i filmen handler ufattelig irrationelt (du vil forstå hvad jeg hentyder til, når du har set den). Men for at forstå ham helt, må man nok læse bogen.

Jarhead er på mange måder en flot film, ligesom Road to Perdition, der også var Sam Mendes' værk. Desværre er instruktøren ikke vild med tjansen, og han siger, at han ikke vil lave (særlig mange?) flere film. Surt show. Én ting er, at den rent visuelt er en pryd for øjet, hvis man ser bort fra al pornografien. En anden ting er, at historien i sig selv er meget godt bygget op. Den har i fortælleform lighed med Road to Perdition i og med, at hovedpersonen samtidig er fortæller og starter og slutter samme sted. Tyder lidt på mangel på fantasi, men egentlig fungerer det meget godt.

Du bør se filmen. Og ja, med de rette forventninger er den en god film i biffen. Det er komedie og drama, man kunne fristes til at kalde det "sjov seriøsitet" eller med et godt ord "tragikomisk". Det største problem med denne film er, at den giver sig ud for at være til unge, og den klarer dette, hvad angår humoren, men den går ned på actiondelen. Kan du dog undvære dette element, så vil du måske synes om den. Det gjorde jeg.

Dogma (1999)

2006-02-05T18:17:00.000+01:00

Dogma, 1999.
Instruktør: Kevin Smith.
Medvirkende: Ben Affleck, Matt Damon, Alan Rickman, Linda Fiorentino, Chris Rock.

Nej! Hvad skete der? 120 dyrebare minutter af mit liv forsvandt lige juks ud i ingenting, og så nød jeg det ikke engang! Lad dette være min første subjektive kommentar til dette makværk, jeg var så dum at lade sig folde ud i min DVD-afspiller. Det værste var, at jeg endda så lortet til ende med et spinkelt håb om, at der måske kunne komme noget sjovt ud af det.

Dogma er den kristne terminologi proppet i en blender sammen med nogle hedenske og katolske myter, ukendte popkulturelle referencer og så lidt blod og lort og en masse brug af ordet fuck, hvorefter nogen har tændt for blenderen, hældt det i glasskåle og serveret det, som var det faktisk en dejlig dessert. Lad det stå klart, at jeg har ikke det store imod, at man tager kristendom og digter videre på det i en sådan sammenhæng. Filmen lægger endda ud med at sige, at deres eneste ærinde med filmen er at skabe en syg fantasy-komedie. Men universet, de skaber, er usammenhængende og rodet - og det er pjattet, men ikke humoristisk på nogen måde.

Det er bare ikke sjovt, at Chris Rock (verdens elendigste skuespiller) er den 13. apostel, som ikke blev nævnt, fordi han var sort. Det er ikke sjovt, at engle er blevet skabt uden kønsorganer. Og at Gud i virkeligheden er en dame, den joke var meget bedre, da jeg hørte Ellen DeGeneres bruge den i et show, hvor den faktisk virkede. Men alt respekt skal i denne sammenhæng gå til sidste års Constantine, der på samme måde voldtog kristendommen, men hvor produktet faktisk både var en sammenhængende og en yderst komisk historie, der til forskel fra denne fik mig til at grine (selv om den egentlig ikke var en komedie).

Men dette er så det, man må regne for Hollywoods fast food. Det forholder sig sådan med cheeseburgers, at der er intet godt i dem, men de smager godt. Problemet med dette fast food er, at det heller ikke smager godt, men det skyldes jo nok også til dels mine smagsløg. Den er et resultat af tre gode venners humor og kreativitet, nemlig Matt Damon, Ben Affleck og Kevin Smith. Smith medvirker i filmen og er en af de bedre. Disse tre gutter har pudsigt nok også haft arbejdet sammen for at skabe et seriøst produkt, nemlig det prisbelønnede drama, Good Will Hunting, som Affleck og Damon udformede manuskript til og begge medvirkede i. Smith var her co-producer, og jeg har svært ved at få det til at hænge sammen, når man ser, at han også er manden bag den dybt useriøse Clerks (1, 2 og tv-serien), som nok heller ikke er noget for mig.

Du er måske typen, der ville finde Dogma morsom. Personligt fandt jeg den ikke morsom. Jeg fandt den heller ikke usmagelig, fordi jeg er kristen eller noget. Den værste form for blasfemi, der findes, er jo nok den sjove, og derfor må Dogma siges at være rimelig harmløs, for den var ikke ligefrem sjov, kun lang og fyldt med intetsigende sludder.

The Machinist (2004)

2006-02-04T22:49:00.000+01:00

The Machinist, 2004.
Instruktør: Brad Anderson.
Manuskript: Scott Kosar.
Medvirkende: Christian Bale, Jennifer Jason Leigh, Michael Ironside, Larry Gilliard Jr..

Jeg er ikke sikker på, hvor meget eller hvor lidt jeg skal skrive om denne film. På Internettet associeres den ofte med Memento, en genial psykologisk thriller af Christopher Nolan, der pudsigt nok har fundet sammen med Christian Bale sidenhen (de har bl.a. lavet Batman Begins sammen, og i fremtiden kan vi så vente os The Prestige fra deres side). Christopher Nolan var dog ikke tilknyttet dette projekt, og det kan jo være både godt og skidt. Faktum er, at The Machinist rent fortællemæssigt har nogle klare styrker, men den mangler lige det sidste krydderi, der ville løfte den op på niveau med Memento.

Visse dele af plottet er ganske forudsigelige, og jeg tror, det gør sig gældende for alles vedkommende. Den følger simpelthen et mønster, som vi har set mange gange. Det er ikke engang en spoiler, hvis jeg skriver, at han selv er hele problemet. Det er faktisk rimelig åbenlyst fra start af. Spørgsmålet er så, om det er meningen, at dét skal være overraskelsen, eller om det i højere grad drejer sig om, at vi skal finde ud af, hvad han fejler. Svaret er det sidste. Vi ved, han har søvnmangel, at han har spiseforstyrrelse af en art, og at han har problemer med at huske ting og derfor hele tiden skriver huskesedler til sig selv. Det, der er mysteriet, er, hvordan han er kommet ud i denne ekstreme tilværelse.

Christian Bale er en fantastisk skuespiller, muligvis en af de bedste. Det er selvfølgelig et plus, at han er villig til at dedikere sig så meget til en rolle, at han faktisk risikerer sit liv ved at sulte sig op til optagelserne af denne film (næsten 30 kg!). Det er et noget andet offer end f.eks. Natalie Portman's afkald på sit hår op til V for Vendetta for nu at sammenligne - eller Sylvester Stallone, der måtte tage 18 kg på før optagelserne til Cop Land. En anden ting er, hvordan Bale i denne rolle som en person, der er socialt isoleret, både kan udstråle en vis charme og et vist vanvid. Hans blik, de stirrende øjne og den skepsis eller det syrede smil, han kan male frem gør her hans præstation genial. Vi så også lidt af det i Batman Begins, hvor han tilføjede Batman-karakteren den psykologiske dybde, som var nødvendig for at genoplivelsen af figuren kunne lykkes. Jeg er spændt på at se, om Bale så var lige så god i American Psycho, som jeg må og skal se på et eller andet tidspunkt. Og så er jeg i øvrigt spændt på den kommende Rescue Dawn, han har hovedrollen i.

Men tilbage til The Machinist. Anbefaler jeg denne film? Hvis du er til mystiske pykologiske thrillers, så vil jeg sige, at den er et udmærket bud. Som allerede sagt, så hamler den ikke op med Memento, men hvilken film gør det? Denne film udmærker sig på, at den er meget stemningspræget, at Christian Bale er eminent, og at man godt kan tænke lidt over den bagefter. Jeg har i hvert fald ikke regnet historien helt ud, eller måske har jeg, men sidder bare tilbage med de punkter, hvor den ikke holder helt vand. Det må du selv afgøre, når du har set den - så kom tilbage og læg en kommentar.

The Frighteners (1996)

2006-02-01T17:51:00.000+01:00

The Frighteners, 1996.
Instruktør: Peter Jackson.
Medvirkende: Michael J. Fox, Trini Alvarado, John Astin, Jake Busey.

Efterhånden kender folk navnet på Peter Jackson. I det hele taget er der ved at ske en udvikling, folk er faktisk ved at opdage, hvem der laver filmen, og ikke blot hvem der er med i dem. Men Peter Jackson har lavet Ringenes Herre (1, 2, 3) og King Kong. Det pudsige er, at disse kæmpestore produktioner ikke alene er det største, han har lavet - det er det eneste store, han nogensinde har lavet. Før det lavede han små billige splatterfilm, som udover at være ufatteligt ulækre, også er ufattelig sjove. Det gælder i hvert fald for Braindead, som er den eneste, jeg har set. The Frighteners, der lige er blevet udgivet her sidste år i en ny forlænget specialudgave, er så, hvad han selv vil beskrive som den glidende overgang mellem de små splatterflicks og den store midgårdsproduktion.

The Frighteners er en underholdende actionkomedie fyldt med special effects. Det virker ikke så overdrevent i dag, som det har virket i 1996, da mange film har overgået den siden, men man kan tydeligt mærke gennem filmen, at man dengang fascineredes dybt af de muligheder, den nye teknologi åbnede op for. Men visuelle effekter kan ikke bære en film.

Det kan Michael J. Fox derimod! Han bar for eksempel Greedy, en komedie om at score en rig onkels gunst. At han kan gøre det er dog ikke en garanti for at han gør det i alle film. Hans rolle i The Frighteners er faktisk ret kedelig og ubetydelig. Hændelserne sker bare omkring ham, nærmest. Too bad, men har på fornemmelsen, at Michael J. Fox bare skulle sælge filmen i en eller forstand. Desuden var det vist under denne film, hans parkinson var ved at blive slem.

Frighteners satser i højere grad på alle de andre figurer, der alle bidrager lidt til galskaben. Spøgelserne er ikke skræmmende, de er bare mere eller mindre freaks alle sammen, og nogen af dem er da også vældig komiske. Derudover, så er der én af dem, der godt kan lide at slå folk ihjel for sjov. Filmens absolutte svaghed er netop historien, at den onde fra start af præsenteres som motivløs. Han slår kun ihjel for at dræbe. Forvent ikke en intelligent thriller på dét punkt.

Jeg vil anbefale The Frighteners til dem, der godt kan lide lidt uhygge og galgehumor, men jeg syntes faktisk, at Braindead var sjovere (og sortere), om end meget mere blodig. Ved siden af Ringenes Herre er den selvfølgelig ikke at regne for noget som helst, men på flere punkter kan den efter min mening sagtens hamle op med King Kong.

Kommentar: Tjek TV-guiden.

2006-01-28T20:26:00.000+01:00

Jeg skal ikke påstå, at jeg sådan generelt er trendsættende eller noget... Men jeg synes, at de film, jeg anmelder her, har det med at dukke op på Tv ganske kort tid efter, at jeg anmelder dem.

For eksempel anmeldte jeg Road to Perdition, det varede ikke særlig mange dage, før de sendte den på (tror det var) TV2. I går sendte de så Beverly Hills Cop, og her til aften slog jeg om på Disney Channel og fandt Treasure Planet, som jeg så i går (den er lige sluttet, og lige nu kører rulleteksterne).

Heldigvis har jeg ikke lige haft investeret i nogen af dem. Beverly Hills Cop var ikke min, Treasure Planet er mine kusiners, og den var desuden langt at foretrække at se på DVD med surround og engelsk tale (ja, hvem vil dog undvære lyden af Niles fra Frasier også kendt som David Hyde Pierce?). Road to Perdition købte jeg så for lææænge siden for en hund i Bilka.

Men altså, hvis du får lyst til at se en af de film, jeg anmelder, så lad være med først at kigge på DVD-markedet. Start med at tjekke en TV-guide, for hvis den er fra før 2003, så viser statistiskken, at der er en vis chance for, at den dukker op. Selv plejer jeg at bruge TV2's guide. DR har vist også en udmærket guide, men TV2's er bedre.

The Aviator (2004)

2006-01-28T19:41:00.000+01:00

The Aviator, 2004.
Instruktør: Martin Scorsese.
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Kate Beckinsale, Cate Blanchett, Alec Baldwin.

Nu ved jeg, hvem Howard Hughes var. Han var en rig fyr, der havde en masse oliepenge, som han brugte på at lave film og flyvemaskiner. Derudover, så havde han en masse damer, og så var han sygelig perfektionistisk, og med mit 11-tal i psykologi spottede jeg allerede ved filmens begyndelse, at han havde noget OCD, som selvfølgelig blev værre, som filmen skrider frem. Udover den viden som filmen nu har givet mig om The Aviator, så gav den mig ikke noget.

Skuespilpræstationerne er gode. DiCaprio er rigtig god, og det er de to damer (Beckinsale og Blanchett) også - jeg genkendte i hvert fald Katharine Hepburn i Blanchetts præstation, og det er store sager, når jeg ikke kan huske at have set en eneste af hendes (Hepburns) film. Det er jo længe siden. Men netop DiCaprio plejer jo at imponere, sidst jeg så ham var i The Basketball Diaries, hvor han var suveræn, men sikke en hård film. Missede dog de første 10 minutter, så valgte ikke at anmelde den her på siden.

Men hvor præstationerne er filmens styrke, så er underholdningsværdien dens absolutte svaghed. Jeg syntes, at den var megakedelig og ufattelig langtrukket, og den eneste grund til at jeg så den færdig var vel, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvor ufattelig lang den er, og så det faktum, at den har vundet 5 Oscars. Men som vi jo har erfaret en del gange, så er Oscars sjældent en kvalitetsgaranti, i hvert fald ikke denne gang.

For nylig var jeg så ved at se den anden (eller den første) film, Dicaprio og Scorsese lavede sammen: Gangs of New York. At jeg så ikke fik set mere end 10 minutter af den var, at jeg så opdagede, at den varede hen mod 3 timer, altså at den var så lang, at den ikke kunne være på én DVD. Efter denne langtrukne oplevelse føler jeg ikke større for at se den, heller ikke den næste de laver sammen, som kommer til at hedde The Departed.

Jeg er ikke typen, der skal have action eller stunts eller special effects for at se en film. Men det ville hjælpe på det, hvis ikke filmen varede tre timer, tror jeg. Så vil jeg anbefale denne film? Nej, det er livet simpelthen for kort til, og jeg har hermed gjort dig en tjeneste. Og lad så være med at kigge efter de Academy Awards, de tæller ikke for noget! (lige så meget sagt til mig selv som til dig)

Treasure Planet (2002)

2006-01-27T18:32:00.000+01:00

Treasure Planet, 2002.
Instruktører: Ron Clements, John Musker.
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, David Hyde Pierce, Martin Short.
Baseret på bog af Robert Louis Stevenson.

Her i eftermiddags besluttede jeg mig for at gense den sidste og efter min mening stærkt undervurderede tegnefilm fra Walt Disney Pictures. Filmen floppede, og den blev Disney's tegnestudiers endelige død. Det skyldes dog ikke, at filmen er dårlig eller noget i den stil, men den kom frem på et forkert tidspunkt. Efter Star Wars II, som havde været der få måneder inden, følte biografgængerne nok et mindre behov for actionfyldte rumeventyr, desuden skulle Treasure Planet hamle op med Harry Potter 2 og Lord of the Rings: The Two Towers. Og let's face it, tegnefilm har ikke haft succes siden The Prince of Egypt, fremtiden ligger i 3D-filmenes hænder.

Det ændrer dog ikke på, at Treasure Planet er en god og vellykket disneyfilm, der har lidt af det hele, og som kan ses af både børn og voksne. Pinligt nok, så er jeg ikke særlig familiær med klassikeren, som filmen er baseret på, men plottet, som denne film præsenterer det, tager jeg hatten af for. Ikke at der er noget nyt i, at der engang var en pirat, som gemte en skat, som man så kunne have lyst til at finde - den del af det er heller ikke det mest interessante ved historien. Det, der gør filmen interessant, er personerne og forholdene, der for en gangs skyld ikke er useriøse og overfladiske som i så mange andre tegnefilm. Selv skurken i historien har en ekstra dimension, hvilket må siges at være noget usædvanligt for en tegnefilm.

At filmen så er en pryd for øjet, at den er meget humoristisk, at den har nogle kreative actionsekvenser, og at lydsiden er helt i orden er naturligvis også medvirkende til, at filmen var en god oplevelse. Måske man hellere skulle have set den end Harry Potter 2 dengang i 2002, men det vidste man jo dårligt nok dengang. Forventningerne var da heller ikke store efter Atlantis, der var både kedelig, dybt uoriginal og uden et spor af følelse.

Dagens pointe på Dorland Film: Treasure Planet kan varmt anbefales.

Kommentar: 20 film i databasen!

2006-01-25T20:21:00.000+01:00

Som jeg sagde, da jeg så tilbage på bloggens første 10 film, så vil jeg komme med sådan en kommentar som denne for hver 10. film.

Nr. 11-20 har så været:

Metro (1997)
My Boss's Daughter (2003)
Mr. & Mrs. Smith (2005)
Beverly Hills Cop (1984)
Basic (2003)
Road to Perdition (2002)
Blade: Trinity (2004)
Napoleon Dynamite (2004)
A Bug's Life (1998)
The Forgotten (2004)

De første 10 film var generelt bedre, så nu må vi bare krydse fingre for nr. 21-30.

Denne rundes nedtur var Basic, som skuffede mig dybt, ikke mindst på grund af Samuel L. Jackson, som er glimragende skuespiller, og det ellers så gode koncept.

Denne rundes optur var Road to Perdition efterfulgt af den suveræne A Bug's Life.

Skal jeg levere et overordnet indtryk af de sidste ti film, så vil jeg sige, at det har stået i pistolen og komediens tegn. Det har været komedier, actionfilm og så enkelte mindre vellykkede cocktails af begge dele. Måske det i virkeligheden har været derfor, jeg ikke har haft det så godt med disse film, som jeg havde det med de første 10 - simpelthen fordi det ikke er mine favoritgenrer. Jeg tror dog, det vil fremgå af mine anmeldelser, at det ikke er tilfældet.

Det er lidt pudsigt, at jeg stadig har The Frighteners til gode (og The Wizard of Oz, hvis man tæller den med). Det skyldes, at jeg endnu ikke har haft chancen for at sætte The Frighteners på den computer, jeg har tilkoblet surround sound. Den chance får jeg i weekenden, så må vi se, om jeg griber den. Derudover, så har jeg investeret i Christopher Nolans Insomnia og Brad Andersons The Machinist med Christian Bale i hovedrollen. Så der er lidt at se frem til. Spørgsmålet er så, om de bliver blandt de næste 10 film, men en eller to af dem bliver jo nok.

Metro (1997)

2006-01-25T13:51:00.000+01:00

Metro, 1997.
Dansk titel: Farliere end Politiet Tillader.
Instruktør: Thomas Carter.
Medvirkende: Eddie Murphy, Michael Rapaport, Denis Arndt.

Som jeg var inde på, da jeg for nylig kommenterede Beverly Hills Cop (Frækkere end Politiet Tillader), så er Eddie Murphy ikke længere, hvad han har været. Hans position som verdens sjoveste nigga (kærlig ment) er blevet snuppet af Will Smith. Begge har de dog forsøgt at lægge det sjove lidt fra sig ved at gå over til mere seriøse actionfilm. Smith gjorde det med I, Robot, som blev en succes. Murphy gjorde det i denne, som blev en nedtur.

Man kan så sige, at den danske titel absolut heller ikke hjælper på det med sin antydning af, at det her er noget a la Beverly Hills Cop, som levede på Murphys karisma. Denne forventning tørrer måske i høj grad glimmeret af denne film. At den danske titel så heller ikke passer det mindste på historien er så noget andet, jeg kunne kritisere. Måske det er de samme mennesker, der har beskrevet plottet bag på DVD-coveret. Vedkommende har i hvert fald ikke set filmen.

Jeg er ikke så meget til actionfilm. At biler smadres, kvinder skriger, at pistoler affyres, at mænd kaster sig ud fra ting i høj fart ... Det fascinerer mig bare ikke i sig selv. Det, jeg selv vil kalde kreative stunts, som man har set det i eksempelvis Indiana Jones, kan dog godt fange min interesse. Det er den slags, hvor Harrison Ford falder ned foran den store varevogn, glider ind under og svinger sig op bag på den og kaprer den. Men den slags alternative, originale indfald ser man ikke i denne film, tværtimod.

Men nu vil jeg så forsøge at sige nogle gode ting om den. Jeg kunne rigtig godt lide de første 12 minutter. Vellykket psychopat de har til at spille skurkerollen (Michael Wincott). Ja, i øvrigt også en sød hund, der er med. Og Murphy's fritz er for sej. Cool at se en film, hvor mesterens lærling for en gangs skyld ikke er total noob, men tværtimod cool SWAT-fyr med hjernecellerne i behold.

Men så kan jeg vist ikke trække den meget længere. Denne film bidrog mest af alt til min følelse af, at det efterhånden er alt for længe siden jeg sidst så en nogenlunde god film. Men mon ikke jeg kan finde mig en her i weekenden ...

My Boss's Daughter (2003)

2006-01-23T23:19:00.000+01:00

My Boss's Daughter, 2003.
Instruktør: David Zucker.
Medvirkende: Ashton Kutcher, Tara Reid, Terence Stamp.

Det er måske næsten synd at starte dette indlæg med et link til filmens IMDb-profil, hvor brugerne giver den sølle 4,1 ud af 10. Jeg syntes nu ikke, at den var så ringe. Den havde en del gags, som er set før i bedre stil, men Terence Stamp som sygelig perfektionistisk og excentrisk faderfigur til vores alle sammens babe, Tara Reid, det var altså ret skægt, hvis jeg må være så fri. En ugle på stoffer. En skidedum Carmen Electra, der bare går rundt i baggrunden og smadrer ting. En drug dealer, der tisser ud over det hele...

Indrømmet, filmen forsøger at appellere til laveste fællesnævner. Som stupid teenager på 19 år fangede den mig lige i det rette humør her til aften - og i det rette selskab. Det var meget sjovt, og jeg holdt hurtigt op med at hænge mig i detaljerne, der alligevel ikke betød noget særligt. Det svarer vel lidt til, at man en nat føler for at smide tøjet og løbe skrigende om huset (som jeg dog ik har gjort, men trangen melder sig af og til, don't tell my shrink).

Men ellers er der nok ikke så meget at sige. You get the (motion) picture. Jeg ser dog frem til næste gang, jeg får lov at se Ashton Kutcher i en seriøs hovedrolle som i The Butterfly Effect, hvor han virkelig rev benene væk under mig. Desværre må vi nok tage til takke foreløbig med hans små, barnlige gak-komedier.

Mr. & Mrs. Smith (2005)

2006-01-22T15:41:00.000+01:00

Mr. & Mrs. Smith, 2005.
Instruktør: Doug Liman.
Medvirkende: Brad Pitt, Angelina Jolie, Vince Vaughn.

Dette er en af den slags film, som næsten alle kan se med på. Der er lidt skyderi og Angelina Jolie til fyrene, lidt Brad Pitt og romance til pigerne. Så er der i øvrigt en smule humor, repræsenteret ved Vince Vaughn fra Dodgeball og Wedding Crashers. Brad Pitt er en drengerøv, fyre kan identificere sig med. Og Angelina Jolie har den girl-power, alle piger så gerne vil have, men som ingen har. Dette er altså en oplagt date-movie, og den solgte efter sigende også meget godt. Til gengæld så har den ikke så meget andet at byde på end det, hverken originalitet, plot eller et særlig interessant tema.

Okay, den har et sjovt koncept. Det er da ganske komisk at to lejemordere er gift med hinanden uden at vide, at de hver især er lejemordere, der arbejder for to rivaliserende virksomheder, og at de så lige pludselig står overfor at skulle udrydde hinanden. Dermed ligger landet parat til en masse jokes om ægteskab. Men rigtig sygeligt sjov synes jeg egentlig ikke den blev. Der var så også nogle tidspunkter, hvor den ikke skulle være det, men hvor den forsøgte at glide lidt over i romance/drama, men hvad det helt præcist skulle til for, forstår jeg ikke. Enten er det "sjovt" eller også er det dramatisk, da vel ikke begge dele?

Jeg havde bestemt mig for at se den, dels fordi så mange andre har set den, og fordi visse typer synes, dels på grund af Angelina Jolie, som jo er en vanvittig talentfuld skuespillerinde (mærk ironien). Der var da også en lille sekvens specielt dedikeret til os fyre, hvor hun går rundt i stramt læderkorset med pisk i hånden og tirrer en temmelig ynkelig fyr. Filmens højdepunkt var dog nok, da hun skulle holde en baby, hvilket er særlig morsomt, fordi Jolie har gjort sig kendt på at adoptere alverdens unger fra den tredje verden.

Filmen deler stort set genre med Ocean's Eleven fra 2001 (har ik set den gamle version). Den er tilsvarende overfladisk, sjov og romantisk, og de fleste vil kunne se den uden de store problemer, da der nok skal være et eller andet ved den, man bryder sig om. Både O11 og denne har været feriefilm for Brad Pitt's vedkommende, da hans roller ikke har været det mindste sofistikerede i forhold til, hvad man har set i film som 12 Monkeys, Seven Years in Tibet og (måske, kun fordom) Troy, hvor han har været fabelagtig. Man skal altså ikke forvente at se noget a la The Bourne Identity, som Doug Liman også stod bag.

Vil jeg anbefale den? Da jeg ikke deler stjerner ud, vil jeg sige det sådan her: Den er ikke værd at købe, den er ikke værd at leje, men den er da værd at se hos en kammerat, hvis da ikke man har planlagt noget særligt. Men husk at have popcorn eller andre snacks til - og sodavand. Det kan nemlig forbedre enhver film (med undtagelse af The Passion of the Christ og nogle få andre).