Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet (2005)

The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe, 2005.
Instruktør: Andrew Adamson.
Medvirkende: James McAvoy, Tilda Swinton, Liam Neeson.
Baseret på roman af C.S. Lewis.

Jeg havde store forventninger til denne længe ventede filmatisering af C.S. Lewis' berømte børnebog om fire børn, der finder en dør ind til landet Narnia, hvor en ond heks har skabt evig vinter, men aldrig jul. Men Aslan er på vej, og profetien om at alt ondt skal udslettes, og at fire menneskebørn skal være konger og dronninger af Narnia er på vej til at blive opfyldt. Andrew Adamson og crew har med et stort budget og moderne teknologi fået muligheden for at lave en film, der virkede langt stærkere og mere troværdig end BBC-versionen formåede.

Både religiøse troende og ikke-troende har vist interesse for filmen på forskellige måder. Visse ateistiske grupper har raset over filmen, også kendte mennesker som forfatteren Philip Pullman (forfatter til His Dark Materials, en lettere blasfemisk fantasy-trilogi, der nu også står overfor at blive filmatiseret) har været meget negative overfor produktionen. Der er en tendens blandt fanatiske ateister til at ville boykotte Narnia på grund af dens tydelige religiøse referencer. Nogen vil mene, at filmen lister religiøse værdier og dogmer ind af bagdøren på stakkels børn, der ikke forstår at forsvare sig mod den slags propaganda.

Min egen opfattelse af filmen er, at den ikke just er lavet med det formål eller det ærinde. Den er dog tro mod bogen, og når Aslan snakker, så pakker han det ikke ind, når han fortæller om Deep Magic og "kræfter, der bestemmer godt og ondt og styrer vores skæbner". Temaet om synd og skyld og offer bliver ikke pakket ind, listet ind af nogen bagdør til små børn, der ikke kan forsvare sig. Der bankes tværtimod på hoveddøren, og de bibelske referencer er helt tydelige og ikke på nogen måde forførende, manipulerende eller styrende af det ubevidste. Børn vil opfatte det som eventyr og vil næppe tænke dybere over Aslans små visdomsord, mens folk, der er blevet konfirmeret (langt størstedelen af den danske befolkning), burde kunne se referencerne.

Skal man se på filmen for hvad den primært er, altså en god, festlig familiefilm med masser af handling og farver, så er det ikke noget under, at den klarer sig så godt globalt. Efter min mening overgår den på stort set alle punkter samtlige Harry Potter-film, fordi den kender sin målgruppe. Det er en børnefilm, der er masser af krig og kamp og flugt, som små drenge sikkert kan lide, men til gengæld er der faktisk ikke en dråbe blod undervejs. Til pigerne er der en stor sød bamseløve og nogle sjove talende bævere og sikkert noget tøj, de vil synes er flot (eller sådan noget, how would I know?).

Samtidig så er filmen aldrig barnlig. Der er ingen små barnlige gags, vi som voksne mennesker bare sidder og ryster kedsommeligt på hovedet af. Den er pædagogisk korrekt. Modsat Harry Potter, der bryder alle regler og efterfølgende belønnes (flyver på sin kost uden at have fået lov, belønnes ved at blive sat på Quidditch-hold). I denne fortælling er den ene bror Edmund den uartige dreng, Edmund får dog lov at mærke resultatet af sine ugerninger.

Top point til denne film, hvad det så end vil sige. De sidste par gange jeg har været i biografen har jeg haft set Harry Potter 4 og King Kong, men der er ingen tvivl om, at dette nok har været den bedste biografoplevelse - muligvis i år, kan ikke huske om jeg så noget lige så godt i begyndelsen af året, men jeg tvivler... Det skulle da lige være Star Wars III, som også var en stor oplevelse.