Mars Attacks! (1996)

Mars Attacks!, 1996.
Instruktør: Tim Burton.
Medvirkende: Jack Nicholson, Pierce Brosnan, Natalie Portman, Danny DeVito (og mange andre!)

Jeg var dybt fascineret af denne film, da den først kom frem. Dengang var jeg vel 9 år gammel, og det, der nok mest fascinerede mig ved den, var alle effekterne og de tegneserie-agtige rumvæsner. Jeg kunne dog ikke rigtig forstå, hvem af menneskerne jeg skulle holde med eller relatere til, for de døde jo én efter én! Sagen er den, at dengang fattede jeg ganske enkelt ikke filmen.

Jeg tog den alt for seriøst, og jeg tror ikke rigtig, det fes ind, at det var en komedie. Måske fordi den er en parodi, og fordi humoren ikke kom til udtryk på den måde, jeg var vant til. Det er jo ikke jokes med punch-lines, det sjove er selve historiens absurditet. Filmen gør grin med Hollywood, med gamle alien-invasion produktioner, med de idealistiske filmhelte og mediefigurer og de gamle i Det Hvide Hus, der skal forestille at have styr på hele verden. Filmen tager intet alvorligt, men afbilleder det med en tendens, der er typisk for amerikansk filmskabere, men hvor andre film går lige til kanten, tøver denne film ikke med at springe udover. Det er kliché på kliché, men det er med vilje.

Jeg kan forestille mig, at Tim Burton har siddet og tænkt: "Okay, vi laver en historie om en masse aliens, der kommer i verdens mest typiske flyvende tallerkner, tilsætter en masse gode skuespillere med flade og komiske roller, enten som hippie, Las Vegas-fidus, naiv politiker, fisefornem adelsdame, juletræspyntet talk show-vært eller en senil og smilende oldsag, og så ser vi ellers hvor langt vi kan køre vanviddet ud." Resultatet er denne film, som er så overdrevet, så absurd og så tragikomisk, at de fleste nok vil stå af.

Nogen vil nok finde den ubegribelig morsom, men jeg tror, at de fleste vil sidde og ryste på hovedet uden at kunne forstå, at det er meningen, man skal grine. Nogen gange er jeg selv i humør til den slags gags, andre gange trænger jeg til noget med kød på, og så er en film som denne virkelig dødens pølse. Det hjælper måske lidt på forståelsen, hvis man kender Tim Burton som filmskaber og har set, hvad han ellers har fået stykket sammen af mærkelige, men underholdende film gennem tiderne, f.eks. Edward Scissorhands, Big Fish og Charlie and the Chocolate Factory. Én ting er sikkert, han er alternativ, og det er denne film også.