15.7.06

One Hour Photo (2002)

One Hour Photo, 2002.
Instruktør: Mark Romanek.
Medvirkende: Robin Williams, Connie Nielsen, Michael Vartan, Gary Cole, Eriq La Salle.

I almost feel like "Uncle Sy!" Når ens eneste familie er en lille rådden fugl, er det næsten forståeligt, at man forsøger at opbygge forhold til sine kunder. I fotofyren Sy Parrish' tilfælde synes hans ensomhed dog at have bragt ham ud i det sygelige. Når familien Yorkin fremkalder billeder, så sørger han for også lige at fremkalde et sæt til sig selv. Han smiler og er venlig overfor Nina Yorkin og giver et gratis kamera til hendes søn i fødselsdagsgave - og ønsker i sit stille sind, at han måske kunne være mere for familien end bare fotofyren fra supermarkedet. Tænk, hvis han var en del af familien, hvis de var hans familie. Og langsomt går Parrish ind og blander sig lidt mere, end familien kunne ønske sig.

Robin Williams har efterhånden spillet mange roller, for det meste med en komisk side, der passede til hans virkelige stand-up gemyt. I denne film ses han dog i en mindre charmerende rolle som den mystiske fotofyr, som man ikke ved, man har med sikkerhed. Filmen vil normalt karakteriseres som en psykologisk thriller, og med rette, men jeg får også lyst til at kalde det en gyser - ikke fordi man bliver bange, chokeret eller skriger i rædsel undervejs, men man gyser op til flere gange, når man ikke krummer tæer, primært fordi Robin Williams gør et godt stykke arbejde for at præsentere en figur, der både kalder på afsky og sympati.

One Hour Photo er langsomt fortalt, og der er ikke meget handling i den, til gengæld har den en psykologisk dybde, man ofte savner i den amerikanske thrillergenre. Filmen står stærkt som sin egen interessante fortælling, hvor dialogen er gennemført og præstationerne gode. Alligevel, så er den ikke interessant nok. Man føler ikke for at se den igen for at lægge mærke til detaljer, og selv om historien gjorde indtryk, så virker den mærkeligt dunkel, som om dele af den kræver dybere analyse, for at man kan nå til en egentlig forståelse - måske af noget, som man egentlig ikke burde forstå, men som blot skulle fodre sanseapparatet. Denne tvivl gør, at jeg ikke føler det helt rimeligt at give den mere end 3 stjerner, disse er til gengæld mere end velfortjente.