Spider-Man (2002)

Spider-Man, 2002.
Instruktør: Sam Raimi.
Tegneserieforfatter: Stan Lee, Steve Ditko.
Medvirkende: Tobey Maguire, Kirsten Dunst, James Franco, Willem Dafoe.

The one thing they love more than a hero is to see a hero fail. Spider-Man er unik. Det var den ene tegneserie, jeg personligt bare ventede på, at nogen ville filmatisere. At dømme ud fra box office rekorderne, så var der mange, der havde det ligesom mig. Spider-Man kan lave spind, i filmen endda uden brug af hjælpegrej, og han kan klatre og svinge sig, og så er han utrolig stærk. Bag masken gemmer sig en dreng, der altid vil være en dreng, selv om han er voksen, og så har han et temmelig alvorligt crush på Mary-Jane. Og så har han en masse venner, der har det med at gøre noget, som forvandler dem til hans fjender - et mønster, som går igen gennem hele serien. Mest interessant er det dog efter min mening, at Spider-Man ikke bare kæmper for det gode, han gør det uden folkets hyldest, alt imens den magtfulde nyhedsavis (som han arbejder for) giver ham et værre og værre omdømme.

Spider-Man kan deles op i 2 dele. Den første del handler om, hvordan Peter Parker bliver til Spider-Man, og anden del er så koncentreret om den spændende kamp med Green Goblin, der tager Peters kedelige tøs som gidsel. Manuskriptet er rigtig godt skruet sammen og forstår på mesterlig vis at zappe mellem humor, drama og action, så man aldrig kommer til at kede sig. Der er noget for alle. Velskrevne dialoger, som bæres af gode skuespilpræstationer og effekter og kreativ vold, der kan få de fleste på kanten af sædet.

Det er dog svært at se på Spider-Man som andet end mainstream fast food fra Hollywood. Det smager godt, men der er meget lidt gods i det. Man har ikke turdet eksperimentere, men er forfaldet til at fokusere på de mest almindelige ting, som også virkede i Superman og andre klassiske heltefilm. Hvor man med Hulk turde indtage et psykologisk perspektiv, og hvor man i X-MEN fik filosoferet over konceptet at være anderledes, så filosoferes der ikke meget i Spider-Man. Det er en meget almindelig historie om en meget almindelig ung fyr, nærmest kedelig, og det samme må siges om hans ven og hans pige. Den mest interessante figur er faktisk hans fjende, der spilles af Willem Dafoe.

At Spider-Man underholder og kalder de almindelige følelser frem i os som et medlevende publikum, det tager jeg hatten af for. Mange forsøger at lave film med disse elementer, men forstår bare ikke at følge det mønster, der gør Spider-Man så letslugelig og mainstream, at det sælger - Danny Elfmans score hjælper også meget til det, i øvrigt. Men netop filmens mangel på noget unikt må man kritisere i disse tider, hvor der laves alt for mange superheltefilm.

Overordnet vurdering: 4 stjerner.