The Firm (1993)

The Firm, 1993.
Instruktør: Sydney Pollack.
Medvirkende: Tom Cruise, Gene Hackman, Ed Harris, Holly Hunter.
Baseret på roman af John Grisham.

Tom Cruise betragtes for at være Hollywoods største star. Sydney Pollack's film er dog ikke en af de film, Cruise bliver specielt husket for. Om det skyldes Tom Cruise eller filmen selv kan ingen jo vide, men jeg syntes ikke helt, at han passede ind i rollen. Han spiller en ung, næsten udklækket advokat ved navn Mitch, der bliver ansat hos et lille advokatfirma med masser af penge. Her tages der i næsten bekymrende grad hånd om ham, han får et fantastisk hus, en lækker bil og bliver sendt på en lille rejse til et eksotisk paradis med sin noget ældre advokatpartner, Avery. Alting virker for godt til at være sandt, så det er det naturligvis. Han lugter ufattelig langsomt lunten om, at noget ikke er, som det bør være. Visse advokater indenfor firmaets rækker, der vist ikke makkede helt ret, er blevet dræbt under mystiske omstændigheder, og så starter løjerne...

Det er selvfølgelig synd, at en skuespiller skal associeres med bestemte roller, men jeg har altid syntes, at Tom Cruise havde en noget kolerisk, stædig og målrettet attitude, måske det er efter at have set ham i Jerry Maguire, Minority Report og Collateral. Det er kort sagt de roller, han er god i. Han passer ikke i rollen som ung, uerfaren og presset advokat som ham her. Men det kan selvfølgelig også være, at jeg bare er lidt for træt af Cruise på grund af alt det Katie Holmes og Scientology-pladder. Hvis man ser bort fra Tom Cruise, så er det en udmærket film, der ikke bliver kedsommelig eller ligegyldig i løbet af sine 2 timer og 38 minutter, i hvert fald ikke første gang. Jeg tror, de ville have fået problemer med at skære scener væk for at korte filmen yderligere ned uden at det gik over formidlingen af historien.

John Grisham, der er forfatter til bogen, som filmen er baseret på, har skrevet en række andre, og han holder sig normalt til jura-genren, da han selv er advokat og ved noget om det, han skriver om. Selv har jeg blot læst et par af hans bøger, The Testament og The King of Torts, der begge to var rigtig underholdende og tankevækkende at læse. Desuden har jeg set en række af hans film, hvoraf jeg må sige, at der er mere humor i de fleste, end der var at finde i denne fortælling (som Sydney Pollack fortæller den). For at nævne et nogle få af de filmatiserede romaner, så er der The Pelican Brief, The Client, The Rainmaker og senest Runaway Jury.

En ting, som jeg har bemærket går igen, hos John Grisham er den evige diskussion om, hvordan man bør arbejde som advokat i et retssystem med huller og korrupte nævninge, dommere, advokater og sagsøgere. Han synes ikke at have leveret et endeligt svar (hvordan skulle han kunne det?), men alligevel så plejer hans romaner at slutte på den måde, som synes mest rigtig i den pågældende situation, selv om der ofte kan stilles meget store spørgsmål ved hovedpersonernes metoder. På det punkt går denne film heller ikke galt i byen. Når man er nået dertil, hvor man ved, hvem der er de egentlige skurke, så drejer det sig for Mitch kun om, hvordan han får ram på dem uden selv at ryge med i faldet. Det kan som så mange andre Grisham-fortællinger give anledning til nogle dybere etiske og juridiske spekulationer, dog på et plan hvor vi almindelige dødelige heldigvis kan følge med.

Desværre, så er der nok ikke så meget ved filmen anden gang, før der er gået så lang tid, at jeg er ved at have glemt, hvad den handler om, kan jeg forestille mig. Den er én af de film, der er spændende, fordi man ikke ved noget om, hvilken retning tingene vil gå, men desværre mangler den lige en tand humor eller andet krydderi, som man havde i form af Danny DeVito i The Rainmaker. Interessante replikker eller imponerende skuespillerpræstationer er der ikke så mange af, foruden et par sammenstød mellem Cruise og Ed Harris. Gene Hackman løfter naturligvis også filmen en smule på skalaen. Men filmen lever først og fremmest på sit veludtænkte plot.