15.7.06

Serenity (2005)

Serenity, 2005.
Instruktør: Joss Whedon.
Medvirkende: Nathan Fillion, Morena Baccarin, Summer Glau, Chiwetel Ejiofor.

River, we're not telling people what to think, we're just trying to show them how. Jorden var overbefolket, så menneskeheden fandt sig et andet solsystem at befolke. De tolv centralplaneter blev underlagt Alliancens kontrol, men indbyggerne på de ydre planeter nægtede at underlægge sig. Alliancen vandt dog krigen, bl.a. det berømte slag kaldet 'Serenity', og Malcolm Reynolds, der stod på oprørernes side, viede efter krigen sit liv til smugling på sit skib, som han døbte efter det tabte slag. En dag opdagede han dog, at to af hans passagerer er eftersøgt af Alliancen, Simon og hans søster, River, som er blevet eksperimenteret og manipuleret med, og som gemmer på flere hemmeligheder.

Joss Whedon omtaler i DVD'ens ekstramateriale Serenity som filmen, der ikke burde eksistere. Dette er dog ikke et udtryk for fortrydelse, tværtimod. Hele affæren begyndte, da Whedon endelig tænkte, at det var tid til at lave noget nyt, nu da han havde brugt så mange kræfter på teen-serierne, Buffy the Vampire Slayer og Angel. Nu ville Whedon lave noget anderledes, noget nyt, som ikke var set før, måske noget med lidt mere stil, mere humor, mere nyskabende, og så skabte han en fantastisk serie kaldet Firefly.

Historien var som beskrevet før, og handlingen udspillede sig i et interessant univers, det var halvt rumeventyr, halvt western. Desværre brød Fox sig ikke om serien af mærkelige grunde (måske fordi den ikke havde nogen lighed med, hvad Whedon ellers havde lavet), så de annulerede den. Fans af serien, populært kaldet Browncoats, gik amok og gav sig til at købe Firefly DVD'er i massevis for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse og deres kærlighed til serien. Resultatet blev ikke, at seren blev genoptaget, men til gengæld så Universal gode muligheder i at lade Joss Whedon afslutte tv-serien med en film. Whedon fik et budget og gik i gang med arbejdet for at runde serien af med et brag, og det er hermed gjort.

Serenity er altså slutningen på en rigtig god tv-serie, og den er absolut bedst, hvis man har set serien, men de har alligevel forstået at lave den sådan, så det nødvendige bliver genfortalt. Kendskab til Firefly-serien er altså ingen nødvendighed, kun et plus. Når det så er sagt, så skal det indrømmes, at filmen ikke har omsat seriens charme til film, som man måske kunne have håbet på. Hvor serien trækker rigtig meget på forskellige kulturer, der repræsenteret på forskellige planeter og gør en del ud af at genoplive westerngenren, så er filmen mest at betragte som et teknologisk overgear'et rumeventyr. Det vil nogen beskrive som et tab, der er dog uden tvivl tale om et bevidst valg fra skabernes side.

Karakterernes dybde synes udtalt i filmen. Dialogen var ofte bedre i serien, men når det gælder drama, så er det temmelig indlysende, at den slags ikke kan omsættes. I en serie har man tid til at lære karaktererne at kende. I Serenity havde man for travlt, historien skulle afsluttes, så der ikke var for mange løse ender tilbage af dem, som serien havde efterladt. Denne udfordring klares meget godt, man kommer til en bedre forståelse af både River og de berygtede reavers, der dræber, voldtager og spiser mennesker. Udover det, så er serien et actionbrag af en film, og man mærker tydeligt, at skaberne har fået nogle penge mellem hænderne til at peppe op med.

Serenity kan anbefales alle, der kan lide actionrige space flicks. Har man set serien, så vil nogen måske skuffes lidt over filmen, men selv var jeg dog positivt overrasket, da det var lykkedes min storebror at få mig til at skrue ned for forventningerne. Har man ikke set serien, så vil jeg anbefale, at man ser serien først (den kan købes her), dog ikke en absolut nødvendighed. Summa summarum: Serenity er en god og underholdende film til 4 stjerner.