Solkongen (2005)

Solkongen, 2005.
Instruktør: Thomas Villum Jensen.
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Birthe Neumann, Peter Gantzler.

Jeg ser ikke mange danske film. For der er ikke særlig mange. Dansk filmindustri har ikke så meget at prale af, selv om man i medierne ofte mærker en vis stolthed, når vi af og til nomineres til oscars og vores danske tv-serier henter af og til en emmy hjem i kategorien "Bedste udenlandske dramaserie". Sagen er nok den, at I andre lande, undtagen Sverige, gider staten ikke sponsorere filmprojekter. Men lad os indse det, økonomisk succes har vi altså ikke på de danske fronter trods de pæne awards. Uden hjælp fra ministeriet var der ingen dansk filmindustri, færdig. Det ville ikke kunne løbe rundt.

Derfor er de få heldige danske instruktører, der får chancen nok ude efter at være så alternative og nyskabende som muligt, gerne provokerende med lidt grov humor og så lidt visuelt nips fra dansk kultur. I dette tilfælde betyder det så en taber på 30, der er lidt ordblind (= total analfabet), der bor hos sin lidt for ærlige far og lidt for overbeskyttende mor, og så får han eget job, sætter lysrør i solarier, møder solariets ejer, en gammel dame med 80% af aktierne, og de får så noget kørende. Nikolaj Lie Kaas er jo som altid udmærket som en lidt fatsvag taber, det har vi både set i De Grønne Slagtere og Et Rigtigt Menneske - og vist også andre steder. Birthe Neumann er så den gamle, liderlige og hæmningsløse dame, en rolle jeg også mener at have set hende i før, i hvert fald i en julekalender med Jesper Klein engang.

Hold fast, hvor var den sjov! Ikke på den populære måde med masser af vitser og punch lines, men fordi den var så absurd og fyldt med ynkelige karakterer. Men det er uden tvivl nødvendigt, at "man er til den slags". Men det bliver også ved det sjove, man må ikke tro, at filmen har mere end underholdning og humor at byde på (højst et par pæne billeder af omgivelserne her og der). Men se den med nogle af dine drengerøvevenner og find bl.a. ud af hvorfor Ole Finland (spillet af Niels Olsen) hedder Ole Finland, det er nemlig en vanvittig sjov historie, men mest måden den bliver fortalt på. Samtidig, så er filmen ikke helt så sort i sin humor som De Grønne Slagtere. Og det vil glæde nogen og ærgre nogen andre. Men jeg kunne lide den, dog ser jeg højst én af den slags film på en aften, det vil sige, jeg var ikke lige frisk på Freddy Got Fingered eller Adams Æbler bagefter, som de andre var. Man kan også få for meget.