King Arthur: Director's Cut (2004)

King Arthur: Director's Cut, 2004.
Instruktør: Antoine Fuqua.
Medvirkende: Clive Owen, Ioan Gruffudd, Mads Mikkelsen, Keira Knightley.

Instruktørens navn sagde mig ikke lige noget, men fandt ud af, at han også stod bag Training Day, som jeg så her lige før jul, og som var en virkelig god film baseret på noget, som må have været et meget intelligent og velfunderet script. Instruktørens evner vil jeg dog stadig betvivle efter at have set King Arthur (igen) her til aften.

Den har for mig at se 2 sider. Den alvorlige snakkedel om idealer, om ære, om Gud og om meningen med livet, men mest meningen med at dø. Bla bla bla. De kommer aldrig i dybden af nogen af delene. Filmen stiller flere spørgsmål, end den giver svar, og de enkelte spændende spørgsmål forsvinder bare i mængden. Under hele forløbet ser du en ivrig Arthur (Clive Owen), der kæmper for nogle idealer, han lærte af en læremester, vi så i starten af filmen - som vi så lige pludselig får at vide er blevet dræbt i Rom? Færdig med ham, den oplysning spiller ingen større rolle i filmen end "Nå, surt, så der var ik noget at komme efter der alligeveller". Men tilbage til historien, altså Arthur kæmper for sine idealer om frihed og om at alle mennesker er lige og den slags - da vi lige pludselig præsenteres for et flashback, hvor vi ser, han også er drevet af et had til dem, der var skyld i hans mors død? What, det vidste vi da intet om? Også en oplysning, der bare får lov at ligge død resten af filmen, som om han bare glemmer det igen. Dette er den ene side af filmen, en masse rodet dialog og nogle stille sekvenser, der skal fortælle historien om "den rigtige Kong Arthur". En rodet affære og i bund og grund nok lige så meget gætværk som legenden, jeg til enhver tid ville have foretrukket.

Den anden side af filmen kan beskrives med ét ord: Vold. Ikke kreativ vold, som det er set i flere gode actionfilm, hvor folk kan præstere alverdens ting og lave de fedeste stunts. Dette er en bare flok gnavne mænd og nogle blå kvinder med primitive våben. Selv slaget ved Helms Kløft i Ringenes Herre: De To Tårne var mere elegant (husker I det kaos, det var der?). Det værste ved denne er dog, at i Director's Cut har de endda forlænget kampsekvenserne væsentligt siden biografversionen. Jeg har en fjern ide om, at det ikke var vold, filmen oprindeligt manglede.

Men hvad er så lyspunktet i filmen? Det samvær du har med dine venner, når du ser den. Og så får man lov at se Keira Knightley i bodypainting, men altså også som et ligblegt spøgelse med flækkede fingre. Og så får man lov at se Mads Mikkelsen lide, hvad der måske kunne tiltale nogen af os fyre. Den bedste scene er nok den på isen.

Men ellers har jeg kun at sige: Det var da egentlig en temmelig dårlig film.