Bruce Almighty (2003)

Bruce Almighty, 2003.
Instruktør: Tom Shadyac.
Medvirkende: Jim Carrey, Morgan Freeman, Jennifer Aniston, Steve Carrel.

Bruce Almighty fik meget opmærksomhed, da den først blev sendt ud, fordi den trods sine rablende gags beskæftiger sig med de lidt større åndelige emner som theodicéproblemet og treenigheden med flere. Det gør den dog stadig på en meget jordnær popkornsfacon, men det er så heller ikke det værste, man kan udsætte sig selv for en lørdag eftermiddag, hvor man bare trænger til at slå en smule fra. De fleste kristne vil finde filmen interessant og overraskes, når de opdager, at filmen som sådan faktisk ikke er blasfemisk, selv om det er en komedie. Gud behandles fra start til slut med en gudfrygtig respekt og portrætteres af en menneskelig, dog stadig majestætisk Morgan Freeman.

Humoren er uovertruffen. Steve Carrel viser i denne film sit værd som fysisk komiker, og jeg har stadig svært ved at undertrykke latteren, når jeg ser den berømte scene, hvor Bruce (Carrey) hævner sig på han karakter, Evan, som indtil det punkt har været en voldsom lidelse i bagdelen. Så det er med store forventninger, at jeg ser frem til Tom Shadyac's fortsættelse, Evan Almighty, dog mere som komedie end som åndelig inspiration, hvor jeg ikke forventer mig noget stort overhovedet.

Min kristne opvækst kan naturligvis ikke afholde mig for at ryste lidt på hovedet af filmens naivitet til tider. Filmen påtager sig den ubegrundede folketro (= overtro), at idet man dør, så kommer man i himlen, hvor bibelen lærer os noget ganske andet om dødens tilstand og opstandelsens dag. Man må dog hurtigt acceptere, når man ser denne film, at den på ingen måde stræber efter at være korrekt i nogen henseende, og det gør som sådan heller ikke noget. Problemet er, at det også smitter af på dens pointer:

Alting har en årsag, siger Anistons karakter på et tidspunkt. Menneskets problem er at det hele tiden kigger opad efter hjælp, siger Gud og ryster på hovedet og kravler tilbage op ad stien. Det er små absolut ikke-teologiske budskaber, der kunne accepteres af stort set alle ikke-kristne. På den måde leverer Shadyac og company en fortolkning af kristendommen som god og sund, dog ikke videre hellig - eller ikke nødvendigvis. Be the miracle, sluttes filmen af, indforstået at vi i sidste ende kun har os selv at gøre godt med, da Gud jo ganske forståeligt ikke magter at få verden til at køre problemfrit rundt. Surt show.

Men filmen har da elementer, som kan vække til eftertanke. En væsentlig del af tankegodset findes så også i ekstramaterialet, de slettede scener, hvor de beskæftiger sig en hel del med materialisme og bønneliv, men som ikke var relevant nok for handlingen (og derfor mest medvirkede til at gøre filmen lang i første omgang). Åndelig dybde har den ikke, dog mere end man ellers kunne forvente af en mainstream Hollywood komedie, på det punkt kan den vel sammenlignes med Shyalaman's Signs. Kan anbefales, dog primært som god crazy komedie.