12.4.06

Fahrenheit 9/11 (2004)

Fahrenheit 9/11, 2004.
Instruktør: Michael Moore.
Medvirkende: Michael Moore, George Bush, Donald Rumsfeld, Dick Cheney.

På DR1 viste de her til aften Fahrenheit 9/11, som jeg har set lidt af, dog havde jeg den sidste halvdel til gode. Om de mange påstande i filmen er sande eller ej, så er den under alle omstændigheder tankevækkende. Den indledes med spørgsmålet: Skete de sidste fire år? Eller var det hele bare en illusion? Hvorpå Michael Moore fører os bag tæppet for at fortælle os, hvad der i virkeligheden skete. Denne virkelighed byder på valgfusk, handel med vestfjendske saudi'er, beskyttelse af Bin Laden, manipulation af den amerikanske befolkning og som prikken over i'et en dybt subjektiv og følelsesladet skildring af, hvem der betaler prisen for USA's blodige affærer i Afghanistan, men primært Irak.

Om man er republikaner eller ej, så er og bliver Fahrenheit 9/11 en af tidens mest underholdende dokumentarer. Nogen vil måske mene, det er gået ud over sagligheden, men for mig at se mister filmen ikke fokus. Michael Moore går som fortæller lige til sagen, mens billederne ruller, og det er forståeligt, for han har meget at nå på sine to timer.

Fahrenheit 9/11 er en oplevelse. Man sidder tilbage, og man forstår så udmærket dem, som har stemplet filmen som propaganda. Filmen er stærk, budskaberne går lige ind i hjertet, og især som europæer føler man sit had til George W. (Watch-this-drive) Bush styrket. Men en sådan film bør ikke stå alene, og man skal ikke købe alt, hvad manden påstår, bare fordi det passer med de billeder, han viser. Først og fremmest er filmen underholdende. Politiske konspirationsteorier har altid fascineret mig, i den sammenhæng kan i øvrigt anbefales The Machurian Candidate (har kun set versionen fra 2004, den gamle fra 1962 skulle dog være endnu bedre).

Kort sagt: Fahrenheit 9/11 er god. Hvis den er bare lidt sand, ja, så er den foruroligende! Det gør den samtidig til rigtig god underholdning. I første del er den meget humoristisk, i den sidste halvdel meget følelsesladet. Kan anbefales enhver som kan tåle at se en amerikansk dokumentar, som taler med store ord.