The Da Vinci Code (2006)

The Da Vinci Code, 2006.
Instruktør: Ron Howard.
Medvirkende: Tom Hanks, Audrey Tautou, Ian McKellen, Jean Reno, Paul Bettany, Alfred Molina.

The more penises you have, the higher your rank. Hvis der er noget, der taler til laveste fællesnævner, så er det nok Da Vinci-mysteriet. Desværre (eller heldigvis, måske?) har jeg ikke haft fornøjelsen (eller mærket smerten ved) at læse Dan Brown's bestseller, som næppe behøver nærmere introduktion. Fans over hele verden, mest i Europa, ventede spændt på Ron Howards filmversion af mysteriethrilleren, som derfor var dømt til succes, uanset filmens kvalitet. Min forbavselse var stor, da jeg endelig selv så den, trods at kritikerne i Cannes havde forberedt os alle på det: Det var ganske enkelt en dårlig film! Så dårlig at det kan synes direkte tragikomisk, at den katolske kirke, især Opus Dei, har brugt så mange spildte kræfter på at bekæmpe og få indflydelse på produktionen.

Spørgsmålet om hvorvidt filmen bliver dårlig, fordi romanen var det, må naturligvis stå ubesvaret i denne anmeldelse, men jeg kan da gøre rede for, hvilke mangler jeg syntes, den havde. På krimifronten lægger den fremragende ud. En mystisk munk (Bettany), der i kraft af sine kromosomfejl ligner et uhyre, skyder en mand, fordi han ved noget, som ikke må slippe ud. Genren synes dog allerede at halte senere hen, når Robert Langdon (Hanks) sætter sig til at brække koder ved at bytte rundt på bogstaver på bedste Harry Potter-manér, indtil de giver mening, hvor trivielt det end kan lyde. Og klichéerne fortsætter, da Langdon smider en GPS-knappenål i en vogn, som så bliver forfulgt i stedet for ham - og mange andre dybt uoriginale påfund.

I deres efterforskning snakker de meget om ting, der egentlig virker ligegyldige for os, som valgte at se filmen frem for at læse romanen med alle forklaringerne. Man skal derfor også være opmærksom for af og til at fange, når der ligger en lille uventet punch-line, noget hahaha. Dem er der nemlig mange af, og de ligger spredt ud over det hele, mest i form af en gammel festtrold ved navn Teabing (McKellen), der kender alt til konspirationer og selvfølgelig tror på dem alle. Jokes om at studerende fra Oxford er klogere end dem fra Harvard og andre ligegyldigheder, der skal gøre fortællingen lettere at sluge. De virker måske efter hensigten i romanen, men falder meget akavet ind imellem filmens hastige gennemgang af, hvad kirken holder hemmeligt for os.

Enhver god historie har nogle interessante personligheder. Hvad var Star Wars uden den maskerede ondskab, den onde Darth Vader? Ringenes Herre uden den skizofrene Gollum? Silas, albinomunken, er Da Vinci Code's svar på Gollum. Han er et redskab, men også et menneske. Desværre er han nok det eneste psykologiske potentiale, der er at finde i Da Vinci Code. Skulle en skoleelev få til opgave at lave en personkarakteristik af Robert Langdon, ville han kunne klare den på godt 2-3 linjer. Klog fessor med klaustrofobi. Så er alt stort set sagt, og selv om Sophie's karakter stikker lidt dybere, så er det ikke en unfair vurdering af filmen, at personerne generelt er flade, uvedkommende, upersonlige og dermed utroværdige.

Filmen bøffer altså i det som krimi og thriller, nedlader sig til velkendte klichéer. Den dumper også på sin humor, et halvhjertet forsøg på at gøre filmen mere spiselig. Dens største problem er dog nok, at man ikke føler sig personligt engageret i karaktererne. En masse brilliante skuespillere til trods, så formår filmen på ingen måde at kalde nogle følelser frem i sit publikum. Et sidste kritikpunkt er, at jeg finder konspirationsteorien så søgt, at jeg kun har latter til overs for dem, som kan føle sig truet af sådanne påstande (f.eks. at Maria Magdalene rejste til Frankrig og blev stammor til en kongeslægt).

Kort sagt: Alt den opmærksomhed for ingenting. The Da Vinci Code byder på intet, som kan ryste nogens grundvold, hverken på det personlige eller mytologiske plan. Så foretrækker jeg Disney's National Treasure, den var der mere gang i, og karaktererne virkede (patetisk nok) langt mere troværdige.