Kommentar: To gange fem-og-tredive film.

Vi nærmer os langsomt de 100 film, vi skal bare lige omkring have 30 til. Man skulle tro, at jeg hurtigt ville kunne nå at se 30 i løbet af sommeren. Problemet bliver dog at få fingre i dem, da jeg jo i sommerferien ikke har den fordel at bo på kostskole, hvor det vrimler med DVD'er. Og da jeg jo desværre snart tager min studentereksamen, så vender jeg jo ikke tilbage til dette sted, så fremtiden byder nok alt i alt på færre film.

Men lad os nu kigge lidt på, hvad nr. 61-70 var for noget:

70. La Amistad (1997)
69. Shadow of Doubt (1998)
68. Kingdom of Heaven (2005)
67. Scary Movie 4 (2006)
66. Dragonheart (1996)
65. Doom (2005)
64. White Noise (2005)
63. The Name of the Rose (1986)
62. A History of Violence (2005)
61. Luther (2003)

Ja, det var jo stort set en fornøjelse, kan man sige. Vi lagde i denne omgang rigtig godt ud med Luther og fulgte op på den med et par ganske underholdende film, indtil vi kom til White Noise, som jeg selv fandt meget uhyggelig. Doom var noget bras, men der var dog en rimelig fornøjelig sekvens i den hen imod slutningen, dog intet som kunne måle sig med Rob Cohen's Dragonheart, som nok er det sidste rigtig gode, han har leveret. Scary Movie 4 var sjov, men kortvarig og mere flad end sine forgængere. Kingdom of Heaven var en underholdende storfilm om noget så interessant som korstogene, mens Shadow of Doubt var noget kedelig noget. Til gengæld sluttede jeg af med en Spielberg-film, og så er der jo altid en eller anden form for gevinst.

Rundens optur var Luther, som var en rørende og meget berigende fortælling om Luther, der blev vel portrætteret af Joseph Fiennes. Næst i rækken står Rosens Navn aka The Name of the Rose, som var meget stemningspræget og havde fantastisk lyd og en ganske udmærket historie. I den seneste tid har folk tænkt på den i forbindelse med den udskældte The Da Vinci Code, jeg har dog ingen anelse om hvorfor.

Rundens store nedtur var Shadow of Doubt. En ganske almindelig thriller, faktisk en anelse for almindelig, som ikke helt lykkedes. Den har næppe været meget mere trendsættende i 1998, hvor den kom frem. Man kan ikke være heldig hver gang.

Rundens monstre ... har vi haft mange, både menneskemonstrene, som er monstre i kraft af deres sygelige personligheder, og de mere almindelige, som er det på grund af deres slimende hud og fejlplacerede tænder.

I Luther havde vi Alfred Molina, som godt kunne virke lidt monsteragtig, når han skræmte folk med billeder af Helvedes flammer, men måske den association grunder mere i at have set ham som Doc Ock i Spider-Man 2. A History of Violence dyrkede i høj grad monstertemaet, hvor det blev indikeret, at Tom Stall havde noget monster i sig, fordi han af en eller anden grund var så ufattelig god til at dræbe. I The Name of the Rose havde vi den pukkelryggede Ron Perlman, need I say more? White Noise bød på nogle grumme gespenster. Doom, ja... faktisk er monstrene det eneste, filmen har at byde på. I Dragonheart har vi Sean Connery som drage, men monster vil jeg nu ikke kalde ham, så nærmere Thewlis i rollen som den onde konge med den grimme mund. Og Scary Movie 4 lavede de som bekendt en parodi på Tom Cruise. I Kingdom of Heaven kunne Edward Norton godt ligne et monster lidt, når man får et endelig kig på ham (han dør nemlig af spedalskhed). Shadow of Doubt er bare en monsterdårlig film, og La Amistad er fyldt med sorte... dog ingen egentlige monstre i den ene eller anden forstand.

Rundens tidsperioder har været meget fordelte, men faktisk bød runden på en del middelalder. Først i Luther, så The Name of the Rose, så Dragonheart og derudover også Kingdom of Heaven. Amistad foregik i 1800-tallet. Ellers havde vi vist kun én fremtidsfilm i denne omgang, og dens fremtidsscenarier gav jeg ikke meget for, jeg snakker om Doom.

I fremtiden har vi stadig Anklaget på programmet. Jeg udsætter den, fordi jeg ved, der kommer et tidspunkt, hvor der ikke vil være andre film at se. Min klassekammerat så den, og den gjorde vist indtryk på ham, så der er noget at glæde sig til her. Jeg har allerede to anmeldelser i vente dog, eftersom jeg har fået set Spike Lee's The 25th Hour med Edward Norton og Philip Seymour Hoffman, og den var faktisk rigtig god. Derudover har jeg set Wedding Crashers med Vince Vaughn og Owen Wilson, sjov film. Jeg fik også en film foræret, som hed Antitrust, som jeg ikke rigtig aner noget om, kun at Rachael Leigh Cook er med i den, og hun er i al beskedenhed en dejlig sag. Jeg satser desuden på snart at få set min klassekammerats The Island. Og så er der en masse film i biografen, jeg gerne vil se, men det bliver nok ikke til så meget, når man ikke har en kæreste at tage med derind - tager lige en tudekiks.