15.5.06

La Amistad (1997)

La Amistad
Instruktør: Steven Spielberg.
Komponist: John Williams.
Medvirkende: Morgan Freeman, Matthew McConaughey, Djimon Hounsou, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård.

Martyrdom, Mr Joadson. From the dawn of Christianity, we have seen no stronger power for change. Vi er på et skib fyldt med sorte mennesker i lænker. Én af dem lykkes det dog at komme fri, han befrier alle andre sorte, og de overtager skibet, en glæde som varer indtil amerikanerne overtager skibet. Det leder til en retsag, hvor man drøfter, hvem slaverne tilhører - hvis altså de overhovedet tilhører nogen som helst.

Steven Spielberg er nok verdens mest respekterede instruktør. Alle har set minimum én film af Spielberg, de fleste har set mange af ham. Han bevæger sig ind og ud af alle genrer lige fra Catch Me If You Can, Hook og Indiana Jones til Munich, Minority Report og Schindler's List. Det er derfor aldrig til at sige, hvad man får, når man sætter sig til at se en Spielberg-film. I dette tilfælde kan jeg fortælle dig, at han har sat sig for at lave et idealistisk retssagsdrama med menneskerettigheder i højsædet, idealer der guddommeliggøres med vedvarende referencer til Jesu død på korset.

Djimon Hounsou er fantastisk i denne rolle. Desværre snuppede Anthony Hopkins med sin lidt kedelige og meget Hopkins-like rolle som ekspræsident John Quincy Adams meget af opmærksomheden, da filmen kom ud. McConaughey spiller også overbevisende, selv om man kan undre sig over, at hans karakter går så hurtig fra at være meget forretningsagtig og objektiv til yderst engageret menneskeretsforkæmper, men sådan var det måske netop i virkeligheden.

Amistad er en god film med en meget rørende historie, hvis sentimentalitet ikke mindst bygges op af musikken og de gode skuespilpræstationer. Der er næsten ingen vold, dog et par stærke billeder her og der. Filmen kan anbefales folk, der ligesom jeg har et ønske om løbende at nå at se alle Steven Spielberg-film, og som vel bare sidder og mangler en god film.