31.5.06

Back to the Future (1985)

Back to the Future, 1985.
Instruktør: Robert Zemeckis.
Medvirkende: Michael J. Fox, Christopher Lloyd, Thomas F. Wilson.

Now, remember - according to my theory, you interfered with your parents' first meeting. If they don't meet, they won't fall in love, they won't get married and they won't have kids. That's why your older brother's disappearing from that photograph. Your sister will follow, and unless you repair the damage, you'll be next. Det er ikke uden risici, man rejser tilbage i tiden. Dr. Emmet Brown (Lloyd) har lavet en DeLorean om til en tidsmaskine, i flugten fra gale terrorister kommer hans hundepasser, Marty (Fox), til at føre sig selv 30 år tilbage i tiden, til dengang hans forældre var unge. Han blander sig i historiens forløb og står dermed overfor 2 udfordringer: Han skal rette op på historiens gang, og han skal bringe sig tilbage til fremtiden, altså hans egen nutid.

Paradokserne og selvmodsigelserne, som opstår i stort set alle tidsrejsefilm, undgåes på ingen måde i denne historie. Du kan ikke ændre på noget i fortiden, der ændrer dig selv, for idet det er ændret har der aldrig været noget at ændre på og måske heller ingen til at ændre det. Marty formår at forhindre sin egen fødsel. Alligevel er der intet, der forhindrer ham i ganske uforandret at arbejde på at løse problemet. I virkeligheden burde han vel være forsvundet med ét, i stedet forsvinder hans søskende gradvist ud af et foto. Dette er ikke ment som en stærk kritik af filmen, for den gør det ganske overlagt, men det er ment som en opfordring til, at man ikke tænker for dybt over filmen. Man vil støde ind i mange flere langt større problemer i fortællingen, dog mest i efterfølgerne til denne.

Filmen har dog også rigtig mange styrker. Den er spændende, til tider hylende morsom, og så kommer vi ikke udenom, at Michael J. Fox var en af 80'ernes mest lovende komikertalenter. At hans karriere skulle gå ned på grund af pakinson er der grund til at sørge over, til gengæld kan vi glæde os over, at han nåede at bære Back to the Future-trilogien, for den er i høj grad båret af hans talent. Specielt lagde jeg mærke til det i en scene, hvor han første gang ser sin far som ung. Ingen kan gøre Fox efter på dette punkt.

Den første Back to the Future lægger meget kraftigt op til en fortsættelse, og det var efter sigende også deres hensigt allerede under produktionen. Dens succes skulle dog lige måles i biografbilletter, før man gik i gang med de næste par stykker, der tager historien skridtet videre. Når man har set 1'eren, er det ufattelig svært ikke at se videre, så det gjorde jeg. Anmeldelser følger.