Insomnia (2002)
Insomnia, 2002.
Instruktør: Christopher Nolan.
Medvirkende: Al Pacino, Hilary Swank, Robin Williams.
Det kan være svært at sove, hvis solen aldrig går ned. Det er ikke desto mindre noget ganske andet, der plager kriminalinspektør Will Dormer (Al Pacino), men med krimier og thrillers generelt forholder det sig sådan, at man helst skal vide så lidt som muligt om handlingen. Christopher Nolan er nok én af Hollywoods absolut dygtigste filmskabere. Han har kun lavet få film, men har foreløbig kun formået at imponere mig, først med Batman Begins, dernæst med Memento og nu igen med Insomnia, som både er en skidegod historie effektfuldt fortalt som en rigtig thriller.
Jeg kunne se tusindvis af krimier med Al Pacino som crime detective. Han er gammel og har buret hundredvis af voldtægtsforbrydere og mordere inde, og han kan sit job i søvne. Sværere bliver det at holde fokus, når man ikke kan sove, hvilket Pacino også portrætterer perfekt. Længe så jeg faktisk Pacino som en gammel, italiensk og lidt ulækker stodder. Det hjalp væsentligt på det, da jeg så Godfather (I, II og III), og også i denne film får man lov at sympatisere med hans karakter og komme lidt ind i hans hoved.
Man ved allerede fra forsiden, at Robin Williams spiller en væsentlig rolle i filmen. Nogen vil kritisere filmen for at anvende en gammel stand-upper (eller Mrs. Doubtfire) i en sådan rolle. Robin Williams passer dog perfekt til den, og selv om det endnu ikke har været muligt at have et interview med ham i et talk-show, hvor han var seriøs i mere end 20 sekunder, så er han en rigtig god ingrediens i en thriller som denne, ikke mindst fordi det er vigtigt, at han i denne rolle virker appellerende, tillidsvækkende og menneskelig. De havde altså stærkt brug for en Patch Adams.
God historie effektfuldt fortalt med udmærkede skuespillere. Insomnia deler lidt tema med The Machinist, men er dog langt mere troværdig (ikke nær så ekstrem) og mindre dunkel. Nolan's Memento er en klassiker, hvis originalitet og psykologiske dybde, Insomnia ikke kan hamle op med, men den når efter min mening langt, og man kan tydeligt mærke, at samme instruktør står bag. Fra hans side venter vi med stadig utålmodighed på The Prestige med Christian Bale og Hugh Jackman (vores alle sammens Wolverine) som to tryllekunstnere - og så er der selvfølgelig fortsættelsen til Batman Begins.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home