Godsend (2004)

Godsend, 2004.
Instruktør: Nick Hamm.
Medvirkende: Greg Kennear, Rebecca Romijn, Robert De Niro.

I onsdags havde vi de to sidste engelsktimer før den stundende højtid, vinterferie. Det fejredes med en god film og kage. Eller det var så planen, men filmen var ikke god. Planen var, at den skulle falde i tråd med nogle af de tekster og artikler, vi har læst om kloning i lys af Aldous Huxley's berømte bog, Brave New World. Problemet er, at Godsend ikke går etisk i dybden med klonteknologi, den bliver mod al forventning overnaturlig og leger med det metafysiske, samtidig med at den prøver at forklare lidt om genetisk risiko.

Handlingen virker først meget god. Et ægtepar, ægtemanden er biologilærer, bor i et kvarter med meget kriminalitet og mister deres søn i en bilulykke. Kort efter begravelsen kontaktes de af en læge, en genforsker, der portrætteres godt i form af Robert De Niro, som har et specielt tilbud: Han vil klone deres søn. Moderen insemineres, hun føder, barnet vokser op og fylder otte år. I tiden efter det tidspunkt, hvor han døde (altså første gang), bryder helvede løs.

Dens forsøg på at være uhyggelig irriterer mig. Filmen blev kedelig og intetsigende. Den engagerer sig ikke i den etiske diskussion og leverer ikke et bud på risici ved kloning, som kan tages seriøst i en given diskussion. Historien kompliceres hen mod slutningen og gøres på den måde endnu mere uvedkommende. Selv The 6th Day med Schwarzenegger havde mere intellektuelt at byde på, og her snakker vi altså Schwarzenegger-film!

Hermed ingen anbefaling. Personligt stemte jeg for, at vi skulle se THX 1138. Som futuristisk drama tror jeg (uden at have set den), at den havde været mere relevant for vores emne i engelsktimerne. Desværre måtte jeg tage til takke med dette usammenhængende lort med verdens kedeligste slutning.