Master and Commander: The Far Side of the World (2003)
Master and Commander: The Far Side of the World, 2003.
Instruktør: Peter Weir.
Medvirkende: Russel Crowe, Paul Bettany, Max Pirkis.
Filmen indleder meget kort med at fortælle, at verdenshavene under napoleonskrigene var slagmarker (battle fields). I næste øjeblik står vi på et engelsk skib med næsten 200 mand, som har én fjende, Frankrig, repræsenteret ved et skib, der er det engelske skib betydeligt overlegent. Sideløbende med denne overordnede historier er der så nogle forskellige små historier om livet ombord, om de meget unge løjtnanter, specielt Blakeney (Pirkis' filmdebut), og om skibets kaptajn (Crowe), hvis hjerte banker for England og for skibets besætning, og skibets læge (Bettany).
Man skulle tro, det var en kedelig affære, når hele filmens handling foregår på et skib. Det troede jeg i sin tid, men jeg blev glædeligt overrasket. Filmen varierer smukt mellem drama og varierende action. Det skal også siges, at hvis der er én film, man skal se med surround sound, så er denne film et rigtig godt bud. Når en bølge skyllede over skibet, så føltes det virkelig, som om den skyllede over min seng, hvor jeg lå og så den. Lyden af det knirkende træ og blæsten sat sammen med kameraet, der filmede skævt og rokkende, bidrog i høj grad til realismen og gjorde filmen til en fantastisk oplevelse.
Crowe spiller som altid godt, og i denne film virker han nærmest kongelig, som den viljefaste øverstbefalende, som næsten hele skibets besætning ser op til og respekterer dybt. Mindst lige så dygtig er Bettany i rollen som besætningens lidt asociale læge og kirurg med sin brændende, næsten barnlige interesse for biologi. Bettany synes næsten mere interessant end Crowe for tiden, da der går rygte om, at han måske vil kunne ses i rollen som Jokeren i fortsættelsen til Batman Begins. Inden da vil han dog under alle omstændigheder være at se i rollen som konspirerende albino i Ron Howards filmatisering af The Da Vinci Code. Crowe vil på et tidspunkt være at se i et lille drama af Ridley Scott.
Master and Commander minder ikke om nogen anden film, jeg har set. Den er rigtig god, og i en hjemmebiograf med et godt anlæg er den endnu bedre. Det eneste, filmen lige mangler, er nogle smukke kvinder (der er en enkelt, man får lov at se på i 5 sekunder), men faktisk flot at se en hel film, der kan klare sig uden i hele 2 timer plus lidt mere.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home