White Noise (2005)

White Noise, 2005.
Instruktør: Geoffrey Sax.
Medvirkende: Michael Keaton, Deborah Kara Unger, Ian McNeice.

Listen, it is one thing to contact the dead, it is another to meddle, and you are meddling. Jonathan Rivers (Keaton) er fraskilt, gengift og har en søn. Alt synes at gå godt, da hans kone en morgen deler en helt særlig nyhed med ham, nemlig at han skal være far igen. Desværre forsvinder hun sporløst, men han klynger sig til håbet om at se hende igen, indtil Raymond Price (McNeice) opsøger ham og fortæller ham, at han gennem noget radioudstyr har modtaget beskeder fra den anden side, hvor Anne Rivers er. Desværre er der også andre og knap så venlige personer på den anden side.

White Noise er en mærkelig gang vås, der filosoferer lidt over fænomenet, EVT (Electronic voice phenomenon). Historien halter, den er forudsigelig, og slutningen er kold og kynisk. Undervejs er den en meget skræmmende affære, på den led er den vellykket. Jeg satte mig til at se den i mit mørke værelse i min lille hjemmebiograf og besluttede mig for at pause, tænde lyset og skrue lidt ned, bare for at ændre lidt på hjerterytmen. Fjernsynsflimmer der af og til tager form af skrigende kvinder er bare af en eller anden grund skræmmende.

Michael Keaton spiller væsentligt bedre i denne film, end han gør i mange andre film, deriblandt Batman fra 1989. Han virker menneskelig og ægte. Ved hans side har han Deborah Kara Unger, som spiller EVP-nørden Sarah, også upåklageligt, desuden har hun et meget karakteristisk ansigtsudtryk, som næsten gør hende selvskreven til gysere. McNeice spiller en lille, tyk, ydmyg og velmenende mand, den helt rette type til at sidde og nørde ved computere, tv-skærme og radioer.

Filmen er en god skræmmer, men med et ringe plot, der både mangler sammenhæng og decideret kød! De spiritistiske og noget naive budskaber gav mig også en ret dårlig smag i munden. Skuespillerne i sig selv er ikke undskyldning nok for at se den, selv om de gør deres arbejde tilfredsstillende. Hvis det endelig skal være, så anbefaler jeg hellere, at man ser The Ring (1,2), der på samme måde viser os den skræmmende side af fjernsynsskærmen. Eller måske man skal se klassikeren Poltergeist, den har jeg personligt stadig til gode.