A Goofy Movie (1995)

A Goofy Movie, 1995.
Instruktør: Kevin Lima.
Medvirkende: Bill Farmer, Jason Marsden, Jim Cummings, Kellie Martin.

zZzZzZ ... How many cups of sugar does it take to get to the moon? Max får snart sommerferie, derfor haster det med at få Roxannes opmærksomhed, og det ved han præcis, hvordan han skal gøre. Desværre resulterer det i et opkald til Max' far fra rektor, som siger, det er på tide, at Fedtmule får styr på sin søn, før han ender i den elektriske stol. Fedtmule beslutter sig derfor for at tage sin søn med på fisketur, hvor Max ellers havde planlagt at gå med Roxanne til fest. Hans undskyldning til Roxanne bliver en løgn - ikke en lille én, men én, som for alvor kan få ham i fedtefadet.

A Goofy Movie (på dansk Fedtmule og Søn) er en slags animeret teen movie. Den har de typiske elementer. Det handler om at være in, men som søn af Fedtmule er man selvskrevet out. Det handler om at vinde den søde piges opmærksomhed. Samtidig beskæftiger filmen sig med temaet om at blive voksen, eller i hvert fald om at blive teenager, hvor ens fedtmulefar ikke rigtig kan følge med og forstå én. At tage hul på den slags problematikker er modigt i en tegnefilm, da det normalt ikke hører sig til, men jeg vil vove at påstå, de i denne film slipper rigtig godt fra det.

Det skal naturligvis bemærkes, at det ikke er en stor Disney produktion. Man skelner normalt mellem de såkaldte klassikere, som der plejede komme én af årligt, hver november måned - og så alle de andre, der oftest betragtes som pengeskrabere. Som eksempel kan nævnes, at The Emperor's New Groove skulle have været en klassiker, men produktionen afbrudtes og blev senere taget op og degraderet til en pengeskraber. Oftest er Disney's sequels også at betegne sådan, f.eks. Beauty and the Beast: The Enchanted Christmas og The Return of Jafar, som begge var at betragte som video-produktioner.

I forhold til mange andre straight-to-videos må A Goofy Movie dog siges at være eminent. Den falder ikke i på dårlig musik, tværtimod. Humoren er til tider rigtig god. I øvrigt synes jeg, at Roxanne-figuren er en rigtig dejlig tegneseriebabe, selv om hun er en bjørn (eller hvad hun nu er), hvilket næsten også må tælle for et eller andet. Men så kommer vi til spørgsmålet, om filmen er original, altså om den formår noget, som ikke er nået før, eller som kun sjældent nåes. Har den en hel unik styrke? Nej, man fristes til at sige, at den følger mønsteret helt perfekt. Det er dog ikke den værste kritik at få. Det skal lige nævnes, at Kevin Lima senere stod ved roret på succes'en, Tarzan (og skrev tidligere historien til Aladdin).

Overordnet vurdering: 4 stjerner.