27.2.06

The Girl Next Door (2004)

The Girl Next Door, 2004.
Instruktør: Luke Greenfield.
Medvirkende: Emile Hirsch, Elisha Cuthbert, Timothy Olyphant.

Always know if the juice is worth the squeeze. Blandt de utallige sexfikserede komedier har vi så denne lille sag med selveste Kimberly Bauer, som hun hedder i 24 timer. I virkeligheden hedder hun Elisha Cuthbert, og selv om hun da ser ganske godt ud, så må jeg sige, at jeg er rimelig skuffet over hendes præstation i denne film, selv om den uden tvivl har hjulpet på hendes karriere. Hun skal forestille at være en pornostjerne, der flytter ind ved siden af, og så opstår der sød musik mellem hende og hovedpersonen, som er en ambitiøs, men efter den amerikanske ungdoms standarder alt for kedelig fyr, der snart afslutter high school.

Filmen har et enormt potentiale, fordi den tager fat i noget så beskidt som pornobranchen. Det fænger naturligvis alle vesterlændinge med et minimum af seksualmoral i biffen, og så kan filmen gå én af to veje. Den kan vise dem pornobranchens sande ansigt, som er ødelagte mennesker med minimum af selvværd med forvrængede forestillinger af sex og kærlighed. Eller filmen kan appellere til lemmet, sælge tonsvis af billetter og få unge verden over til at synes om den. Den forsøger så at sætte disse to ting sammen, og det bliver et lidt mærkeligt resultat, hvor porno dels fremstilles som charmerende, og alligevel efterlades vi med et budskab om, at Elisha Cuthbert's karakter er better than this, hvad det så end skal betyde.

Typisk amerikansk eller rettere Hollywood at gøre aktuelle problemstillinger letløselige og så endda forsøge at formidle det i en blanding af underholdning og det hor, man i dette tilfælde ikke har fattet, om man skal tage helt afstand fra. Jeg hører næsten filmen sige: "Porno er helt legalt, når bare det bliver gjort rigtigt." Den slags forvrængede, naive forestillinger trækker ganske enkelt filmen ned på min pointskala.

Når det så er sagt, så er der en del sjove gags, som gør den til en ganske vellykket komedie. På ét punkt lægger vitserne sig lidt op af Ally McBeal-humoren, idet man ganske uvidende om det føres ind i Matt's lidt for syge forestillinger af og til. Af en mainstream-komedie at være er den under alle omstændigheder sjovere end My Boss's Daughter, som jeg så for et stykke tid siden. Der skal dog advares om, at der er en masse nøgenscener, grove sex-referencer og en del grimt sprog.