The Frighteners (1996)
The Frighteners, 1996.
Instruktør: Peter Jackson.
Medvirkende: Michael J. Fox, Trini Alvarado, John Astin, Jake Busey.
Efterhånden kender folk navnet på Peter Jackson. I det hele taget er der ved at ske en udvikling, folk er faktisk ved at opdage, hvem der laver filmen, og ikke blot hvem der er med i dem. Men Peter Jackson har lavet Ringenes Herre (1, 2, 3) og King Kong. Det pudsige er, at disse kæmpestore produktioner ikke alene er det største, han har lavet - det er det eneste store, han nogensinde har lavet. Før det lavede han små billige splatterfilm, som udover at være ufatteligt ulækre, også er ufattelig sjove. Det gælder i hvert fald for Braindead, som er den eneste, jeg har set. The Frighteners, der lige er blevet udgivet her sidste år i en ny forlænget specialudgave, er så, hvad han selv vil beskrive som den glidende overgang mellem de små splatterflicks og den store midgårdsproduktion.
The Frighteners er en underholdende actionkomedie fyldt med special effects. Det virker ikke så overdrevent i dag, som det har virket i 1996, da mange film har overgået den siden, men man kan tydeligt mærke gennem filmen, at man dengang fascineredes dybt af de muligheder, den nye teknologi åbnede op for. Men visuelle effekter kan ikke bære en film.
Det kan Michael J. Fox derimod! Han bar for eksempel Greedy, en komedie om at score en rig onkels gunst. At han kan gøre det er dog ikke en garanti for at han gør det i alle film. Hans rolle i The Frighteners er faktisk ret kedelig og ubetydelig. Hændelserne sker bare omkring ham, nærmest. Too bad, men har på fornemmelsen, at Michael J. Fox bare skulle sælge filmen i en eller forstand. Desuden var det vist under denne film, hans parkinson var ved at blive slem.
Frighteners satser i højere grad på alle de andre figurer, der alle bidrager lidt til galskaben. Spøgelserne er ikke skræmmende, de er bare mere eller mindre freaks alle sammen, og nogen af dem er da også vældig komiske. Derudover, så er der én af dem, der godt kan lide at slå folk ihjel for sjov. Filmens absolutte svaghed er netop historien, at den onde fra start af præsenteres som motivløs. Han slår kun ihjel for at dræbe. Forvent ikke en intelligent thriller på dét punkt.
Jeg vil anbefale The Frighteners til dem, der godt kan lide lidt uhygge og galgehumor, men jeg syntes faktisk, at Braindead var sjovere (og sortere), om end meget mere blodig. Ved siden af Ringenes Herre er den selvfølgelig ikke at regne for noget som helst, men på flere punkter kan den efter min mening sagtens hamle op med King Kong.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home