Hostage (2005)

Hostage, 2005.
Instruktør: Florent Emilio Siri.
Medvirkende: Bruce Willis, Kevin Pollak, Jonathan Tucker, Ben Foster.

En klassekammerat har længe anbefalet denne, og i dag lånte jeg den så og så den om eftermiddagen. Mit første indtryk var, at den lignede en marvel-produktion. Men lad jer ikke narre af det grafiske tema.

Det starter med en gidselforhandler ansat ved LAPD, der med 10 års erfaring fra SWAT og 7 år med denne stilling, alligevel er temmelig dårlig til sit job. Han mister gidslerne og tager det meget nært, kigger ned på sine blodige hænder og overbeviser sig selv om, at det hele er hans skyld. Jeg kan ikke lade være med allerede nu at kritisere plottet. Hvordan kan en mand med Bruce Willis' DieHard-nosser dog gå ned med flaget lige pludselig efter 17 år? Men det får ham åbenbart til at trække sig tilbage og arbejde som fredelig politikommisær i en lille by, hvor der aldrig sker noget, lige indtil der lige pludselig sker en hel masse ubegribeligt uheldige sammenfald, hvor forskellige psykopater med forskellige motiver sætter stakkels Jeff Talley (Willis) i en ret så overskuelig situation, hvor han i det ene øjeblik er svag og melankolsk og det næste er tough don't-ya-mess-with-me-fella.

På trods af en lidt for usammenhængende historie, så byder Hostage på en masse action og skarp intensitet. Lavede man en spændingskurve, så ville filmen passe perfekt på den klassiske actionthriller-model. Først går den lige på og hårdt, så går den ned igen, bygger op, op, op - og endelig et højdepunkt, snart efterfulgt at ekstranummeret. Skal præstationerne have kritik, så er Tally (Willis) en meget tvetydig karakter, men det skyldes nok også manuskriptet og instruktionen. Han bevæger sig for meget imellem at være den bløde, sensitive og grædefærdige svækling og så den nådesløse dræbermaskine fra SWAT og LAPD. Filmens vinderpræstation leveres af Ben Foster, der gjorde det ualmindelig godt som den sadistiske Marshall.

Den er da værd at se, og det skal siges til dens forsvar, at jeg faktisk ikke kedede mig. Om den er bedre eller dårligere end Die Hard (1,2,3), det ved jeg ikke, for jeg har aldrig gidet se nogen af dem. Det er vist ikke min type film. Den overgår dog klart Metro, som også handlede om gidselforhandlinger, både i intensitet og spænding.