5.3.06

The Village (2004)

The Village, 2004.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Medvirkende: Bryce Dallas Howard, Joaquin Phoenix, Adrien Brody.

Det er manden bag The Sixth Sense, Unbreakable og Signs, der igen slår sine vinger ud med denne historie, som ikke er mindre genial end nogen af hans tidligere fortællinger, tværtimod synes den at overgå alle tre. Den har dog det til fælles med de andre, at jeg ville gøre jer en bjørnetjeneste ved at fortælle jer, hvad historien i virkeligheden handler om. Det er en film, man selv skal se og opleve. Men jeg kan da sige, at man først introduceres for en lille by, der ligger i en lille dal omringet af skov, man ikke må gå ind i - for så bliver man taget af farlige væsner "om hvem man ikke snakker". Vi har altså at gøre med et lille isoleret selvforsynende samfund, der lever i frygt for skovens uhyrer.

Nogen har været forfaldne til at kalde dette en gyser. Mens Dorland Film har været oppe at køre, har jeg vist kun set én gyser, The Ring Two. Se, dét er en gyser. The Village er bare almindelig dyster drama med et par forudsigelige choks her og der. Det gør dog på ingen måde filmen dårligere. Hvad angår plot fungerer den stort set helt til enden, mens både Signs og The Sixth Sense var mere uhyggelige. Karaktererne er interessante, dybe og er alle sammen præget af en vis uskyld, som om de alle er børn, selv om flere af dem undervejs handler ilde.

I hovedrollen ser man først Joaquin Phoenix. Til ens overraskelse tager Dallas Howard's rolle over og bliver den egentlige hovedperson. Men i virkeligheden er dette ikke en historie om individet, men om et kollektiv, en lille gruppe mennesker, der står i modsætning til den noget uhåndgribelige ondskab, der venter dem udenfor deres landsbys egne grænser.

The Village er Shyamalans bedste film indtil videre. Selv var jeg ikke en stor fan af The Sixth Sense, som stort set alle andre var, men Unbreakable med Bruce Willis og Samuel L. Jackson faldt til gengæld lige i min smag, selv om det så er en film, mange elsker at hade. Er du ikke til de vilde gysere, der får dig til at ligge vågen hele natten med en grim smag af blod i munden, så er The Village måske netop sagen, idet den kun flirter meget lidt med gysergenren ved at være en smule dyster i sin fortælleform.

Historien i sig selv er meget tankevækkende og får sat nogle ting i perspektiv, desuden morede vi (en kammerat og jeg selv) os meget over at gætte med undervejs, som det gik op for os, skridt for skridt, hvad det hele drejede sig om. Så ja, den kan varmt anbefales.