25.4.06

Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)

Eternal Sunshine of the Spotless Mind, 2004.
Instruktør: Michel Gondry.
Medvirkende: Jim Carrey, Kate Winslet, Mark Ruffalo, Elijah Wood, Kirsten Dunst.

Eternal Sunshine kan, når handlingen først går i gang, næsten ligne en musikvideo. Billedet skifter konstant, og det kommer til at virke rodet, sådan som tid og sted og tilstedeværende hele tiden skifter. Det er dog intet minus, for netop sådan ser det ud, når man har sagt ja til et meget usædvandligt indgreb, der består i at slette udvalgte minder. I dette tilfælde vælger Joel at slette alle minder om sin kæreste, Clementine, fordi deres forhold gik i stykker. Men mens minderne slettes, genopleves de, one by one, det sidste minde først, og deres første minde sidst...

For en gangs skyld ser man en intelligent romantisk film, der ikke kun appellerer til dem, der tror på den irrationelle, men fortryllende forelskelse. Denne film er desuden henvendt til dem, der gerne vil have en film, som kan sætte tankerne i gang. Jeg har set den to gange, og jeg skal gerne indrømme, at mange ting må have undgået min opmærksomhed første gang, men det har blot gjort oplevelsen meget bedre. Hvis du nogensinde står med din partner og skal vælge mellem Titanic, Finding Neverland og Eternal Sunshine, så gå med den sidste. Den er for det første den mest romantiske, så damen i forholdet bliver ikke skuffet. Derudover, så er den som sagt meget begavet og her og der også meget morsom, selv om Jim Carrey for endnu en gangs skyld ikke er en total wacko.

Eternal Sunshine er en smuk og rørende fortælling, der er fantastisk filmet, den har fede special effects, som ikke er lavet på computer, og musikken og stilheden sætter stemningen, der sikrer, at man kan leve sig ind i historien og karakterernes situationer. Endnu en gang får vi slået fast, at Elijah Wood ikke er menneske, men et sært lille væsen, og Kirsten Dunst passer med sit manglende talent også fint ind i rollen som "just a stupid girl". Er ikke familiær med Mark Ruffalo, men han gør udfylder rollen som Stan upåklageligt. Dunst og Wood er ikke nødvendige medspillere, man kunne have brugt mange andre til deres små biroller, men de pyntede nok på plakaten.

Jeg kan hermed anbefale denne film til alle romantikere og folk, der godt kan lide film, man lige skal tænke lidt over. Dermed rammer jeg en bred vifte, og det er der jo ikke noget at sige til. Filmen solgte vist ganske godt.