Mars Attacks! (1996)

Mars Attacks!, 1996.
Instruktør: Tim Burton.
Medvirkende: Jack Nicholson, Pierce Brosnan, Natalie Portman, Danny DeVito (og mange andre!)

Jeg var dybt fascineret af denne film, da den først kom frem. Dengang var jeg vel 9 år gammel, og det, der nok mest fascinerede mig ved den, var alle effekterne og de tegneserie-agtige rumvæsner. Jeg kunne dog ikke rigtig forstå, hvem af menneskerne jeg skulle holde med eller relatere til, for de døde jo én efter én! Sagen er den, at dengang fattede jeg ganske enkelt ikke filmen.

Jeg tog den alt for seriøst, og jeg tror ikke rigtig, det fes ind, at det var en komedie. Måske fordi den er en parodi, og fordi humoren ikke kom til udtryk på den måde, jeg var vant til. Det er jo ikke jokes med punch-lines, det sjove er selve historiens absurditet. Filmen gør grin med Hollywood, med gamle alien-invasion produktioner, med de idealistiske filmhelte og mediefigurer og de gamle i Det Hvide Hus, der skal forestille at have styr på hele verden. Filmen tager intet alvorligt, men afbilleder det med en tendens, der er typisk for amerikansk filmskabere, men hvor andre film går lige til kanten, tøver denne film ikke med at springe udover. Det er kliché på kliché, men det er med vilje.

Jeg kan forestille mig, at Tim Burton har siddet og tænkt: "Okay, vi laver en historie om en masse aliens, der kommer i verdens mest typiske flyvende tallerkner, tilsætter en masse gode skuespillere med flade og komiske roller, enten som hippie, Las Vegas-fidus, naiv politiker, fisefornem adelsdame, juletræspyntet talk show-vært eller en senil og smilende oldsag, og så ser vi ellers hvor langt vi kan køre vanviddet ud." Resultatet er denne film, som er så overdrevet, så absurd og så tragikomisk, at de fleste nok vil stå af.

Nogen vil nok finde den ubegribelig morsom, men jeg tror, at de fleste vil sidde og ryste på hovedet uden at kunne forstå, at det er meningen, man skal grine. Nogen gange er jeg selv i humør til den slags gags, andre gange trænger jeg til noget med kød på, og så er en film som denne virkelig dødens pølse. Det hjælper måske lidt på forståelsen, hvis man kender Tim Burton som filmskaber og har set, hvad han ellers har fået stykket sammen af mærkelige, men underholdende film gennem tiderne, f.eks. Edward Scissorhands, Big Fish og Charlie and the Chocolate Factory. Én ting er sikkert, han er alternativ, og det er denne film også.

A Walk to Remember (2002)

A Walk to Remember, 2002.
Instruktør: Adam Shankman.
Medvirkende: Mandy Moore, Shane West, Peter Coyote.
Baseret på roman af Nicholas Sparks.

Mit første møde med denne film var, da pigerne i min klasse begyndte at tale om den. De fik trumfet igennem, at vi skulle se den i engelsk. Af en eller anden grund ville de dog ikke ud med, hvad filmen handlede om. Normalt kan jeg godt lide en uforudsigelig film, der har et godt twist på en sådan måde, at filmen kommer til at handle om noget helt andet eller noget mere, end det man forventede. Nu har jeg allerede afsløret, at der var et twist, og så har jeg nok allerede sagt for meget.

Jeg kan ikke lide denne film, og det er der én grund til, og den er ikke god nok. Piger kan sige de mærkeligste ting. Nogen vil mene, at hvis man ikke synes om filmen, så er man følelseskold og hård. Jeg er ikke hård, og det er netop derfor, at jeg ikke bryder mig om filmen. Var jeg hård, så ville filmen jo være glemt. Den er følelsesmæssigt meget stærk. Kan man så ikke bare se den og bare sørge for at distancere sig lidt fra den, gøre sig lidt hårdere? Det kan man godt, men så står filmens budskaber ikke stærke nok, og så er den endnu værre: Kedelig og intetsigende.

Og dermed har jeg jo givet alle grundene til, at det ikke kan være en helt dårlig film. Den er modig, velfortalt og forstår at bruge følelserne som et aktivt redskab og i dette tilfælde det eneste tilgængelige for at få formidlet sine meget relevante budskaber. Så dermed kan der kun siges, at vi har at gøre med en god film, som jeg afskyr på det groveste af følelsesmæssige grunde. Lidt komisk, men hvis du har set stærke film som Dead Man Walking, så ved du, hvad det vil sige. De er lige så følelsesbetonede, men så ophører ligheden vist også.

Det værste, du kan gøre, er at sætte dig med en forventning om at se en småromantisk no-brain teen movie a la She's All That. Det er ikke en teen movie, selv om det står uden på filmens cover. Romantisk, dét er den i høj grad, i en sådan grad at de fleste teen movies bliver dybt overfladiske (hvad de selvfølgelig også er) og dermed også i en sådan grad, at de fleste fyre nok vil stå af. Til gengæld er det nok en fin film at se med kæresten - eller pigen, der lige mangler endnu et skub for at blive det.

Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet (2005)

The Chronicles of Narnia: The Lion, the Witch and the Wardrobe, 2005.
Instruktør: Andrew Adamson.
Medvirkende: James McAvoy, Tilda Swinton, Liam Neeson.
Baseret på roman af C.S. Lewis.

Jeg havde store forventninger til denne længe ventede filmatisering af C.S. Lewis' berømte børnebog om fire børn, der finder en dør ind til landet Narnia, hvor en ond heks har skabt evig vinter, men aldrig jul. Men Aslan er på vej, og profetien om at alt ondt skal udslettes, og at fire menneskebørn skal være konger og dronninger af Narnia er på vej til at blive opfyldt. Andrew Adamson og crew har med et stort budget og moderne teknologi fået muligheden for at lave en film, der virkede langt stærkere og mere troværdig end BBC-versionen formåede.

Både religiøse troende og ikke-troende har vist interesse for filmen på forskellige måder. Visse ateistiske grupper har raset over filmen, også kendte mennesker som forfatteren Philip Pullman (forfatter til His Dark Materials, en lettere blasfemisk fantasy-trilogi, der nu også står overfor at blive filmatiseret) har været meget negative overfor produktionen. Der er en tendens blandt fanatiske ateister til at ville boykotte Narnia på grund af dens tydelige religiøse referencer. Nogen vil mene, at filmen lister religiøse værdier og dogmer ind af bagdøren på stakkels børn, der ikke forstår at forsvare sig mod den slags propaganda.

Min egen opfattelse af filmen er, at den ikke just er lavet med det formål eller det ærinde. Den er dog tro mod bogen, og når Aslan snakker, så pakker han det ikke ind, når han fortæller om Deep Magic og "kræfter, der bestemmer godt og ondt og styrer vores skæbner". Temaet om synd og skyld og offer bliver ikke pakket ind, listet ind af nogen bagdør til små børn, der ikke kan forsvare sig. Der bankes tværtimod på hoveddøren, og de bibelske referencer er helt tydelige og ikke på nogen måde forførende, manipulerende eller styrende af det ubevidste. Børn vil opfatte det som eventyr og vil næppe tænke dybere over Aslans små visdomsord, mens folk, der er blevet konfirmeret (langt størstedelen af den danske befolkning), burde kunne se referencerne.

Skal man se på filmen for hvad den primært er, altså en god, festlig familiefilm med masser af handling og farver, så er det ikke noget under, at den klarer sig så godt globalt. Efter min mening overgår den på stort set alle punkter samtlige Harry Potter-film, fordi den kender sin målgruppe. Det er en børnefilm, der er masser af krig og kamp og flugt, som små drenge sikkert kan lide, men til gengæld er der faktisk ikke en dråbe blod undervejs. Til pigerne er der en stor sød bamseløve og nogle sjove talende bævere og sikkert noget tøj, de vil synes er flot (eller sådan noget, how would I know?).

Samtidig så er filmen aldrig barnlig. Der er ingen små barnlige gags, vi som voksne mennesker bare sidder og ryster kedsommeligt på hovedet af. Den er pædagogisk korrekt. Modsat Harry Potter, der bryder alle regler og efterfølgende belønnes (flyver på sin kost uden at have fået lov, belønnes ved at blive sat på Quidditch-hold). I denne fortælling er den ene bror Edmund den uartige dreng, Edmund får dog lov at mærke resultatet af sine ugerninger.

Top point til denne film, hvad det så end vil sige. De sidste par gange jeg har været i biografen har jeg haft set Harry Potter 4 og King Kong, men der er ingen tvivl om, at dette nok har været den bedste biografoplevelse - muligvis i år, kan ikke huske om jeg så noget lige så godt i begyndelsen af året, men jeg tvivler... Det skulle da lige være Star Wars III, som også var en stor oplevelse.

King Kong (2005)

King Kong, 2005.
Instruktør: Peter Jackson.
Medvirkende: Naomi Watts, Jack Black, Adrien Brody.

På mine brødres initiativ tog familien ind og så Peter Jacksons remake af King Kong fra 1933, som jeg ikke har set, og som jeg heller ikke efter denne affære er fristet til at se. Efter sigende skulle dette remake være meget tro mod den oprindelige i plot og historie. Om den også er det, det ved jeg som sagt ikke, men jeg har indtryk af, at der i hvert fald er et eller andet, der hæmmer fortællingen undervejs.

Det var en meget positiv oplevelse at blive så tydeligt introduceret for filmens karakterer, skuespillerinden Ann Darrow (Naomi Watts) og Carl Denham (Jack Black). Mindst lige så skuffet var jeg over, at disse karakterer næsten ikke blev brugt, da vi var nået over halvvejs i filmen. For lige så snart vi har mødt King Kong, så gives der nærmest slip på de andre figurer i filmen. Filmen skifter med ét genre, fra drama til nobrain action med undtagelse af nogen tøvende øjeblikke, hvor Naomi Watts og den store CGI kæmpegorilla glor forelsket på hinanden.

Der bliver begyndt på mange historier, men de bliver simpelthen ikke ordentligt afsluttet. Der bliver lagt op til store korrespondance mellem skuespillerinden Ann Darrow (Naomi Watts) og manuskriptforfatteren Jack Driscoll (Adrien Brody), men det forhold, der måske kunne være blevet interessant med disse to dygtige skuespillere i disse roller, drukner hurtigt i al den anden handling. En anden interessant historie, der begyndes på, er den unge fyr, Jimmy, som er skibsdreng og som har et nært fader-søn forhold til styrmanden, Hayes. Også den historie glemmes helt i det øjeblik, Kong træder ind på scenen. Det fine stammefolk, man også blev introduceret for i traileren, spiller en rolle i starten, men når de har gjort, hvad de skal, så er de væk. Ikke mere lærredtid til dem.

Når filmen synes lang, så skyldes det ikke, at King Kong er en lang og indviklet affære. Det skyldes, at man simpelthen ikke har haft evnen til at begrænse sig. Peter Jackson og crew har været meget, meget kreative, men deres kreativitet bliver uinteressant, når de ikke plukker ud i de mange historier og går ordentligt i dybden med et par af dem.

Dog skal det siges, at filmen har bragende gode actionsekvenser i sidste halvdel. King Kongs kamp mod dinosauerne gør, at det ikke var en total skuffelse, og jeg vil da i samme åndedrag komplimentere den humoristiske tone, der går igen gennem hele filmen. Men ellers er historien og plottet tamt, fordi der simpelthen er flere elementer end selv en tre timers storbudget film kan bære.

Slutningen er først og fremmest tro mod klassikeren, men Jack Blacks afsluttende bemærkning gav mig en dårlig smag i munden. Det virkede som om at nogen bare skulle sige et eller andet, så det hele ikke skulle virke forgæves, nu hvor man havde kæmpet så hårdt for at det skulle være en smule mere end en god actionfilm. Beklager, Jackson, men dét slag tabte du desværre i denne omgang.

(Senere er det gået op for mig, at også kliché-bemærkningen var med i originalen, så denne detalje skal i hvert fald ikke tillægges Jackson 100 procent)

Det subjektive filmhjørne

Jeg er et filmmenneske. Jeg ser mange film, både gode og dårlige, og jeg er med tiden blevet mere opmærksom på, hvad der er gode og dårlige film. Hvornår siger film mig mest? Der var engang, hvor man kun havde den der lille fornemmelse af om man kunne lide en film eller ej, dog uden at man egentlig kunne sætte en finger på hvorfor. Det er så det, jeg vil forsøge at gøre på denne blog.

I forvejen har jeg allerede to andre (we)blogs, men den ene gik død og står der nu som et minde (men altså officielt lukket), og den anden blog opfylder så behovet for at skrive mine tanker ned, så jeg selv kan overskue dem lidt bedre. Det har været på den blog, jeg også har haft kommenteret film, men nu har jeg valgt at lave en blog specielt til den slags, altså den her.

Jeg erklærer hermed mit lille subjektive filmhjørne for åbnet.