Back to the Future (1985)

Back to the Future, 1985.
Instruktør: Robert Zemeckis.
Medvirkende: Michael J. Fox, Christopher Lloyd, Thomas F. Wilson.

Now, remember - according to my theory, you interfered with your parents' first meeting. If they don't meet, they won't fall in love, they won't get married and they won't have kids. That's why your older brother's disappearing from that photograph. Your sister will follow, and unless you repair the damage, you'll be next. Det er ikke uden risici, man rejser tilbage i tiden. Dr. Emmet Brown (Lloyd) har lavet en DeLorean om til en tidsmaskine, i flugten fra gale terrorister kommer hans hundepasser, Marty (Fox), til at føre sig selv 30 år tilbage i tiden, til dengang hans forældre var unge. Han blander sig i historiens forløb og står dermed overfor 2 udfordringer: Han skal rette op på historiens gang, og han skal bringe sig tilbage til fremtiden, altså hans egen nutid.

Paradokserne og selvmodsigelserne, som opstår i stort set alle tidsrejsefilm, undgåes på ingen måde i denne historie. Du kan ikke ændre på noget i fortiden, der ændrer dig selv, for idet det er ændret har der aldrig været noget at ændre på og måske heller ingen til at ændre det. Marty formår at forhindre sin egen fødsel. Alligevel er der intet, der forhindrer ham i ganske uforandret at arbejde på at løse problemet. I virkeligheden burde han vel være forsvundet med ét, i stedet forsvinder hans søskende gradvist ud af et foto. Dette er ikke ment som en stærk kritik af filmen, for den gør det ganske overlagt, men det er ment som en opfordring til, at man ikke tænker for dybt over filmen. Man vil støde ind i mange flere langt større problemer i fortællingen, dog mest i efterfølgerne til denne.

Filmen har dog også rigtig mange styrker. Den er spændende, til tider hylende morsom, og så kommer vi ikke udenom, at Michael J. Fox var en af 80'ernes mest lovende komikertalenter. At hans karriere skulle gå ned på grund af pakinson er der grund til at sørge over, til gengæld kan vi glæde os over, at han nåede at bære Back to the Future-trilogien, for den er i høj grad båret af hans talent. Specielt lagde jeg mærke til det i en scene, hvor han første gang ser sin far som ung. Ingen kan gøre Fox efter på dette punkt.

Den første Back to the Future lægger meget kraftigt op til en fortsættelse, og det var efter sigende også deres hensigt allerede under produktionen. Dens succes skulle dog lige måles i biografbilletter, før man gik i gang med de næste par stykker, der tager historien skridtet videre. Når man har set 1'eren, er det ufattelig svært ikke at se videre, så det gjorde jeg. Anmeldelser følger.

Analyze This (1999)

Analyze This, 1999.
Instruktør: Harold Ramis.
Medvirkende: Robert De Niro, Billy Crystal, Lisa Kudrow.

This is impossible. This is you: "Doc, I'm in pain, you gotta help me." "Okay, Paul, I'll help you." "Fuck you! Nobody helps Paul Vitti!" Dr. Ben Sobel (Crystal) er fraskilt psykolog, han har en søn, og han skal til at gifte sig igen med en journalist (Kudrow). Hans ægteskabelige ferieplaner afbrydes dog prompte af en berygtet gangsterboss ved navn Paul Vitti (De Niro), som har brug for en hjernemekaniker, der lige kan fikse hans mentale problemer, noget der kommer til udtryk i panikangst, måske noget fra barndommen?

Analyze This er en meget sjov komedie. Jeg har set en del komiske makkerpar efterhånden, men ikke nogen, der falder så godt i hak som Crystal og De Niro. Crystal er psykolog, han trækker den ene gang efter den anden på Freuds visdomsord, men vil egentlig bare have lov at passe sit liv fri for FBI og gangstere. De Niro er tomhjernet og indbildsk forbryder - det kan virke mærkeligt, at han er familieoverhovedet, indtil man ser ham i en gangstersammenhæng. Sammen er de skidesjove. Det er ekstremt underholdende at se Crystals karakter forsøge at komme under huden på De Niro, for det meste uden held, resulterende i en vred og opgivende Crystal, der siger ting, ingen normalt ville turde sige til en mafiaboss.

Et andet sjovt aspekt af filmen er dens mange referencer til The Godfather. Analyze This er naturligvis ingen storfilm, men det er en ganske god komedie og samtidig en hyldest til en af den amerikanske filmhistories bedste film nogensinde. Jeg anbefaler den til enhver, der ligesom mig er ved at være godt træt af gakkede crazy-komedier, hvor højdepunktet er, når nogen tvinges til at spise pizza med pubeshår. Her tilbydes intelligent humor.

Wedding Crashers (2005)

Wedding Crashers, 2005.
Instruktør: David Dobkin.
Medvirkende: Vince Vaughn, Owen Wilson, Christopher Walken, Rachel McAdams.

To fyre (Vaughn og Wilson) har en lidt usædvanlig hobby. Med et langt regelsæt i baghovedet, der sikrer dem at undgå problemer, besøger de det ene bryllup efter det andet. De er ikke inviteret, men de har deres bagland i orden, når spørgsmålene melder sig. Målet er selvfølgelig at være med til en masse fede bryllupsfester, desuden at score de billige babes, det altid vrimler med til sådanne arrangementer. Det uundgåelige sker så, at den ene af gutterne (Wilson) falder for én af brudepigerne (McAdams).

Wedding Crashers var et kæmpehit, og det er forståeligt nok. Den er overfladisk, morsom og ganske let at sluge. Den er fyldt med en masse jokes, hver anden eller hver tredje replik er en punch line, forudsigelig som i så mange sitcoms. Selv den store romantiske konfrontation i slutningen når ikke at blive særlig romantisk med sine indflettede jokes. Altså har vi at gøre med en udmærket komedie på niveau med flere komedieserier, dog ikke videre original eller nytænkende, men okay underholdning.

25th Hour (2002)

25th Hour, 2002.
Instruktør: Spike Lee.
Medvirkende: Edward Norton, Philip Seymour Hoffman, Rosario Dawson.

I en sofa i Monty's hjem finder politiet, hvad der betyder syv års fængsel for ham. Han er en pæn ung mand, og for ham er syv års fængsel en afslutning på en tilværelse, han kunne have gjort langt bedre, havde han blot valgt sig en anden omgangskreds og et bedre liv. 25th Hour udspiller sig i tidsrummet op til hans fængselsophold, de sidste timer på fri fod, hvor Monty har nogle ganske få ting, han vil nå.

Dette er en god og original historie om en ung fyr fra New York. Edward Norton spiller rollen ganske udmærket. Det er tankevækkende, at Tobey (Spider-Man) Maguire oprindelig var tiltænkt rollen, men det havde måske tydeliggjort det faktum, at dette handler om en pæn dreng, en lille engel som har taget nogle forkerte byrder på sig og kommer steder, hvor han egentlig ikke hører hjemme. Det er samtidig det, der gør historien så tragisk, da alt peger på, at han med sit pæne look får sig verdens værste fængselsophold. Edward Norton synes dog ikke at passe helt ind i denne kategori, men måske jeg blot er for forstyrret af erindringen om hans rolle i American History X, hvor han var et muskuløst skinhead - men havde det samme skæg.

Man mister ikke interessen en eneste gang undervejs, som timerne går, og man føres længere og længere ind i historien om denne mand, der snart skal møde sit endeligt. Slutningen især er helt eminent og gør, at jeg ikke kan andet end anbefale denne mesterfilm, som sin noget sørgelige handling til trods også byder på en smule god humor her og der.

Kommentar: To gange fem-og-tredive film.

Vi nærmer os langsomt de 100 film, vi skal bare lige omkring have 30 til. Man skulle tro, at jeg hurtigt ville kunne nå at se 30 i løbet af sommeren. Problemet bliver dog at få fingre i dem, da jeg jo i sommerferien ikke har den fordel at bo på kostskole, hvor det vrimler med DVD'er. Og da jeg jo desværre snart tager min studentereksamen, så vender jeg jo ikke tilbage til dette sted, så fremtiden byder nok alt i alt på færre film.

Men lad os nu kigge lidt på, hvad nr. 61-70 var for noget:

70. La Amistad (1997)
69. Shadow of Doubt (1998)
68. Kingdom of Heaven (2005)
67. Scary Movie 4 (2006)
66. Dragonheart (1996)
65. Doom (2005)
64. White Noise (2005)
63. The Name of the Rose (1986)
62. A History of Violence (2005)
61. Luther (2003)

Ja, det var jo stort set en fornøjelse, kan man sige. Vi lagde i denne omgang rigtig godt ud med Luther og fulgte op på den med et par ganske underholdende film, indtil vi kom til White Noise, som jeg selv fandt meget uhyggelig. Doom var noget bras, men der var dog en rimelig fornøjelig sekvens i den hen imod slutningen, dog intet som kunne måle sig med Rob Cohen's Dragonheart, som nok er det sidste rigtig gode, han har leveret. Scary Movie 4 var sjov, men kortvarig og mere flad end sine forgængere. Kingdom of Heaven var en underholdende storfilm om noget så interessant som korstogene, mens Shadow of Doubt var noget kedelig noget. Til gengæld sluttede jeg af med en Spielberg-film, og så er der jo altid en eller anden form for gevinst.

Rundens optur var Luther, som var en rørende og meget berigende fortælling om Luther, der blev vel portrætteret af Joseph Fiennes. Næst i rækken står Rosens Navn aka The Name of the Rose, som var meget stemningspræget og havde fantastisk lyd og en ganske udmærket historie. I den seneste tid har folk tænkt på den i forbindelse med den udskældte The Da Vinci Code, jeg har dog ingen anelse om hvorfor.

Rundens store nedtur var Shadow of Doubt. En ganske almindelig thriller, faktisk en anelse for almindelig, som ikke helt lykkedes. Den har næppe været meget mere trendsættende i 1998, hvor den kom frem. Man kan ikke være heldig hver gang.

Rundens monstre ... har vi haft mange, både menneskemonstrene, som er monstre i kraft af deres sygelige personligheder, og de mere almindelige, som er det på grund af deres slimende hud og fejlplacerede tænder.

I Luther havde vi Alfred Molina, som godt kunne virke lidt monsteragtig, når han skræmte folk med billeder af Helvedes flammer, men måske den association grunder mere i at have set ham som Doc Ock i Spider-Man 2. A History of Violence dyrkede i høj grad monstertemaet, hvor det blev indikeret, at Tom Stall havde noget monster i sig, fordi han af en eller anden grund var så ufattelig god til at dræbe. I The Name of the Rose havde vi den pukkelryggede Ron Perlman, need I say more? White Noise bød på nogle grumme gespenster. Doom, ja... faktisk er monstrene det eneste, filmen har at byde på. I Dragonheart har vi Sean Connery som drage, men monster vil jeg nu ikke kalde ham, så nærmere Thewlis i rollen som den onde konge med den grimme mund. Og Scary Movie 4 lavede de som bekendt en parodi på Tom Cruise. I Kingdom of Heaven kunne Edward Norton godt ligne et monster lidt, når man får et endelig kig på ham (han dør nemlig af spedalskhed). Shadow of Doubt er bare en monsterdårlig film, og La Amistad er fyldt med sorte... dog ingen egentlige monstre i den ene eller anden forstand.

Rundens tidsperioder har været meget fordelte, men faktisk bød runden på en del middelalder. Først i Luther, så The Name of the Rose, så Dragonheart og derudover også Kingdom of Heaven. Amistad foregik i 1800-tallet. Ellers havde vi vist kun én fremtidsfilm i denne omgang, og dens fremtidsscenarier gav jeg ikke meget for, jeg snakker om Doom.

I fremtiden har vi stadig Anklaget på programmet. Jeg udsætter den, fordi jeg ved, der kommer et tidspunkt, hvor der ikke vil være andre film at se. Min klassekammerat så den, og den gjorde vist indtryk på ham, så der er noget at glæde sig til her. Jeg har allerede to anmeldelser i vente dog, eftersom jeg har fået set Spike Lee's The 25th Hour med Edward Norton og Philip Seymour Hoffman, og den var faktisk rigtig god. Derudover har jeg set Wedding Crashers med Vince Vaughn og Owen Wilson, sjov film. Jeg fik også en film foræret, som hed Antitrust, som jeg ikke rigtig aner noget om, kun at Rachael Leigh Cook er med i den, og hun er i al beskedenhed en dejlig sag. Jeg satser desuden på snart at få set min klassekammerats The Island. Og så er der en masse film i biografen, jeg gerne vil se, men det bliver nok ikke til så meget, når man ikke har en kæreste at tage med derind - tager lige en tudekiks.

La Amistad (1997)

La Amistad
Instruktør: Steven Spielberg.
Komponist: John Williams.
Medvirkende: Morgan Freeman, Matthew McConaughey, Djimon Hounsou, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård.

Martyrdom, Mr Joadson. From the dawn of Christianity, we have seen no stronger power for change. Vi er på et skib fyldt med sorte mennesker i lænker. Én af dem lykkes det dog at komme fri, han befrier alle andre sorte, og de overtager skibet, en glæde som varer indtil amerikanerne overtager skibet. Det leder til en retsag, hvor man drøfter, hvem slaverne tilhører - hvis altså de overhovedet tilhører nogen som helst.

Steven Spielberg er nok verdens mest respekterede instruktør. Alle har set minimum én film af Spielberg, de fleste har set mange af ham. Han bevæger sig ind og ud af alle genrer lige fra Catch Me If You Can, Hook og Indiana Jones til Munich, Minority Report og Schindler's List. Det er derfor aldrig til at sige, hvad man får, når man sætter sig til at se en Spielberg-film. I dette tilfælde kan jeg fortælle dig, at han har sat sig for at lave et idealistisk retssagsdrama med menneskerettigheder i højsædet, idealer der guddommeliggøres med vedvarende referencer til Jesu død på korset.

Djimon Hounsou er fantastisk i denne rolle. Desværre snuppede Anthony Hopkins med sin lidt kedelige og meget Hopkins-like rolle som ekspræsident John Quincy Adams meget af opmærksomheden, da filmen kom ud. McConaughey spiller også overbevisende, selv om man kan undre sig over, at hans karakter går så hurtig fra at være meget forretningsagtig og objektiv til yderst engageret menneskeretsforkæmper, men sådan var det måske netop i virkeligheden.

Amistad er en god film med en meget rørende historie, hvis sentimentalitet ikke mindst bygges op af musikken og de gode skuespilpræstationer. Der er næsten ingen vold, dog et par stærke billeder her og der. Filmen kan anbefales folk, der ligesom jeg har et ønske om løbende at nå at se alle Steven Spielberg-film, og som vel bare sidder og mangler en god film.

Shadow of Doubt (1998)

Shadow of Doubt, 1998.
Instruktør: Randal Kleiser.
Medvirkende: Melanie Griffith, Tom Berenger, Craig Sheffer.

I går fik jeg lyst til at se en film, og jeg var tæt på at se Anklaget, men valgte at udsætte den til jeg havde noget bedre lyd, da dens 5.1 ifølge Filmz.dk skulle være ganske udmærket. Så jeg gik i stedet ned og rodede blandt min mors DVD'er og fandt én, som hun højst sandsynligt har plukket ud af en eller anden rodekasse i et supermarked engang til 30,- eller så. Den hed så Shadow of Doubt (kedelig, uoriginal og intetsigende titel) og lignede en almindelig kriminalthriller på coveret, så jeg satte mig til at se den.

Griffith spiller en succesfuld advokat, Kitt Devereux, som ikke vinder på at vifte vildt med armene, men på altid at have ret. Hun har en lidt belastet fortid. Hun fik frifundet en voldtægtsforbryder, og hun har været gift med den mand, der nu repræsenterer den offentlige anklager i en mordsag. Selv påtager hun sig anklagedes forsvar, en succesfuld rapper, og hendes intuition fortæller hende, at han er uskyldig, og at det i virkeligheden er den blomstrende præsidentkandidat, som står bag det hele.

Faktisk er det ikke så lidt, Devereux kan føle sig frem til. Det forekommer da også én, når rulleteksterne løber over skærmen, at hun til sidst slet ikke blev overrasket over, at det hele tilfældigvis hang så godt sammen - det, der skal virke som den store overraskelse, synes slet ikke at komme bag på hende. Og mærkeligt nok så har hun hele tiden været på rette spor, dog uden at have noget at have det i. Alt i alt er det en meget søgt og meget utroværdig historie, samtidig er den meget forudsigelig. Indiciet, der nærmest rammer kameraet i indledningen, bliver også dét, som til sidst udpeger morderen. Faktisk ventede jeg hele filmen på, at det skulle ske, og det skete så også de sidste 3 minutter.

Jeg vil ikke anbefale denne film til nogen. At det er en absolut C-film understreges også af alle nøgenbillederne og de lamme jokes. Lad være med at se den. Skal du se noget godt af ham dér Randal Kleiser, så foreslår jeg White Fang med Ethan Hawke, eminent skuespiller. Den var jeg også lige ved at se i går, endda uden at lægge mærke til, at det var samme instruktør. Hollywood må være et meget lille sted...

Kingdom of Heaven (2005)

Kingdom of Heaven, 2005.
Instruktør: Ridley Scott.
Medvirkende: Orlando Bloom, David Thewlis, Eva Green, Edward Norton.

Your holy places - ours. Every last thing in Jerusalem that drives men mad. Kingdom of Heaven er én af de store dyre produktioner, som der lægges mange kræfter i, og som af filmselskaberne normalt kun betros en veteran som Ridley Scott, manden bag Gladiator. Den egentlige forskel i denne film synes at ligge det politiske ansvar. Korstogene er ikke et emne, man i en stor amerikansk produktion kan slette let og elegant, som var det historien om indtagelsen af Troja. Denne film omhandler et emne, der stadig vejer tungt, vestens kamp mod østen, de kristnes kamp mod muslimerne. Det kan virke mærkeligt, men i østlandene bærer man stadig nag overfor kristendommen for korstogene i 1100-tallet.

Derfor er Kingdom of Heaven også blevet en lidt anderledes film. Det er ikke en overfladisk historie, hvor de gode kæmper mod de onde, men et forsøg på at vise, at der var gode og onde mennesker på begge sider. Men er det nu også fair overfor historien? Eller er det en skarp hollywoodisering af emnet? Jeg er ikke historiker, så jeg ved det ikke, men lader det stå som et åbent spørgsmål. Hvad angår troværdigheden, så må jeg dog sige, at jeg synes, at hovedpersonen, Balian (Bloom) er alt for ridderlig til, at jeg som seer køber den. Lige pludselig står han og holder en tale for hele Jerusalem, at det ikke handler om religion, men om overlevelse, og alle accepterer uden protest, selv om han ikke tidligere i filmen har åbnet munden på den måde.

Ellers er der nogle fine præstationer. Liam Neeson er lidt med i begyndelsen, men kradser af som følge af et slemt angreb. Kongen spilles af Edward Norton, hvad jeg ikke havde opdaget, hvis ikke jeg havde læst det på IMDb, da han i filmen bærer maske på grund af sygdom. Eva Green er en grim kælling, men skal vist forestille at være filmens babe? Mange kvinder må føle, at de ikke blev særlig godt repræsenteret i denne film. David Thewlis så vi her den anden dag som den forhadte skurk i Dragonheart, i Kingdom of Heaven er han elskelig, rolig og klog vismand.

Filmen er ikke smuk, den har hele tiden noget støvet, brunt og beskidt over sig, men på den måde passer dens tema jo netop med emnet, korstogene. Det er en historie om religionskrig, som den så ud med Jerusalem som det forblødte centrum, sine helligdomme til trods. Historien er meget præget af en pluralistisk holdning om, at ingen har større ret til Jerusalem end andre. Det kan man jo være enig og uenig med, men faktum er, at jeg var meget underholdt af historien. Det er ikke en stjernefilm, men den kan da ses.

Scary Movie 4 (2006)

Scary Movie 4, 2006.
Instruktør: David Zucker.
Medvirkende: Craig Bierko, Anna Faris, Regina Hall.

But if you talk about those of whom we do not speak, have you not spoken of that about which we do not talk? Det hele begyndte, da Wayans brødrene syntes, det kunne være sjovt at lave en film, hvis eneste formål var at tage pis på nogen af de mange aktuelle gyserfilm. De kaldte den Scary Movie, og den blev en succes. Siden da gik det dog ned ad bakke, 3'eren fra 2003 blev uden brødrene Wayans, og den syntes ikke længere at have særlig meget med gysergenren at gøre. I år kom så den fjerde film, da man ikke troede, der ville komme flere, og efter sigende skulle en 5'er nu også være på vej.

Konceptet er efter min mening dødt lidt ud. Filmen bliver ikke sjov alene i kraft af, at den er fyldt med referencer til andre film, man har set. Scary Movie 4 har mange sjove øjeblikke, men mange gange slipper den for billigt med flade prutte- og tissejokes. Til gengæld er Anna Faris en dejlig tøs, og det er lidt synd for hende, at hun har fået denne SM-identitet, men efter sigende skulle hun have en meget lille rolle i en scene i homo-romancen, Brokeback Mountain. Derudover spillede hun også med i The Hot Chick, men det løftede jo ikke ligefrem niveauet. Craig Bierko så vi sidst i Cinderella Man, hvor han var en monsterprovokerende bokser under depressionen. I Scary Movie 4 spiller han Tom Ryan, filmens parodi på Tom Cruise, og jeg kunne da også godt genkende Cruise i ham, ikke mindst i en scene med Oprah.

Scary Movie 4 kan anbefales til dem, der godt kan lide prutskid-humor, som syntes vældig godt om filmens forgængere, og som har set de film, som Scary Movie 4 gør grin med, hvilket især vil sige War of the Worlds, Grudge, The Village, Saw og Saw II. Selv så jeg meget frem til at se den, men jeg må indrømme, at jeg nok var lidt skuffet, men det var jo bare mig - min klassekammerat syntes, den var rigtig god.

Dragonheart (1996)

Dragonheart, 1996.
Instruktør: Rob Cohen.
Medvirkende: Dennis Quaid, David Thewlis, Sean Connery, Pete Postlethwaite, Dina Meyer.

A knight is sworn to valor. His heart knows only virtue. His blade defends the helpless. His might upholds the weak. His word speaks only truth. His wrath undoes the wicked. Manden bag de actionpakkede xXx og Stealth stod i 1996 bag kæmpehittet, Dragonheart, som modsat hans seneste film havde både en rigtig god historie og de talenter, der skulle til for at den kunne visualiseres, både hvad angår animatorer, skuespillere, cinematograf og komponist.

Dragonheart var den første film, der brugte CGI til at skabe en rigtig karakter med personlighed, endda en så stærk personlighed som Sean Connery's. 10 år efter virker filmens grafik naturligvis knapt så fascinerende, da vi er nået langt siden, og Draco i Dragonheart er måske teknisk set ikke meget værd i forhold til Peter Jackson's Gollum (fra Ringenes Herre) og King Kong. Han fungerer dog stadig, og hans kropsmuskulatur og bevægelser er flotte og meget overbevisende. Connery giver karakteren det majestætiske præg, den har brug for.

Som hovedperson har vi Dennis Quaid, der spiller Bowen. Dennis Quaid har i de seneste år kun været med i en række b-film, selv om vi dog ser ham jævnligt. Den seneste succes, han havde, var nok i The Day After Tomorrow, hvor han spillede den eneste klimatolog i verden, som havde forudset jordens delvise undergang. I Dragonheart udfylder han rollen som den idealistiske ridder af Den Gamle Orden, som mister håbet, da hans discipel, prinsen, spillet af Thewlis, viser sig at blive en usandsynligt ond konge.

Thewlis er i øvrigt en skuespiller, jeg har meget stor respekt for, fordi han formår at spille ond og hadet, men også god og elsket, som vi f.eks. så ham i Seven Years in Tibet og den hidtil bedste Harry Potter-film, Prisoner of Azkaban. Hans rolle i Dragonheart er dog som skurken, en rolle han fik på baggrund af hans rolle i Naked, en film som i øvrigt bragte ham prisen Best Actor i Cannes. Som den hårde bondetøs med ben i næsen har vi Dina Meyer, der til forskel fra den skrøbelige Keira Knightley fra King Arthur faktisk falder perfekt ind i rollen som en hård middelaldertøs med nosser. Postlethwaite spiller historiens naive, dog elskelige munk.

Dragonheart er en ganske underholdende fantasyfilm. Der er masser af kamp, men egentlig ikke særlig meget blod. Historien har en vis naivitet over sig, der gør, at selv børn kan gennemskue, hvad der foregår og underholdes af den - jeg ved det med sikkerhed, fordi jeg selv har holdt meget af filmen, siden jeg første gang så den som 9-årig i Palads i København. Dens store plusser er skuespillerne, humoren, den gode, dog simple historie og dens vidunderlige score. Kunne du lide Narnia, så vil du sikkert synes godt om denne.

Doom (2005)

Doom, 2005.
Instruktør: Andrzej Bartkowiak.
Medvirkende: Karl Urban, The Rock, Rosamund Pike.

And that's why I don't do nanowalls. Igen kom endnu et videospil så op på det store lærred. Doom er ikke et spil, man spiller for historiens skyld, man spiller det for at skyde monstre. Derfor vil det måske også virke lidt skudt ved siden af (dagens første vits) at rakke ned på filmens historie, som virkelig er en gang utroværdigt og aldeles uoriginalt vås. Men på en base af en art på Mars er der nogle uhyrer løs. Hvad det er for nogen gøres så til det store spørgsmål, men det er vel egentlig et ganske uinteressant spørgsmål i denne sammenhæng. Et monster er vel et monster og skal vel bare plaffes ned?

Underholdningskurven når sit maksimum hen mod slutningen, hvor der er en first person shooter sequence, altså en scene, der ser nøjagtig ud som game play'et. Det betyder, at det hele ses fra hovedpersonens perspektiv. Om det så er en styrke eller en svaghed, at denne scene bryder med alle de indtryk, filmen har givet os inden, det må være op til den enkelte. Det løfter dog filmen en enkelt karakter, for denne scene er faktisk meget underholdende, dog kortvarig, selv om de siger i ekstramaterialet, at den tog 14 dage at skyde (her var så dagens anden vits).

Jeg vil ikke anbefale dig denne film, medmindre du er enten hardcore Doom-fan eller måske bare har et eller andet blødt punkt for monstersplat eller The Rock. Filmatiserede videospil plejer ikke at slå meget hårdt igennem, men selv ved siden af Resident Evil (1,2) må denne film kaldes ringe. Skuespilpræstationer er ikke noget at tale om. Dialogen virker både utroværdig og dumsmart. Historiens små twists virkede ikke på mig, det var tidlige give-aways. Så temmelig afbefalelig.

White Noise (2005)

White Noise, 2005.
Instruktør: Geoffrey Sax.
Medvirkende: Michael Keaton, Deborah Kara Unger, Ian McNeice.

Listen, it is one thing to contact the dead, it is another to meddle, and you are meddling. Jonathan Rivers (Keaton) er fraskilt, gengift og har en søn. Alt synes at gå godt, da hans kone en morgen deler en helt særlig nyhed med ham, nemlig at han skal være far igen. Desværre forsvinder hun sporløst, men han klynger sig til håbet om at se hende igen, indtil Raymond Price (McNeice) opsøger ham og fortæller ham, at han gennem noget radioudstyr har modtaget beskeder fra den anden side, hvor Anne Rivers er. Desværre er der også andre og knap så venlige personer på den anden side.

White Noise er en mærkelig gang vås, der filosoferer lidt over fænomenet, EVT (Electronic voice phenomenon). Historien halter, den er forudsigelig, og slutningen er kold og kynisk. Undervejs er den en meget skræmmende affære, på den led er den vellykket. Jeg satte mig til at se den i mit mørke værelse i min lille hjemmebiograf og besluttede mig for at pause, tænde lyset og skrue lidt ned, bare for at ændre lidt på hjerterytmen. Fjernsynsflimmer der af og til tager form af skrigende kvinder er bare af en eller anden grund skræmmende.

Michael Keaton spiller væsentligt bedre i denne film, end han gør i mange andre film, deriblandt Batman fra 1989. Han virker menneskelig og ægte. Ved hans side har han Deborah Kara Unger, som spiller EVP-nørden Sarah, også upåklageligt, desuden har hun et meget karakteristisk ansigtsudtryk, som næsten gør hende selvskreven til gysere. McNeice spiller en lille, tyk, ydmyg og velmenende mand, den helt rette type til at sidde og nørde ved computere, tv-skærme og radioer.

Filmen er en god skræmmer, men med et ringe plot, der både mangler sammenhæng og decideret kød! De spiritistiske og noget naive budskaber gav mig også en ret dårlig smag i munden. Skuespillerne i sig selv er ikke undskyldning nok for at se den, selv om de gør deres arbejde tilfredsstillende. Hvis det endelig skal være, så anbefaler jeg hellere, at man ser The Ring (1,2), der på samme måde viser os den skræmmende side af fjernsynsskærmen. Eller måske man skal se klassikeren Poltergeist, den har jeg personligt stadig til gode.