The Girl Next Door (2004)

The Girl Next Door, 2004.
Instruktør: Luke Greenfield.
Medvirkende: Emile Hirsch, Elisha Cuthbert, Timothy Olyphant.

Always know if the juice is worth the squeeze. Blandt de utallige sexfikserede komedier har vi så denne lille sag med selveste Kimberly Bauer, som hun hedder i 24 timer. I virkeligheden hedder hun Elisha Cuthbert, og selv om hun da ser ganske godt ud, så må jeg sige, at jeg er rimelig skuffet over hendes præstation i denne film, selv om den uden tvivl har hjulpet på hendes karriere. Hun skal forestille at være en pornostjerne, der flytter ind ved siden af, og så opstår der sød musik mellem hende og hovedpersonen, som er en ambitiøs, men efter den amerikanske ungdoms standarder alt for kedelig fyr, der snart afslutter high school.

Filmen har et enormt potentiale, fordi den tager fat i noget så beskidt som pornobranchen. Det fænger naturligvis alle vesterlændinge med et minimum af seksualmoral i biffen, og så kan filmen gå én af to veje. Den kan vise dem pornobranchens sande ansigt, som er ødelagte mennesker med minimum af selvværd med forvrængede forestillinger af sex og kærlighed. Eller filmen kan appellere til lemmet, sælge tonsvis af billetter og få unge verden over til at synes om den. Den forsøger så at sætte disse to ting sammen, og det bliver et lidt mærkeligt resultat, hvor porno dels fremstilles som charmerende, og alligevel efterlades vi med et budskab om, at Elisha Cuthbert's karakter er better than this, hvad det så end skal betyde.

Typisk amerikansk eller rettere Hollywood at gøre aktuelle problemstillinger letløselige og så endda forsøge at formidle det i en blanding af underholdning og det hor, man i dette tilfælde ikke har fattet, om man skal tage helt afstand fra. Jeg hører næsten filmen sige: "Porno er helt legalt, når bare det bliver gjort rigtigt." Den slags forvrængede, naive forestillinger trækker ganske enkelt filmen ned på min pointskala.

Når det så er sagt, så er der en del sjove gags, som gør den til en ganske vellykket komedie. På ét punkt lægger vitserne sig lidt op af Ally McBeal-humoren, idet man ganske uvidende om det føres ind i Matt's lidt for syge forestillinger af og til. Af en mainstream-komedie at være er den under alle omstændigheder sjovere end My Boss's Daughter, som jeg så for et stykke tid siden. Der skal dog advares om, at der er en masse nøgenscener, grove sex-referencer og en del grimt sprog.

House of Sand and Fog (2003)

House of Sand and Fog, 2003.
Instruktør: Vadim Perelman.
Medvirkende: Jennifer Connelly, Ben Kingsley, Ron Eldard.

House of Sand and Fog er en deprimerende affære, men på den gode måde. Hvor man ud fra trailers til filmen kan få det indtryk, at én person er god, en anden skurk, så er denne films helt store styrke, at den bevæger sig langt over det niveau. Kampen mellem det gode og det onde står ikke imellem os, men indeni os. At dømme ud fra Vadim Perelman's profil på IMDb er filmen hans debut, men efter min mening også på grænsen til at være et mesterværk. Den trækker os ind i forskellige verdner og viser os med mange kreative og kunstneriske virkemidler, at vi ikke er så forskellige, når det kommer ned til det basale, bl.a. at føle sig respekteret og at føle sig hjemme.

Jennifer Connelly spiller i denne film en kvinde, der fra filmens begyndelse ligger og skraber jorden i en dyb depression uden at se ud til at have styr på noget som helst. En fejl fra de lokale myndigheders side gør det naturligvis ikke lettere, da hendes hus lige pludselig sættes på tvangsauktion og sælges til en araber (Ben Kingsley), for hvem attitude og image betyder alt. Med en tilværelse som immigrant føler han sig trådt på, og han ønsker kun at få sin familie til at hænge sammen.

Tidligere her på Dorland Film har jeg anmeldt A Walk to Remember. Hvad angår følelsesmæssige film, så er den hermed overgået. House of Sand and Fog virker både mere realistisk og forsøger ikke at gøre detaljerne smukke for at smelte hjerterne, den viser en kold amerikansk virkelighed og åbner vores øjne for bagsiden af samfundsmedaljen. Det er muligvis den bedste film, jeg har set, mens dette projekt har været i gang. Og jeg skal ikke spolere det med flere fine ord, kun sige at jeg anbefaler denne til enhver, der ikke kun ser film for at blive underholdt, men også for at føle og lære.

Master and Commander: The Far Side of the World (2003)

Master and Commander: The Far Side of the World, 2003.
Instruktør: Peter Weir.
Medvirkende: Russel Crowe, Paul Bettany, Max Pirkis.

Filmen indleder meget kort med at fortælle, at verdenshavene under napoleonskrigene var slagmarker (battle fields). I næste øjeblik står vi på et engelsk skib med næsten 200 mand, som har én fjende, Frankrig, repræsenteret ved et skib, der er det engelske skib betydeligt overlegent. Sideløbende med denne overordnede historier er der så nogle forskellige små historier om livet ombord, om de meget unge løjtnanter, specielt Blakeney (Pirkis' filmdebut), og om skibets kaptajn (Crowe), hvis hjerte banker for England og for skibets besætning, og skibets læge (Bettany).

Man skulle tro, det var en kedelig affære, når hele filmens handling foregår på et skib. Det troede jeg i sin tid, men jeg blev glædeligt overrasket. Filmen varierer smukt mellem drama og varierende action. Det skal også siges, at hvis der er én film, man skal se med surround sound, så er denne film et rigtig godt bud. Når en bølge skyllede over skibet, så føltes det virkelig, som om den skyllede over min seng, hvor jeg lå og så den. Lyden af det knirkende træ og blæsten sat sammen med kameraet, der filmede skævt og rokkende, bidrog i høj grad til realismen og gjorde filmen til en fantastisk oplevelse.

Crowe spiller som altid godt, og i denne film virker han nærmest kongelig, som den viljefaste øverstbefalende, som næsten hele skibets besætning ser op til og respekterer dybt. Mindst lige så dygtig er Bettany i rollen som besætningens lidt asociale læge og kirurg med sin brændende, næsten barnlige interesse for biologi. Bettany synes næsten mere interessant end Crowe for tiden, da der går rygte om, at han måske vil kunne ses i rollen som Jokeren i fortsættelsen til Batman Begins. Inden da vil han dog under alle omstændigheder være at se i rollen som konspirerende albino i Ron Howards filmatisering af The Da Vinci Code. Crowe vil på et tidspunkt være at se i et lille drama af Ridley Scott.

Master and Commander minder ikke om nogen anden film, jeg har set. Den er rigtig god, og i en hjemmebiograf med et godt anlæg er den endnu bedre. Det eneste, filmen lige mangler, er nogle smukke kvinder (der er en enkelt, man får lov at se på i 5 sekunder), men faktisk flot at se en hel film, der kan klare sig uden i hele 2 timer plus lidt mere.

The Waterboy (1998)

The Waterboy, 1998.
Instruktør: Frank Coraci.
Medvirkende: Adam Sandler, Kathy Bates, Fairuza Balk.

En "ung" fyr, som er næsten 30, bor hjemme hos sin overbeskyttende mor, arbejder som vanddreng for et fodboldhold og har en hjerne på størrelse med en ært. På mystisk vis kommer han til selv at spille fodbold, da han lufter de aggressioner, som har hobet sig op i årevis, og så går der ellers sport og ære i historien plus lidt sæberomantik.

The Waterboy er en typisk mainstream Adam Sandler-film. Han har det samme tomme spasserblik fra start til slut med få undtagelser. Han stammer, siger dumme ting som en 5-årig og forguder sin skrækkelige mor, og det skal forestille at være morsomt. Noget af det er da også vældig komisk, men når den låner fra Forrest Gump, som den gør på flere punkter, så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvor meget jeg hellere ville se den virkelige vare.

The Waterboy kan anbefales til dem, der kunne lide Big Daddy og Anger Management, som dog begge var sjovere. Skal man endelig se åndsvage amerikanske komedier, så synes jeg bedre om Anchorman med Will Ferrel. Vil man prøve noget anderledes, der i høj grad er enten-eller humor, så er der også Napoleon Dynamite, der for øvrigt snart kommer i en special edition.

Insomnia (2002)

Insomnia, 2002.
Instruktør: Christopher Nolan.
Medvirkende: Al Pacino, Hilary Swank, Robin Williams.

Det kan være svært at sove, hvis solen aldrig går ned. Det er ikke desto mindre noget ganske andet, der plager kriminalinspektør Will Dormer (Al Pacino), men med krimier og thrillers generelt forholder det sig sådan, at man helst skal vide så lidt som muligt om handlingen. Christopher Nolan er nok én af Hollywoods absolut dygtigste filmskabere. Han har kun lavet få film, men har foreløbig kun formået at imponere mig, først med Batman Begins, dernæst med Memento og nu igen med Insomnia, som både er en skidegod historie effektfuldt fortalt som en rigtig thriller.

Jeg kunne se tusindvis af krimier med Al Pacino som crime detective. Han er gammel og har buret hundredvis af voldtægtsforbrydere og mordere inde, og han kan sit job i søvne. Sværere bliver det at holde fokus, når man ikke kan sove, hvilket Pacino også portrætterer perfekt. Længe så jeg faktisk Pacino som en gammel, italiensk og lidt ulækker stodder. Det hjalp væsentligt på det, da jeg så Godfather (I, II og III), og også i denne film får man lov at sympatisere med hans karakter og komme lidt ind i hans hoved.

Man ved allerede fra forsiden, at Robin Williams spiller en væsentlig rolle i filmen. Nogen vil kritisere filmen for at anvende en gammel stand-upper (eller Mrs. Doubtfire) i en sådan rolle. Robin Williams passer dog perfekt til den, og selv om det endnu ikke har været muligt at have et interview med ham i et talk-show, hvor han var seriøs i mere end 20 sekunder, så er han en rigtig god ingrediens i en thriller som denne, ikke mindst fordi det er vigtigt, at han i denne rolle virker appellerende, tillidsvækkende og menneskelig. De havde altså stærkt brug for en Patch Adams.

God historie effektfuldt fortalt med udmærkede skuespillere. Insomnia deler lidt tema med The Machinist, men er dog langt mere troværdig (ikke nær så ekstrem) og mindre dunkel. Nolan's Memento er en klassiker, hvis originalitet og psykologiske dybde, Insomnia ikke kan hamle op med, men den når efter min mening langt, og man kan tydeligt mærke, at samme instruktør står bag. Fra hans side venter vi med stadig utålmodighed på The Prestige med Christian Bale og Hugh Jackman (vores alle sammens Wolverine) som to tryllekunstnere - og så er der selvfølgelig fortsættelsen til Batman Begins.

Batman (1989)

Batman, 1989.
Instruktør: Tim Burton.
Medvirkende: Michael Keaton, Jack Nicholson, Kim Basinger.

Der kunne siges meget om de 4 Batman-film, der blev lavet før Batman Begins, men det er de slet ikke værd, og så skal der ikke trædes mere i det. Selve bevæggrunden for en helt ny og uafhængig version af Batman var, at der ikke i nogen af filmene af Tim Burton, som lavede de to første, eller af Joel Schumacher (Batman Forever og Batman and Robin) blev skildret et univers, som egentlig lignede det rigtige univers fra tegneserierne. Batman havde været en overfladisk actionaffære. Det var allerede i denne den første film, at det gik galt. I sin introduktion af Batman vover (eller formår) den ikke at gå for meget i dybden med, hvad der driver og oprindeligt motiverede Bruce Wayne til at være Dark Knight of Gotham. Batman Forever vovede at beskæftige sig med dette spørgsmål - men formåede ikke at gøre det tilfredsstillende, og det var bedre om den så bare havde undladt at forsøge!

Som almindelig actionfilm holder den første Batman heller ikke så meget efter nutidens standarder, selv om den måske formåede det for 15 år siden. Michael Keaton ser gennem hele filmen ud til ikke at forstå en dyt af, hvad der foregår, og han virker nærmest indbildsk, når han fortæller, at alt det der Batman-gejl er noget han af en eller anden næsten kryptisk grund bare er nødt til at gøre. Jokeren i form af Jack Nicholson er en eviggrinende galning, som han skal være - hans hensigter virker dog ret vage, og det er næsten en hån mod Jokerens intelligens bare at skildre ham som en klovn, der er ude på ballade.

Det gode ved 1989 var imidlertid, at Kim Basinger dengang stadig var en ung og dejlig blondine på niveau med Nicole Kidman i Batman Forever og på et niveau langt over Katie Holmes i Batman Begins, som måske har et sødt smil, men som skuespiller var en smerte i bagdelen, men det er en anden snak. Det dårlige ved 1989 var effekterne, men det vidste man naturligvis ikke dengang. Jeg har næsten lettere ved at bære over med effekterne i The Wizard of Oz end i denne, hvor selve Jokerens død fik mig til at græmme mig. Beklager spoileren.

Først og fremmest vil jeg anbefale Batman Begins. Se den og lad som om denne Batman aldrig blev produceret. Skulle du så have lyst til at se denne, så er det i orden, men gør dig ikke for store forventninger til hverken skuespil eller historie. Batmobilen og Batflyveren er dog rimelig seje, og Kim Basinger var som sagt en nydelig dame dengang.

(Udenfor emne: Da jeg satte mig til at se den i går på VHS, undrede jeg mig over, at der var en masse trailers for børnefilm, inden filmen startede. Det viste sig at være filmen The Flintstones, jeg havde puttet i, fordi den var blevet byttet ud med Batman ved uheld engang. Da jeg sad med The Flintstones overvejede jeg ganske kort, om jeg så ikke bare skulle se den i stedet. Så begyndte John Goodman og Rick Moranis at synge Bedrock-twist, og i samme øjeblik fik jeg nogle grimme associationer til noget værre møg, jeg så på DR1 i lørdags, og så stod den ellers på Batman.)

The Wizard of Oz (1939)

The Wizard of Oz, 1939.
Instruktør: Victor Fleming.
Medvirkende: Judy Garland, Frank Morgan, Ray Bolger.

Toto, I have a feeling we're not in Kansas anymore. Hvordan anmelder man en klassiker fra 1939? Tja, man gør vel, som man ville gøre med andre film, men det er klart, at havde man lavet The Wizard of Oz i dag, så havde produktet virket mere professionelt med færre flaws. Der er dog ting ved filmen, som jeg må indrømme er tidsløse og holder evigt.

Judy Garland har i rollen som Dorothy en fængende naivitet, og man skal være en grøn heks, eller i hvert fald hård og hjerteløs i langt højere grad end Tin Man for ikke at holde af hende. Hun bærer følelserne udenpå tøjet, og hun vil bare alle det bedste, og selv om der ikke er skyggen af forkert i hende, så indleder hun alligevel filmen med at løbe hjemmefra, hvilket præger hende i resten af filmen i form af en dårlig samvittighed og kulminerer med en morale, hun skulle lære på sin lange rejse. Desværre tålte virkelighedens Judy Garland ikke berømmelse, hun døde på en overdosis.

Jeg mindes, at jeg holdt af filmen, da jeg var lille, men da Andreas gav mig den i julegave føltes det alligevel som noget af en vittighed, ikke mindst fordi coveret synger "Off to see the Wizard" og lyser, når man trykker det rigtige sted som et andet valentinskort. Jeg skal dog indrømme, at jeg faktisk tog mig selv i at nyde nogen af melodierne, ikke mindst "Somewhere Over the Rainbow" i begyndelsen af filmen. Det tog næsten opmærksomheden fra de alt for synlige snore, der får heksens soldater til at flyve og løvens hale til at svirre. Den gode sukkerheks' grimme entré er jeg da også villig til at glemme, hvis det endelig skal være.

Det er og bliver en børnemusical, og har man ikke et barn inderst inde, så er filmen ikke til at se. Men det har vi alle jo. Min anbefaling af denne film går til alle, som er villig til at lukke barnet ud en halvanden times tid. Efter sigende skulle der ikke være nogen bivirkning ved det.

Kommentar: 1, 2, 3 ... 30!

Siden Dorland Film's oprettelse 3. juledag (eller d. 27. dec. 2005) har jeg kommenteret intet mindre end 30 film. Er det ikke vildt? Så jeg har faktisk set en film oftere end hver anden dag i gennemsnit, hvilket må gøre mig berettiget til titlen, filmnørd.

Jeg skrev en lille kommentar om de første 10 film, jeg anmeldte, og gjorde så det samme om film nr. 11-20. Denne gang vil jeg så filosofere lidt over nr. 21-30, og det har i det store hele været en fornøjelse, ikke mindst i forhold til nr. 11-20, som var en lidt deprimerende omgang.

30. Finding Neverland (2004)
29. Cinderella Man (2005)
28. Fun with Dick and Jane (2005)
27. Godsend (2004)
26. Jarhead (2005)
25. Dogma (1999)
24. The Machinist (2004)
23. The Frighteners (1996)
22. The Aviator (2004)
21. Treasure Planet (2002)

Som sagt har det i det store hele været en god omgang. Nr. 11-20 var en skuffende omgang dårlig actionkomedie, hvor de seneste ti film har været præget af god drama og en masse æstetisk skønhed.

Denne rundes nedtur var Dogma, ikke fordi den var blasfemisk, men fordi den ganske enkelt ikke kunne få mig til at grine, om jeg så havde viljen til at grine af næsten hvad som helst. Det faktum at den brugte hele 2 timer på ingenting, gjorde mig også ret knotten. Jeg kedede mig også over The Aviator, men den var dog ikke helt ned og skrabe bunden som Dogma. Et sted imellem de to er så Godsend, der bare var meningsløs.

Denne rundes optur er lidt sværere at bestemme, men skal jeg vælge én, så bliver det nok Jarhead, som levede helt op til mine store forventninger. Den så vidunderlig ud, hamrende sjov og på mange måder tankevækkende. Så endnu et klap til Sam Mendes, der også stod bag Road to Perdition. På en delt andenplads står Finding Neverland og The Machinist.

Hvis man overvejer lidt, hvad der har været fælles for denne runde af film, så springer det mig i øjnene, at der har været 4 (det vil sige 40%) af filmene, som var biografiske eller autobiografiske. Det sælger at tage fat i virkelige personers liv og fortælle deres historier, godt shinet op med smukke skuespillere, god musik og æstetisk skønhed. Som jeg dog var inde på i anmeldelsen af Finding Neverland, så bliver en film dog ikke god af at være autentisk, det var The Aviator et godt eksempel på. De 4 film er The Aviator (kedelig), Jarhead, Cinderella Man og Finding Neverland, der handler om Howard Hughes (filmmager og flydesigner), Anthony Swofford (mindre kendt marinesoldat), James Braddock (bokser under depressionen) og James M. Barrie (forfatteren til Peter Pan).

Et gennemgående tema har været, hvad social nød kan have af betydning på det individuelle plan. Motivationen for Jim Hawkins i Treasure Planet er også at skaffe sin enlige mor nogle penge, hun kan bygge sig en kro for, da den første er brændt ned, og de helt reelt står med ingenting. På samme måde sidder Frank Bannister heller ikke for godt i det. Jarhead er lidt et eksempel på, hvilken betydning dårlige familieforhold, dog ikke specielt fattigdom, kan have for en ung mand, som motiveres til at joine regimentet. Fattigdom er derimod hovedtemaet i Fun with Dick and Jane, men den er selvfølgelig kun for sjov. Cinderella Man tager derimod konceptet seriøst.

I fremtiden kan man (stadigvæk) forvente en kommentar til klassikeren The Wizard of Oz, som jeg allerede har set lidt af. Insomnia har jeg også til gode. Her i weekenden investerede jeg desuden i Roman Polanski's Pianisten med Adrien Brody i hovedrollen, pudsigt nok også autentisk. Jeg har tilmeldt mig noget Digitarian, som i den første måned - indtil d. 7. marts for mit vedkommende - kun koster 35 kroner, og så skulle jeg endda få en gratis DVD med i købet, nemlig Crash med bl.a. Matt Dillon og Sandra Bullock, som kan prale af at ligge nr. 71 på IMDb med en brugervurdering på 8.4/10 (hvilket er flot, da der findes kun 70 film, som har scoret bedre). Gennem Digitarian, som er en lejeservice, regner jeg med at se Steven Spielberg's A.I., hvis koncept jeg er meget interesseret i, og så The Girl Next Door, som er med den okay pæne Elisha Cuthbert, og som jeg regner med kan levere lidt overfladisk, men god underholdning uden for mange mislykkede dramasekvenser.

Til dig, der kunne finde på at følge mine anbefalinger: God fornøjelse. :-)

(Tilføjelse 17/2 : Jeg bestilte i denne omgang The House of Sand and Fog i stedet for Spielberg's A.I., som så må vente til en anden gang. Grunden er, at The House of Sand and Fog kunne jeg aldrig finde på at købe, men vil frygtelig gerne se den, og så passer det bedre at skaffe sig den gennem denne lejeservice. For øvrigt har jeg nu modtaget min gratis Crash.)

Finding Neverland (2004)

Finding Neverland, 2004.
Instruktør: Marc Forster.
Medvirkende: Johnny Depp, Kate Winslet, Julie Christie, Dustin Hoffman.

Efterhånden har man set Johnny Depp i mange forskellige skikkelser. Han har spillet alverdens forskellige særlinger, ikke mindst i Tim Burtons produktioner, hvor han både har været Edward Scissorhands, Willy Wonka (i Charlie og Chokoladefabrikken) og senest brudgom til Corpse Bride. Desuden leverede han en kraftpræstation som sarkastisk og sær forfatter i Secret Window, men særlig kendt er han nok for sin rolle som den charmerende Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean, vi snart kan vente os nogle fortsættelser til. Johny Depp er altså en mand med mange evner og talenter som skuespiller, denne gang er han dog mere afslappet og balanceret.

Han spiller skuespilforfatteren Sir James Matthew Barrie, der har lidt problemer med at finde den inspiration, det kræver, at skrive gode teaterstykker. En dag i parken finder han dog en ny inspirationskilde, en familie bestående af en enke, portrætteret af Kate Winslet, og hendes fire sønner, som han snart får et ganske særligt forhold til, og som han leger med og involverer i sine fantasier og historier.

Billedsiden af Finding Neverland er meget flot. Det er en lys og strålende film, positivt som Barrie's sind og farverig som hans historier. Den giver en stille og rolig indførelse i baggrunden for Peter Pan, ideen om ikke at ville blive voksen og om at flyve til "Neverland" ved at tænke glade tanker. Den er både rørende og flot, men en stille film.

De film, der virkelig synes at hitte i USA, er dem, som omhandler kendte mennesker og deres liv. Det var Cinderella Man og The Aviator også eksempler på, som begge er meget anerkendte og værdsatte. I år gøres det så med Capote og Walk the Line. Det sker lidt for ofte, at en film anerkendes, uanset om den er god, bare den opererer lidt med historiske facts og husker at gøre opmærksom på autenciteten i start og slut (det er Aviator et eksempel på). Finding Neverland hævder ganske beskedent at være inspireret af virkelige hændelser, og den er god, fordi den er stilistisk velfortalt og meget rørende. Så den kan anbefales, men vær som altid lige opmærksom på genren.

Cinderella Man (2005)

Cinderella Man, 2005.
Instruktør: Ron Howard.
Medvirkende: Russel Crowe, Renée Zellweger, Paul Giamatti, Craig Bierko.

Cinderella Man er ikke en eventyrfilm. Den er heller ikke en film fyldt med overraskelser. Den er baseret på en rigtig historie, som sikkert har været overraskende, da den faktisk skete, men filmen som sådan ved man allerede, hvad handler om efter traileren. Den handler om en familie under depressionen, hvis far var bokser, men som fik taget sin bokselicens, men nogle år senere fik et fantastisk comeback og vandt verdensmesterskabet.

Denne historie er fortalt, så det varmer hjertet, og man sympatiserer stærkt med Russel Crowe i rollen som den ansvarsbevidste og godhjertede James Braddock, hvis kløgtighed på mange måder virker noget højere, end hvad jeg normalt vil tillægge boksere. Zellweger spiller også godt, selv om hendes figur ikke er særlig interessant. Den mest fængslende præstation i filmen er nok den, der leveres af Paul Giamatti, der spiller Joe Gould, Braddock's gode ven og velformulerede træner.

Historien er i historisk sammenhæng ganske interesant. Den fortæller nogle ting om depressionen, og om hvordan den ramte mange amerikanere. Alene det at familien fortyndede mælken med vand for at narre børnene får én til at tænke lidt over tilværelsen. Og det at sønnen stjæler en pølse hos slagteren, og måden Braddock og andre fik arbejde på... Det er alt sammen meget sigende og løfter filmen.

Ron Howard er en dygtig instruktør, der kan lave flere forskellige slags film. Det er en sjov tanke, at han også stod bag børnefilmen, How the Grinch Stole Christmas. Jeg vil dog specielt huske ham for A Beautiful Mind (på dansk: Et Smukt Sind), hvor han også var assisteret af manuskriptforfatteren, Akiva Goldsman, som også har arbejdet på denne. De samme filmskabere er netop nu i gang med at bringe den meget populære The Da Vinci Code af Dan Brown til lærredet. De virker til at have sans for gode historier, virkelige såvel som fiktionære.

Cinderella Man er en god film. Selv nød jeg faktisk også boksesekvenserne (mod al forventning), som også bevarede en god del af det dramatiske aspekt i form af glimt og flash backs, der fik en følelsesmæssigt involveret i kampen. Filmens store plusser er Paul Giamatti og skildringen af de sociale forhold under depressionen. Jeg tror, det er meget få, der decideret ikke ville kunne lide den her.

Fun with Dick and Jane (2005)

Fun with Dick and Jane, 2005.
Instruktør: Dean Parisot.
Medvirkende: Jim Carrey, Téa Leoni, John Michael Higgins, Alec Baldwin (men ik credited på IMDb??).

Kritikerne bryder sig vist ikke om denne film og heller ikke særlig mange brugere på IMDb, hvor den må tage til takke med 5.8 lige nu (ud af 10). Selv så jeg den i Imperial i København. Vi gik glip af de første par minutter på grund af nogle problemer med billetterne, men vil alligevel rose ekspedienterne i Imperial for deres tackling af en lidt uheldig situationen, men ris til deres skidedårlige billetsystem. Men tror ikke jeg gik glip af særlig meget.

Forventningerne til denne komedie var altså ikke vildt store, men det gør jo ikke så meget, for jeg synes faktisk, at den var rigtig sjov. Der er mange vellykkede vittigheder. Der er færre fysiske gags af den art, som har gjort Jim Carrey kendt. Det er godt at se, at den hele vejen holder det useriøse niveau og ikke forsøger på at glide over i noget lidt mere seriøst drama på noget tidspunkt som så mange komedier ellers forfalder til.

Et væsentligt kritikpunkt fra min side er slutningen. Selve historien mangler et suverænt klimaks, og selv om man godt kan mærke, når den er ved at være slut, så er man alligevel lidt skuffet over, at den ikke kulminerede med noget mere. Konfrontationen med "skurken" spillet af Alec Baldwin (selv om han ikke på IMDb er sat i forbindelse med filmen af en eller anden grund) er simpelthen for kort og for let. Var det bare det?

Men det rykker nu ikke ved, at der var rigtig mange gode grin i denne film, og jeg vil derfor anbefale den til god hygge. Det er Jim Carrey på et mindre overdrevet niveau, og de, som normalt synes, han er "for meget" i form af Ace Ventura (1,2), Cable Guy og Bruce Almighty, vil kunne lide ham i denne film, mens en stor skare nok vil mene, at han er for kedelig.

Godsend (2004)

Godsend, 2004.
Instruktør: Nick Hamm.
Medvirkende: Greg Kennear, Rebecca Romijn, Robert De Niro.

I onsdags havde vi de to sidste engelsktimer før den stundende højtid, vinterferie. Det fejredes med en god film og kage. Eller det var så planen, men filmen var ikke god. Planen var, at den skulle falde i tråd med nogle af de tekster og artikler, vi har læst om kloning i lys af Aldous Huxley's berømte bog, Brave New World. Problemet er, at Godsend ikke går etisk i dybden med klonteknologi, den bliver mod al forventning overnaturlig og leger med det metafysiske, samtidig med at den prøver at forklare lidt om genetisk risiko.

Handlingen virker først meget god. Et ægtepar, ægtemanden er biologilærer, bor i et kvarter med meget kriminalitet og mister deres søn i en bilulykke. Kort efter begravelsen kontaktes de af en læge, en genforsker, der portrætteres godt i form af Robert De Niro, som har et specielt tilbud: Han vil klone deres søn. Moderen insemineres, hun føder, barnet vokser op og fylder otte år. I tiden efter det tidspunkt, hvor han døde (altså første gang), bryder helvede løs.

Dens forsøg på at være uhyggelig irriterer mig. Filmen blev kedelig og intetsigende. Den engagerer sig ikke i den etiske diskussion og leverer ikke et bud på risici ved kloning, som kan tages seriøst i en given diskussion. Historien kompliceres hen mod slutningen og gøres på den måde endnu mere uvedkommende. Selv The 6th Day med Schwarzenegger havde mere intellektuelt at byde på, og her snakker vi altså Schwarzenegger-film!

Hermed ingen anbefaling. Personligt stemte jeg for, at vi skulle se THX 1138. Som futuristisk drama tror jeg (uden at have set den), at den havde været mere relevant for vores emne i engelsktimerne. Desværre måtte jeg tage til takke med dette usammenhængende lort med verdens kedeligste slutning.

Jarhead (2005)

Jarhead, 2005.
Instruktør: Sam Mendes.
Baseret på selvbiografi af Anthony Swofford.
Medvirkende: Jake Gyllenhaal, Peter Sarsgaard, Jamie Foxx.

Welcome To The Suck. Sådan lyder denne films gode tagline. Filmen skildrer i al sin enkelthed, hvordan der er i sølet, altså i Iraks ørken, hvor en flok unge soldater bare venter på endelig at få lov at knalde nogle irakersvin. Filmen er som så mange andre film baseret på en bestseller. Jeg så den med nogle kammerater, der alle sad og ventede på krig og action som set i Saving Private Ryan og We Were Soldiers. Jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var sådan en film, men mine kammerater måtte skuffede forlade biografen.

Filmen begynder først og fremmest humoristisk. Så glider den langsomt over i den hårde realisme. Personkarakteristik er et godt nøgleord i denne film. Der er ikke mange kendte skuespillere i den, og de unge talenter er absolut filmens styrke - og humoren. Jake Gyllenhaal, der har hovedrollen og er den levende fortæller, har tidligere vist sit talent i den sære, men interessante Donnie Darko. For tiden er han i øvrigt kommerciel med Ang Lee's romantiske bøssewestern, Brokeback Mountain, der står nomineret til en stribe oscars (vist også til Gyllenhaal). I denne film spiller han suverænt, men jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at sætte fingeren på, hvad ham Swofford var for en, dels fordi han har dårlige familieforhold, og fordi han på et tidspunkt i filmen handler ufattelig irrationelt (du vil forstå hvad jeg hentyder til, når du har set den). Men for at forstå ham helt, må man nok læse bogen.

Jarhead er på mange måder en flot film, ligesom Road to Perdition, der også var Sam Mendes' værk. Desværre er instruktøren ikke vild med tjansen, og han siger, at han ikke vil lave (særlig mange?) flere film. Surt show. Én ting er, at den rent visuelt er en pryd for øjet, hvis man ser bort fra al pornografien. En anden ting er, at historien i sig selv er meget godt bygget op. Den har i fortælleform lighed med Road to Perdition i og med, at hovedpersonen samtidig er fortæller og starter og slutter samme sted. Tyder lidt på mangel på fantasi, men egentlig fungerer det meget godt.

Du bør se filmen. Og ja, med de rette forventninger er den en god film i biffen. Det er komedie og drama, man kunne fristes til at kalde det "sjov seriøsitet" eller med et godt ord "tragikomisk". Det største problem med denne film er, at den giver sig ud for at være til unge, og den klarer dette, hvad angår humoren, men den går ned på actiondelen. Kan du dog undvære dette element, så vil du måske synes om den. Det gjorde jeg.

Dogma (1999)

Dogma, 1999.
Instruktør: Kevin Smith.
Medvirkende: Ben Affleck, Matt Damon, Alan Rickman, Linda Fiorentino, Chris Rock.

Nej! Hvad skete der? 120 dyrebare minutter af mit liv forsvandt lige juks ud i ingenting, og så nød jeg det ikke engang! Lad dette være min første subjektive kommentar til dette makværk, jeg var så dum at lade sig folde ud i min DVD-afspiller. Det værste var, at jeg endda så lortet til ende med et spinkelt håb om, at der måske kunne komme noget sjovt ud af det.

Dogma er den kristne terminologi proppet i en blender sammen med nogle hedenske og katolske myter, ukendte popkulturelle referencer og så lidt blod og lort og en masse brug af ordet fuck, hvorefter nogen har tændt for blenderen, hældt det i glasskåle og serveret det, som var det faktisk en dejlig dessert. Lad det stå klart, at jeg har ikke det store imod, at man tager kristendom og digter videre på det i en sådan sammenhæng. Filmen lægger endda ud med at sige, at deres eneste ærinde med filmen er at skabe en syg fantasy-komedie. Men universet, de skaber, er usammenhængende og rodet - og det er pjattet, men ikke humoristisk på nogen måde.

Det er bare ikke sjovt, at Chris Rock (verdens elendigste skuespiller) er den 13. apostel, som ikke blev nævnt, fordi han var sort. Det er ikke sjovt, at engle er blevet skabt uden kønsorganer. Og at Gud i virkeligheden er en dame, den joke var meget bedre, da jeg hørte Ellen DeGeneres bruge den i et show, hvor den faktisk virkede. Men alt respekt skal i denne sammenhæng gå til sidste års Constantine, der på samme måde voldtog kristendommen, men hvor produktet faktisk både var en sammenhængende og en yderst komisk historie, der til forskel fra denne fik mig til at grine (selv om den egentlig ikke var en komedie).

Men dette er så det, man må regne for Hollywoods fast food. Det forholder sig sådan med cheeseburgers, at der er intet godt i dem, men de smager godt. Problemet med dette fast food er, at det heller ikke smager godt, men det skyldes jo nok også til dels mine smagsløg. Den er et resultat af tre gode venners humor og kreativitet, nemlig Matt Damon, Ben Affleck og Kevin Smith. Smith medvirker i filmen og er en af de bedre. Disse tre gutter har pudsigt nok også haft arbejdet sammen for at skabe et seriøst produkt, nemlig det prisbelønnede drama, Good Will Hunting, som Affleck og Damon udformede manuskript til og begge medvirkede i. Smith var her co-producer, og jeg har svært ved at få det til at hænge sammen, når man ser, at han også er manden bag den dybt useriøse Clerks (1, 2 og tv-serien), som nok heller ikke er noget for mig.

Du er måske typen, der ville finde Dogma morsom. Personligt fandt jeg den ikke morsom. Jeg fandt den heller ikke usmagelig, fordi jeg er kristen eller noget. Den værste form for blasfemi, der findes, er jo nok den sjove, og derfor må Dogma siges at være rimelig harmløs, for den var ikke ligefrem sjov, kun lang og fyldt med intetsigende sludder.

Instructor
Instruct
Instructors
Instructs
Instructed
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

Divergent
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

Fleck
Afflict
Alec
Alick
Alack
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

Rick man
Rick-man
Hickman
Roman
Tucuman
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

Florentine
Fronting
Forenoon
Fomenting
Foresting
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

Sal ma
Sal-ma
Saloma
Selma
Salaam
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

Hayes
Hayed
Hake
Hark
Hawk
Edit...
Ignore all
Add to dictionary

The Machinist (2004)

The Machinist, 2004.
Instruktør: Brad Anderson.
Manuskript: Scott Kosar.
Medvirkende: Christian Bale, Jennifer Jason Leigh, Michael Ironside, Larry Gilliard Jr..

Jeg er ikke sikker på, hvor meget eller hvor lidt jeg skal skrive om denne film. På Internettet associeres den ofte med Memento, en genial psykologisk thriller af Christopher Nolan, der pudsigt nok har fundet sammen med Christian Bale sidenhen (de har bl.a. lavet Batman Begins sammen, og i fremtiden kan vi så vente os The Prestige fra deres side). Christopher Nolan var dog ikke tilknyttet dette projekt, og det kan jo være både godt og skidt. Faktum er, at The Machinist rent fortællemæssigt har nogle klare styrker, men den mangler lige det sidste krydderi, der ville løfte den op på niveau med Memento.

Visse dele af plottet er ganske forudsigelige, og jeg tror, det gør sig gældende for alles vedkommende. Den følger simpelthen et mønster, som vi har set mange gange. Det er ikke engang en spoiler, hvis jeg skriver, at han selv er hele problemet. Det er faktisk rimelig åbenlyst fra start af. Spørgsmålet er så, om det er meningen, at dét skal være overraskelsen, eller om det i højere grad drejer sig om, at vi skal finde ud af, hvad han fejler. Svaret er det sidste. Vi ved, han har søvnmangel, at han har spiseforstyrrelse af en art, og at han har problemer med at huske ting og derfor hele tiden skriver huskesedler til sig selv. Det, der er mysteriet, er, hvordan han er kommet ud i denne ekstreme tilværelse.

Christian Bale er en fantastisk skuespiller, muligvis en af de bedste. Det er selvfølgelig et plus, at han er villig til at dedikere sig så meget til en rolle, at han faktisk risikerer sit liv ved at sulte sig op til optagelserne af denne film (næsten 30 kg!). Det er et noget andet offer end f.eks. Natalie Portman's afkald på sit hår op til V for Vendetta for nu at sammenligne - eller Sylvester Stallone, der måtte tage 18 kg på før optagelserne til Cop Land. En anden ting er, hvordan Bale i denne rolle som en person, der er socialt isoleret, både kan udstråle en vis charme og et vist vanvid. Hans blik, de stirrende øjne og den skepsis eller det syrede smil, han kan male frem gør her hans præstation genial. Vi så også lidt af det i Batman Begins, hvor han tilføjede Batman-karakteren den psykologiske dybde, som var nødvendig for at genoplivelsen af figuren kunne lykkes. Jeg er spændt på at se, om Bale så var lige så god i American Psycho, som jeg må og skal se på et eller andet tidspunkt. Og så er jeg i øvrigt spændt på den kommende Rescue Dawn, han har hovedrollen i.

Men tilbage til The Machinist. Anbefaler jeg denne film? Hvis du er til mystiske pykologiske thrillers, så vil jeg sige, at den er et udmærket bud. Som allerede sagt, så hamler den ikke op med Memento, men hvilken film gør det? Denne film udmærker sig på, at den er meget stemningspræget, at Christian Bale er eminent, og at man godt kan tænke lidt over den bagefter. Jeg har i hvert fald ikke regnet historien helt ud, eller måske har jeg, men sidder bare tilbage med de punkter, hvor den ikke holder helt vand. Det må du selv afgøre, når du har set den - så kom tilbage og læg en kommentar.

The Frighteners (1996)

The Frighteners, 1996.
Instruktør: Peter Jackson.
Medvirkende: Michael J. Fox, Trini Alvarado, John Astin, Jake Busey.

Efterhånden kender folk navnet på Peter Jackson. I det hele taget er der ved at ske en udvikling, folk er faktisk ved at opdage, hvem der laver filmen, og ikke blot hvem der er med i dem. Men Peter Jackson har lavet Ringenes Herre (1, 2, 3) og King Kong. Det pudsige er, at disse kæmpestore produktioner ikke alene er det største, han har lavet - det er det eneste store, han nogensinde har lavet. Før det lavede han små billige splatterfilm, som udover at være ufatteligt ulækre, også er ufattelig sjove. Det gælder i hvert fald for Braindead, som er den eneste, jeg har set. The Frighteners, der lige er blevet udgivet her sidste år i en ny forlænget specialudgave, er så, hvad han selv vil beskrive som den glidende overgang mellem de små splatterflicks og den store midgårdsproduktion.

The Frighteners er en underholdende actionkomedie fyldt med special effects. Det virker ikke så overdrevent i dag, som det har virket i 1996, da mange film har overgået den siden, men man kan tydeligt mærke gennem filmen, at man dengang fascineredes dybt af de muligheder, den nye teknologi åbnede op for. Men visuelle effekter kan ikke bære en film.

Det kan Michael J. Fox derimod! Han bar for eksempel Greedy, en komedie om at score en rig onkels gunst. At han kan gøre det er dog ikke en garanti for at han gør det i alle film. Hans rolle i The Frighteners er faktisk ret kedelig og ubetydelig. Hændelserne sker bare omkring ham, nærmest. Too bad, men har på fornemmelsen, at Michael J. Fox bare skulle sælge filmen i en eller forstand. Desuden var det vist under denne film, hans parkinson var ved at blive slem.

Frighteners satser i højere grad på alle de andre figurer, der alle bidrager lidt til galskaben. Spøgelserne er ikke skræmmende, de er bare mere eller mindre freaks alle sammen, og nogen af dem er da også vældig komiske. Derudover, så er der én af dem, der godt kan lide at slå folk ihjel for sjov. Filmens absolutte svaghed er netop historien, at den onde fra start af præsenteres som motivløs. Han slår kun ihjel for at dræbe. Forvent ikke en intelligent thriller på dét punkt.

Jeg vil anbefale The Frighteners til dem, der godt kan lide lidt uhygge og galgehumor, men jeg syntes faktisk, at Braindead var sjovere (og sortere), om end meget mere blodig. Ved siden af Ringenes Herre er den selvfølgelig ikke at regne for noget som helst, men på flere punkter kan den efter min mening sagtens hamle op med King Kong.