The Client (1994)

The Client, 1994.
Instruktør: Joel Schumacker.
Baseret på bog af John Grisham, manuskript af Akiva Goldsman.
Medvirkende: Tommy Lee Jones, Susan Sarandon, Mary-Louise Parker, Brad Renfro.

Igen måtte jeg sande, at der faktisk findes gode film af Joel Schumacker. Jeg har set den før, dog ikke lagt mærke til instruktøren. I dette tilfælde kan det også være svært for ham at ødelægge det hele, når man tænker på den gode forfatter, der står bag historien, og de gode skuespillere, der besætter rollerne - og Akiva Goldsman, som senere kom til at lave en masse godt sammen med Ron Howard.

The Client handler om to ludfattige drenge, der går ud i skoven for at ryge på mors cigaretter, da de støder på en bil. Bilen er tændt, i dens udstødning ligger en slange som fører om til førersædet, hvor en advokat ved navn Romey sidder. Romey har valgt at dø, bl.a. fordi han ved for meget. Han skyder sig selv, og pludselig er det den ene af drengene, som ved for meget, og som kommer i en klemme mellem offentlige advokater, der vil gøre alt for at vide, hvad han ved, og så mafias mindre venlige udsendte, der vil gøre sit for, at den viden, drengen ligger inde med, ikke slipper ud.

Det er ikke den bedste filmatisering af en Grisham-bog, der er set, men Tommy Lee Jones passer fint ind i billedet som en typisk højrøvet advokat, der bare stiler efter succes, som de karikeret beskrives i flere af Grishams bøger. Udmærket præstation af unge Brad Renfro, som nok egentlig er ældre end mig. Denne kan anbefales folk, der kan lide John Grisham og rolige thrillers.

Madagascar (2005)

Madagascar, 2005.
Instruktør: Eric Darnell, Tom McGrath.
Medvirkende: Ben Stiller, Chris Rock, David Schwimmer, Jada Pinkett Smith.

En sjov lille komedie om en stolt byløve (Stiller), der blot ønsker at fortsætte sit liv som den forkølede dyrekonge, der beundres af børn hver dag. Og om zebraen (Rock), der modsat løven er ved at kede sig ihjel og gerne vil opleve det vilde liv. Og giraffen (Schwimmer), som altid fejler noget, tror han. Og så en stor kærlig flodhest (Pinkett Smith). De fire venner kommer lidt på afveje, alt imens der laves den ene komiske filmreference efter den anden, dog ikke referencer, som er genkendelige for de små, som filmen ellers synes henvendt til.

Christ Rock har gjort sig populær ved at være en barnlig og flabet negerfyr med en meget stor mund. Det synes nogen så er sjovt, mens jeg synes, han er kedelig, og at han burde skydes for sit manglende skuespiltalent, som dog heldigvis er mindre tydelig i animationsverdenen. Stiller er kedelig som løve, men Schwimmer (bedre kendt som Ross fra Venner) er brilliant i rollen som ynkelig giraf.

Filmens komiske centrum er helt klart pingvinerne, der overgår selveste James Bond i stil og snilde. Har man DVD'en, så kan jeg også varmt anbefale, at man ser den lille bonusfilm med dem på. Madagascar er en god komedie med mange sjove indfald, dog ikke på højde med Shrek (1,2). Shark Tale, som også er en af Dreamworks' animationsfilm, har jeg så stadig til gode. Denne lignede for mig at se nemlig først en parodi på Pixar's Finding Nemo, som også er et undervandseventyr. Men de har det med at lægge sig ret tæt op af hinanden, snart kan vi f.eks. se The Wild fra Disney, som pudsigt nok handler om en løve og en giraf, der flygter fra zoo.

Madagascar kan anbefales børn, der godt kan lide snakkende tøjdyr, men som måske havde lidt svært ved at forstå handlingen i Monsters, Inc.. Og selv om man ikke er barn, så kan man sagtens nyde filmen, da der som sagt er mange jokes, som vil gå over hovedet på de små.

Det Forsømte Forår (1993)

Det Forsømte Forår, 1993.
Instruktør: Peter Schrøder.
Medvirkende: Thomas Villum Jensen, Fritz Helmuth, Adam Simonsen, Ken Vedsegaard.

Hans Scherfigs geniale roman ført til lærreds af Peter Schrøder er en rigtig god film, den bevæger sig på grænsen til at være den bedste danske film nogensinde. Fritz Helmuth er den sadistiske lærer, Lektor Blommes, der bliver forgivet og dør på tragisk vis i filmens indledning. Mange år senere mødes studenterjubilarer og snakker om "de gode gamle dage". Vi trækkes ind i Edward Ellerstrøms erindringer og oplever verden, som han oplevede den i 1.g som Lektor Blommes yndling.

Historien er fantastisk. Jeg ikke så litterær, hvad sådan noget angår, men jeg elsker romanen, og selv om filmen aldrig vil leve op til romanen, så er den klart at anbefale. Klokken er mange, så vil ikke sige mere at sige end dette.

Hitch (2005)

Hitch, 2005.
Instruktør: Andy Tennant.
Medvirknede: Will Smith, Eva Mendes, Kevin James, Amber Valletta.

En mainstream date movie, som vil falde i stort set alles smag. Særligt ved denne film er, at en af hovedrolleindehaverne samtidig er en af amerikansk show bussiness' fedeste komikere (på begge måder). Her snakker jeg ikke om Fresh Prinse Will Smith, men derimod om Kevin James, der i denne film er en kikset fedrik, der forelsker sig i en smuk rigmandsdatter og derfor behøver lidt af Hitch' (Will Smith) rådgivning. Hitch har nemlig specialiseret sig i at lege Kirsten Giftekniv alias Kærlighedsdoktor og gør det som ordinært arbejde.

Der er mange sjove øjeblikke i filmen, der bliver dog aldrig helt ekstreme gags og nogen af vitserne er lidt for letkøbte. Især en scene hvor Will Smith's hoved ligner en badebold, fordi han har fået en allergisk reaktion, synes lidt for plat. Piger vil uden tvivl grine. Vi fyre skal nok for det meste have noget mere, før det bliver mere end en almindelig acceptabel komedie. Hvad angår romancen, så er det det sædvanlige overfladiske lal, der lirres af. Intet nyt under solen, og ikke særlig udslagsgivende for dopaminen. Den lange pigeslutning sagde mig absolut ingenting.

Filmen sukker og dvæler heldigvis ikke lige så meget som Sleepless in Seattle. Humoren når aldrig et særlig højt niveau. Den får dig til at smile, men ikke til at grine højlydt, som f.eks. What Women Want gjorde. Ligesom denne har filmen dog en svaghed, der hedder langtrukken og dødkedelig romancefinale, men måske det kan have en positiv effekt på pigen, man ser filmen sammen med, og så gør det naturligvis ikke så meget. Lad mig i øvrigt have lov at sige, at Eva Mendes som sædvanligt ser rigtig dejlig ud.

Saw II (2005)

Saw II, 2005.
Instruktør: Darren Lynn Bousman.
Medvirkende: Tobin Bell, Donnie Wahlberg, Shawnee Smith.

Oh Yes, There Will Be Blood. Der er i tidens løb lavet ufattelig mange dårlige splatterfilm, hvor små teenagere klappede i hænderne, når bare der flød masser af blod og lød masser af skrig. Den mest makabre scene i denne film er dog klart de første to minutter. Derudover er der dog en masse fantasifulde gags, der dog efter min mening ikke lever op til 1'eren i intensitet eller originalitet.

Saw blev sammenlignet lidt med Se7en, en film om hvordan en morder får sine ofre til at dø på en måde, der har relation til de syv dødssynder. Konceptet ligner lidt. I Saw sætter en morder, der populært kaldes Jigsaw, sine ofre i specielle situationer, hvor de for det meste kan undslippe, hvis de er villige til at gøre noget meget, meget slemt. De vågner op, instruktionerne får de på et bånd, og så sættes uret i gang. Det, der gør filmen spændende, er, at du bliver præsenteret for ofrene og følger deres reaktioner, når de sættes i disse situationer. På den måde blev den første Saw nærmest kult, en film der virkelig giver myrekryb og maner frygten frem i en. Den samme effekt opnåes efter min mening ikke helt med Saw II. Nok er den ulækker, men ikke nær så skræmmende.

Den store styrke i 1'eren var så også historien. Hvem er denne morder? Hvorfor leger han disse lege? Hele filosofien, som den åbenbares i filmen, er genial. Mystikken synes dog at være gået af historien i Saw II, hvor man forholdsvis tidligt præsenteres for Jigsaw, som sætter sig til at fortælle og forklare sin livsfilosofi. Meget snak, mindre uhygge. Der sker nærmest et genreskift, hvor meget af tiden går med thriller og drama i stedet for det gys, man oprindeligt kom efter. Jeg tager dog hatten af for den overraskende slutning, som ikke er mindre genial end den i 1'eren.

Saw kan anbefales folk, der kan lide nervepirrende thrillers. Hvis du er typen, der gerne vil se "forstyrrende" film, der får dig til at krølle dig lidt sammen i sædet og kigge væk, så er det en udmærket film, dog ikke den bedste. Skru op for lyden og sluk lyset. Er du for hårdhudet, vil du muligvis blive skuffet. Personligt blev jeg ikke særlig bange.

Hotel Rwanda (2004)

Hotel Rwanda, 2004.
Instruktør: Terry George.
Medvirkende: Don Cheadle, Nick Nolte, Sophie Okonedo, Joaquin Phoenix.

Én af de mange afrikanske konflikter, der har skabt stor undren og forhåbentlig også lidt samvittighedsnag hos os vesterlændinge, var folkedrabet i Rwanda. Konflikten stod mellem to stammer, hutu og tutsier, hvor hutuerne i begyndelsen var i overtal. Rwandas præsident, som var hutu, blev myrdet, og hutuerne gav tutsiske oprørere skylden og gav sig til at udrydde tutsier systematisk. Ingen regel uden undtagelser, naturligvis. Paul Rusesabagina, bestyrer af et belgisk hotel i Rwanda, fedtede sig ind hos diplomater og embedsmænd for at "spare tjenester op" til den dag, urolighederne skulle bryde ud. Historien vidner om, at konflikten har ligget parat til at boble ud. Alligevel overraskedes alle, ikke mindst FN, som troede alt var sikret med en underskrevet fredsaftale.

Denne film er god og sund, idet den ikke gør nogen af parterne til fjenden. Det nuancerede billede ses ikke mindst på det faktum, at filmens hovedperson, Rusesabagina , selv er hutu, men gift med tutsi. Derimod kan filmen dog godt læses som en finger til FN, der ikke greb ind i konflikten, men stille så til, mens blodet flød - med enkelte undtagelser. Filmen gør dermed også op med det harmoniske billede, der lidt for ofte stilles op af FN, som reelt ikke er mere, end hvad diverse udenrigspolitikere i de store lande kan blive enige om. I den sammenhæng betyder afrikanerne nada, som det forklares med stor frustration af Nick Noltes karakter, en arbejdsom FN-general.

Den helt store stjerne i filmen er dog uden tvivl Don Cheadle. Præstationen skaffede ham også en oscar nominering, desværre blev det Jamie Foxx, der løb med den for sin præstation i Ray, som jeg tidligere anmeldte her på sitet. Don Cheadle er dog bedre. Han overgår også Adrien Brody, som vandt et par år forinden for sin præstation i Pianisten, som jeg så i forgårs. For tiden er han aktuel med den store oscarvinder, Crash, som jeg så sidste uge.

Hotel Rwanda viser nok ikke virkeligheden, som den var. Ingen film magter at kunne vise et panoramabillede af en så stor og kompliceret konflikt, som er bredt nok. Men den gør indtryk og er desuden en rigtig god og underholdende historie med en fantastisk overbevisende hovedrolleindehaver, Don Cheadle.

The Pianist (2002)

The Pianist, 2002. (dansk titel: Pianisten)
Instruktør: Roman Polanski.
Medvirkende: Adrien Brody, Thomas Kretschmann, Julia Rayner.

Wladyslaw Szpilman er pianist i Warszawa, da krigen bryder ud, og Tyskland går i gang med at rense ud for jøder i deres opbyggelse af det tredje rige. Wladyslaw mærker det først, idet jøder forbydes adgang til parken og til restauranter. Snart bliver de forflyttet til et lillebitte distrikt, hvor de holdes indespærret, snart kendt som jødeghettoen. Det er dog kun starten på uhyrlighederne. Pianisten er beretningen om, hvordan det lykkedes en jøde at overleve holocaust midt inde i Warszawa.

Historien er meget spændende. Det var ikke svært at leve sig ind i situation og smage lidt af den frygt, som Wladyslaw Szpilman må have levet med i de år. På det punkt er filmen helt vellykket og med sit kunstneriske touch, flot filmet og med godt score, bliver den lige den lille smule bedre, som gør den sine priser værd. Adrien Brody fik desuden en oscar for sin rolle som Szpilman. Om den var velfortjent ved jeg ikke, men præstationen var da upåklagelig. Jeg skulle dog lige arbejde et par minutter med at få hans rolle i The Village ud af hovedet. Dette er faktisk den tredje film, jeg ser med ham på Dorland Film, eftersom han også havde en birolle (eller hovedrolle?) i King Kong.

Pianisten mindede mig først og fremmest om Schindler's List af Steven Spielberg. På mange måder lever den også op til den, på mange måder ikke. Personligt synes jeg bedst om farvefilm, da det for mig virker mere virkelighedstro at se det, som det må have set ud (og ikke som det må have set ud på film), men det var så Spielberg's valg, og det kan man så tolke og analysere noget ud af, og det er også bare en lille ting. I væsentlige træk adskiller de sig ved, at Pianisten er historien om én mands overlevelse, hvor Schindler's List var mere favnende i sin skildring af krigens tyskland og jødeudryddelsen. Begge film kan dog varmt anbefales.

Crash (2004)

Crash, 2004.
Instruktør: Paul Haggis.
Medvirkende: Matt Dillon, Art Chudabala, Don Cheadle, Jennifer Esposito, Thandie Newton.
Priser: 3 oscars, bl.a. Bedste Film.

Dette er så den film, der pludselig blev kendt i Danmark i går, da man hørte, den havde vundet en oscar for at være årets bedste film. Alle sad hjemme i stuerne til nyhederne, da de fik at vide, at det amerikanske filmår havde været et politisk filmår. Dette er dog ikke en film om politik. Den handler om det almindelige liv i Los Angeles, hvor mennesker crash'er ind i hinanden uden nogensinde at blive klogere - og dog.

Historien er ret interessant, og man ville nok egentlig være mere tro mod filmen, hvis man sagde historierne, for der er mange, selv om de på forskellige måde løber sammen. Temaerne er fordomme og racisme og nok især menneskers manglende evne til at forstå hinanden. Det er i høj grad misforståelser og oprigtig frustration, der driver historien længere og længere ud og medfører den ene tragiske hændelse efter den anden, men med lyspunkter her og der, for verden er jo ikke kun af lave. Crash er fyldt med mærkelige sammentræf, og det kan godt virke komisk, næsten utroværdigt, men det er en god historie, der på de væsentlige punkter stadig synes at bevare den realisme, der skal til, for at historien kan tages alvorligt.

Især den kontekst Matt Dillon var sat ind i gjorde dybt indtryk på mig. Jeg mindes ikke, at den fyr nogensinde har spillet en særlig sympatisk fyr, og det gør han heller ikke i denne film. Men som filmen på mange punkter viser, så er et menneske ikke endeligt godt eller dårligt, og den dybde og indsigt i mennesket forstår filmen virkelig at formidle.

Et kritikpunkt af filmen har været, at den gør opmærksom på en masse problemer, men ingen løsninger. Det er ikke helt rigtigt. Faktisk er der nogle mennesker i denne film, som gør det rigtige, og det skinner igennem med gode resultater. At der så er en masse uheldige situationer, hvor det tragiske ikke så meget er hændelserne som det faktum, at vi forstår stort set alle parters adfærd, det gør bestemt ikke filmen dårligere. Det viser for mig at se blot det faktum, at vi mennesker ikke kan klare os selv, at man bliver nødt til at kigge op (efter hjælp).

Paul Haggis skrev manuskriptet til Million Dollar Baby, som var sidste års store vinder. Dér tilfaldt æren dog primært Clint Eastwood, som instruede. Så kunne Paul Haggis lære på den hårde måde, at han selv skal realisere sine scripts, så æren tilfalder den rette mand. Crash' ultimative styrke er klart dens historie med sine skarpe replikker. I think we miss that touch so much, that we crash into each other, just so we can feel something. Denne film kan kort sagt anbefales enhver seriøs filmseer, der har lidt hjerne og følelse tilbage og kan klare noget, som slår lidt hårdere end mainstream.

Minority Report (2002)

Minority Report, 2002.
Instruktør: Steven Spielberg.
Baseret på novelle af Philip K. Dick.
Medvirkende: Tom Cruise, Colin Farrell, Max von Sydow, Neal McDonough.

Da jeg nu ikke fik set A. I., besluttede jeg mig for at joine en klassekammerat og se Minority Report en tredje gang. Den er stadigvæk en fantastisk imponerende film, dels med den fremragende historie med det geniale koncept, men også hele skildringen af fremtidens overvågningssamfund og så i øvrigt alle de humoristiske Spielberg-gags, lidt som man kender dem fra Indiana Jones. Hvem kunne ellers finde på et våben som sick stick (brækstave, man nødigt vil stikkes med, hvis man lige har spist)?

Historien handler om et perfekt system med hvilket man kan forhindre mord, før de finder sted. Efterhånden sker der kun impuls-mord, for der er ingenting som velovervejede mord, når man ved, at man vil blive forhindret i det af politistyrker udsendt fra Precrime, som har fået deres viden fra de tre precognitives, som ligger i et bassin og modtager den ene åbenbaring om mord efter den anden. Men er systemet perfekt? Spændingen begynder for alvor, da Chief Anderton (Cruise) pludselig står med en åbenbaring fra dem om, at han i løbet af 36 timer vil slå en mand ihjel ved navn Leo Crowe, et navn han ikke kender. Anderton er nu på flugt og samtidig forsøger han at finde ud af, hvor fejlen er sket - hvis der er nogen.

Vi hader alle Tom Cruise i disse tider. Det er svært andet, når han skal være så pisseirriterende på Oprah at hoppe i sofaen af forelskelse og fortsat reklamerer for sit Scientology crap. Ikke desto mindre, så er Tom Cruise en dygtig skuespiller, som har været heldig med hensyn til roller, nok mest ved bare at tage løs af det hele uden sans for gode scripts. Hans gode film hedder Rain Man, Jerry Maguire, Collateral og The Firm, som jeg tidligere har anmeldt herinde. Hans dårlige hedder blandt andet Vanilla Sky (elendig!!) og Mission: Impossible II (som han nu er ved at lave en fortsættelse til).

Denne film lever dog på ingen måde på Tom Cruise. Den kunne have fungeret mindst lige så godt, for i Spielberg-film er Spielberg den sande stjerne. Han er instruktøren, der forstår at holde vores opmærksomhed hele vejen, og denne film er ikke mindst filosofisk og beskæftiger sig med future vision fra en ny vinkel, en ære der naturligvis også kan tillægges Philip K. Dick, forfatteren bag Blade Runner (eller "Do Androids Dream of Electric Sheep?").

Jeg vil anbefale filmen til enhver Spielberg-fan, og så er der vist ikke så meget at sige, for der er nok mange, som har anbefalet denne film før mig. Den er fyldt med humor, god action, lidt tankegods og udmærkede skuespillere. I mesterklasse.

Kommentar: 40, fed og lige begyndt!

Så nåede vi igen op på et magisk tal. Dorland Film dækker nu over hele 40 titler.

40. The Village (2004)
39. Ray (2004)
38. Hostage (2005)
37. The Girl Next Door (2004)
36. House of Sand and Fog (2003)
35. Master and Commander: The Far Side of the World (2003)
34. The Waterboy (1998)
33. Insomnia (2002)
32. Batman (1989)
31. The Wizard of Oz (1939)

Se også 1-10, 11-20 og 21-30.

Denne rundes nedtur var The Waterboy, ganske enkelt fordi det var den af filmene, som gjorde mindst indtryk på mig. Den er da lidt sjov her og der, men låner alt for meget fra gode film som Forrest Gump.

Denne rundes optur blev House of Sand and Fog. På andenpladsen har vi Insomnia, som må rykke en balde til fordel for Master and Commander, som nok er omtrent lige så god. Spørger du mig igen på et senere tidspunkt, så kan det godt være, jeg har rokeret lidt rundt, men sådan ser det umiddelbart ud lige nu.

De sidste 10 film har både været præget af eventyr, science fiction, thriller, komedie, drama, action og uhygge. Det har overordnet været nogle gode film, ikke mindst på grund af introduktionstilbuddet fra Digitarian, som jeg lige har opsagt igen. Sidste dag for opsigelse er nemlig i morgen, og gjorde jeg det ikke inden i overmorgen, så ville jeg skulle betale 99,- for en måned til, hvor jeg kun ville få én DVD af gangen. Det gad jeg ikke, men nu har jeg også fået en masse ud af de 35 kroner, jeg betalte for den første måned, nærmere bestemt nr. 36, 37, 39 og 40 samt Crash, jeg som sagt må beholde som min egen. I vente har jeg altså fortsat Crash, desuden Pianisten, og i en forsinket fødselsdagsgave fik jeg en gammel krimi (1986) med Sean Connery, som hedder Rosens Navn (eller Der Name der Rose). Desværre fik jeg aldrig fat i A. I., da Digitarian havde den udlånt til nogle andre, så det bliver nok ikke foreløbig.

Jeg får ikke så mange besøgende længere. Jeg er lydhør overfor, hvordan jeg får sat gang i det, hvis nogen har forslag. Der er ellers rimelig stor interesse for min anden blog, men det smitter åbenbart ikke af. Filmanmeldelser er nok bare ikke lige så interessante. Det ender nok med, at jeg skulle betale for at få besøgende. Spørgsmålet er så, om det er det værd. Det er jo dels for min egen skyld, at jeg holder denne blog up-to-date, da jeg holder af at have overblik over mine filmoplevelser ...

Men til dig, der kunne finde på at vende tilbage og læse et review eller to: God fornøjelse og på gensyn!

The Village (2004)

The Village, 2004.
Instruktør: M. Night Shyamalan.
Medvirkende: Bryce Dallas Howard, Joaquin Phoenix, Adrien Brody.

Det er manden bag The Sixth Sense, Unbreakable og Signs, der igen slår sine vinger ud med denne historie, som ikke er mindre genial end nogen af hans tidligere fortællinger, tværtimod synes den at overgå alle tre. Den har dog det til fælles med de andre, at jeg ville gøre jer en bjørnetjeneste ved at fortælle jer, hvad historien i virkeligheden handler om. Det er en film, man selv skal se og opleve. Men jeg kan da sige, at man først introduceres for en lille by, der ligger i en lille dal omringet af skov, man ikke må gå ind i - for så bliver man taget af farlige væsner "om hvem man ikke snakker". Vi har altså at gøre med et lille isoleret selvforsynende samfund, der lever i frygt for skovens uhyrer.

Nogen har været forfaldne til at kalde dette en gyser. Mens Dorland Film har været oppe at køre, har jeg vist kun set én gyser, The Ring Two. Se, dét er en gyser. The Village er bare almindelig dyster drama med et par forudsigelige choks her og der. Det gør dog på ingen måde filmen dårligere. Hvad angår plot fungerer den stort set helt til enden, mens både Signs og The Sixth Sense var mere uhyggelige. Karaktererne er interessante, dybe og er alle sammen præget af en vis uskyld, som om de alle er børn, selv om flere af dem undervejs handler ilde.

I hovedrollen ser man først Joaquin Phoenix. Til ens overraskelse tager Dallas Howard's rolle over og bliver den egentlige hovedperson. Men i virkeligheden er dette ikke en historie om individet, men om et kollektiv, en lille gruppe mennesker, der står i modsætning til den noget uhåndgribelige ondskab, der venter dem udenfor deres landsbys egne grænser.

The Village er Shyamalans bedste film indtil videre. Selv var jeg ikke en stor fan af The Sixth Sense, som stort set alle andre var, men Unbreakable med Bruce Willis og Samuel L. Jackson faldt til gengæld lige i min smag, selv om det så er en film, mange elsker at hade. Er du ikke til de vilde gysere, der får dig til at ligge vågen hele natten med en grim smag af blod i munden, så er The Village måske netop sagen, idet den kun flirter meget lidt med gysergenren ved at være en smule dyster i sin fortælleform.

Historien i sig selv er meget tankevækkende og får sat nogle ting i perspektiv, desuden morede vi (en kammerat og jeg selv) os meget over at gætte med undervejs, som det gik op for os, skridt for skridt, hvad det hele drejede sig om. Så ja, den kan varmt anbefales.

Ray (2004)

Ray, 2004.
Instruktør: Taylor Hackford.
Medvirkende: Jamie Foxx, Regina King, Sharon Warren.

Dette er en biografisk musikfilm. Mellem en masse opførelser af Ray Charles' klassikere fortælles hans livshistorie levende med flash backs fra hans barndom og skildringer af de mange personer, der på forskellige måder blev involveret i hans musiske karriere. Og så naturligvis med det, der gør historien lige en lille smule mere interessant, nemlig at han var blind.

Før jeg så filmen, vidste jeg ikke så meget om Ray Charles. Nogen af numrene fandt jeg først ud af var hans, idet jeg så filmen, hvilket gjorde det til en interessant oplevelse. Kendte menneskers historier kan nogen gange være meget interessante, fordi berømmelse kan have nogle sjove virkninger på folk. I den forbindelse kan også Man on the Moon, som er Jim Carreys portrættering af Andy Kaufmann anbefales. Ray foregår dog med det samme koncept i et noget andet miljø, for det meste i indspilningslokaler, på barer og i koncertsale - og så engang i mellem, når det skal være særlig tragisk, på et nyt hotelværelse.

Ray er ikke kedelig, hvis man kan lide musikken. Synes man ikke specielt om musikken, så er der kun én rigtig ting at gøre, lad være med at se denne film! Musik fylder særlig meget, og jeg så endda kun biografversionen, for der er vist en forlænget udgave, hvor hans præstationer fylder endnu mere. En del af underholdningen består også i Ray's karisma, som i denne film efterlignes af Jamie Foxx, som tilmed fik en oscar for denne film.

Det mærkes tydeligt, at handlingen i denne film udspiller sig, før det for alvor blev vildt at være entertainer på tour. Vil man se en mere ekstrem livsførsel, så vil jeg anbefale Almost Famous, der viser, hvordan tingene så ud i 70'erne, og de er nok ikke mindre ude at flyve i dag. Man må tilstå, at Ray med sin svage selvdisciplin nok har været heldig at komme til, før ting udviklede sig i den retning.

Du anbefales at se filmen, såfremt du synes om jazz, R&B, soul og country (eller bare nogen af dem). Der er gjort meget ud af musikken. Derudover så spiller Jamie Foxx fremragende, selv om jeg nok synes, en oscar var lige i overkanten, men han er både charmerende og cool og menneskelig og sårbar samt en anelse excentrisk. Det skal også nævnes, at det er en helaftensfilm på minimum 158 minutter, så den skal nok sættes på ganske tidligt på aftenen, hvis man også vil have tid til "andet" bagefter.

Hostage (2005)

Hostage, 2005.
Instruktør: Florent Emilio Siri.
Medvirkende: Bruce Willis, Kevin Pollak, Jonathan Tucker, Ben Foster.

En klassekammerat har længe anbefalet denne, og i dag lånte jeg den så og så den om eftermiddagen. Mit første indtryk var, at den lignede en marvel-produktion. Men lad jer ikke narre af det grafiske tema.

Det starter med en gidselforhandler ansat ved LAPD, der med 10 års erfaring fra SWAT og 7 år med denne stilling, alligevel er temmelig dårlig til sit job. Han mister gidslerne og tager det meget nært, kigger ned på sine blodige hænder og overbeviser sig selv om, at det hele er hans skyld. Jeg kan ikke lade være med allerede nu at kritisere plottet. Hvordan kan en mand med Bruce Willis' DieHard-nosser dog gå ned med flaget lige pludselig efter 17 år? Men det får ham åbenbart til at trække sig tilbage og arbejde som fredelig politikommisær i en lille by, hvor der aldrig sker noget, lige indtil der lige pludselig sker en hel masse ubegribeligt uheldige sammenfald, hvor forskellige psykopater med forskellige motiver sætter stakkels Jeff Talley (Willis) i en ret så overskuelig situation, hvor han i det ene øjeblik er svag og melankolsk og det næste er tough don't-ya-mess-with-me-fella.

På trods af en lidt for usammenhængende historie, så byder Hostage på en masse action og skarp intensitet. Lavede man en spændingskurve, så ville filmen passe perfekt på den klassiske actionthriller-model. Først går den lige på og hårdt, så går den ned igen, bygger op, op, op - og endelig et højdepunkt, snart efterfulgt at ekstranummeret. Skal præstationerne have kritik, så er Tally (Willis) en meget tvetydig karakter, men det skyldes nok også manuskriptet og instruktionen. Han bevæger sig for meget imellem at være den bløde, sensitive og grædefærdige svækling og så den nådesløse dræbermaskine fra SWAT og LAPD. Filmens vinderpræstation leveres af Ben Foster, der gjorde det ualmindelig godt som den sadistiske Marshall.

Den er da værd at se, og det skal siges til dens forsvar, at jeg faktisk ikke kedede mig. Om den er bedre eller dårligere end Die Hard (1,2,3), det ved jeg ikke, for jeg har aldrig gidet se nogen af dem. Det er vist ikke min type film. Den overgår dog klart Metro, som også handlede om gidselforhandlinger, både i intensitet og spænding.