Kommentar: Tjek TV-guiden.

Jeg skal ikke påstå, at jeg sådan generelt er trendsættende eller noget... Men jeg synes, at de film, jeg anmelder her, har det med at dukke op på Tv ganske kort tid efter, at jeg anmelder dem.

For eksempel anmeldte jeg Road to Perdition, det varede ikke særlig mange dage, før de sendte den på (tror det var) TV2. I går sendte de så Beverly Hills Cop, og her til aften slog jeg om på Disney Channel og fandt Treasure Planet, som jeg så i går (den er lige sluttet, og lige nu kører rulleteksterne).

Heldigvis har jeg ikke lige haft investeret i nogen af dem. Beverly Hills Cop var ikke min, Treasure Planet er mine kusiners, og den var desuden langt at foretrække at se på DVD med surround og engelsk tale (ja, hvem vil dog undvære lyden af Niles fra Frasier også kendt som David Hyde Pierce?). Road to Perdition købte jeg så for lææænge siden for en hund i Bilka.

Men altså, hvis du får lyst til at se en af de film, jeg anmelder, så lad være med først at kigge på DVD-markedet. Start med at tjekke en TV-guide, for hvis den er fra før 2003, så viser statistiskken, at der er en vis chance for, at den dukker op. Selv plejer jeg at bruge TV2's guide. DR har vist også en udmærket guide, men TV2's er bedre.

The Aviator (2004)

The Aviator, 2004.
Instruktør: Martin Scorsese.
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Kate Beckinsale, Cate Blanchett, Alec Baldwin.

Nu ved jeg, hvem Howard Hughes var. Han var en rig fyr, der havde en masse oliepenge, som han brugte på at lave film og flyvemaskiner. Derudover, så havde han en masse damer, og så var han sygelig perfektionistisk, og med mit 11-tal i psykologi spottede jeg allerede ved filmens begyndelse, at han havde noget OCD, som selvfølgelig blev værre, som filmen skrider frem. Udover den viden som filmen nu har givet mig om The Aviator, så gav den mig ikke noget.

Skuespilpræstationerne er gode. DiCaprio er rigtig god, og det er de to damer (Beckinsale og Blanchett) også - jeg genkendte i hvert fald Katharine Hepburn i Blanchetts præstation, og det er store sager, når jeg ikke kan huske at have set en eneste af hendes (Hepburns) film. Det er jo længe siden. Men netop DiCaprio plejer jo at imponere, sidst jeg så ham var i The Basketball Diaries, hvor han var suveræn, men sikke en hård film. Missede dog de første 10 minutter, så valgte ikke at anmelde den her på siden.

Men hvor præstationerne er filmens styrke, så er underholdningsværdien dens absolutte svaghed. Jeg syntes, at den var megakedelig og ufattelig langtrukket, og den eneste grund til at jeg så den færdig var vel, at jeg ikke havde lagt mærke til, hvor ufattelig lang den er, og så det faktum, at den har vundet 5 Oscars. Men som vi jo har erfaret en del gange, så er Oscars sjældent en kvalitetsgaranti, i hvert fald ikke denne gang.

For nylig var jeg så ved at se den anden (eller den første) film, Dicaprio og Scorsese lavede sammen: Gangs of New York. At jeg så ikke fik set mere end 10 minutter af den var, at jeg så opdagede, at den varede hen mod 3 timer, altså at den var så lang, at den ikke kunne være på én DVD. Efter denne langtrukne oplevelse føler jeg ikke større for at se den, heller ikke den næste de laver sammen, som kommer til at hedde The Departed.

Jeg er ikke typen, der skal have action eller stunts eller special effects for at se en film. Men det ville hjælpe på det, hvis ikke filmen varede tre timer, tror jeg. Så vil jeg anbefale denne film? Nej, det er livet simpelthen for kort til, og jeg har hermed gjort dig en tjeneste. Og lad så være med at kigge efter de Academy Awards, de tæller ikke for noget! (lige så meget sagt til mig selv som til dig)

Treasure Planet (2002)

Treasure Planet, 2002.
Instruktører: Ron Clements, John Musker.
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, David Hyde Pierce, Martin Short.
Baseret på bog af Robert Louis Stevenson.

Her i eftermiddags besluttede jeg mig for at gense den sidste og efter min mening stærkt undervurderede tegnefilm fra Walt Disney Pictures. Filmen floppede, og den blev Disney's tegnestudiers endelige død. Det skyldes dog ikke, at filmen er dårlig eller noget i den stil, men den kom frem på et forkert tidspunkt. Efter Star Wars II, som havde været der få måneder inden, følte biografgængerne nok et mindre behov for actionfyldte rumeventyr, desuden skulle Treasure Planet hamle op med Harry Potter 2 og Lord of the Rings: The Two Towers. Og let's face it, tegnefilm har ikke haft succes siden The Prince of Egypt, fremtiden ligger i 3D-filmenes hænder.

Det ændrer dog ikke på, at Treasure Planet er en god og vellykket disneyfilm, der har lidt af det hele, og som kan ses af både børn og voksne. Pinligt nok, så er jeg ikke særlig familiær med klassikeren, som filmen er baseret på, men plottet, som denne film præsenterer det, tager jeg hatten af for. Ikke at der er noget nyt i, at der engang var en pirat, som gemte en skat, som man så kunne have lyst til at finde - den del af det er heller ikke det mest interessante ved historien. Det, der gør filmen interessant, er personerne og forholdene, der for en gangs skyld ikke er useriøse og overfladiske som i så mange andre tegnefilm. Selv skurken i historien har en ekstra dimension, hvilket må siges at være noget usædvanligt for en tegnefilm.

At filmen så er en pryd for øjet, at den er meget humoristisk, at den har nogle kreative actionsekvenser, og at lydsiden er helt i orden er naturligvis også medvirkende til, at filmen var en god oplevelse. Måske man hellere skulle have set den end Harry Potter 2 dengang i 2002, men det vidste man jo dårligt nok dengang. Forventningerne var da heller ikke store efter Atlantis, der var både kedelig, dybt uoriginal og uden et spor af følelse.

Dagens pointe på Dorland Film: Treasure Planet kan varmt anbefales.

Kommentar: 20 film i databasen!

Som jeg sagde, da jeg så tilbage på bloggens første 10 film, så vil jeg komme med sådan en kommentar som denne for hver 10. film.

Nr. 11-20 har så været:

Metro (1997)
My Boss's Daughter (2003)
Mr. & Mrs. Smith (2005)
Beverly Hills Cop (1984)
Basic (2003)
Road to Perdition (2002)
Blade: Trinity (2004)
Napoleon Dynamite (2004)
A Bug's Life (1998)
The Forgotten (2004)

De første 10 film var generelt bedre, så nu må vi bare krydse fingre for nr. 21-30.

Denne rundes nedtur var Basic, som skuffede mig dybt, ikke mindst på grund af Samuel L. Jackson, som er glimragende skuespiller, og det ellers så gode koncept.

Denne rundes optur var Road to Perdition efterfulgt af den suveræne A Bug's Life.

Skal jeg levere et overordnet indtryk af de sidste ti film, så vil jeg sige, at det har stået i pistolen og komediens tegn. Det har været komedier, actionfilm og så enkelte mindre vellykkede cocktails af begge dele. Måske det i virkeligheden har været derfor, jeg ikke har haft det så godt med disse film, som jeg havde det med de første 10 - simpelthen fordi det ikke er mine favoritgenrer. Jeg tror dog, det vil fremgå af mine anmeldelser, at det ikke er tilfældet.

Det er lidt pudsigt, at jeg stadig har The Frighteners til gode (og The Wizard of Oz, hvis man tæller den med). Det skyldes, at jeg endnu ikke har haft chancen for at sætte The Frighteners på den computer, jeg har tilkoblet surround sound. Den chance får jeg i weekenden, så må vi se, om jeg griber den. Derudover, så har jeg investeret i Christopher Nolans Insomnia og Brad Andersons The Machinist med Christian Bale i hovedrollen. Så der er lidt at se frem til. Spørgsmålet er så, om de bliver blandt de næste 10 film, men en eller to af dem bliver jo nok.

Metro (1997)

Metro, 1997.
Dansk titel: Farliere end Politiet Tillader.
Instruktør: Thomas Carter.
Medvirkende: Eddie Murphy, Michael Rapaport, Denis Arndt.

Som jeg var inde på, da jeg for nylig kommenterede Beverly Hills Cop (Frækkere end Politiet Tillader), så er Eddie Murphy ikke længere, hvad han har været. Hans position som verdens sjoveste nigga (kærlig ment) er blevet snuppet af Will Smith. Begge har de dog forsøgt at lægge det sjove lidt fra sig ved at gå over til mere seriøse actionfilm. Smith gjorde det med I, Robot, som blev en succes. Murphy gjorde det i denne, som blev en nedtur.

Man kan så sige, at den danske titel absolut heller ikke hjælper på det med sin antydning af, at det her er noget a la Beverly Hills Cop, som levede på Murphys karisma. Denne forventning tørrer måske i høj grad glimmeret af denne film. At den danske titel så heller ikke passer det mindste på historien er så noget andet, jeg kunne kritisere. Måske det er de samme mennesker, der har beskrevet plottet bag på DVD-coveret. Vedkommende har i hvert fald ikke set filmen.

Jeg er ikke så meget til actionfilm. At biler smadres, kvinder skriger, at pistoler affyres, at mænd kaster sig ud fra ting i høj fart ... Det fascinerer mig bare ikke i sig selv. Det, jeg selv vil kalde kreative stunts, som man har set det i eksempelvis Indiana Jones, kan dog godt fange min interesse. Det er den slags, hvor Harrison Ford falder ned foran den store varevogn, glider ind under og svinger sig op bag på den og kaprer den. Men den slags alternative, originale indfald ser man ikke i denne film, tværtimod.

Men nu vil jeg så forsøge at sige nogle gode ting om den. Jeg kunne rigtig godt lide de første 12 minutter. Vellykket psychopat de har til at spille skurkerollen (Michael Wincott). Ja, i øvrigt også en sød hund, der er med. Og Murphy's fritz er for sej. Cool at se en film, hvor mesterens lærling for en gangs skyld ikke er total noob, men tværtimod cool SWAT-fyr med hjernecellerne i behold.

Men så kan jeg vist ikke trække den meget længere. Denne film bidrog mest af alt til min følelse af, at det efterhånden er alt for længe siden jeg sidst så en nogenlunde god film. Men mon ikke jeg kan finde mig en her i weekenden ...

My Boss's Daughter (2003)

My Boss's Daughter, 2003.
Instruktør: David Zucker.
Medvirkende: Ashton Kutcher, Tara Reid, Terence Stamp.

Det er måske næsten synd at starte dette indlæg med et link til filmens IMDb-profil, hvor brugerne giver den sølle 4,1 ud af 10. Jeg syntes nu ikke, at den var så ringe. Den havde en del gags, som er set før i bedre stil, men Terence Stamp som sygelig perfektionistisk og excentrisk faderfigur til vores alle sammens babe, Tara Reid, det var altså ret skægt, hvis jeg må være så fri. En ugle på stoffer. En skidedum Carmen Electra, der bare går rundt i baggrunden og smadrer ting. En drug dealer, der tisser ud over det hele...

Indrømmet, filmen forsøger at appellere til laveste fællesnævner. Som stupid teenager på 19 år fangede den mig lige i det rette humør her til aften - og i det rette selskab. Det var meget sjovt, og jeg holdt hurtigt op med at hænge mig i detaljerne, der alligevel ikke betød noget særligt. Det svarer vel lidt til, at man en nat føler for at smide tøjet og løbe skrigende om huset (som jeg dog ik har gjort, men trangen melder sig af og til, don't tell my shrink).

Men ellers er der nok ikke så meget at sige. You get the (motion) picture. Jeg ser dog frem til næste gang, jeg får lov at se Ashton Kutcher i en seriøs hovedrolle som i The Butterfly Effect, hvor han virkelig rev benene væk under mig. Desværre må vi nok tage til takke foreløbig med hans små, barnlige gak-komedier.

Mr. & Mrs. Smith (2005)

Mr. & Mrs. Smith, 2005.
Instruktør: Doug Liman.
Medvirkende: Brad Pitt, Angelina Jolie, Vince Vaughn.

Dette er en af den slags film, som næsten alle kan se med på. Der er lidt skyderi og Angelina Jolie til fyrene, lidt Brad Pitt og romance til pigerne. Så er der i øvrigt en smule humor, repræsenteret ved Vince Vaughn fra Dodgeball og Wedding Crashers. Brad Pitt er en drengerøv, fyre kan identificere sig med. Og Angelina Jolie har den girl-power, alle piger så gerne vil have, men som ingen har. Dette er altså en oplagt date-movie, og den solgte efter sigende også meget godt. Til gengæld så har den ikke så meget andet at byde på end det, hverken originalitet, plot eller et særlig interessant tema.

Okay, den har et sjovt koncept. Det er da ganske komisk at to lejemordere er gift med hinanden uden at vide, at de hver især er lejemordere, der arbejder for to rivaliserende virksomheder, og at de så lige pludselig står overfor at skulle udrydde hinanden. Dermed ligger landet parat til en masse jokes om ægteskab. Men rigtig sygeligt sjov synes jeg egentlig ikke den blev. Der var så også nogle tidspunkter, hvor den ikke skulle være det, men hvor den forsøgte at glide lidt over i romance/drama, men hvad det helt præcist skulle til for, forstår jeg ikke. Enten er det "sjovt" eller også er det dramatisk, da vel ikke begge dele?

Jeg havde bestemt mig for at se den, dels fordi så mange andre har set den, og fordi visse typer synes, dels på grund af Angelina Jolie, som jo er en vanvittig talentfuld skuespillerinde (mærk ironien). Der var da også en lille sekvens specielt dedikeret til os fyre, hvor hun går rundt i stramt læderkorset med pisk i hånden og tirrer en temmelig ynkelig fyr. Filmens højdepunkt var dog nok, da hun skulle holde en baby, hvilket er særlig morsomt, fordi Jolie har gjort sig kendt på at adoptere alverdens unger fra den tredje verden.

Filmen deler stort set genre med Ocean's Eleven fra 2001 (har ik set den gamle version). Den er tilsvarende overfladisk, sjov og romantisk, og de fleste vil kunne se den uden de store problemer, da der nok skal være et eller andet ved den, man bryder sig om. Både O11 og denne har været feriefilm for Brad Pitt's vedkommende, da hans roller ikke har været det mindste sofistikerede i forhold til, hvad man har set i film som 12 Monkeys, Seven Years in Tibet og (måske, kun fordom) Troy, hvor han har været fabelagtig. Man skal altså ikke forvente at se noget a la The Bourne Identity, som Doug Liman også stod bag.

Vil jeg anbefale den? Da jeg ikke deler stjerner ud, vil jeg sige det sådan her: Den er ikke værd at købe, den er ikke værd at leje, men den er da værd at se hos en kammerat, hvis da ikke man har planlagt noget særligt. Men husk at have popcorn eller andre snacks til - og sodavand. Det kan nemlig forbedre enhver film (med undtagelse af The Passion of the Christ og nogle få andre).

Beverly Hills Cop (1984)

Beverly Hills Cop, 1984.
Instruktør: Martin Brest.
Medvirkende: Eddie Murphy (og nogle andre...)

En gammel og harmløs film om en Detroit-strømer (Murphy), der tager på ferie i Beverly Hills for at undersøge en sag (som han egentlig ikke er sat på). Der støder han så på de uskyldige og uplettede Beverly Hills-strømere, som gør alt efter bogen, hvilket man jo naturligvis ikke når nogen vegne med.

De første 20 minutter var kedelige. Filmen var alt for længe om at komme i gang. Det skal vist forestille at være en overraskelse, at han er strømer, da han i de første par minutter er undercover. Mærkelig lille finte, vi har jo set coveret. Den er ikke hamrende sjov, men Eddie Murphy er selvfølgelig charmerende. Vi holder jo næsten alle af at se på den lalleglade evigplaprende nigga - her kærlig ment, selv om det er et fy-fy ord.

En del af humoren var nok sjovere for 20 år siden. Let's face it, filmen er fra 1984, og vi befinder os i 2006, hvor der stilles helt andre krav til både action, humor og skuespil. Dengang kunne det måske imponere bare at se en masse biler blive smadret, som det sker i filmens begyndelse. I dag er vi så vant til biler, der bliver flade, at det ikke gør noget indtryk, og derfor virker introduktionen ikke som den icebreaker, den er ment til.

Historien og konceptet er udmærket, også i dag. Ideen om hvordan strømerne er så pussenussesøde og ordentlige i Beverly Hills i forhold til Detroit er sjov og værd at spille på. Vitserne er lidt for åbenlyse, du regner pointen ud, inden den kommer. På en måde er det lidt som at se Gøg og Gokke, som man også grinede af engang. Gokke fik måske en kage i hovedet eller Gøg faldt gennem et hul i jorden, og så grinede alle, og så knækkede filmstrimlen. Min lille pointe er, at humor ændrer sig med tiden, og derfor vil denne film ikke appellere til komediegængerne i dag, højst børnene. Hvorfor tror du ellers, Eddie Murphy kun laver børnefilm nu omstunder? Bare se Daddy Day Care, Pluto Nash og Dr. Dolittle 1 og 2. Svar: Fordi i dag synes stort set kun børn, at manden er sjov.

Så hvis du føler for lige at se Beverly Hills Cop (dansk titel: "Frækkere end politiet tillader"), så se den med naboens eller konens børn. Strippersekvensen tager de heller ikke stort skade af, men sig beep, hver gang du hører F-ordet.

Basic (2003)

Basic, 2003.
Instruktør: John McTiernan.
Medvirkende: John Travolta, Connie Nielsen, Samuel L. Jackson.

Lad mig her citere de kloge ord fra Secret Window: "It's all about the ending." Basic er ingen undtagelse, og jeg kunne ikke lade være med at grådgrine (en blanding af at græde og le), da jeg kom ind på IMDb og så brugerkommentaren til denne film: "Basically bad ending" Det er selvfølgelig komisk, for det må være præcis, hvad (næsten) alle tænker, når de ser filmen, men det er så også tragisk, at en film med et fedt koncept, som før er set, og som har båret god frugt (A Few Good Men eksempelvis), på den måde kaster alt overbord og skider på det hele de sidste fem minutter. Men det var nok bare de eneste kort, de havde tilbage på hånden, da de skulle finde på en slutning, der kunne få hele kabalen til at gå op.

Dialogen i filmen fungerer ikke. Det virker kunstigt og akavet. De mange replikker, der tilsammen udgør samtaler, bør glide sammen i et vist mønster, så de danner en overordnet naturlig dialog. Det sker bare ikke i denne film, hvor den ene mislykkede vits sluger den anden. Jeg spekulerede også længe på, hvem det irriterende kvindemenneske, de har sat til at spille hovedrollen, var - og om de mener seriøst, at hun er hot? Så opdagede jeg for et øjeblik siden (efter filmen), at hun er den danske Connie Nielsen, alle snakker om. Faktum: Bad actress.

Derudover skal det siges, at filmen er underholdende, fordi folk råber op og skaber sig i den. De mange twists i plottet virker dog ikke. Det er ikke sjovt at blive overrasket, hvis man hele tiden sidder og venter på at blive det. Man er klar til at springe væk fra tæppet, før det bliver revet væk. Hvis du har svært ved at følge historien, så er det intet under, for 99% af den passer alligevel ikke, hvilket er den store overraskelse (jeps, dagens spoiler). Det gør den uinteressant og hvem ved, måske vi skal tolke det som et ynkeligt forsøg på at sætte hjernecellerne i omdrejninger?

Hvis du ikke har fanget min pointe, så er den: Undgå denne intetsigende lortefilm og pris dig lykkelig, at du har læst denne advarsel. Der er meget andet underholdende, intetsigende materiale derude, som du vil være bedre tjent med, f.eks. Stephen King-filmatiseringen IT, som lige springer frem i min erindring, da den på samme måde har en masse detaljer undervejs, som ingen betydning har whatsoever.

Road to Perdition (2002)

Road to Perdition, 2002.
Instruktør: Sam Mendes.
Medvirkende: Tom Hanks, Paul Newman, Daniel Craig, Jude Law, Tyler Hoechlin.
Original Music: Thomas Newman.

Road to Perdition er ikke noget mesterværk. Den har dog nogle væsentlige æstetiske styrker som musikken og cinematografien, der er uovertruffen og efter min mening løfter Road to Perdition op på et helt specielt stadium. Billederne er ikke nødvendigvis smukke, men dog stemningssættende og ideelle til den mørke og dramatiske historie, som dette er. Filmen ligner på dette punkt et mesterværk og kan godt få en til at undre sig over, at den ikke slog hårdere igennem. På mange punkter ville jeg elske at skulle få til opgave at analysere og fortolke denne film, for der er så mange detaljer og interessante elementer, man kan sætte sin finger på.

Desværre, så går den væsentligt ned på nogle meget vigtige punkt, og det er starten og slutningen. En fortælling som denne kan ikke bare sættes i gang og afsluttes, og det er derfor oplagt at gøre det til en rammefortælling. Men her går filmen så ned ved at tage udgangspunkt i Michael Sullivan Jr. (Tyler Hoechlin) og gøre ham til en slags fortæller, der åbner og lukker plottet med udgangspunkt i sin far. En ting var, at "This is our story..." lød ufattelig uoriginalt, men også det, at filmen synes alt for objektiv i sin skildring til, at det føles rigtigt, når det hele lukkes af med nogen afsluttende kommentarer fra Michael Sullivan Jr.. Der er simpelthen alt for store og for væsentlige dele af historien, man får fortalt, som han umuligt kan have nogen viden om. Måske jeg gør det til større sag, end det er, men netop fordi det går ud over både start og slutning, der som regel bærer en histories pointer eller på en eller anden måde sætter det i perspektiv, så synes jeg, filmen går temmelig meget ned på det. Der var fjeren i Forrest Gump langt at foretrække.

Trods dette er fortællingen både interessant og rørende. Som Politiken siger bag på coveret, så deler filmen med sin vægt på det dramatiske familiedrama tema med The Godfather. Det, der især er fokus på i denne historie, er forholdet mellem en fader og en søn, dels Michael Sullivan (Tom Hanks) og hans søn Michael Sullivan Jr. (Tyler Hoechlin), men også den store mafiakanon John Rooney (Paul Newman) og hans søn Connor Rooney (Connor Rooney). Det er to meget interessante forhold, der her dyrkes, og som en sideløbende historie, der lige løfter spændingen har vi så den excentriske lejemorder, Harlen Maguire (Jude Law i en af hans gode roller).

Det er alt i alt en rigtig god, om end en tragisk film. The Godfather, der på IMDb nu står som brugernes yndlingsfilm nr. 1, overgår den naturligvis langt i historie og fortællemåde, men de flester Godfather-fans vil nok også synes godt om denne. I øvrigt kan jeg tilføje, at Sam Mendes er aktuel med filmen, Jarhead, som jeg personligt godt kunne tænke mig at se...

Blade: Trinity (2004)

Blade: Trinity, 2004.
Instruktør: David S. Goyer.
Medvirkende: Wesley Snipes, Jessica Biel, Ryan Reynolds, Dominic Purcell.

Man skal ikke anmelde en film før at have set den. Hvis jeg havde anmeldt den her i morges, før jeg satte mig til at se den, så havde jeg nok været lidt dårligere stillet overfor filmen. Hvad kan man forvente af en 3'er, når 1'eren har været suveræn god, og 2'eren har totalt suttet? Da jeg så filmen genkendte jeg løbende den ene serie-søndag-stjerne efter anden, hvilket var en smule forstyrrende. Jessica Biel er jo efterhånden ved at være et stort navn, grangiveligt på grund af hendes gode krop, men Ryan Reynolds kender vi fra sitcommen, Two Guys, a Girl and a Pizza Place, som vises på zulu, og den miserable teen movie, Van Wilder. Da man blev introduceret for Hedges, denne films våbenfreak, blev det dog en tand for meget - han blev spillet af Patton Oswaldt, nogen kender ham som Spence fra The King of Queens, der kører på TV2.

Blade er kort sagt blevet en actionkomedie. Den har sine øjeblikke, hvor den tager sig selv meget seriøst, men løbende er den fyldt med dårlige jokes, og ordet fuck råbes gang på gang som for at skræmme de aldrende mødre ud af biffen eller tv-stuen. Den dystre stil og mystikken omkring Blade, der prægede den første Blade-film og gjorde den til et kultfænomen, er ikke blevet hentet tilbage, som man måske kunne have håbet på. I stedet har vi et sæt flade karakterer - ikke ufølsomme, dog flade - der først og fremmest kan slås, og det gør de.

Det, der især gjorde 1'eren til noget særligt, var karakteren Blade. Han er en god vampyr, der kæmper på menneskehedens side mod de konspirerende vampyrmagter. Han er dog hæmmet af sin arv, tørsten, som ville gøre ham til "én af dem", hvis ikke Whistler havde taget sig af ham og fremstillet ham et serum, der erstatter menneskeblod. Det gjorde Blade interessant, at han bekæmpede de vampyrer, han selv havde været én af, før Whistler tog sig af ham, og samtidig var man drevet af nysgerrighed efter at kende hans forhistorie. Denne del af historien blev der dog lagt låg på efter 1'eren, hvor det hele druknede i one-liners, ensformig action og dårlig (samt forudsigelig) historie. I 2'eren var de endda så dumme at blande en love story ind i det hele.

Blade: Trinity skal altså ikke ses som et miserabelt forsøg på at genoplive den oprindelige Blade, den er et udtryk for David S. Goyer's erkendelse af, at det simpelthen ikke lader sig gøre at lægge den historie endeligt til live igen. I stedet for at gøre et mislykket forsøg på det, valgte han så at tilføje konceptet en portion dårlig humor, nogle vilde våben og en af tidens (efter sigende) hotteste babes.

Og så det store spørgsmål: Hvad mon vi kan forvente os af Blade som tv-serie?

Napoleon Dynamite (2004)

Napoleon Dynamite, 2004.
Instruktør: Jared Hess.
Medvirkende: Jon Heder, Jon Gries, Tina Majorino, Efren Ramirez.

Mellem en masse komeder om useje folk, der pludselig bliver seje, og folk, der af den ene eller anden grund ikke får nok sex, så er der denne lille film, som kun tilstræber det ene at få publikum til at grine. Det opnåes ved udstilling af den ene kiksede figur efter den anden. Vi snakker om den slags syge amerikanske bonderøve (deriblandt en ynkelig mexicansk invandrer), der tror, at alt fra 80'erne stadig er hipt. Og det er faktisk sjovt at se på.

På IMDb's side skriver de ved genre, at det også er drama. Nej, det er ej. Det er ren og skær komedie i "se tumpen gøre noget helt vild pinligt" -kategorien. Hver eneste scene føles som en ny sketch, hvoraf nogen af dem selvfølgelig er sjovere end andre. Man kan måske godt køre lidt surt i at se på, hvor nørdet og kikset hovedpersonen er, men hvis man sidder med de rigtige mennesker, så tror jeg, filmen kan være en god oplevelse for de fleste, der godt kan lide bare at slå hjernen fra af og til og så ellers pjatte.

Jeg vælger dog ikke at kommentere den yderligere herfra. Du ved nok nogenlunde med dig selv, om du er til den slags, eller om det er sådan en film, du vil mene, bare er "for meget".

A Bug's Life (1998)

A Bug's Life, 1998.
Instruktør: John Lasseter.
Medvirkende (på dansk): Peter Mygind, Henning Jensen, Annette Heick.

En af svagheden ved VHS videobånd ud af mange svagheder er, at disneytegnefilm som regel blev udgivet uden det originale engelske lydspor. Det gjaldt så også udgivelsen af denne Disney/Pixar film, men det betød nu mindre i 1998, og til den danske versions forsvar, så flyder sproget godt, og man mærker tydelig, at de har gjort sig umage i lydstudierne. Én lille joke er, at man på dansk kalder den Græsrødderne, og det er jo i sig selv en komisk titel, fordi historien dels handler om myre, men også om en græsrodsbevægelse i den ene eller anden forstand. Den engelske titel giver os indtrykket, et ydmygt liv, hvilket også er temmelig rammende for handlingen.

Historien handler om en myretue, der hvert år høster korn, først til græshopperne, dernæst til dem selv. På et eller andet tidspunkt før vores historie finder sted, har Hopper og hans grådige kompagnonger nemlig fået overbevist myrerne om, at deres årlige ofring er en del af naturens gang, a cirkle of life, sagt på bedste Lion King-maner. Enhver blå myretue har dog et sort får, i dette tilfælde hedder han Flik. Han er opfindsom og godmodig, men temmelig hæmmet af sin klossethed, der forårsager, at hele årets ofring går tabt. Og så er Hopper ikke glad, og så har vi balladen.

Omtrent samme år udkom filmen Antz. Hvor denne film er 100% 3D animeret (som nr. 2 spillefilm nogensinde efter Toy Story fra samme instruktør), så var Antz en tegnefilm, hvor 3D-looket blev tilføjet efterfølgende, hvilket gav den et mere realistisk præg end denne. Jeg vil dog stadig mene, at A Bug's Life klart er at foretrække. Antz er også ganske humoristisk, men ikke nær så kreativ, desuden er Sharon Stone mig en smerte i bagdelen.

A Bug's Life udmærker sig ved at være utrolig opfindsom, hvilket jo generelt kendetegner Pixar Studios, der siden har bragt os Finding Nemo, The Incredibles og snart Cars. Historien er sød og med elskelige karakterer, alle børn vil holde af dem. Desuden har den nogle seriøse pointer, der hæver sig langt over sig-undskyld-stadiet, og hvad man ellers er vant til at se i tegne- og animationsfilm.

Det er interessant at bemærke selve det samfundsmæssige aspekt af myretuen, og se hvordan og hvorfor den er underordnet græshopperne. På den måde har Pixar's film næsten mere at sige om diktatur og undertrykkelse med denne lille allegori, end George Lucas havde at sige med Star Wars (særligt III'eren), selv om han vist gjorde et ihærdigt forsøg.

A Bug's Life er efter min mening den bedste af Pixar's film, om end det langt fra er den pæneste (det er jo snart 8 år siden, den udkom). Finding Nemo er en mere rørende fortælling, men er til gengæld ikke halvt så opfindsom, hvad angår plot. Incredibles var rigtig god underholdning og endnu sjovere, men havde dog ikke nær så meget at sige. Står du derfor og mangler en god animationsfilm, så overvej kraftigt A Bug's Life.

The Forgotten (2004)

The Forgotten, 2004.
Instruktør: Joseph Ruben.
Medvirkende: Julianne Moore, Gary Sinise, Dominic West.

Kunne du lide The X Files (tv-serien)? X-files var indtil for nylig den længste sci-fi tv-serie, men blev så overhalet af StarGate-serien, som jeg ikke har set noget af. Der er en del lighedstræk ved denne film og så The X Files. Den udmærker sig ved, at den er spændende, i hvert fald hvis man ser den i en god hjemmebiograf, som jeg gjorde. Hjertet holdes godt i gang, og af og til springer det så et hop over, hvilket giver unge mennesker lidt adrenalin i kroppen. Gamle med dårligt helbred må dog nøjes med at se den med lav lyd på deres lille fjernsyn.

Handlingen er, at en kvinde synes at have nogle problemer med hukommelsen. Udover at hendes korttidshukommelse synes at drille hende lidt, heldigvis ikke på Memento-niveauet, så har hun også et lidt større problem. Hun husker på en søn, og hun klynger sig til erindringen om denne søn, som ikke er hos hende længere af ukendte grunde. Hvad er der sket? Hvor er han? Da han lige pludselig også forsvinder helt fra hendes billeder og private videooptagelser, begynder hun i sin stærke overbevisning om sin søns eksistens at gøre drastiske ting og sager for at finde sandheden - og sandheden er derude (citat fra X Files).

Det ville være forkert at kalde det science fiction, for videnskaben i filmen ligner mere ond trolddom. Den lever ikke op til særlig meget i dramagenren, det er simpelthen ikke interessant nok at se på en frustreret mor, der igen og igen overvældes med kedelige og sløvende flash backs, som vises igen og igen og igen, som kørte en dårlig LP'er på Duracell. Men i gysergenren synes jeg bestemt, at den klarer sig godt. Med god lyd får man sig nogle gevaldige choks, som man ikke rigtig kan forberede sig på, som man ellers plejer at kunne. Der kunne godt have været lidt mere kød på historien, det havde gjort den til en mere vellykket thriller, og hvis den endelig skulle have leveret noget godt drama, så skulle den have været mere grundig i sin skildring af historiens bipersoner. Flere gange under filmen tænkte jeg bare, hvad med faderen? Han var åbenbart ikke særlig interessant for manuskriptforfatteren.

Filmen er okay, men jeg havde nogle større forventninger til slutningen. Historien kunne godt bruge lidt mere kød. Respekt for klipningen og især for lydsporet, der gjorde det til god underholdning, og Julianne Moores præstation som stædig, frustreret mor fejlede intet. Men ris for ikke at have udnyttet karaktererne bedre. Nogen af dem forventer du at se igen senere i filmen, men de kommer kun igen som navne blandt rulleteksterne, hvor man ellers fortjente også at få deres afslutning med i købet - som det mindste.

Kommentar: Dorland Film oppe på 10 titler!

Det lille projekt, jeg satte i gang, tegner godt indtil videre. Selv om jeg ikke får mange kommentarer, så vidner tælleren på siden om, at jeg får en del danske besøg. Tak, fordi I gider kigge forbi, så skriver jeg nemlig ikke kun til mig selv, og det er da ganske opmuntrende at se. Så er der jo en pointe i, at det ligger på Internettet.

Jeg tror, at jeg for hver 10. film, jeg ser (og anmelder her), vil skrive en lille kommentar som denne, hvor jeg sådan lidt overordnet ser tilbage.

Indtil videre dækker Dorland Film over følgende titler:

Men in Black II (2002)
Joseph: King of Dreams (2000)
King Arthur: Director's Cut (2004)
Solkongen (2005)
The Ring Two (2005)
The Firm (1993)
Mars Attacks (1996)
A Walk to Remember (2002)
Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet (2005)
King Kong (2005)

Og så kan man ellers begynde at lave lidt statistik på, hvor mange film jeg har set fra hvilke årstal, og hvilke skuespillere og genrer, der går mest igen, alt efter hvad man nu har trang til.

Interessant kan man jo sige, at det er, at jeg i løbet af de sidste 10 film har set hele fem konger, 1) drømmenes konge også kaldet Safenat Panea, 2) en kæmpegorilla med hang til blondiner, 3) en dansk nørd med hang til gamle damer, 4) en idealistisk, dog forvirret sagnhelt, 5) en selvopofrende løve fra et land i et skab. Sig endelig til, hvis du har lagt mærke til flere.

Hvad angår skuespillere, så er jeg personligt overrasket over at have set Naomi Watts hele to gange i løbet af de sidste 10 film. Hun er ved at komme meget mere frem i rampelyset, kunne noget tyde på, og det endda på trods af sin alder. Det er jeg ret positivt stillet overfor efter at have set en rigtig god præstation i The Ring Two.

I fremtiden kan man forvente, at jeg muligvis vil se Peter Jacksons The Frighteners, filmen som dannede bro mellem en masse underholdende lavbudgets splatterfilm og så hans store projekter, Ringenes Herre og King Kong. Versionen jeg har liggende er en special extended edition, men jeg tror, jeg vil vente med den til en weekend, hvor jeg får mulighed for at se den med surround.

Desuden kan det være, at jeg snupper et kig på den gamle klassiker, The Wizard of Oz, som en kammerat syntes, det var sjovt at give mig i gave, og det var det da også, må jeg indrømme. Udfordringen for mig bliver så at glemme et South Park-afsnit, jeg så, hvor de gjorde totalt grin med den, og hvor det foregik i Canada, hvor Saddam Hussein som Troldmanden havde forbudt alle franskmændene at drikke vin.

Føl dig altid velkommen til at kommentere, især hvis du har set en af filmene og er totalt uenig med mine subjektive bedømmelser. På gensyn.

Men in Black II (2002)

Men in Black II, 2002.
Instruktør: Barry Sonnenfeld.
Medvirkende: Tommy Lee Jones, Will Smith, Lara Flynn Boyle, Johnny Knoxville.
Baseret på tegneserie af Lowell Cunningham.
Sequel til Men in Black, 1997.

Den første Men in Black var, så vidt jeg husker, et stort hit. Det ligger lidt friskere i min erindring, at denne fortsættelse fik en masse ufortjente verbale tæsk af kritikerne, da den kom ud (trods gode salgstal). Egentlig har jeg ikke noget decideret at sætte fingeren på som direkte elendigt.

Den er fyldt med jokes, hvoraf nogen er bedre end andre, men jeg trak nok mest på smilebåndet i begyndelsen af filmen. Jeg hører til en af de typer, der synes, at Tommy Lee Jones med sit møgsure ansigtsudtryk er hammersjov, og sammen med Will Smith er han endnu bedre. Tilføjelsen af Johnny Knoxville, én af MTV's Jackasses, kunne jeg godt have været foruden, men det solgte nok også lidt billetter. Og så ved jeg ikke helt, om det er meningen, at man skal synes, at gamle Lara Flynn Boyle er lækker, eller hvad hele ideen med hende som superskurken går ud på. Mit indtryk var, at hun var kedelig bleg dame med mørkt hår. Skurken i 1'eren var noget mere charmerende i sin attitude.

Filmen er ikke så original som sin forgænger, men det ville så også være lidt af et krav at stille. Den første skilte sig jo markant ud fra alle andre actionkomedier, jeg kender. Den ligger måske lidt i Mars Attacks-genren med en mildt dunst af den nye Hitchhiker's Guide to the Galaxy, men ellers kan den ikke rigtig sammenlignes med noget. 2'eren her trækker meget på 1'eren, og det er måske det, der har været for meget for nogle af kritikerne, der måske sad med en forventning om at se den samme originalitet i denne film, som de havde set i 1997.

Specielt slutningen (de sidste 10 sekunder) er for mig at se heller ikke andet end en dårlig parodi på 1'erens geniale slutning, og det kan godt give en lidt dårlig smag i munden, når rulleteksterne begynder at rulle. Og så kommer vi heller ikke udenom, at 1'eren selv forsøgte at være en éner. Den lagde på ingen måde op til en fortsættelse - det varede da også 5 år, før fortsættelsen så kom, heldigvis af samme instruktør. Ikke desto mindre lykkedes det nu meget godt at finde på en måde at bringe K tilbage på og at komme udenom de udfordringer, de stod overfor for at komme tilbage på sporet igen. Plottet har dog et par huller, men i en komedie som denne tæller det knap så meget.

Jeg vil da gerne anbefale den til dem, der i forvejen ser masser af film. Underholdende er den uden tvivl, og jeg tror, de fleste kan snuppe humoren, men det er og bliver en ren popkornsfilm, der ikke byder på så meget mere, og ja, den er ikke decideret værd at investere særlig mange penge i. Lån den af en geeky kammerat, der har fået den i gave engang og se den en søndag formiddag, ikke en lørdag aften.

Hvis du vil se noget kvalitets science fiction med Will Smith, så vil jeg i meget højere grad anbefale I, Robot, som seriøst beskæftiger sig med et af verdens mest interessante science fiction emner, kunstig intelligens, og så har den nogle bedre actionsekvenser end denne, dog meget mindre humor.

Joseph: King of Dreams (2000)

Joseph: King of Dreams, 2000.
Instruktører: Rob LaDuca, Robert C. Ramirez.
Medvirkende: Ben Affleck, Mark Hamill, James Eckhouse.

Hvis man skal introduceres for historien om Josef, så er denne film bestemt en rigtig god måde at blive det på. Modsat sin store "forgænger", The Prince of Egypt, der i betydelig grad satte DreamWorks over Walt Disney Studios, så er denne som så mange andre tegnefilmssequels en meget lille produktion, hvis egentlige ærinde nok har været at sole sig lidt i Prince's popularitet og derved høste lidt ekstra penge i kassen.

Derfor kan man ikke andet end positivt overraskes over, at denne film er så vellykket som den er, både hvad angår fortællingen, stemmerne og musikken. Naturligvis mærker man, at den ikke har haft et særlig stort budget. Man har kælet langt mindre for de visuelle detaljer, og filmens eneste big-shot er sådan set Ben Affleck (Mark Hamill, der nok huskes bedst for sin rolle som Luke Skywalker, er jo i forvejen blevet degraderet til tegnefilmsstjerne). James Eckhouse, der spiller Potifar, er kendt fra BH90210, hvor han var Jim Walsh, Brandons far. Hermed har man altså et indtryk af filmens størrelsesorden, vi er nede på tv-serie niveau.

Men filmen er et bevis på, at der skal ikke et kæmpebudget og en masse stjerner til, for at en film kan lykkes og blive god. Historien om Josef er nok en af de mest rørende fortællinger i det gamle testamente, og filmen får udnyttet historiens fulde potentiale. Den skildrer på imponerende vis de mest basale temaer i historien: misundelse, fortvivlelse, bitterhed og tilgivelse.

Især musikken og sangene får understreget personernes tanker, også på det mere åndelige plan, hvor Prince syntes at svigte (trods de gode stemmer af Mariah Carey og Whitney Houston). I denne film lyder en af sangene: "You know better than I! You know the way. I've let go the need to know why. I'll take what answers you supply. You know better than I." Et væsentligt budskab, der bæres af hele filmen og nok gør Joseph: King of Dreams til den hidtil bedste og mest værdige filmatisering af historien om Josef, som den kan læses i Første Mosebog fra kapitel 37 til 47.

King Arthur: Director's Cut (2004)

King Arthur: Director's Cut, 2004.
Instruktør: Antoine Fuqua.
Medvirkende: Clive Owen, Ioan Gruffudd, Mads Mikkelsen, Keira Knightley.

Instruktørens navn sagde mig ikke lige noget, men fandt ud af, at han også stod bag Training Day, som jeg så her lige før jul, og som var en virkelig god film baseret på noget, som må have været et meget intelligent og velfunderet script. Instruktørens evner vil jeg dog stadig betvivle efter at have set King Arthur (igen) her til aften.

Den har for mig at se 2 sider. Den alvorlige snakkedel om idealer, om ære, om Gud og om meningen med livet, men mest meningen med at dø. Bla bla bla. De kommer aldrig i dybden af nogen af delene. Filmen stiller flere spørgsmål, end den giver svar, og de enkelte spændende spørgsmål forsvinder bare i mængden. Under hele forløbet ser du en ivrig Arthur (Clive Owen), der kæmper for nogle idealer, han lærte af en læremester, vi så i starten af filmen - som vi så lige pludselig får at vide er blevet dræbt i Rom? Færdig med ham, den oplysning spiller ingen større rolle i filmen end "Nå, surt, så der var ik noget at komme efter der alligeveller". Men tilbage til historien, altså Arthur kæmper for sine idealer om frihed og om at alle mennesker er lige og den slags - da vi lige pludselig præsenteres for et flashback, hvor vi ser, han også er drevet af et had til dem, der var skyld i hans mors død? What, det vidste vi da intet om? Også en oplysning, der bare får lov at ligge død resten af filmen, som om han bare glemmer det igen. Dette er den ene side af filmen, en masse rodet dialog og nogle stille sekvenser, der skal fortælle historien om "den rigtige Kong Arthur". En rodet affære og i bund og grund nok lige så meget gætværk som legenden, jeg til enhver tid ville have foretrukket.

Den anden side af filmen kan beskrives med ét ord: Vold. Ikke kreativ vold, som det er set i flere gode actionfilm, hvor folk kan præstere alverdens ting og lave de fedeste stunts. Dette er en bare flok gnavne mænd og nogle blå kvinder med primitive våben. Selv slaget ved Helms Kløft i Ringenes Herre: De To Tårne var mere elegant (husker I det kaos, det var der?). Det værste ved denne er dog, at i Director's Cut har de endda forlænget kampsekvenserne væsentligt siden biografversionen. Jeg har en fjern ide om, at det ikke var vold, filmen oprindeligt manglede.

Men hvad er så lyspunktet i filmen? Det samvær du har med dine venner, når du ser den. Og så får man lov at se Keira Knightley i bodypainting, men altså også som et ligblegt spøgelse med flækkede fingre. Og så får man lov at se Mads Mikkelsen lide, hvad der måske kunne tiltale nogen af os fyre. Den bedste scene er nok den på isen.

Men ellers har jeg kun at sige: Det var da egentlig en temmelig dårlig film.

Solkongen (2005)

Solkongen, 2005.
Instruktør: Thomas Villum Jensen.
Medvirkende: Nikolaj Lie Kaas, Birthe Neumann, Peter Gantzler.

Jeg ser ikke mange danske film. For der er ikke særlig mange. Dansk filmindustri har ikke så meget at prale af, selv om man i medierne ofte mærker en vis stolthed, når vi af og til nomineres til oscars og vores danske tv-serier henter af og til en emmy hjem i kategorien "Bedste udenlandske dramaserie". Sagen er nok den, at I andre lande, undtagen Sverige, gider staten ikke sponsorere filmprojekter. Men lad os indse det, økonomisk succes har vi altså ikke på de danske fronter trods de pæne awards. Uden hjælp fra ministeriet var der ingen dansk filmindustri, færdig. Det ville ikke kunne løbe rundt.

Derfor er de få heldige danske instruktører, der får chancen nok ude efter at være så alternative og nyskabende som muligt, gerne provokerende med lidt grov humor og så lidt visuelt nips fra dansk kultur. I dette tilfælde betyder det så en taber på 30, der er lidt ordblind (= total analfabet), der bor hos sin lidt for ærlige far og lidt for overbeskyttende mor, og så får han eget job, sætter lysrør i solarier, møder solariets ejer, en gammel dame med 80% af aktierne, og de får så noget kørende. Nikolaj Lie Kaas er jo som altid udmærket som en lidt fatsvag taber, det har vi både set i De Grønne Slagtere og Et Rigtigt Menneske - og vist også andre steder. Birthe Neumann er så den gamle, liderlige og hæmningsløse dame, en rolle jeg også mener at have set hende i før, i hvert fald i en julekalender med Jesper Klein engang.

Hold fast, hvor var den sjov! Ikke på den populære måde med masser af vitser og punch lines, men fordi den var så absurd og fyldt med ynkelige karakterer. Men det er uden tvivl nødvendigt, at "man er til den slags". Men det bliver også ved det sjove, man må ikke tro, at filmen har mere end underholdning og humor at byde på (højst et par pæne billeder af omgivelserne her og der). Men se den med nogle af dine drengerøvevenner og find bl.a. ud af hvorfor Ole Finland (spillet af Niels Olsen) hedder Ole Finland, det er nemlig en vanvittig sjov historie, men mest måden den bliver fortalt på. Samtidig, så er filmen ikke helt så sort i sin humor som De Grønne Slagtere. Og det vil glæde nogen og ærgre nogen andre. Men jeg kunne lide den, dog ser jeg højst én af den slags film på en aften, det vil sige, jeg var ikke lige frisk på Freddy Got Fingered eller Adams Æbler bagefter, som de andre var. Man kan også få for meget.

The Ring Two (2005)

(Advarsel: Har du ikke set 1'eren, så vil der i denne anmeldelse uundgåeligt være mindst et par spoilers.)

The Ring Two, 2005.
Instruktør: Hideo Nakata.
Medvirkende: Naomi Watts, David Dorfman, Simon Baker.
Sequel til The Ring.

Filmen starter næsten som 1'eren med nogle teenagers, der snakker om den uhyggeligste video, de nogensinde har set. Her er det så en ung fyr, der har været så uheldig, at han en uge forinden så denne video, fik den magiske opringning og kun kender til én måde, han kan slippe for 7-dages-forbandelsen på, nemlig at få vist en kopi af filmen til en anden person, hvilket han så forsøger på. Han går ind i køkkenet, og da det ikke går efter planen, ja, så bliver han skræmt til døde, som vi kender det fra 1'eren.

Dette sætter så gang i den egentlige handling, der involverer de to hovedpersoner fra 1'eren, Rachel (Naomi Watts, damen fra King Kong) og hendes søn, Aidan (David Dorfman). Denne gang går vi væk fra videobåndet, vi engang var så optaget af. Historien er blevet degraderet til en almindelig spøgelseshistorie, hvor spøgelset Samara blot ignorerer de regler, som gjaldt i 1'eren, for at sætte sin egen dagsorden. I og for sig er det både godt og skidt. Det er selvfølgelig godt, fordi ingen af os ønskede en gentagelse af 1'eren, hellere en videreudvikling af konceptet. Skidt, fordi det ikke lykkes dem at give sig i kast med historien igen, uden at det får os til at sætte lidt spørgsmålstegn ved 1'eren, hvor Samara ikke bare gjorde, hvad der passede hende, men hvor alle hendes handlinger (i løbet af filmens 7 dage) faktisk gav perfekt mening i forhold til de ting, hun selv var blevet udsat for før og op til hendes død i brønden.

Dermed er filmen ikke blevet en dårligere gyser, faktisk er den endnu mere skræmmende end 1'eren efter min mening, men i thriller-genren mister den klart en stjerne. Der er overhovedet ikke et mysterie i samme grad, som der var i 1'eren, hvor man ikke kun så filmen på grund af dens gys, men også af nysgerrighed. I denne film er man sjældent meget i tvivl om, hvad der foregår, og det, der måske kunne have været lidt mystisk, bliver afsløret for hurtigt, her sigter jeg især til "mysterierne" omkring Aidans opførsel.

Ligesom 1'eren, så skal denne film for at være rigtig effektfuld ses i mørke og med god lyd (helst surround sound, selv om DVD'en kun tilbyder alm. 5.1). Den står som sagt stærkere som gyserfilm, men svagere hvad angår plot, og mit umiddelbare gæt er, at det skyldes, at det denne gang er Hideo Nakata selv, der instruerer. Han instruerede også de japanske originaludgaver, Ringu og Ringu 2, som jeg desværre ikke har set nogen af. Den amerikanske 1'er var derimod instrueret af Gore Verbinski, og for amerikanerne var potentialet i The Ring nok især dens historie (selv om det lød til at være gyset, den slog igennem på).

Jeg har ikke set frygtelig mange gysere udover nogle Stephen King-filmatiseringer, men jeg er begyndt at falde lidt mere for genren her på det sidste. Hvis du er en af dem, der skal give dig i kast med genren for første gang, så vil jeg hellere foreslå dig at se Saw, som ikke var helt så slem på skræmmeskalaen, men til gengæld ekstremt underholdende - og med en noget bedre historie end denne.

The Firm (1993)

The Firm, 1993.
Instruktør: Sydney Pollack.
Medvirkende: Tom Cruise, Gene Hackman, Ed Harris, Holly Hunter.
Baseret på roman af John Grisham.

Tom Cruise betragtes for at være Hollywoods største star. Sydney Pollack's film er dog ikke en af de film, Cruise bliver specielt husket for. Om det skyldes Tom Cruise eller filmen selv kan ingen jo vide, men jeg syntes ikke helt, at han passede ind i rollen. Han spiller en ung, næsten udklækket advokat ved navn Mitch, der bliver ansat hos et lille advokatfirma med masser af penge. Her tages der i næsten bekymrende grad hånd om ham, han får et fantastisk hus, en lækker bil og bliver sendt på en lille rejse til et eksotisk paradis med sin noget ældre advokatpartner, Avery. Alting virker for godt til at være sandt, så det er det naturligvis. Han lugter ufattelig langsomt lunten om, at noget ikke er, som det bør være. Visse advokater indenfor firmaets rækker, der vist ikke makkede helt ret, er blevet dræbt under mystiske omstændigheder, og så starter løjerne...

Det er selvfølgelig synd, at en skuespiller skal associeres med bestemte roller, men jeg har altid syntes, at Tom Cruise havde en noget kolerisk, stædig og målrettet attitude, måske det er efter at have set ham i Jerry Maguire, Minority Report og Collateral. Det er kort sagt de roller, han er god i. Han passer ikke i rollen som ung, uerfaren og presset advokat som ham her. Men det kan selvfølgelig også være, at jeg bare er lidt for træt af Cruise på grund af alt det Katie Holmes og Scientology-pladder. Hvis man ser bort fra Tom Cruise, så er det en udmærket film, der ikke bliver kedsommelig eller ligegyldig i løbet af sine 2 timer og 38 minutter, i hvert fald ikke første gang. Jeg tror, de ville have fået problemer med at skære scener væk for at korte filmen yderligere ned uden at det gik over formidlingen af historien.

John Grisham, der er forfatter til bogen, som filmen er baseret på, har skrevet en række andre, og han holder sig normalt til jura-genren, da han selv er advokat og ved noget om det, han skriver om. Selv har jeg blot læst et par af hans bøger, The Testament og The King of Torts, der begge to var rigtig underholdende og tankevækkende at læse. Desuden har jeg set en række af hans film, hvoraf jeg må sige, at der er mere humor i de fleste, end der var at finde i denne fortælling (som Sydney Pollack fortæller den). For at nævne et nogle få af de filmatiserede romaner, så er der The Pelican Brief, The Client, The Rainmaker og senest Runaway Jury.

En ting, som jeg har bemærket går igen, hos John Grisham er den evige diskussion om, hvordan man bør arbejde som advokat i et retssystem med huller og korrupte nævninge, dommere, advokater og sagsøgere. Han synes ikke at have leveret et endeligt svar (hvordan skulle han kunne det?), men alligevel så plejer hans romaner at slutte på den måde, som synes mest rigtig i den pågældende situation, selv om der ofte kan stilles meget store spørgsmål ved hovedpersonernes metoder. På det punkt går denne film heller ikke galt i byen. Når man er nået dertil, hvor man ved, hvem der er de egentlige skurke, så drejer det sig for Mitch kun om, hvordan han får ram på dem uden selv at ryge med i faldet. Det kan som så mange andre Grisham-fortællinger give anledning til nogle dybere etiske og juridiske spekulationer, dog på et plan hvor vi almindelige dødelige heldigvis kan følge med.

Desværre, så er der nok ikke så meget ved filmen anden gang, før der er gået så lang tid, at jeg er ved at have glemt, hvad den handler om, kan jeg forestille mig. Den er én af de film, der er spændende, fordi man ikke ved noget om, hvilken retning tingene vil gå, men desværre mangler den lige en tand humor eller andet krydderi, som man havde i form af Danny DeVito i The Rainmaker. Interessante replikker eller imponerende skuespillerpræstationer er der ikke så mange af, foruden et par sammenstød mellem Cruise og Ed Harris. Gene Hackman løfter naturligvis også filmen en smule på skalaen. Men filmen lever først og fremmest på sit veludtænkte plot.