24.7.06

Not Another Teen Movie (2001)

Not Another Teen Movie, 2001.
Instruktør: Joel Gallen.
Medvirkende: Chyler Leigh, Chris Evans, Jaime Pressly.

Who would've guessed that everyone in school was a professional dancer? Tager man diverse teen movies (og andre film), blander deres historier sammen, forlænger de pinlige øjeblikke for humorens skyld og i øvrigt tilføjer en masse seksuelle referencer (nogle bare bryster og numser), så har man endnu en typisk teen movie med en mere maskulin målgruppe. Sjov er den til tider med sine utallige She's All That-parodier, men det meste af tiden ventede jeg faktisk bare på, at den sluttede. Lad dette blive Dorland Films korteste anmeldelse indtil nu, den kan lige snige sig op på de 2 stjerner.

American Beauty (1999)

American Beauty, 1999.
Instruktør: Sam Mendes.
Medvirkende: Kevin Spacey, Annette Bening, Thora Birch, Wes Bentley.

I'm just an ordinary guy with nothing to lose. Lester Burnham er gift, men ægteskabet er dødt. Han har en teenagedatter, der ikke har noget forhold til ham. Med et mislykket arbejdsliv synes livet tomt, og Lester længes tilbage til ungdommen, dengang han nød livet. Nye naboer flytter ind, en homofobisk marinesoldat og hans søn, der filmer alt, hvad han ser, ikke mindst Lester's datter, Jane.

Sam Mendes har med sine få værker givet mange gode og tankevækkende oplevelser. Selv nød jeg Road to Perdition, og Jarhead havde da også sin charme, og begge var de fantastisk flotte. Af en eller anden grund har ingen af dem fået lige så god kritik og lige så meget anerkendelse som American Beauty, der ellers hverken er flot eller særlig tankevækkende. Filmen tager en liste, måske en top10, over de mest almindelige psykiske problemer, man kan få i en midtlivskrise i Amerika, og punkterne formes så ind i historien om manden, der pludselig gør nøjagtig, hvad der passer ham og trodser alle normerne, og det samme gør alle omkring ham for at være tro mod sig selv.

Det er måske en manglende forståelse for "The American Dream", som gør, at jeg ikke syntes, det var værd at bruge 122 minutter på. Til trods for gode præstationer, ikke mindst af Spacey selv, så sidder jeg tilbage med en lidt tom fornemmelse. Ja, det er et problematisk samfund, vi lever i, når man som forælder til en teenagedatter tager sig selv i at længes efter at være ung igen. Hvor er det trist, men hvad så? Hvad pointen med denne farce end har været, så fangede jeg den ikke, og da anmeldelserne på denne side som sagt er subjektive, så går det ud over karakteren. Denne film var bare ikke til mig, derfor får den 2 stjerner.

23.7.06

Kommentar: 100 film!

Hvem har set 100 film siden d. 27. december 2005? Svaret er: Lars Dorland.

100. The Godfather (1972)
99. The Woodsman (2004)
98. Saving Silverman (2001)
97. Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999)
96. Highlander (1986)
95. Fantastic Four (2005)
94. Zathura: A Space Adventure (2005)
93. One Hour Photo (2002)
92. Serenity (2005)
91. The God Who Wasn't There (2005)
90. Kung Pow: Enter the Fist (2002)
89. The Matrix Revolutions (2003)
88. The Matrix Reloaded (2003)
87. National Treasure (2004)
86. Danny the Dog (2005)
85. Spider-Man (2002)
84. Mørkets Vogtere (2004)
83. Anklaget (2005)
82. A Goofy Movie (1995)
81. Analyze That (2002)
80. Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back (1980)
79. Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)
78. The Da Vinci Code (2006)
77. The Island (2005)
76. Back to the Future Part III (1990)
75. Back to the Future Part II (1989)
74. Back to the Future (1985)
73. Analyze This (1999)
72. Wedding Crashers (2005)
71. 25th Hour (2002)
70. La Amistad (1997)
69. Shadow of Doubt (1998)
68. Kingdom of Heaven (2005)
67. Scary Movie 4 (2006)
66. Dragonheart (1996)
65. Doom (2005)
64. White Noise (2005)
63. The Name of the Rose (1986)
62. A History of Violence (2005)
61. Luther (2003)
60. Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
59. Kill Bill: Vol. 2 (2004)
58. Signs (2002)
57. Anywhere But Here (1999)
56. Kill Bill: Vol. 1 (2003)
55. Fahrenheit 9/11 (2004)
54. Jerry Maguire (1996)
53. The Devil's Own (1997)
52. K-PAX (2001)
51. The Believer (2001)
50. Bruce Almighty (2003)
49. The Client (1994)
48. Madagascar (2005)
47. Det Forsømte Forår (1993)
46. Hitch (2005)
45. Saw II (2005)
44. Hotel Rwanda (2004)
43. The Pianist (2002)
42. Crash (2004)
41. Minority Report (2002)
40. The Village (2004)
39. Ray (2004)
38. Hostage (2005)
37. The Girl Next Door (2004)
36. House of Sand and Fog (2003)
35. Master and Commander: The Far Side of the World (2003)
34. The Waterboy (1998)
33. Insomnia (2002)
32. Batman (1989)
31. The Wizard of Oz (1939)
30. Finding Neverland (2004)
29. Cinderella Man (2005)
28. Fun with Dick and Jane (2005)
27. Godsend (2004)
26. Jarhead (2005)
25. Dogma (1999)
24. The Machinist (2004)
23. The Frighteners (1996)
22. The Aviator (2004)
21. Treasure Planet (2002)
20. Metro (1997)
19. My Boss's Daughter (2003)
18. Mr. & Mrs. Smith (2005)
17. Beverly Hills Cop (1984)
16. Basic (2003)
15. Road to Perdition (2002)
14. Blade: Trinity (2004)
13. Napoleon Dynamite (2004)
12. A Bug's Life (1998)
11. The Forgotten (2004)
10. Men in Black II (2002)
9. Joseph: King of Dreams (2000)
8. King Arthur: Director's Cut (2004)
7. Solkongen (2005)
6. The Ring Two (2005)
5. The Firm (1993)
4. Mars Attacks (1996)
3. A Walk to Remember (2002)
2. Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet (2005)
1. King Kong (2005)

Dorland Film vil i fremtiden byde på anmeldelser af bl.a. Lord of War, V for Vendetta og American Psycho.

The Godfather (1972)

The Godfather, 1972.
Instruktør: Francis Ford Coppola.
Medvirkende: Marlon Brando, Al Pacino, James Caan, Robert Duvall.

That's my family, Kay, it's not me. Den sicilianske familie, Corleone, står stærkt i USA i 1945, men Don Vito Corleone (Brando), familiens overhoved, er ved at være en gammel mand. Hans fire sønner, den temperamentsfulde Sonny (Caan), den lovlydige Michael (Pacino), den svage Fredo (Cazale) og den adopterede Tom Hagen (Hagen), der fungerer som faderens advokat og konsulent står overfor at skulle arve forretningen. Desuden er et nyt marked dukket op, narkotikamarkedet, og det skaber komplikationer mellem de mest magtfulde gangsterfamilier, hvilket resulterer i flere blodsudgydelser. Michael ønsker blodsudgydelserne stoppet, men har som god amerikansk borger og krigshelt aldrig været involveret i familiens kriminelle anliggender, ikke før nu.

At The Godfather ligger nr. 1 på IMDb-brugernes liste er ikke uden grund. Dette er et mesterværk, et unikt stykke håndværk. Selv om den er lavet i 1972, dengang hvor film i højere grad lignede teaterstykker, så virker denne beretning på mange måder autentisk. Coppola formår at præsentere os for et miljø, som er alt andet end ensidigt. På den ene side står Corleone-familien for kærlighed, sammenhold og tradition. På den anden side står de for korruption, vold og mord.

Klipningen er forud for sin tid og bruges som virkemiddel på en måde, som det ofte ses i dag, men som jeg ikke har indtryk af var særlig normal på den tid - bemærk eksempelvis den tvetydighed, der skinner igennem i den sidste scene med barnedåben og trosbekendelsen. Filmen synes også at have en dyb psykologisk indsigt, idet man langsomt følger Michael, hans valg og hans forvandling, glimrende portrætteret af en ung og mere uskyldig Al Pacino.

The Godfather er en film, man skal se. Den får herfra 6 stjerner.

18.7.06

The Woodsman (2004)

The Woodsman, 2004.
Instruktør: Nicole Kassell.
Medvirkende: Kevin Bacon, Kyra Sedgwick, Mos Def, Benjamin Bratt.

I watch the kids arrive at school. And for the last few weeks I've noticed someone else watching them. I call him Candy. Efter 12 år i fængsel for at have forgrebet sig på unge piger, lukkes Walter igen ud i samfundet. Verden udenfor murene er dog kold og ubarmhjertig. Han får sig et job, en lejlighed, og hans svoger, Carlos, kommer jævnligt og besøger ham og fortæller ham om, hvordan det står til i den familie, der ikke vil kendes ved ham. På den anden side af gaden lurer fristelserne og de dæmoner, Walter forsøger at bekæmpe, en børneskole.

The Woodsman er netop kommet i flere danske biografer. Grunden er sandsynligvis de priser, der sidste år tilfaldt filmen, selv om det virker komisk, at en film bliver sendt i biografen, efter den er udkommet på DVD. Titlen er taget ud af en samtale mellem den ydmyge Walter og den stærkt fordømmende betjent, der overvåger hans prøvetilladelse, og den kunne ikke være mere passende hele filmen taget i betragtning.

Bacon er en fantastisk skuespiller med hang til dårlige roller, men denne gang har han ramt plet. Walter blev Bacons mulighed for at vise, at han måske er en af Hollywoods største talenter. Det kan meget vel være den bedste præstation, jeg har set i år. Han er skræmmende troværdig, og hans figur formår at kalde på både afsky og sympati, og hans psykologiske kamp skildres så virkeligt, at filmen er svær at slippe. Der er ingen svagheder eller fejl at sætte fingeren på, faktisk vil jeg give den 6 stjerner.

17.7.06

Saving Silverman (2001)

Saving Silverman (aka Evil Woman) 2001.
Instruktør: Dennis Dugan.
Medvirkende: Steve Zahn, Jack Black, Jason Biggs, Amanda Peet, Amanda Detmer.

She didn't like the way his ass looked, so she made him get butt cheek implants. Silverman (Biggs) har to venner (Zahn og Black), men ingen kæreste. Indtil han pludselig har Judith (Peet), som nyder at have ham, mest (og kun) fordi han altid gør, hvad hun siger, ellers inddrager hun hans tilladelse til at give hende oralsex. Hans venner forsøger at falde i hak med hende, men opdager hurtigt, at hun er en led kælling. Desværre lader Silverman ikke til at kunne se det, han er bare glad for, at hun vil være kæreste med ham. Derfor vælger vennerne at tage strengere metoder i brug, bl.a. Silverman's store kærlighed fra gymnasietiden.

Jeg gør som regel ikke meget ud af at anmelde komedier. I sidste ende er det jo et spørgsmål om, hvorvidt vitserne holder, og om de vil holde igen næste gang, man ser filmen. Det er selvfølgelig også vigtigt med gode skuespillere, der er tilpas sære, det vil sige sære nok til at få en til at grine. Lad os bare sige, at denne film er god nok til mig på dét punkt. Jack Black er så dum som nogen, og sådan en karakter skal der selvfølgelig være i en komedie som denne. Zahn er den klogere dumrian, en skuespiller vis roller påkalder sig ens sympati uanset hvad han spiller, kan i denne sammenhæng anbefale Riding in Cars with Boys, hvor han var spillede eminent. Biggs er lige så stor og naiv en taber som i American Pie, i sidste ende ikke mindre heldig efter min smag.

Dette er en god komedie af den overfladiske og sexfikserede slags, som unge mennesker fylder sig med i dag. Der er absolut intet originalt over den, og den når aldrig under huden, men den får da en til at smile med løbende vitser, som har mere substans end så mange andre komedier i samme genre. Jeg giver den derfor 3 stjerner.

16.7.06

Austin Powers: The Spy Who Shagged Me (1999)

Austin Powers: The Spy Who Shagged Me, 1999.
Instruktør: Jay Roach.
Medvirkende: Mike Myers, Heather Graham, Seth Green, Verne Troyer.

So, Basil, if I travel back to 1969 and I was frozen in 1967, presumeably, I could go back and look at my frozen self. But, if I'm still frozen in 1967, how could I have been unthawed in the '90s and traveled back to the '60s? Oh, no, I've gone cross-eyed. Den onde Dr. Evil (Myers) rejser tilbage i tiden for at stjæle Austin Powers' mojo (Myers igen), hans kvindetægge, hans evne til at tilfredsstille ethvert menneskeligt hunkønsvæsen, som naturligvis vil falde for hans charme og pelsede hår på brystet. Derfor tager Austin tilbage i tiden for at erobre den tilbage assisteret af den yderst delikate agent Felicity Shagwell (Graham).

Lad os bare blive enige om med det samme, at dette er en absolut meningsløs film, fyldt med platte vitser og sjofelheder til bristepunktet. Historien er ganske sjov, ideerne naturligvis trivielle, og der er intet til eftertanke eller bare almindelig spekulation, da intet skal tages for seriøst. Humoren kan til tider minde om god gammel Monty Python, dog mere perverteret. Enten underholdes man af vanviddet, eller også skifter man kanal (eller DVD). Selv spildte jeg min aften på det, fordi jeg syntes, Heather Graham så ganske godt ud med det vilde hår, og fordi jeg nogen gange grinede dybfølt. Men 2 stjerner, da jeg aldrig vil se den igen, selv om jeg underholdtes en smule første gang.

Highlander (1986)

Highlander, 1986.
Instruktør: Russel Mulcahy.
Medvirkende: Christopher Lambert, Roxanne Hart, Clancy Brown, Sean Connery.

There can be only one. Udødelige lever i blandt os som almindelige mennesker. Den eneste død de kan se frem til er døden ved halshugning, en skæbne de kun undgår, hvis de selv formår at halshugge alle andre udødelige, for i sidste ende kan der kun være én. Connor McLeod er en sådan udødelig, han er fra det skotske højland, højlænderen, men bor nu i New York, som resten af de udødelige drages til på magisk vis for at kæmpe om the Prize, en fortjeneste der tilfalder den endelige sejrsmand.

Sideløbende med plottet om McLeod har vi historien om kriminalkommisæren, som ikke kan gennemskue, hvad der foregår, hvorfor der hele tiden bliver fundet lig uden hoveder, og han finder efter alt at dømme heller aldrig ud af det. Hvorfor man gjorde så meget ud af dette er mig stadigvæk en gåde.

Highlander har visse styrker og visse mangler. Historien i sig selv er dels interessant, delt fyldt med såkaldte løse ender. Hvorfor er det hele egentlig, som det er? Den eneste forklaring vi får er det nye spørgsmål: Hvorfor står solen op hver morgen? Konceptet accepteres af de udødelige og skal accepteres af publikum. Nogen har sat det i gang, men det er åbenbart ligegyldigt hvem.

Ser vi bort fra de løse ender og den manglende baggrundshistorie, så er Highlander stemningsfyldt og tiltalende. Højlænderens liv appellerer til os, og vi diskuterer med os selv undervejs, om det skal ses som en velsignelse eller en forbandelse. Kærlighed og romantik fylder meget i denne fortælling, hvor McLeod efterhånden har lært, hvad det vil sige at være udødelig, det er at være alene, men det menneskelige i ham har altid kaldt på samvær, og det har såret ham gennem århundrederne. Queen spiller i baggrunden deres hit-single, "Who Wants to Live Forever?" Denne filosofiske side af Highlander er ikke til at se bort fra, og måske det netop var den, der gjorde filmen til så stort et hit i 1986. Desværre resulterede det også i diverse meget dårlige fortsættelser, der aldrig kommer på siden af den første. Der burde kun være én, meget apropos.

Filmen har sine humoristiske øjeblikke. Christopher Lambert har et charmerende grin, der af og til melder sig til trods for den tragiske side af hans karakter. Den onde gunganer er så ond som nogen skurk, jeg nogensinde har set, et sexficeret monster fra de russiske stepper, der myrder og voldtager og skræmmer alle, han omgåes. Sean Connery spiller den rolle, man har set ham i hundrede gange før, og det gør han naturligvis rutineret og med Connery-charme.

Highlander er en stemningsfyldt actionfilm fra 1986, og havde man lavet den i dag, så havde den nok set meget anderledes ud. At den netop er en 80'er-film har dog sin charme, det helt store plus er dog skildringen af Connor McLeod, en højlænder med en stor hemmelighed, en velsignelse og en forbandelse. Den får 4 stjerner.

15.7.06

Fantastic Four (2005)

Fantastic Four, 2005.
Instruktør: Tim Story.
Medvirkende: Ioan Gruffudd, Jessica Alba, Chris Evans, Michael Chiklis.

It's clobberin' time! Fem videnskabsmænd tager ud i det ydre rum for at undersøge radioaktive ting sager, der desværre ender med at give dem nogle temmelig utrolige genetiske skavanker. Én bliver elastisk, en anden usynlig, en tredje går der ild i, og den fjerde bliver bare grim. Disse fire gør alt, hvad der står i deres videnskabelige magt for at blive normale igen, mens den onde Dr. Doom meget langsomt planlægger at bruge sine metalliske og elektriske kvaliteter i diverse hævnakter (noget med at herske og ødelægge og den slags, de sædvanlige skurketing).

Jeg er ingen Marvel-ekspert, og selv om jeg ganske givet har set tegnefilm med de fantastiske fire, så har de aldrig gjort stort indtryk på mig. Jeg ved dog, at det for mange andre var en eminent glædelig nyhed, at tegneserien nu ville blive omsat til film - og jeg ved, at de store forventninger med garanti bidrog til det had, der nu hviler på filmen.

Man behøver dog ikke at være fan af Fantastic Four for at konkludere, at dette er en dårlig film. Hvad er dårligt ved den? Jo, hovedrollerne bæres af talentløse skuespillere, bl.a. Jessica Alba, som lyder skrækkeligt kunstig, selv om hun er en meget smuk pige. Dialogen er elendig, nærmest utroværdig. Karaktererne virker flade, hvilket både kan skyldes skuespillere og manuskript, ikke mindst Dr. Doom virkede frygtelig vag af en skurk at være, nærmest ynkelig.

Der er enkelte sjove vittigheder undervejs, men de repeteres igen og igen i nye forklædninger, sandsynligvis fordi folkene bag scriptet ikke har kunnet finde på nye. Der fokuseres meget på én af superheltenes depression, men samtidig gøres der nar af karakteren, og det er svært at gennemskue, om de vil have, man skal have sympati for ham eller grine af ham.

Kort sagt: Skaberne af denne film tog ikke tegneserien halvt så alvorligt som alle fansene. Resultatet er derfor en malplaceret komedie uden antydningen af dybde. Men fordi Jessica Alba er så dejlig at se på (skønt en plage at høre på), så får den hele 2 stjerner. Mig en ære.

Zathura: A Space Adventure (2005)

Zathura: A Space Adventure, 2005.
Instruktør: Jon Favreau.
Medvirkende: Jonah Bobo, Josh Hutcherson, Dax Shepard, Kristen Stewart.

Whose brother are you? His or mine?Danny er 6 år gammel, Walter er 10. De har en far, en god far, der gerne tager sig tid til at være sammen med sine sønner, men som også skal passe sit arbejde. Drengene har også en storesøster, Lisa, familiens pubertetspige, der sover det meste af dagen, så hun kan feste hele natten. I vrede sender Walter sin lillebror ned i den dystre kælder med en lift, dér finder Danny et meget mærkeligt spil kaldet Zathura: A Space Adventure. Han forsøger at overtale sin bror til at spille med ham. Da det ikke lykkes, prøver han selv at tage den første tur, og pludselig befinder huset sig midt i en ateroideregn i det ydre rum. Da går det op for dem, at de bliver nødt til at spille brætspillet færdigt for at bringe huset tilbage til Jorden. Og for hver tur lurer nye farer.

Zathura er en genoplivning af konceptet, der i 1995 præsenteredes i Jumanji. Hver tur førte dengang nye farer med sig fra den vilde jungle, det være sig krokodiller, kviksand eller trampende elefanter. Konceptet var sjovt og udnyttedes godt. Zathura udnytter det næsten lige så godt. Jumanji havde som historie mere kød på sig. Hvor de denne gang nærmest trylles ind i en helt anden verden fra første slag, udspillede Jumanji sig i den kendte verden, der langsomt terroriseredes, og det bidrog i høj grad til spændingen. I Jumanji var der også væsentligt flere karakterer (med dygtigere skuespillere), der blev brugt flere ture, og der var en længere indledning og flere gags.

Altså er det bedst ikke at sammenligne Zathura med Jumanji, selv om den selv på mange måder lægger op til det. I sig selv står filmen dog alligevel stærkt, men i højere grad som en børnefilm end Jumanji. Der ses i hele filmen kun to voksne, den ene er faderen, den anden er nærmest et forvokset barn. Filmen står stærkt både som underholdning og pædagogik. Den har nogle enkle, men for børn meget væsentlige budskaber om broderskab, og filmen griber sådan en ting som skilsmisse, som jo er meget relevant for vores tid, meget realistisk og seriøst an. Samtidig er den til tider ganske morsom, og den lider ikke under at være for sentimental, som flere børnefilm har en tendens til. Dens mangler taget i betragtning får den altså 3 stjerner.

One Hour Photo (2002)

One Hour Photo, 2002.
Instruktør: Mark Romanek.
Medvirkende: Robin Williams, Connie Nielsen, Michael Vartan, Gary Cole, Eriq La Salle.

I almost feel like "Uncle Sy!" Når ens eneste familie er en lille rådden fugl, er det næsten forståeligt, at man forsøger at opbygge forhold til sine kunder. I fotofyren Sy Parrish' tilfælde synes hans ensomhed dog at have bragt ham ud i det sygelige. Når familien Yorkin fremkalder billeder, så sørger han for også lige at fremkalde et sæt til sig selv. Han smiler og er venlig overfor Nina Yorkin og giver et gratis kamera til hendes søn i fødselsdagsgave - og ønsker i sit stille sind, at han måske kunne være mere for familien end bare fotofyren fra supermarkedet. Tænk, hvis han var en del af familien, hvis de var hans familie. Og langsomt går Parrish ind og blander sig lidt mere, end familien kunne ønske sig.

Robin Williams har efterhånden spillet mange roller, for det meste med en komisk side, der passede til hans virkelige stand-up gemyt. I denne film ses han dog i en mindre charmerende rolle som den mystiske fotofyr, som man ikke ved, man har med sikkerhed. Filmen vil normalt karakteriseres som en psykologisk thriller, og med rette, men jeg får også lyst til at kalde det en gyser - ikke fordi man bliver bange, chokeret eller skriger i rædsel undervejs, men man gyser op til flere gange, når man ikke krummer tæer, primært fordi Robin Williams gør et godt stykke arbejde for at præsentere en figur, der både kalder på afsky og sympati.

One Hour Photo er langsomt fortalt, og der er ikke meget handling i den, til gengæld har den en psykologisk dybde, man ofte savner i den amerikanske thrillergenre. Filmen står stærkt som sin egen interessante fortælling, hvor dialogen er gennemført og præstationerne gode. Alligevel, så er den ikke interessant nok. Man føler ikke for at se den igen for at lægge mærke til detaljer, og selv om historien gjorde indtryk, så virker den mærkeligt dunkel, som om dele af den kræver dybere analyse, for at man kan nå til en egentlig forståelse - måske af noget, som man egentlig ikke burde forstå, men som blot skulle fodre sanseapparatet. Denne tvivl gør, at jeg ikke føler det helt rimeligt at give den mere end 3 stjerner, disse er til gengæld mere end velfortjente.

Serenity (2005)

Serenity, 2005.
Instruktør: Joss Whedon.
Medvirkende: Nathan Fillion, Morena Baccarin, Summer Glau, Chiwetel Ejiofor.

River, we're not telling people what to think, we're just trying to show them how. Jorden var overbefolket, så menneskeheden fandt sig et andet solsystem at befolke. De tolv centralplaneter blev underlagt Alliancens kontrol, men indbyggerne på de ydre planeter nægtede at underlægge sig. Alliancen vandt dog krigen, bl.a. det berømte slag kaldet 'Serenity', og Malcolm Reynolds, der stod på oprørernes side, viede efter krigen sit liv til smugling på sit skib, som han døbte efter det tabte slag. En dag opdagede han dog, at to af hans passagerer er eftersøgt af Alliancen, Simon og hans søster, River, som er blevet eksperimenteret og manipuleret med, og som gemmer på flere hemmeligheder.

Joss Whedon omtaler i DVD'ens ekstramateriale Serenity som filmen, der ikke burde eksistere. Dette er dog ikke et udtryk for fortrydelse, tværtimod. Hele affæren begyndte, da Whedon endelig tænkte, at det var tid til at lave noget nyt, nu da han havde brugt så mange kræfter på teen-serierne, Buffy the Vampire Slayer og Angel. Nu ville Whedon lave noget anderledes, noget nyt, som ikke var set før, måske noget med lidt mere stil, mere humor, mere nyskabende, og så skabte han en fantastisk serie kaldet Firefly.

Historien var som beskrevet før, og handlingen udspillede sig i et interessant univers, det var halvt rumeventyr, halvt western. Desværre brød Fox sig ikke om serien af mærkelige grunde (måske fordi den ikke havde nogen lighed med, hvad Whedon ellers havde lavet), så de annulerede den. Fans af serien, populært kaldet Browncoats, gik amok og gav sig til at købe Firefly DVD'er i massevis for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse og deres kærlighed til serien. Resultatet blev ikke, at seren blev genoptaget, men til gengæld så Universal gode muligheder i at lade Joss Whedon afslutte tv-serien med en film. Whedon fik et budget og gik i gang med arbejdet for at runde serien af med et brag, og det er hermed gjort.

Serenity er altså slutningen på en rigtig god tv-serie, og den er absolut bedst, hvis man har set serien, men de har alligevel forstået at lave den sådan, så det nødvendige bliver genfortalt. Kendskab til Firefly-serien er altså ingen nødvendighed, kun et plus. Når det så er sagt, så skal det indrømmes, at filmen ikke har omsat seriens charme til film, som man måske kunne have håbet på. Hvor serien trækker rigtig meget på forskellige kulturer, der repræsenteret på forskellige planeter og gør en del ud af at genoplive westerngenren, så er filmen mest at betragte som et teknologisk overgear'et rumeventyr. Det vil nogen beskrive som et tab, der er dog uden tvivl tale om et bevidst valg fra skabernes side.

Karakterernes dybde synes udtalt i filmen. Dialogen var ofte bedre i serien, men når det gælder drama, så er det temmelig indlysende, at den slags ikke kan omsættes. I en serie har man tid til at lære karaktererne at kende. I Serenity havde man for travlt, historien skulle afsluttes, så der ikke var for mange løse ender tilbage af dem, som serien havde efterladt. Denne udfordring klares meget godt, man kommer til en bedre forståelse af både River og de berygtede reavers, der dræber, voldtager og spiser mennesker. Udover det, så er serien et actionbrag af en film, og man mærker tydeligt, at skaberne har fået nogle penge mellem hænderne til at peppe op med.

Serenity kan anbefales alle, der kan lide actionrige space flicks. Har man set serien, så vil nogen måske skuffes lidt over filmen, men selv var jeg dog positivt overrasket, da det var lykkedes min storebror at få mig til at skrue ned for forventningerne. Har man ikke set serien, så vil jeg anbefale, at man ser serien først (den kan købes her), dog ikke en absolut nødvendighed. Summa summarum: Serenity er en god og underholdende film til 4 stjerner.

7.7.06

The God Who Wasn't There (2005)

The God Who Wasn't There, 2005.
Instruktør: Brian Flemming.
Medvirkende: Brian Flemming, Richard Dawkins, Sam Harris, Richard Carrier.

There actually is one unforgivable sin: denial of the Holy Spirit. If you do that, you are eternally damned. It says so right there in the Bible, twice. It's a doubly infallible rule. Brian Flemming gik som barn på, hvad han vil karakterisere som en fundamentalistisk kristen skole, men er i dag ateist. Med denne provokerende og konfronterende dokumentar, der er lavet i samme genre som Michael Moores meget kontroversielle Fahrenheit 9/11, påstår han først, at intet tyder på, Jesus har eksisteret andre steder end i den fiktive verden. Hoveddelen af hans dokumentar er dog ikke et angreb på Jesu historicitet, som det er på kristendommen, som han selv er bekendt med den.

Filmen er blevet vist i amerikanske biografer, men vil næppe blive så meget som vist på tv herhjemme. For at se den skal man enten downloade den, eller man kan købe DVD'en. Men hov, man må da ikke downloade film, må man? Faktisk forholder det sig sådan, at de venlige ateister bag filmen tillader, hvad der normalt ikke tillades for DVD'er, nemlig offentlige visninger, udlån etcetera. I øvrigt bryder de selv diverse copyrights, bl.a. ved at vise klip fra The Passion of the Christ, så jeg havde ikke de store moralske betænkeligheder ved at se en kopi af filmen, som formodentlig er hentet over Internettet. (Så ja, forsøg du bare på at sagsøge mig.)

Dokumentarer af denne slags er meget, meget populære, og der vises flere og flere dokumentarer i biograferne efterhånden, da de sælger godt. Herhjemme kan nævnes Gasolin som den sidste store sællert, af amerikanske dokumentarer kan nævnes Fahrenheit 9/11, Super Size Me og My Date with Drew. I samme useriøse genre som de sidstnævnte ses dette angreb på kristendommen, hvor helvede bl.a. beskrives som et sted, hvor "man bliver stegt og hver time skal sutte på Satans fedtede pik". I øvrigt bliver der påstået, at ifølge kristendommen skal man kun tvivle på Helligånden én gang for at havne i dette Helvede. Brian Flemmings syn på kristendommen forklarer i højere grad end de historiske elementer hans egentlige ærinde.

Denne gang propaganda kan ikke andet end ophidse kristne. Det er dog ikke, fordi dokumentaren bringer noget nyt på banen, snarere skyldes det, at filmens fremstilling af kristendommen kun stemmer overens med ganske få kristnes tolkning af bibelen. Jeg er selv kristen, skal det siges, og jeg har nok aldrig følt mig dårligere repræsenteret, end da Brian Flemming fortalte om kristendommen, som var den en sammensætning af helvedesteologi, bortrykkelsesteologi og ekstremistisk homofobi. Dette religiøse angreb adskiller sig ikke meget fra JP's angreb på Islam, og min vurdering bliver derfor: 1 stjerne. Min pointe: Se den ikke.

Vil du meget gerne se den (bare for at se, at jeg har ret), så prøv at gå herind. Det kræver naturligvis en speciel klient til download, hvor BitLord kan anbefales.

5.7.06

Kommentar: Gamle Ole.

Så er vi tættere på end nogensinde. (Men det er vi jo selvfølgelig for enhver film, som kommer på listen)

90. Kung Pow: Enter the Fist (2002)
89. The Matrix Revolutions (2003)
88. The Matrix Reloaded (2003)
87. National Treasure (2004)
86. Danny the Dog (2005)
85. Spider-Man (2002)
84. Mørkets Vogtere (2004)
83. Anklaget (2005)
82. A Goofy Movie (1995)
81. Analyze That (2002)

Vi har mødt mange forskellige hovedroller i denne omgang: En psykolog, 2 forelskede teenagers (den ene med lidt edderkoppe-DNA i blodet), en stakkels familiefar, en russisk vampyr, en naiv mand med halsbånd, en sympatisk skattejæger og i hele tre film: Den Udvalgte.

Rundens bedste film var den danske Anklaget for sin dybe skildring af en mand og hans familie. Der skal ikke være nogen tvivl om, at Jacob Thuesen her har lavet et rigtig godt værk, ikke et dybt originalt mesterværk, men altså en film, som falder perfekt ind i sin kølige genre.

Rundens absolutte skodfilm må være den sidste Matrix-film. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke har set værre (for jo, dét har jeg!), men nu var der jo altså i denne omgang en række vellykkede film, hvor denne - ikke mindst med sin klichéslutning - udmærker sig som den største bommert i rækken.

Fremtiden byder på den psykologiske thriller, One Hour Photo (som jeg har set, men mangler at anmelde), og så købte jeg til en ganske god pris filmen kaldet Lord of War med Nicholas Cage og Ethan Hawke, som jeg mistænker for at være ganske god. I kan også vente jer en anmeldelse af Joss Whedons Serenity, afslutningen på den droppede sci-fi/western tv-serie, Firefly. Og måske jeg så også på et tidspunkt får taget mig sammen til at se Arven, som skulle være en ganske udmærket dansk film, som min mor har liggende på VHS. I øvrigt, så har jeg lige bestilt The Godfather, den berømte mafiaskildring med Marlon Brando og Al Pacino i hovedrollerne, og The Woodsman med Kevin Bacon, der lige pludselig tages op og pudses af i diverse danske biografer af grunde, jeg endnu ikke kender til.

Stay tuned, selv om jeg af og til udskyder at anmelde nogle film til lang tid efter jeg har set dem, så er Dorland Film ikke død. Lad denne opdatering stå som bevis for dette.

Kung Pow: Enter the Fist (2002)

Kung Pow: Enter the Fist, 2002.
Instruktør: Steve Oedekerk.
Medvirkende: Steve Oedekerk, Jennifer Tung.

Master Tang på sit dødsleje: Listen, and listen well. I really like the band N-Sync. My favorite member is Harpo. I think there's a Harpo. If not there should be. I will write their next hit, maybe 'A boom-boom chiky chiky boom-boom a boom-boom chiky chaka chaka cho cho.' By the way, you must beware of Betty's iron claw. At forklare handlingen i denne film vil nok være at spilde sin tid, for der er tale om en film, hvor handlingen er absolut nedprioriteret, men hvor de platte jokes har fået guddommelig status.

Steve Oedekerk har (sammen med andre) stået bag en række gode manuskripter, her kan nævnes Bruce Almighty, The Nutty Professor og den mere seriøse Patch Adams. Denne gang når hans meget platte humor dog nye højde, idet han tager en masse klip fra en gammel asiatisk martial arts film, klipper sig selv ind i dem, tilføjer noget CGI og dubber så ellers filmen (lægger engelske stemmer til). Resultatet er en komedie, som er så langt ude, så absurd, at nogen vil se 3 minutter af den, ryste på hovedet og så ellers slukke igen - mens andre, deriblandt mig selv, vil se videre og af og til have svært ved at undertrykke latteren.

Vi har altså her at gøre med en film, som kun tjener det formål at være fuldstændig gak, og skal jeg være ærlig, så synes jeg, at den klarer det glimragende. Som helhed får den derfor 3 stjerner.

3.7.06

The Matrix Revolutions (2003)

(Advarsel: Har du ikke set 1'eren og 2'eren, så vil der i denne anmeldelse uundgåeligt være mindst et par spoilers.)

The Matrix Revolutions, 2003.
Instruktør: Andy og Larry Wachowski.
Medvirkende: Keanu Reeves, Laurence Fishburne, Lambert Wilson, Carrie-Anne Moss.

Could it be for love? Illusions, Mr. Anderson! Vagaries of perception. The temporary constructs of a feeble human intellect trying desperately to justify an existence that is without meaning or purpose. At Neo nåede til Kilden viste sig ikke at være en afslutning på krigen mellem mennesker og maskiner. Alt håb synes nu ude. Zions indbyggere forbereder sig deres nederlag. Imens ligger Neo i koma med hjerneimpulser svarende til én, som er koblet til The Matrix, og ved hans side ligger Bane, der i virkeligheden er blevet besat af alles fjende nr. 1, den verbalt rige Smith.

Revolutions tager fat, hvor Reloaded slap, og så bevæger det sig ellers ned ad bakke. Det hele har indtil nu kunnet lade sig forklare med teknologi (til en vis grænse), men netop nu synes kæden at hoppe af, da Neo nu ikke alene er en super-jesus i The Matrix, men også i den virkelige verden. Den del af historien skal man enten søge meget dybt for at forstå, eller også er jeg bare ualmindelig ignorant. Forklaringerne synes i det hele taget at blive dårligere og dårligere - og anses nok også fra skabernes side som mindre nødvendige. Da de under produktionen mistede Gloria Foster, som spillede Oraklet, skiftede de hende ud med en anden skuespillerinde. Deres filosofiske forklaring på udskiftningen stinker!

Tankevirksomhed er Revolutions altså ikke rig på, ligesom dens forgængere var det, til gengæld er der mange imponerende effekter og en masse hård sci-fi action, idet de nådesløse sprutter invaderer Zion, og krigen udvikler sig for alvor. Neo (Reeves) ses ikke meget i denne film, og det er måske en fordel, da han som skuespiller virker lidt lunken, men til gengæld er det ærgerligt, at filmen ikke foregår mere i The Matrix, som netop er den interessante verden i hele denne saga. I stedet trættes vi af skibe, der flyver slalom, og soldater som vil bøffe maskine scum. Afslutningen er kliché-agtig, spiller fortsat på en masse religiøse, men efterhånden kedelige referencer og er uden det egentlige twist, forgængerne serverede.

The Matrix Trilogien er en rigtig god trilogi, men alt, der har en begyndelse, har heldigvis også en afslutning, og afslutningen kom ikke for tidligt i 3'eren, som jeg kun vil give 2 stjerner.

The Matrix Reloaded (2003)

(Advarsel: Har du ikke set 1'eren, så vil der i denne anmeldelse uundgåeligt være mindst et par spoilers.)

The Matrix Reloaded, 2003.
Instruktør: Andy og Larry Wachowski.
Medvirkende: Keanu Reeves, Laurence Fishburne, Lambert Wilson, Carrie-Anne Moss.

I have dreamed a dream, but now that dream has gone from me. Der findes to verdner. Den virkelige, som er en død planet, hvor menneskerne bor langt nede under overfladen, tæt på Jordens kerne, hvor der stadig er varme. Og så er der den uvirkelige, en computergenereret drømmeverden kaldet The Matrix, som maskinerne har trukket ned over menneskers hoved for at holde dem uvidende om det faktum, at maskinerne bruger dem som batterier. Og så er der Neo, en slags magtfuld data-Messias, som selv engang var fanget i The Matrix, men som nu bekæmper maskinerne på menneskenes vegne. Han synes dog ligesom resten af menneskeheden at stå magtesløs overfor den trussel, der venter menneskene i den virkelige verden.

Da det forlød, at Wachowski-brødrene ville lave en fortsættelse til The Matrix, blev forventningerne store - måske uretfærdigt store. 1'erens store styrke var, at den rev tæppet væk under én og udfordrede ens forståelse af ens egen verden, idet den stillede det gamle, men stadig aktuelle (skønt ret filosofiske) spørgsmål: Hvad er virkelighed? Fortsættelsen her forsøger at operere med samme spørgsmål, men formår naturligvis ikke på samme måde at ryste og overraske. Historiens endelige drejning i slutningen er dog et godt forsøg - efter min mening kunne det faktisk ikke gøres meget bedre. Drejningen kalder dog på en direkte fortsættelse, der kan afslutte historien.

Reloaded har fantastiske actionsekvenser. Nærkampene synes jeg godt nok er lidt mekaniske og ligner mest en kopi af et temmelig ensformigt Tekken-spil, hvor man sikkert følger Martial Arts-reglerne, men i øvrigt ikke er særlig kreative. Den virkelig gode actiondel er, da Trinity (Moss) beslutter sig for at køre mod strømmen på en bred og meget befærdet motorvej, mens hun jagtes af agenter og en slags spøgelsesvampyrer ejet af Franskmanden (kræver lidt forklaring, naturligvis, men den får man også).

Alt i alt en rigtig god film, der med god actionunderholdning forstår at flirte med spørgsmål om, hvad der er virkelighed, og hvad der i virkeligheden blot er en slags kontrol. Filmen får 4 stjerner herfra.

National Treasure (2004)

National Treasure, 2004.
Instruktør: Jon Turtelaub.
Medvirkende: Nicholas Cage, Sean Bean, Diane Kruger, Justin Bartha.

Who wants to go down the creepy tunnel inside the tomb first? Ben Gates er overbevist om, at Tempelridderne gemte en kæmpestor skat, og han er opsat på at finde den. Det samme er hans kammerat, Ian Howe. Da sporet viser videre til verdens mest beskyttede dokument, Uafhængighedserklæringen, står Ben Gates dog af. Det gør Ian dog ikke, han forsøger at slå Ben Gates ihjel for selv at få fat på dokumentet. Og Ben Gates og hans ven, Riley, beslutter sig for at forhindre ham i at stjæle det - ved selv at stjæle det først.

Med sin gæve sammenblanding af konspirationsteorier, action og humor formår National Treasure at skabe underholdning, som nærmer sig et Indiana Jones-niveau. Der er gang i filmen fra start af, og det eneste, vi egentlig mangler, er en biljagt. Det er dog for så vidt ikke en mangel, da en del af flugten (og jagten) sker til fods, hvilket synes at løfte underholdningsværdien. De mange små gåder overgår på alle måder de latterlige lykkehjulslege, man så i Da Vinci Code, og de historiske flash backs er spændende filmet og effektfuldt præsenteret. National Treasure er altså en kompetent skattejagt med go i, hvor også børnene kan se med.

Filmen fortjener 4 stjerner.